Marts 2026

1. marts – jeg sover

jeg sover,
og i min søvn er jeg vågen
til søvnens virke og lighed

jeg flyder,
og i det flydende er jeg klar
i midten af tåger af uklarhed

jeg svæver,
og i svævet er der retning og nærvær
og længsel mod rum, der føles vigtige

jeg drømmer,
og i drømmen er der mening
og overraskelsen er velkendt

jeg driver
og op- og nedstrøm er vandets vilkår
i vejrlig og vildrede

jeg sejler
og i min båd er der altid vandret,
intet vanvid eller vanrøgt er om bord

jeg hviler,
og i dine arme er mening og trøst,
jeg er aldrig alene i min ensomhed

2. marts – de døde unge

Elvis Presley døde ung
Janis Joplin døde ung
Jim Morisson døde ung
John Lennon døde ung
Bob Marley døde ung
Michael Jackson døde ung
Whitney Houston døde ung
Jeff Buckley døde ung
Philippa Bulgin døde ung
Prince døde ung
Amy Winehouse døde ung

det er da som pokkers og ind-i-helvede mærkværdigt,
at de mest talentfulde og vidt-og-bredt elskede sangere
har det med at gå hen og dø i en ung alder

eller – er der måske tale om et ritual iværksat af en dødskult,
der vælger at ofre de mest elskede for åbent tæppe,
til en mørk gud, der fodrer sig
med de levendes blod og livsenergi?

3. marts – krigsguden

Marts er året første måned, selvom kalenderen siger, at det er den tredje.
Det er livets opvågnen, det er safternes tilbageløb i træernes stammer,
så hvis man er til birke- eller ahornsaft, så er det nu, det skal gøres,
og det skal gøres på den rigtige måde, så træet ikke tager skade.

Og selvom det går mod lysere tider, og dagen allerede er blevet længere,
så er marts også opkaldt efter noget, der er knapt så livsfremmende,
men som for det Imperium, der gav navnet, var en grum livsnødvendighed,
og navnet var den guddom, der var indbegrebet af krig.

Han igen var opkaldt efter den røde planet i solsystemet,
der engang formodes at have haft en atmosfære,
der blev ødelagt ved, hvad nogen formoder, var en kosmisk krig,
eller som andre formoder var voldsomme solare plasma-udladninger.

Den røde planet er rød som det udgydte blod,
og dens hud er arret som Grand Canyon på steroider.
Krigsguden har travlt i disse tider, og dens lydige følgere
satser kraftigt på, at Jorden kommer til at ligne Mars inden længe.

4. marts – Finnegans Wake

I den mest ulæselige bog overhovedet skrevet fremlægger James Joyce,
at alle historiske events sker på samme tid.
Alt har rod i det forgangne, alt peger mod det kommende.
Begyndelse og slutning findes ikke.

Finnegan er en bygmester, der faldt fra Skabelsen.
Han er Demiurgen, der faldt fra Pleroma – alt-der-er.
Forfatteren taler om Adams fald.
James Joyce er en gnostiker, der kryptiserer sig selv som revnede papyrus.

Der indgår konstruerede ord, der kombinerer 17 forskellige sprog.
Bogen kredser om emnet forrædderi. Irland var længe blevet forrådt af England, og som den britiske elites kæledægge Charles Darwin skrev:
Der er 72 menneskeracer på Jorden, men lavest af dem alle er … irlænderne!

Og som opfølgning på denne udtalelse, der udsiger Det Britiske Imperiums nedladende attitude overfor mennesker, ankommer Den Store Hungersnød,
The Great Famine, for alle imperiets værste ugerninger kaldes for great = storslåede, der ikke var simpel kartoffelsygdom men en stor militær operation.

Emnet er tabu, men gamle irlændere ved, at massegravene ligger uden ydre tegn med to kilometers mellemrum i det stenede, grønne landskab som skjulte tegn på det folkemord, der foregik med hunger som våben – imperiets yndlings-metode, som 120 millioner indere og halvdelen af Irans befolkning oplevede.

Finnegans Wake er usårlig. Den beskytter sig selv imod forræderi,
den kan ikke forrådes. Den har med sin særlige greatness
gravet sig selv ned i landskabet, hvor den ligger sovende og uoversættelig.
Den er blevet en ikonisk inkarnation og et billede på, hvor lidt vi forstår.

5. marts – virkeligheden iflg. FKD

Forfatteren Philip K. Dick udtalte i 1977 i et interview følgende:

Vi lever i en computer-programmeret virkelighed, og den eneste antydning, vi har til det, er når en eller anden variabel er ændret, og en eller anden forandring af vores virkelighed opstår. Vi ville da have det overvældende indtryk, at vi genoplevede nutid som et deja-vu, måske præcist på samme måde, hvor vi hører de samme ord og siger de samme ord. Jeg vil hævde, at dette er ægte og betydningsfuldt, og jeg vil endog gå så langt som til at sige: Et sådant indtryk er en antydning af, at der på et eller andet tidspunkt i fortiden blev forandret en variabel, hvilket vil sige omprogrammeret, og derfor er der sket en forgrening til en alternativ verden, der virkeliggjordes i stedet for den foregående, og et faktum, et bogstaveligt faktum er, at vi endnu engang lever i dette særlige afsnit af lineær tid.

Den skarpsindige vil straks opdage, at kernen i udsagnet forudgriber en scene i The Matrix, hvor Neo ser en sort kat to gange som et deja-vu, hvilket foruroliger de andre personer, da det er et tegn på, at der er foretaget en ændring af simulationen kaldet matrix’en. Det er i filmen som bekendt et hint om, at der er en Judas, en forrædder blandt personerne. Og Judas er særdeles passende, for filmen er spækket med nytestamentelige hentydninger. Filmen har sin Johannes Døberen (Morpheus, søvnens gud, der vækker den sovende), sin Maria Magdalene (Trinity, trenigheden), sin Judas (Cypher, manden der læser binær kode), sin Satan (Agent Smith, modsigeren), og fartøjen hedder NebuchadnezzaR (skriften på væggen).

Der er oven i købet en lille detalje, som meget få har opdaget. På skiltet, hvor skibets serienummer, navn og byggeår sidder som skriften på væggen, står der i toppen Mark III, no. 11. I Markkusevangeliet kapitel 3, vers 11 står der: Og når de urene ånder så ham, faldt de ned for fødderne af ham og råbte: Du er Guds søn! I filmen bliver det til: You are The One. Neo dør og genopstår. Kom ikke og sig, at vi ikke er ude i en Kristus-allegori.

En anden af forudsætningerne for filmen er den franske filosof Jean Baudrillards filosofiske essay fra 1981 Simulacra og simulation, hvor han undersøger verden med en lignende præmis som Philip K. Dick: At virkeligheden er en simulation. Det er en neo-gnostisk tanke, at vi lever i et kunstigt univers skabt af en Demiurg, en artitekt, der har skudt sig ind mellem Livskilden, Skaberen og menneskene og har skabt sin egen falske virkelighed i form af et Matrix. Baudrillard går ikke ud i dette største af alle billeder men fokuserer som filosof på den syntetiske forlorenhed, som massefabrikations- og -medie-kulturen og dens illusionsmageri har skabt.

Verden består af kopier uden deres original. I den præmoderne verden var der stadig en original, der blev kopieret. I den moderne verden i industrisamfundets masseproduktion udviskes skillelinjen mellem original og kopi, og kopien bliver ligeså virkelig som originalen. I den post-moderne verden er der kun kopien tilbage = simulakret / simulationen. Originalitet er blevet et meningsløst koncept, for intet er længere originalt, oprindeligt, autentisk. Alt er hyperrealt.

AI skaber om noget konstant denne hyperrealitet. Alle billeder er plastik-agtige, larger that life, overperfekte. De er til gengæld tomme. AI fuldender simulakret, og nihilismen har sejret ad helvede til. Skriv en anden filosof Friedrich Nietzsche på listen over folk, der så det komme.

Welcome to the Unreal World.

6. marts – Wolfgang

Han hed Wolfgang Amadeus Mozart – amadeus = den elskede.
Han blev kaldt et geni og skrev den bedste musik dengang i 1700-tallet.
Han har været verdensberømt lige siden.
Det sagdes om ham, at mens han stod og spillede billiard,
så komponerede han lige en fuldt færdig symfoni eller en klaverkoncert,
og bagefter var det bare at skrive den ned på nodepapiret.

Geniet som begreb blev opfundet i 17-1800-tallet.
Det var et romantisk koncept om det gudsbenånede vidunderbarn,
der bare downloadede perfektion fra en højere verden.
Geniet behøvede ikke at arbejde og strides med materialet,
det kom bare flyvende som stegte duer ned fra Himlen
og væltede ud som skidt fra en spædekalv.

Men Wolfgang havde en far, der var en kendt musiker og pædagog.
Hans navn var Leopold Mozart, og han havde et omfattende netværk.
Han var også for netværkets skyld logebroder hos frimurerne i Salzburg.
I hans hus boede efter tur og gennem årene omkring 50 forskellige
fortrinsvis italienske komponister, der alle var særdeles kompetente.
I modsætning til den geniale søn af huset, opnåede de aldrig hans berømmelse.

Der er noget på færde her. Vi skal vide, at venetianerne
havde sat sig på udgivelse af bøger og musikalske partiturer.
Forlæggerbranchen var for dem en business cases ligesom bankvæsenet.
Leopold så sin søn som egnet til et stykke geni-mytologi
med muligheder for at tjene mange penge, så han bestilte værker hos de disse hus-komponister, hvis værker blev udgivet under navnet: Amadeus Mozart.

Mozart var et designer-geni. Han var det mest vellykkede design af slagsen,
og fortællingen om geniet, der døde som 35-årig og ludfattig
og blev smidt i de ukendtes grav, efter han havde modtaget en bestilling
om at skrive et Requiem, en dødsmesse, som han ikke fuldførte,
fordi han døde forinden … er et stykke salgbar fiktion.
Det bidrager til eftermælet, for genier skal dø unge på tragisk vis.

Og hvor bekvemt er det ikke for Leopold og hans logebrødre,
at det uregerlige geni ikke overlevede til at fortælle verden om,
at det hele var et svindelnummer? I Milos Formans film Amadeus er det en skummel og tilhyldet skikkelse, der bestiller dødsmessen,
så det uregerlige geni kan underskrive sin egen musikalske dødsdom.
Det hele smøres af på en misundelig kollega ved navn Salieri.

Vi får aldrig at vide, om denne søn af huset var inkapabel til at skrive musik.
Hans enorme output virker urealistisk, med mindre man køber geni-konceptet,
hvor han er i stand til at ryste mesterværker ubesværet ud af ærmet.
I hans meget kendte opera Tryllefløjten lægger han sig ud med frimurerne,
hvilket er hans fars slæng, og han røber i operaen hele deres indvielsesritual.
Kan det ses som et oprør mod hans misbrugeriske far?

I hans ligeså kendte opera Gon Giovanni
møder den letlevende forfører Don Juan sin straffende skæbne,
da stengæsten = faderen til en forført kvinde møder op som en statue
og sender ham ad helvede til ned i et flammende hul i jorden.
Beskriver den misbrugte og forførte søn sin egen aflivning,
og er stengæsten hans egen far, der bekvemt skaffer ham af vejen?

7. marts – ukendte ven

Jeg ved ikke, hvad du tænker min ukendte såvel som kendte ven
derude i skyen i det sociale netværks-flimmer-felt,
men er det ikke som om, at denne verdens gebærdeligheder lige nu
er i fuld færd med at krænge indvoldene ud på sig selv
i en uskøn falballade af afsløring af sig selv?
Og er det ikke som om, at de, der sidder på stolene
har svært ved at sidde stille i deres beskidte sæde?

Jeg ved ikke, hvad du tænker min ukendte såvel som kendte ven,
men for mit vedkommende har jeg en anelse svært ved stole-sidderne
og deres urolige rykken sig frem-og-tilbage med lort i bleen
i et ihærdigt forsøg på at fremstå som den siddende magt
og oven i købet den besiddende magt.
Og er det ikke som om, at de, der glider rundt i bleens smattede indhold,
har svært ved at holde røven lige på stolesædet?

8 marts – trosbekendelse

Vi forsager sund fornuft, kritisk holdning og alt, der har med miljø at gøre.
Fuck miljø!

Vi tror på Kli-i-i-maet, det almægtige menneskeskabte, atmosfærernes skaber.

Vi tror på CO² som det enbårne giftstof, vor plageånd, undfanget ved udånding fra mange munde, født som et skyldbefængt beskatningsobjekt, pint under den falske betegnelse drivhusgas (planterne elsker det, fuck planterne!), stadfæstet, død og begravet som noget, der kan stilles spørgsmål ved, nedfaret til fladskærms-virkelighed og kommende ud af dåsen for al eksistens-beskrivelse, på tredje årti opfaret til politisk korrekthed, siddende ved globalismens højre hånd, hvorfra det skal komme at dømme alle til at betale klimaskatter, som ingen kan gøre rede for, hvor bliver af.

Vi tror på det hellige kli-i-i-ma, den hellige almindelige kli-i-i-makirke, de politisk korrektes sammenspisning, syndernes forladelse, hvis bare vi som syndere betaler de grønne afgifter, kødkvægets afskaffelse (for de prutter for meget) og det evige globalistiske svindelnummer.

Amen

9. marts – afkørsel

Hvad så pige, har du det godt i den moderne verden?
Trives du i LaLa-land i en verden af overflade og laden-som-om?
Eller længes du efter noget andet og mere med en fornemmelse af,
at der noget, der er gået tabt i mellemtiden?

Så mange spørgsmål og så få svar.

Hvad så dreng, er du tilfreds med tomme gebærder?
Er det nok med i går efterfulgt af glemsel og tømmermænd i dag?
Eller længes du efter et sted med et rum, hvor der er tid til
at undersøge, hvor du kommer fra, og hvor du skal hen?

Så mange muligheder og så få veje.

Du er her. Jeg er et sted derovre.
Vi kører i fjerde gear i modsat retning.
Er der ikke en rasteplads i forbipasseringen,
hvor vi kan køre væk fra ydersporet og holde ind til siden?

Så mange overhalingsbaner og så få afkørsler.

[parafrasering af popsang, du måske kender]

10. marts – system

Et system er, hvad det GØR.
99% af menneskeheden er overbevist om,
at et system er, hvad nogen SIGER, at det gør.

Når systemets sælgere og pushere siger, at deres system gør dit-og-dat, så tænker den bøjelige og føjelige menneskehjerne, at det selvfølgelig må være sådan.

Når de siger, at deres intentioner med systemet er dit-og-dat,
så må det jo betyde, at de mener det.
Hvordan kan de ikke mene det, for de siger det jo?

De 99% forstår ikke, at der er en forskel på erklæret intention og udført gerning.
Intentionen er salgskampagnen, gerningen er det, vi = de 99% aldrig ser komme.

Når vi ikke ser det komme, er det meningen, at vi ikke skal se det komme.
Når vi tror på systemets udsagn om sig selv, kan vi aldrig forstå systemet.

Når vi ikke forstår systemet og dets bedrageriske udsagn om sig selv, så er vi systemets fanger. SLAM ! sagde fængselsdøren.

11. marts – køkultur

Der findes to typer kunder i en supermarkedskø.
De kendes på deres adfærd, når det lyder over højttaleren:
Ding-dong – der bliver åbnet i kasse 2.

Den første type er stodderen, der fra at være sidst i køen ved kasse 1,
og som har stået og i sit sydende indre og bandet over
at en stribe andre kunder har tilladt sig at komme før i køen,
og dernæst bandet over, at der ikke er sprunget en ekspedient op af gulvet,
og som derfor fluks vader frem og smider sit shit som den første ved kasse 2.

Den anden type læser lige køen først og falder ind i det nye geled,
for hey vi kommer alle igennem lige om lidt.
Det er den samme type, der i sin hensynsfulde godhed kan finde på at sige:
Vil du ikke foran mig i køen, for du har kun to ting og jeg har en hel vogn.

Undertegnede kan også tilføj, at hvis den samme første typer ikke læser eller ikke vælger at læse, at der stod nogen foran en betjeningsskranke – OG at den uprofessionelle ekspedient ikke ser det, så vælger jeg omgående at forlade køen og ikke komme tilbage.

Igen er der her type to, der har læst køen,
der jo ikke her er en lang lige række, og siger: Du var her før mig.
Behøver jeg at nævne, hvor min sympati ligger?

12. marts – højsang

hvad skal jeg sige?
jeg er udenfor scope, jeg er løbet tør for ord
mit emne og anliggende er udenfor ordenes rækkevidde
det er her jeg er nødt til at gribe min harpe og bryde ud i sang
for ikke at ende i pinlig mangel på ord
hvilket på den anden side afføder pinlig over-load
af andre emotionelle udladninger
i et delikat felt imellem at kamme over og være underspillet

hvad skal jeg sige?
hvis jeg ikke siger det, er det usagt
hvordan kan jeg kende kærlighedens sande virkningskraft
dens mulighed for gennemgribende forandring
hvordan skal jeg kende væren fra lykke og kærlighed,
hvordan skal jeg forstå, at disse er tre væsener er enige
forsænket i det indre nogen-ting såvel som det store al-ting
hvis ikke jeg erklærer det og siger det højt?

hvad skal jeg sige?
Den Ene ønsker at kende sig selv
er jeg ikke en del af dette kendskab?
ønsker ikke også jeg at kende mig selv?
er denne kærlighedsakt ikke det universelle kendskab
til ophavet, kilden, oprindelsen til Alt, der er værd at kende
og er jeg ikke værd at kende
i en verden, hvor alt er udtværet til ukendelighed?

hvad skal jeg sige?
jeg har kendt dig, du har kendt mig
vi har kendt det, der gav sig tilkende
vi har begge deltaget i det store kend-dig-selv
og var det ikke det, der stod ved indgangen
til oraklets køkken, hvor hun bagte sine småkager?
og var det ikke det, der var hele alkymien
i det himmelske bryllup for de evige elskende?

hvad skal jeg sige?
det har åbenbaret sig som et mysterium
det ønsker at blive kendt og undersøgt
som kun et mysterium har krav på
kun selve kærligheden har evnen
til at gennemtrænge et sådant krævende mysterium
for størst af alt er den blandt de tre
altgennemtrængende i sit overbærende tålmod

13. marts – vokseværk

Virksomheder, organisationer og samfund ophører med at være velfungerende, når de når til et bestemt punkt. Det gør de, når de forvokser sig.

Der er gjort undersøgelser af, hvad den maksimale størrelse for en velfungerende virksomhed er, hvor alle har maksimalt overblik, medindflydelse og er i stand til at yde maksimalt til denne virksomhed. Resultatet var syv ansatte.

Når virksomheder vokser sig større, er de nødt til at kompensere for den naturlige og optimale funktionsdygtighed. De er nødt til at bedrive management. De er nødt til at organisere sig som militæret. Meget betegnende er titler på ledere og underledere i USA taget direkte fra militæret. Administrerende direktør er CEO (Chief Executive Officer), økonomichef er CFO (Chief Financial Officer), chefen for juraafdelingen er CLO (Chief Legal Officer), salgschefen er CMO (Chief Marketing Officer) + en stribe andre semi-militante officerer.

Management er altså skabt udfra en militaristisk model. Der er tale om korporatistisk social-darwinisme, hvor verden og markedet ses som en slagmark, hvor virksomheder bekriger hinanden, og de stærkeste (bedst rustede) overlever. I denne krig bliver de små ædt op af de store, for en stor korporatistisk muskelmasse kan overleve i det store krigshelvede.

For en tid. Herefter begynder det at gå den anden vej. Deres sprog røber det militante. Udover at benævne ledelseshiearkiet militant, taler de om at erobre markedet, at vinde markedsandele, de taler om strategier, de taler om konkurrence, hvor konkurrent er synonymt med fjende. De taler ot være rustet til udfordringer. De taler om at konsolidere sig, som militæret taler om at befæste sig. Sproget ligger enten tæt op af militærsprog, eller også er det direkte militant. Vi kan så diskutere, om det er business, der styrer krig, eller krig der styrer business. Måske de er to hønseæg ud af samme hønserøv.

Fænomenet er skalerbart. Det kan overføres på samfundsmodeller. En økonomisk historiker og filosof (navn) skrev en bog, hvor han analyserede storriger ned gennem historien. Han konstaterede, at det ikke var styreformen, der var afgørende, for mange slags styreformer kunne fungere, så længe riget var overskueligt. Kapitalisme, socialisme, kongedømme, nationalsocialisme kunne sagtens fungere indenfor en passende ramme. Selv et anarkistisk samfund kunne fungere lokalt. Men lige så snart samfundet blev ramt af vokseværk, ramte det også muren, og det begyndte at gå op i sømmene.

Ligesom med virksomhedernes militariserede hierarki, var det ekspancerende rige også militariseret. Romerriget var ekstremt militariseret, og både dets storhed og forfald er velbeskrevet. Der findes en bestemt biologisk livsform, der bliver ved med at vokse, indtil kroppen bryder sammen: cancercellen. Virksomheder taler altid om vækst. Men de mener ikke organisk kvalitativ vækst som f.eks en skov. De mener vækst som kvantitet, som volumen.

14. marts – dumhedsudsalg

Goddag, jeg vil gerne se på noget dumhed.

Så-gerne, hvad skal det være for en slags dumhed?

Ja, hvad har I at tilbyde?

Vi har den dovne slags. Det er for folk, der ikke gider at tænke.
Det er lidt ligesom færdigretter.
Det er lige ved hånden og nemt at slippe afsted ved.

Dernæst har vi selvfølgelig uvidenhed. Det er ikke i sig selv dumhed, men lige så snart man stiller sig op og braldrer med sin uvidenhed, så skifter det til dumhed. Det er sådan en slags gør-det-selv to-komponent-løsning,
som der er mange, der foretrækker.

Så har vi en særlig dumhed for de, der besidder magt. De mener heller ikke, at det er nødvendigt at tænke selv, for når de ser folk at bøje sig i støvet for deres dumme beslutninger, så har de jo per definition ret. Det er dumhedens svanemærke, der er blåstemplet af regeringer.

Så har vi den lidt dyrere model. Det er for folk med højere uddannelse, der mener, at de ikke behøver at tænke selv, for de kan jo ikke tage fejl. Prisen er lidt højere, men det er også rigtig god-slidstærk kvalitet, og den kan du ha’ resten af livet. Den er ikke til at hugge eller stikke i.

Ih du altforbarmende, der er zørme meget at vælge imellem.

*

Dette forår er tynget af seriøs dumhed. Og så er det ikke sjovt længere.
Vi taler ikke om dumhed som den, der sælges i butikken,
selvom den bærer visse ligheder i nedskaleret form. Dumhed er dumhed.
Vi taler nu om dumhed i den højest tænkelige grad på det højest tænkelige jordiske niveau.

Vi taler om den dumhed, der siver ud af det globale politiske etablissement.
Denne synlige klike og deres usynlige bagland præsterer i øjeblikket en dumhed,
der overgår alt, vi har set i menneskehedens historie.
Når de, der træffer beslutninger på statsligt og overstatsligt niveau har så ringe en forståelse af konskvenserne af deres udtalelser og tiltag, så er vi ilde stedt, for vi er desværre i samme båd.

Udover at være både seriemordere og massemordere,
så er de også serie-fæhoder – på stribe.
De begår den ene fædåd efter den anden,
de avler den ene fæhob efter den anden.
Det næste fæ i rækken har absolut intet lært af det forrige fæ,
der sad på taburetten.
Tværtimod smøres det næste lag fæ-farvelade
oven på det gamle udslidte i den overbevisning,
at en lort med overfladebehandling er det samme som kronjuveler.

Det globale politiske system er så stupidt indrettet,
at det stort set kun er fæhoderne, der når til tops.
Skulle der slippe et par mentalt veludrustede godtfolk igennem,
der oven i købet er udstyret med det i dag så sjældne organ, der kaldes samvittighed, så vil de ret hurtigt opleve at blive møvet til side af fæhodernes vagtværn.

For fæhoderne er gode til netop dén ting: at møve.
De har møvet sig frem til dér, hver de kan udøve fæ-gerninger.
De har et korps i baghånden af møve-eksperter, der fejer fortovet for dem og sørger for, at de ikke får seriøst intellektuelt modspil af folk med virkelig viden om verdenssituationen, for de politiske curlingbørn kan ikke tåle den slags knubs, de har ikke lært det på cand politbureauet.

Statsmanden er en så sjælden og truet art, at han m/k burde være fredet i klasse 1. I stedet bliver han fæ-svinet-til af den store brune strøm af medie-fæ-kalier,
som fæpusherne har skabt som en anal glidecreme for deres voldtægter –
Vil du selv smøge ned, læn dig forover, bare slap af, og nu kommer den,
det var flå-åt, det var da ikke så slemt, det kan vi da sagtens gøre en anden gang, ka vi ikk?!

Statsmænd finder sig ikke i den slags bagstikkeri, det er derfor de er statsmænd.
Jeg ved ikke med dig, men jeg har ikke set nogen af slagsen her-til-lands for nylig.
Fæhoderne kan man til gengæld fodre svin med,
men det ville måske være at kaste svin for svin.
Hvem skal rydde op efter fæhodernes politiske svinerier,
den dag der skal gøres forårsrent?
Hvem skal betale regningen for svinestregerne begået i fæ-hed?

15. marts – indkøbscentret sucks!

At gå ind i et indkøbscenter med dets overbud af bling-bling, er som at entrere med indbegrebet af kunstig uvirkelighed. Velkommet til simulakret, hvor intet er originalt.

Et af de største af slagsen i staten, hvor der er noget galt iflg. Shakespeare – hvem det så end var – hedder Fields. Det er placeret, hvor der blot et årti forinden var marker. Men så ankom der en stak byplanlæggere, en stak investeringsfonde og en borgmester ved navn Jens Kramer Mikkelsen, der gav grønt lys til at skabe en kunstig designerby kaldet Ørestaden med indkøbscentret som netop … centrum, og både togstationer og metrostationer orienteret mod dette centrum.

Der findes en amerikansk film ved navn Killing Fields. Det, som storcentre som Fields har været med til at slå ihjel, er det fleksibelt-organiske udbud af lokale butikker, småhandlende, købmænd, håndværkerudsalg, familieforetagender. I samme bølge blev andelsbevægelsen, mejerierne, skolerne, husmændenes smålandbrug, brugserne, forsamlingshusene og sparekasserne slået ihjel.
Ordet sucks i overskriften er ikke tilfældigt, for indkøbscentret sucks, der udsuger liv som en parasit.

I Fields finder du kæderne. De er alle ejet af såkaldte private, globalistiske equity-syndikater, finans-spekulative hedgefonds, Blackrock-Vanquard-CityState. Disse megastrukturer interesserer sig ikke for indholdet og kvaliteten af det, som sælges i kædebutikkerne, de interesserer sig kun for, hvad der kan pumpes ud af dem i form af parasit-profit.

I Fields og lignende monstrøse steder finder du til gengæld en selviscenesættende pompøsitet, der kun kan beskrives som tempel-agtig. Kunderne går ind i et tempel, hvor de får en simuleret spirituel oplevelse. Indkøbscentrene har altid højt til loftet som i en katedral. Orgelmusikken og korsangen er afdæmpet og ligegyldig muzak fra højttalerne. Du er ikke set af Gud men af maskingudens 100-vis af overvågningskameraer. Du kan blive betjent af en hord af tempeltjenere og -tjenerinder, og hvis du lægger din digitale mønt i templets kirkebøsse, så får du aflad for dine synder, og din sjæl springer lige lukt ind i himlen – for en stund.

16. marts – kvælningspunkt

Vi har på den seneste lært os et nyt ord for et gammelt fænomen.
Englænderne og for tiden især amerikanerne kalder det for choke point.
Det handler om punkter, lokaliteter, passager af energi, ressourcer og handelsvarer, som det med vold og magt er muligt at tage kvælertag på.

Det er tilsyneladende et bizart emne, men ikke desto mindre er det et stykke monstrøs og afskyelig virkelighed på den store scene. Det er sådan Imperiets hjerne er skruet sammen. For det er Misundelsens Imperium. Det er som som den falske gud, det tilbeder, skinsyg på ALLE andre end sig selv. Lige nu er det oven i købet, som om det er skinsyg på sig selv, da det er i færd med kvæle sig selv. Eller måske er ved at blive kvalt i sit eget forslugne indtag at alt det, der burde tilhøre andre, og som nu har sat sig fast i dens enorme halshul, der hermed er blevet dets eget kvælningspunkt.

Intet er tilstrækkelig for Imperiet. Det stopper aldrig med at rage til sig, og derfor er det nødt til hele tiden at stjæle fra andre. Og da andre rimeligt nok ikke synes, at det er en god ide, så yder de modstand, hvorefter Imperiet bliver aggressivt. De andre skal hverken have lov til at have, hvad der tilkommer dem, de skal også ned med nakken, fordi de tillader sig at yde modstand mod at blive udplyndret.

Hele tankesættet er sygt ud over enhver beskrivelse – hvilket vi så hermed pŕøver alligevel. Vi er ovre i en diagnostisk beskrivelse i stil med lægevidenskabelig patologi. Måske nærmere bestemt psykiatrisk patologi – hvis der er noget, der hedder det, for det virker som om, at al psykiatri handler om mental sygdom, og at de ingen anelse har om, hvad mental sundhed er.

Imperiet kender ikke til balance og sundhed, det kender kun til ekspansion. Det er som en cancer, der vokser og vokser, indtil værtsorganismen for cancercellerne dør. Den bliver kvalt eller ædt op indefra.

Imperiet finder kvælningspunkterne,
hvor det kan blokere og/eller kontrollere passager.
Søimperiet er fokuseret på lokaliteter, hvor trafikken indsnævres. For tiden drejer det sig om Hormuzstrædet, der er kvælningspunktet for transport af olie fra Golfstaterne til resten af verden. Dernæst er det strædet ved Bab el Mandeb, da den største af golfstaterne er Saudiarabien, der har udskibning både til øst og til vest, er afhæning af det. I øst har Imperiet, som Saudiarabien ligesom Israel har været instrument for i over et halvt århundrede, taget kvælertag på Iran og indledt krig med dem. Mod vest har de taget kvælertag på Yemen og i årtier begået grusomme overgreb på denne befolkning, der er en af verdens fattigste. 400.000 yemenitter blev folkemyrdet i Obama-perioden af USA’s allierede Saudiarabien og en hotelregering blev indsat i Aden. Den er ikke anerkendt af 2/3 af den yemenittiske befolkning, hvis talerør og beskyttere er Ansar Allah, som Imperiet uvidende kalder for Houthi’erne, og som er de mest frygtløse krigere, Imperiet har mødt.

Suezkanalen er et kvælningspunkt, og vi har set, at der ikke skal meget mere end en enkelt supertanker på tværs for at kvæle trafikken. I Østasien er Malakkastrædet mellem Malaysia, Singapore og Indonesien fra Det Indiske Ocean til Det Sydkinesiske Hav et kvælningspunkt. Beringsstrædet har indtil videre ikke været et kvælningspunkt, men den nuværende amerikanske præsident, der er lige så syg i hovedet som det US-Inperium, han repræsenterer, er begyndt at tale om, at der er alt for mange russiske og kinesiske skibe der sejler igennem, og så vil han til formålet gerne invadere Grønland. Det synes canadierne så er et dårlig ide, og det er måske en af grundene til, at invasionen ikke alllerede har fundet sted.

Panamakanalen er et kvælningspunkt, og Blackrock har allerede sat sig på den.
Lad os ikke glemme de europæiske og gamle kvælningspunkter. Den Engelske Kanal blev udnyttet af englænderne, Øresund blev udnyttet danskerne med Øresundstolden, der skulle finansiere de danske kongeres evindelige krige mod deres naboer – så naboerne skulle altså betale for at blive bekriget. Derfor gravede svenskerne Götakanalen for at slippe for det. Bosporus blev udnyttet af Tyrkerne.

Indsejlingen til Middelhavet har også været et kvælningspunkt, og i perioder blev passagen forbi Algier udnyttet af pirater kontrolleret af bl.a kongen af Algier, hvis titel var dey, og hvad de indsejlende skibes nationer kaldte for barbaresk-staterne. I 1766 var den algierske dey’s navn Baba Mohammed ben-Osman. Han forlangte tribut for ikke at slippe sine pirater løs, kapre lasten og sælge besætningen som slaver. Og fordi han kunne, forlangte han yderligere tribut, hvilket han fik.

Imperiet er en gigantisk kvælerslange. Ovenstående er blot de søpassager, der er en del af kvælertaget. Utallige landpassager har fungeret på samme måde. Også finansielle kvælningspunkter er i spil. Det globale centralbankvæsen er i princippet et sammenkædet system for kvælning. Tekniske handelshindringer, handelskrig og handelssanktioner rettet mod de, der yder Imperiet modstand, er kvælning. Censur er kvælning af den verbale, talende-og-skrivende modstand mod Imperiet. Digitale kvælertag er seneste skud på den medusa-ho’dede kvælerslange. Operation Nedlukning var een stor kvælertags-psyop på menneskeheden.

Det imperialt forgiftede verdenssamfund er et iltfattigt, halvkvalt territorium.
Der er kvælstof overalt. Verden er gerådet i kvaler.

17 marts – generalen

Han havde set alt, der var værd at se samt alt det, der ikke var seværdigt,
men som han i embeds medfør var nødt til at rapportere om,
da hans bagland var store tilhængere af alt det,
der ikke var seværdigt eller værd at skrive hjem om.

Han havde set slagmarker, ødemarker, afbrændte marker,
udbombede forstæder, ødelagte midtbyer skabt af mennesker,
der aldrig havde fornærmet nogen, men som var så uheldige
at befinde sig i det territorium, der var defineret som fjendeland.

Han havde siddet til bords med politikere, spindoktorer,
våbenhandlere og bankfolk og prøvet at forklare dem lidt om,
hvad en body-bag var for en størrelse, og hvorfor det muligvis
var en dårlig ide at masseproducere indhold til den slags tasker.

Han havde måttet konstatere, at der ikke var den helt store lydhørhed
overfor den slags uvedkommende betænkeligheder,
da ingen af de omtalte politikere, spindoktorer, våbenhandlere og bankfolk
selv regnede med at havne i de omtalte tasker.

Han havde siddet til bords med de, der af politikere,
spindoktorer, våbenhandlere og bankfolk og et nærmest samlet
udbud af mediepampere og -ludere var udråbt som hans
og hans landsmænds + hans soldaters ærkefjender.

Han havde måttet konstatere, at hans værste fjender,
der var udråbt som umennesker værre end dyr og værdige til
umådeholden nedslagtning, var mennesker som ham,
med følelser, drømme, familier og evner til omsorg ligesom ham.

Han havde ofte gået, kørt og løbet med sine tropper,
selvom han kunne have valgt bunkeren og kommandocentralen
langt bag fronten, for han var af den gamle skole,
og han havde meldt sig dengang for at tjene sit land og landsmænd.

Han havde måttet konstatere, at der siden dengang
var ankommet et vist interessentskab, et vist herskersegment,
hvis kommandocentraler – om man så må sige – var 1000’er
af kilometer væk fra skudlinjen bag røgfarvede glasruder.

Han måtte konstatere, at dette interessentskab ikke længere
agerede på vegne af andre end sig selv, og at krigshandlinger
fra i det mindste at bunde i et vist mål af højere formål
nu var reduceret til bestialsk blodrus og grådig business case.

Da han indgav sin afskedsbegæring før tid,
blev han på trods af lang og tro tjeneste med
absolut loyalitet mødt med stor mistænksomhed
og krav om at underskrive en mundkurvsaftale.

De truede ham med at miste både pension og alle æresbevisninger,
hvis han ikke skrev under.
Hans første tanke var: hvorfor? – hvis de havde rent mel i posen
Hans næste tanke var: hvis det er takken – så fuck you!

Hans første handling var at gå under jorden i to år.
Her skrev han alt ned som i ALT!
Så sendte han sin endelige afrapportering til 10.000 i netværket,
hvorefter han sendte beskeden til sit ex-bagland:

D’krigsherrer og krigsdamer! Dette er mit testamente.
Der kommer ikke mere fra mig, da dette er fyldestgørende.
Skulle I påtænke repræssalier, vil de være passé og irrelevante,
da der ikke er mere at repressere. Katten er ud af sækken. Lev vel.

Han hev stikket og gik off-line. Du kan ikke finde ham,
med mindre du kender ham og har hans tillid. Han lever et simpelt liv
et sted i bjergene et sted i verden. Han har ingen familie,
så der er ingen muligheder for gidseltagning. Hans hund hedder Ben.

18. marts – komodo

Hvad snakker vi om? Er det Comodo-øerne og comodo-varanen,
der er et modbydeligt kæmpefirben, hvis bid er møghamrende giftigt?
En ko eller et andet stort dyr, der bliver bidt af denne drage, overlever ikke.

I dag taler vi om komodo (kamado)-grillen fra Japan.
Den regnes som en af de mest fancy grill’s, man kan købe for penge.
Den koster kassen-de-luxe (18-25.000 kr), og den er helt sikkert af høj kvali.

Men hvad nu, hvis alt det, som denne fancy-kvali grill kan kan gøre,
kan replikeres for en brøkdel af prisen med samme resultat?
Det kan gøres med to urtepotter + det løse. Og det er ikke engang løgn.

Køb en stor plantepotte + nummeret mindre til indsats.
Køb en underskål, der rækker udover den største vendt på hovedet = låg.
Køb glasuldstape til ovn, termometer, håndtag.

Køb en rund grillrist eller skær en ovn-kagerist til i rund form ovenpå kageristen.
Hele herligheden fås for 400 kr. – der er immervæk et stykke til 25.000 kr.
Den præcise opskrift findes i flere varianter på internettet.

19. marts – bænken

Jeg ser mig selv som en gubbe,
der har givet sig selv lov til at være den gamling, jeg er blevet
siddende på hvilken som helst bænk, det falder mig ind
eller træstub, havnekaj, græstot,
mens forårssolen vælger den vinkel og slagstyrke,
det nu falder forårssolen ind at falde – for derefter
at løfte sig yderligere over det blændede landskab af refleksion

Jeg ser mig selv som en legesyg betragter
af livets påtrængende pulserende pragt
henslængt i en afkrog af offentligheden
observant på spontane livsytrende forekomster
af eksistens i bevægelse
ej blot til lystig betragtning men også
til given interaktion med ovennævnte ytringer

Jeg ser mig selv som inter-agent med livet,
der pulserer og udsender menneskelige pulsarer,
for hvem er du, der passerer den bænk, jeg sidder på?
gi mig gavmildt et minut eller to af dit liv,
og jeg gir dig gladeligt et hørerør, et talerør,
et rør med gehør uden gebyr
et sted, hvor vi alle berører og beser det behørige

Jeg ser mig selv som i nogen grad afdanket med tak
siddende på bænken observerende med selv-tak
og lov til at forholde mig taknemlig til dagen og vejen
uden at forlange af dig min ukendte forbipasserende ven,
at du skal melde tilbage til hovedkontoret
endsige redegøre for hverken færden eller fodarbejde
eller forekommende forunderligheder

Jeg ser mig selv som jubelpensionist,
der nu omsider har lov til at udføre rigtigt arbejde
og ikke blot som pligtskyldig leverandør af stykgods til centrifugen
af vi-lader-som-om-heder og paradenumre,
mens jeg tjener til livets møg-sommelige forlængelse
1-2-3 det var bare en øvelse, 4-5-6 skal vi så se at komme videre
og få et liv på den anden side af arbejdsmarkedet

Jeg ser mig selv som en, der har tid, hvis nogen selv har tid
og lyst og mod og føler tilskyndelse uden at skynde sig
den dag på bænken eller stenen eller græstotten,
hvor der bare skal en øjeblikkelig bemærkning til,
før det kan risikere at vælte ud med hengemt visdom
og guldrandede fortællinger med fint støv på
til fælles opbyggelighed tilsat hyggelighed

Jeg ser mig selv som potentielt frivilligt offer
for uventede udfald af hjertelighed
der rimer på frigivet smertelighed
ikke kun prøveløsladt men omsider fri
fra tremmeruskende, lænkeraslende tomrums-trummerum
og evig vandren fra Herodes til Pilatus mellem Scylla og Charybdis
med Alpha uden Omega som emeritus uden portefølje

Jeg ser mig selv i spejlet en sjælden gang imellem
blot for at konstatere, at der ikke gror skæg
helt op om næsen ud af ørene langt om i nakken
og selvom vi kun har det skæg, vi sidder på,
der risikerer at komme i klemme i postkassen,
vil jeg sidde på træstubbe og gnubbe mine nylige skæstubbe
og skrubbe mit humør med et blødt vindpust

Jeg ser mig selv som samler ej af gods og guld
men af den forbipasserende historie,
der i al sin tilsyneladende tilfældighed
pludselig er utilfældig for den, der er er så heldig
at være tilfældets mellemlandingsplads
og altid siger ja til sku’ der være en portion til
og levninger er altid bedst de næste årtier

Jeg ser mig selv som benovet pamjulefis
i nostalgisk måben over mellemtidens fremfart,
der ikke kan blive mæt af undren over tilværelsens tiltag,
tilstedeværelsens tagfat-hed,
der ikke kan få nok af levende live
og begivenhedernes utrættelige trang til at give
uden mellemregning og efterkrav

Jeg ser mig selv som bedaget bænkebider
en ubefippet overlevende fra Gorm den Yngres tid
stridsøksen lidt rusten men æggen stadig skarp
Eigil Skallesmækkersøn giver stadig smæk for skillingen
endskønt skulderklap er at foretrække for nakkedrag,
langsommeligt benarbejde er bedre end hovedkuls benspænd
og ti trut i guldhornet er sjovere end ét horn i siden

Og når det så er sagt, og jeg ser mig selv,
og jeg ser dig i forbifarten
og jeg ser, hvad der er sket med os og verden,
så siger jeg: Lad os se os selv
som de sete, hørte, følte, anerkendte
uden hvilke intet syn, ingen lydlighed,
ingen føling giver mening

Jeg ser mig selv som den gubbe,
den gamling, den genkomne opkomling af den vejfarne yngling,
summen af erfarne træffeligheder og forbløffeligheder
hvor hver skramme indeholder sin bevaringsværdighed i klasse 1,
og det er ikke alderen, min ven, det er antal kilometer
der afgør, at karosseriet endnu ikke er klar
til genbrugspladsen eller de evige brakmarker

20. marts – demokrati

Grækerne så det komme.
Det så tyranniet ankomme det øjeblik, de vendte ryggen til.
Der måtte ikke tjenes penge på at være demokratiets tjenere.
Omkring 10% af befolkningen i bystaten var efter tur politikere,
de fik ingen fed løn for det, og de måtte vige pladsen efter to år.
Hvis man tillod taburetklæbere, så ankom korruption og tyranni.

Når man studerer demokratiets tjenere i dag,
så forventer de at tjene mange penge på det.
De forventer pension som tidligere minister,
de svarer til IKKE at gå ned i løn.
De forventer et fedt job i EU-maskineriet som aftægt,
til en endnu højre løn og dermed også en endnu højere pension,
betalt som bestikkelse af milliardærklubbens sponsorer
for til gengælde at sidde og fedte rundt i et af de tusinder af udvalg, kommittéer,
arbejdsgrupper, styregrupper og fora for at snakke et øre af hinanden,
der skal behandle de årligt 10.000’er af kvælende bureaukrat-regulativer,
der vælter ud af maskinen.
Det er vel et klækkeligt livsvarigt salær værd, er det ikke?

21. marts – Bruxelles

Som vi ved, så er byen hovedstaden i Uber-staten Europa, Europas Forenede Stater. Altså hvis man spørger frontfigurer i denne ikke-stat, Ursula van der Leyen, der betragter sig selv som præsident for denne ‘stat’.
Det er centrum for både EU og NATO, hvilket ganske sigende, for EU er nu NATO’ficeret og aspirerer til at blive en krigsførende ‘nation’, der skal i krig med Rusland. De skal bare lige have rippet de europæiske skatteydere for penge til oprustning, eller også skal de som supplement stjæle 2.1 trilliarder dKr, som de har indefrosset af midler, der tilhører de russiske skatteydere til at finansiere den hundedyre og på forhånd tabte storkrig mod … Rusland.

Ledende belgisk politikere har forstået, hvad tyveriet af de russiske midler vil betyde for Europa. INGEN vil længere kunne føle sig tryg ved at handle med Europa og mindst af alt deponere penge i EU-regi. EU’s handels- og investerings-partnere vil fuldstændigt miste tilliden, for med et sådant præsedens vil de være de næste, det går ud over. Euro’en bliver, ligesom US-dollaren bevæger sig hen imod, en paria-valuta, man hurtigst muligt skal skaffe sig af med. Pengetransaktioner vil bevæge sig udenom SWIFT, for resten af verden er allerede ved at gå over til det russisk-kinesiske alternativ, som selv europæiske banker har tilmeldt sig. Oliehandel vil gå væk fra dollaren, og hvorfor skulle den ikke det, for amerikanerne har med de dumme europæeres hjælp ødelagt deres egen forsyningslinje af russisk olie og er i fuld færd med at ødelægge Mellemøstens forsyningslinjer. Russerne sælger nu deres olie til Indien og Kina, og Iran leverer ligeledes deres olie til Kina og alle andre end Europa.

De har hængt et gigantisk banner ned på forsiden af det store babelske glastempel, der er hovedbygningen: United for the future. Men for hver dag, der går og for hver korrupt og stupid beslutning, der træffes af det udemokratiske organ, der bestemmer ALT i glashuset – man kunne sige: for hver sten, der bliver smidt i glashuset – så bliver det mindre-og-mindre sandsynligt, at dette monster af en milliardærklub har nogen som helst fremtid. Hele bygnings er begyndt at slå revner.

Besøgende i Bruxelles, der er kommet dér i årtier og husker den som en charmerende, historisk by, har bemærket radikale forandringer. Det flyder med hjemløse på gaderne. Det kommer der også til i de fleste europæiske hovedstæder og storbyer, hvis de sociale programmer skal slagtes for at finansiere oprustning til fordel for den amerikanske militærindustri akkompagneret af formidable bestikkelses-summer til EU-eliten for at gøre krigsindustrien en tjeneste.

De besøgende har også bemærket et hel masse omfattende vejarbejde i en cirkel omkring EU-bygningen. Hvad skal det til for? De skal til for at forhindre, at der kan foregå opstande, demonstrationer, oprør, uroligheder, revolution. Milliardærklubben er klar over, at det syder og ulmer, og at den alt for grelle konstrast mellem jakkesæt- og attachétaske-menneskene i glashuset og posemenneskene nede på gaden nu er så tydelig, at de frygter for deres fede jobs og muligvis også for deres liv. Måske de har onde drømme om natten om kroppe, der dingler fra lygtepæle, hvem ved?

22. marts – segmentet

Hvad ville du gøre, hvis du tilhørte et spoleret-forkælet-priviligeret herskersegment, der igennem menneskealdre har beriget sig på andres bekostning, og det en skønne dag midt i alle herlighederne gik op for dig, at festen var forbi, og at der blev lukket ned for fri bar og tag-selv-bord?

Du ville måske gøre som det, vi er vidne til – hvis vi ellers kan få gnedet søvnen ud af øjnene. Vi ser herskersegmentet rage uhæmmet til sig, som om det er det sidste, de kommer til at gøre. Hvilket det også er. Det er det eneste, der giver mening, når man prøver at forstå, hvorfor disse psykopat-typer nu er så destruktive overfor alt det, der har givet dem deres privilegier. De brænder hele deres understøttende bagland af i en dødsdriftende beruselse.

Men her kommer så spørgsmålet. Hvor har de tænkt sig at redde sig hen? Er der måske nogen, der har bildt dem ind, at der kommer en mindre flåde af rumskibe for at udføre et rapture på dem til en kosmisk stillehavsø med evig sommer som tak for at have ødelagt dette sted? Er stillehavsøen i de gigantiske underjordiske faciliteter, der underminerer jordkloden, og vil de synes er sjovt aldrig at skulle se dagslys længere?
Eller er de så snotdumme at tro, at de på mirakuløs vis går ram forbi, når det tunge skyts lander i deres nabolag?

Jeg tror mest på det sidste i en modereret form. Her er en teori. De ved, at de mister deres privilegier og magt, men de tror, de kan beholde alt det, der har beriget sig med, mens det hele gik i kaos. Der foregår masser af insider-trading for tiden, mens bomberne falder. Trump-mafiaen skovler penge ind ad bagdøren. EU-kommissærerne = Ursula og omegn gør det samme. Det britiske establishment scorer kassen. Herskersegmentet, kleptokratiet regner med at trække sig tilbage til deres landlige mansions eller pløppe rundt i deres overdimensionerede kæmpe-yachts eller særlige luksuslinere. De regner sig for urørlige og udenfor/ovenover loven, og det har de været hidtil via korrupte retssystemer, som de selv har designet.

Har de forregnet sig? Vil deres immunitet falde bort som en anden Natanyahu, der efter et liv som nærmest livstidspræsident mister politisk og retslig immunitet og kan forvente retssager med anklager for korruption?

23. marts – J.S. Bach

Hvis der der er én komponist i den europæiske klassiske musikhistorie, der stikker ud som værende i sin egen kategori, uovertruffen, den måske største – hvilket selvfølgelig på ingen måde er absolut eller entydigt udsagn – så er det Johann Sebastian Bach.

Der er aldrig slinger i valsen, der er altid højeste kvalitet, der er sammenhængskraft, der er variation, der er dybde. Der er, hvad man er nødt til at kalde den højeste form for musikalsk mesterskab. Uanset om man ser og især hører det fra en emtionel, strukturel, melodisk, rytmisk, harmonisk og oven i købet en esoterisk vinkel, så har mesteren et sikkert bud.

J.S. Bach var komponist, organist, cembalist, cellist og pædagog. Dirigentvirksomhed foregik fra keyboard’et. Det hele foregik i 1600-tallets protestantisk-musikalske tradition, men mesteren beherskede samtlige nationale stilarter: tysk, engelsk, fransk og italiensk tradition. Han beherskede både den gamle og den samtidige stil. Han er i stand til at forene kompleksitet og enkelhed i det samme udtryk. Bag den ydre skønhed befinder sig en indre strenghed og arkitektonisk logik.

Den eneste genre, han ikke gjorde det i, var operaen. Men både hans kantater og især musikalske passioner er musikalske dramaer på lige linje med Monteverdis og Händels. Kun Händel skabte noget, der nærmer sig, hvad vi i dag vil forstå som opera, og det er kun via moderne scenografi.

I modsætning til Händel, der havde de højest betalte ensembler til rådighed i London, så var Bach nødt til at nøjes med mindre. Alt er udskrevet i hans musikalske partiturer i modsætning til Händels, hvor denne kunne regne med, at musikerne selv var i stand til at tilføje resten.

For alle professionelle musikere i dag, udgør Bachs musik en ultimativ udfordring. For organister hører hans store toccataer, præludier og fugaer til i toppen af deres repertoire. For violinister er hans partiter og sonater for soloviolin den ultimative teknisk-musikalske udfordring. For pianister/cembalister er hans suiter det rene guld, og hans mest berømte klaverværk Das Wohltemperierte Klavier er en monumental milepæl. For korsangere er hans seks motetter for kor a-capella (de blev dog aldrig opført uden generalbas-akkompagnement) ligeledes monumentale. I både hans kantater – og han komponerede fulde to til hele kirkeåret = 190 kantater bestående af sinfonia’er, recitativer, arier salmer og korsatser. En kantate er en fuldt udskreven liturgi sat i musik med en typisk varighed på 20 minutter.

Som musiker var Bach berømt for sit mesterskab i improvisation. Orglet er et fuldt orkester i sig selv, og mesteren beherskede som organist sin egen stil i så høj grad, at han kunne ryste den ud af ærmet så-at-sige. Man kan kun forestille sig den overvældende oplevelse, det må have været, at høre præludium og postludium til en højmesse improviseret! Denne tradition er bevaret blandt organister den dag i dag.

Man skulle tro, at denne barokmester blev forældet af senere generationer.
Det er på ingen måde rigtigt. Wienerklassiske og romantiske komponister var fuldt bekendte med hans værker. Mozart, Schumann, Brahms og Chopin var velbevandrede i Das Wohltemperierte Klavier. Modernisten Dmitri Shostakowitch skrev sine egne 24 præludier og fugaer i respekt for Bach. Den danske komponist Niels Viggo Bentzon gjorde det samme. ALLE komponister i vor tid kender deres Bach, før de kender sig selv.

24. marts – slangekulten

Der er en gruppe af videnskabsfolk, der aldrig taler med de andre. De andre taler heller ikke med dem. De kalder sig for bibelforskere. De arbejder og forsker i deres helt egen boble af virkelighed, og de finder det højest forstyrrende, hvis andre blander sig med dumme spørgsmål.
Eller blander sig med benhård viden om f.eks klassisk filologi.

Vi har det problem med Det Nye Testamente, at det er skrevet på græsk. Bibelforskere er ikke de ultimative eksperter i klassisk filologi. De er ikke klassisister. Og de ønsker ikke at føre en dialog med klassisisterne, for de er som små stædige børn, der kan selv, vil selv. De finder det forstyrrende, at historikere ikke kan bekræfte deres teser, så de lytter ikke til historikere. Spørg blot dig selv, hvor i historiebøgerne, der findes biografiske oplysninger om Jesus, disciplene, Paulus – altså de mest indflydelsesrige skikkelser i 2.000 år? De findes simpelthen ikke.

Bibelforskere lytter ikke til geologer, der modsiger deres teser om datering. Det er mentalt syndrom, de deler med f.eks egyptologer, der heller ikke taler med andre end sig selv. Og i et eller andet omfang de fleste videnskabsgrene, der meget sjældent og meget nølende tænker inter-disciplinært. Dette var utænkeligt for videnskab i oldtid og selv middelalder-renaissance – jf. begrebet et renaissance-menneske, der er i stand til at forstå sammenhænge mellem videnskabsgrene, fordi man er uddannet i mere end en snæver disciplin. I dag skal man lede grundigt efter den slags.

Bibelforskningens hovedproblem – som disse forskere ikke ser som et problem – er, at de arbejder i en indhegning, der er afstukket for dem af kirken, og som er en politisk institution, der bruger religion som virkelighedsskabende styresystem. Bibelforskere får aldrig lov til at bryde ud af indhegningen, og andre får aldrig lov til at bryde ind i den.

Hvis man går til Det Nye Testamente med en toptrænet klassissist, der oven i købet har haft en sideløbende karriere som kemiker, hvilket betyder, at vedkommende kan læse oldgræske tekster om medicin på både græsk og latin, så bliver Ammon Hillman en vaskeægte enfent terrible for bibelforskningen. De hader ham for at hive bukserne ned på dem. Han læser det, der står direkte i teksten uden at sovse det ind i teologi. Og så sker der noget aldeles rædselsvækkende, der for kirken er anathema, det er forbudt, det er et stykke helligbrøde, det er et no-go. Lad os derfor lege med på tanken, for når kirken forbander det, så er det ofte, fordi tampen brænder, og de har noget vigtigt at skjule. Følgende går ud af en streng, der er temmelig forstyrrende. Men vi bestemmer selv, hvad vi stiller op med det.

Før Ammon Hillman var dr. Carl Ruck manden, der opfandt ordet entheogener for antikkens brug af euforiserende og psykedeliske substanser. En-theo-gen = at genskabe Gud – en = ind i, theo = Gud, gen = generere, skabe.

Det hele handler om drugs. Det hele handler om renselse og ekstase via gift og modgift, dose og anti-dose. Medicin og religion er uadskillelige. Der findes et symbol i medicin og kristendom, der er næsten identiske, og som antyder denne forbindelse. Det hedder ChiRo det ene sted og RoChi det andet. Det det ene sted et stort P med et overlagt lille x: ☧. i betydninger ΧΡΙΣΤΟΣ = Christos. I medicin er det et P med et sidestillet og forsænket x.: P_x, der står ved udskrivning af en recept.

Der er en stribe kernebegreber i kristendom, der alle – direkte oversat, ikke-teologiseret – handler om drugs, gift og antidose, krist og antikrist. Her var så det første begreb, der har givet navn til hele designerkulten Kristendom – Krist. Se hvad lægevidenskab har at sige om det, for dens andet kernesymbol er Caduceus-staven. Det er to slanger der snor sig om en stav, en fallos, og i toppen er der to vinger. Sådan ser det rent faktisk ud, når to slanger parrer sig ved at sno sig om hinanden. En hanslanges penis har to hoveder. Midlet til at opnå disse ekstatiske tilstande var for grækerne og før dem babylonerne: slangegift. De blandede flere slags slangegift via en opskrift, vi ikke har længere, hvilket så blev indtaget = krist. Det kunne være oralt, rektalt eller gennem øjnene. Folk oplevede døden og tilstanden på den anden side af tærsklen. Men før, de døde rent fysisk, var der altid klargjort en modgift, hvilket som bekendt af lægevidenskaben i dag stammer fra den samme kilde som giften = slangen = antikrist. Folk blev kristnet og antikristnet, de oplevede død og genopstandelse. Er det i øvrigt ikke sådan, at Jesus bliver til Kristus?

Indvielse i mysteriet var at opleve døden før døden. Det finder vi også i de eleusinske mysteriekult. Og i den orfiske ditto. Husk at Orfeus stigen ned i Dødsriget for at redde sin elskede Eurydiche og hente hende tilbage. Det findes i den egyptiske og den tibetanske dødebog. Er det ikke også det, som digteren Dante gør, når han nedstiger til helvede, skærsild og himmel? Nogle har forestlået, at han havde denne tanke fra sufismen, da skærsilds- eller renselsesbegrebet ikke opfindeligt fandtes i det kristne tankesæt. Frimurere, der hævde at have deres ritualer fra oldtiden, har et indvielsesritual, hvor adepten bliver levende begravet for at kunne genopstå. Lad os heller ikke glemme, at folk, der har oplevet den fysiske død og er vendt tilbage igen, ikke er de samme bagefter, de er forvandlede.

Det var Krist, Antikrist og genopstandelse. Det var theriac (blandingsmedikament). Man bliver derved frelst, og der var tredje og fjerde begreb. Man bliver frelst ved at blive revet ud af dødens bånd (Christ lag in Todes Banden). Og med frelse kommer renselse. Man bliver renset for sine synder. Hele påskemysteriet = evangeliet, og der var det femte begreb – handler om dette stykke alkymi, denne kemisk-medicinske praksis, der var skabt til at frembringe renselse via død, korsfæstelse og genopstandelse. Via dåben opnår man genfødsel – sjette og syvende kernebegreb, der alle handler om drugs.

Teologer og bibelforskere er nødt til at forstå det hele allegorisk og i overført betydning. Det var noget ganske særligt, som Guds Søn gjorde på vegne af menneskene – så DU ikke skal bekymre dit lille kønne hoved om at gå ham i bedene. Teologer forstår ikke i deres dogmatiske fårefold, at det var en praksis, det var en metode, det var noget man gjorde og noget, man oplevede. Det var ikke allegorisk, mirakuløst, det var helt konkret. Og det må de ikke forstå ifølge Kirken, for hvis det ikke var unikt og noget, folk selv kunne gøre, så ryger hele Kirkens fundament via afhængighed.

Et lille sidespring. Hvad gjorde de unge græske mænd, når de gik i gymnasiet? De praktiserede tre discipliner: musik, grammatik og kampsport. Så har vi den tredje komponent = musik til det neo-arkaiske begreb i popsprog, som vi lærte i 60’ernes hippie-kult: Sex, Drugs & Rock’nRoll. De græske gymnasieelever var historiens første hippier, og det var dem, der blev samfundets elite, for fattigrøvene blev ikke uddannet. Og som en ekstra kinky detalje, så foregik deres gymnasiale kampsport i bar røv indsmurt i olie. Det var en form for voldelig erotisk akt mellem mænd og træning i underkastelse.

Grammatik var sprog, talekunst, retorik og litteratur. Det græske sprog er måske – sanskrit er også på banen her – det mest avancerede sprog nogensinde. Dets ordforråd er anslået til mellem 250.000 – 500.000 ord ! Der er her, hele den bibelforsker’iske indavlede disputs om græsk versus hebræisk fuldstændigt knækker. Hebraisk har et ordforråd på mellem 7-8.000 ord. Til sammenligning har et dansk barn i første klasse et ordforråd på 5-10.000 ord, og en voksen på 50-70.000 ord. Samlet set findes der over en million danske ord, men det er alt fra ord, der stammer fra historiske perioder siden oldnordisk henover lokale dialekter, fagsprog, fremmeord, ord opfundet af digtere m.m, som ingen bruger i det daglige.

Man kan nedskalere fra et mere avanceret sprog til et mindre avanceret ved at smide en hel masse ud og afstumpe sproglige betydninger. Men man kan ikke gå den anden vej. Så bibelforskernes udsagn om, at Bibelen blot var græsk-hellenistiske oversættelser af hebræiske tekster er helt skudt i låget, der er ingen belæg for det, kun påstande. Hebraisk i oldtiden var et præstesprog, et slags kryptosprog ligesom lægelatin. Moderne hebræisk er et politisk identitetsprojekt i form af et nutidigt kunstsprog baseret på et oldtids-kunstsprog. Klassisk græsk har uendelige muligheder, hebræisk er nødt til at gentage sig selv hele tiden, for det har ikke ret mange brikker at flytte med.

Bibelforskere forsøger at redde det med, at det nok var en særlig form for jøde-græsk, der stammer fra Alexandria, og som blev talt og skrevet der. Der fandtes ikke sådan noget, det er noget, de finder på, det er ønsketænkning, tilbageprojektioner og efterrationaliseringer. Hvorfor ville jøder tale volapyk-græsk, hvis de havde deres eget sprog?

Den første dokumenteret kristne var … en kvinde. Hun var kristnet = hun havde indtaget giften og modgiften. Og det var ikke kun slangegift, hun brugte til at blive høj men også cannabis. Hendes navn var Medea, og hun var en babylonisk prinsesse, der levede 500 år før tidsregningen. Hun var medlem af en sex-kult, hun var Epi-Urania, hun var Afrodite. I de tidlige afbildninger af hende var hun en hermafrodit med en penis. Lad lige den synke ind.

Damoklessværdet, det tveæggede sværd er, at det frigørende-frelsende element i drugs også kan være det kontrollerende element. Spørg CIA, der har gjort deres egen eksperimentelle grundforskning i det felt. Det var dem, der skabte hippiekulturen i 60’erne. En hel generation af unge blev agenturets eksperimentelle rotteforsøg til udvikling af sindelags-kontrol. Det var sådan timet, at det faldt sammen med Vietnamkrigen, og dette sociale eksperiment smadrede antikrigs-bevægelsen i USA. Eller spørg medicinalindustrien, der gør noget lignende under foregivende af at ville helbrede folk fra sygdomme. Rotteforsøg på steroider.

Som man siger om medicin: Hvad der kan kurere dig kan også slå dig ihjel.
Hippie-kulturen var gode til at forgifte folk. Men de kendte ikke modgiften.
De prædikede, at det var frigørende, men det var kemisk slavebinding.
Medicinalindustrien er gode til at forgifte folk. Men de kender ikke til sundhed,
og hvis de gør, så holder de den recept for sig selv.
De er gode til at gøre folk til afhængige narkovrag, så de kan tjene deres penge.
De er absolut uduelige og uvillige til at hjælpe folk med at få et sundt liv.

Kan drugs brugt på den rigtige måde være frigørende? Absolut! Både svampe, cannabis, DMT og andre udtræk af psykoaktive natur-forekomster kan med den rette metode, vejledning og dosering i de rette omgivelser og med de rette støtteforanstaltninger være meget potent frigørende og helbredende. Men det er for størstedelsen vedkommende tabt viden, der er forsvundet sammen med de kulturer og de indviede i hemmelighederne, der ikke findes længere. Så vi er nødt til at genopdage og genopfinde det.

Så hvem var Jesus, og hvad havde han gang i?
Vi vil overhovedet ikke gå derhen, det er alt for weirdo, og det er ikke for børn.
Eller rettere: det er for børn, desværre. Lad os ikke gå yderligere i detaljer med, hvad der fandt sted den nat og tidlige morgen i Getsemane have på Oliebjerget, hvor en dreng, der var sammen med Jesus, løb skrigende bort fra stedet med et blodigt klæde omkring sine ædlere dele. Lad de små børn komme til mig.
Lad os nøjes med iskoldt nøgtern at konstatere, at det er, hvad der står i teksten.
Vi kan lide det, eller vi kan ikke lide det, det er irrelevant, for det er teksten uden omsvøb – blodige eller ej.

Lad os også blot referere til teksten om, hvad Jesus gjorde ved Maria (Magdalene) i skoven på bjerget, hvor han befalede hende at æde hans sæd, for det er levende, baby.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor kirken havde det svært med teksten, og hvorfor de satte en hel maskine i gang for at redigere den.
Teologi er en øvelse i at bortforklare teksten, så den bliver spiselig og drikkelig.
Æd mit kød og drik mit blod, som der står i teksten til den hellige nadver.
For vi tror på kødets opstandelse, som der står i teksten til trosbekendelsen.

Så de klynger Jesus op på korset og han råber på sin Gud.
Han råber, at han er tørstig, og de giver ham en svamp med ‘eddike’.
Det græske ord er antidoton, en modgift imod den hornede afrikanske hugorm,
og denne gifts virkninger er beskrevet ved, at man bliver ekstremt tørstig.

Dette er unævneligt. Vi er ikke klar til det.
Jeg ved ikke med dig, men jeg tror ikke, at jeg ønsker at blive klar til det.
I mellemtiden har jeg til gengæld mistet appetiten på fake versionen.
Lad os se det og forstå det som det var med blodige omsvøb
og tage den derfra. Måske er vi i virkelighed klar til det. Kom med det!

25. marts – forberedelse

En dansker ved navn Anders Boisen har gjort et beundringsværdigt eksperiment. Han har arbejdet på at gå off-grid, som det kaldes. Det består i eget selvbygget hus på en grund i skoven, egenproduktion af et stort udvalg af grønt og høns + æg, egen varmeproduktion og elproduktion via solenergi, masser af arbejde i alt, hvad der skal til for at få mest muligt ud af sit stykke jord, fermentering, konservering, u-name-it.

Han udtaler, at han på det seneste har gjort mange overvejelser over, om han ikke i grunden går og forbereder sig på en fremtid, hvor mennesker ikke længere har et arbejde, for AI har overtaget, og hvordan skal mennesker herefter kunne understøtte deres liv? Det er særdeles relevante overvejelser. Men jeg måtte alligevel kommentere på hans bekymringer med følgende:

Jeg er uenig i, at AI er langt mere intelligent end os. AI har kapaciteten via algoritmisk programmering og maskinlæring til at processere Big Data og udtrække/reducere det i henhold til en prompt. Der er menneskelig intelligens bagved, og AI er ikke andet end en digital arbejdshest med masser af kraft. Den har sandsynligvis det skræmmende potentiale at gøre os dummere og dummere, da den reducerer og destillerer data, og næste gang destillerer den samme data + sit eget bidrag. Det er et lukket kredsløb, der krymper og krymper, selvom mængden af ​​data vokser. Det bliver udvandet med AI-skabt vand. AI onanerer med eget data og kannibaliserer på samme tid den samlede datamængde.

Begå ikke den fejl at kalde AI intelligent. Den simulerer intelligens, og det er ikke det samme. Eksemplet med din hund og dens herre er ikke en god sammenligning (hunden vil aldrig kunne forstå, hvorfor den skal gå i snor i skoven). Men ja, BigTech-milliardærerne vil meget gerne være vores herrer, og AI er et værktøj for dem til det formål. Du er ikke desto mindre klog i at forudsige de skadelige virkninger på samfundet og de reducerede eller endda stjålne muligheder for mennesker, hvis AI ikke kontrolleres tilstrækkeligt. Lige nu har diverse AI-maskiner længere snor end din hund, hvis de overhovedet har en snor Det har vi allerede set nogle foruroligende eksempler på. Du er også meget klog i at forberede dig på næsten det værst tænkelige scenarie – det værste vil vi ikke engang tænke på. Men det bør også gøres selv med AI fraregnet.

Eneboeren og ‘prepperen’ Boisen har så evigt ret i, at i en ny verdenstilstand, hvor AI har ædt sig ind på menneskelige udfoldelsesmuligheder i en hidtil uhørt grad, og hvor mange bliver frataget muligheden for at tjene til deres livsophold, bliver det ekstra påtrængende at kunne spare på udgifterne og de penge, der ikke er der længere. En af måderne er at dyrke og producere sin egen mad, og producere sin egen varme og elektricitet. Ikke mindst fordi Stat og regering arbejder så systematisk på at umuliggøre, at folk løsriver sig fra den efterhånden totale afhængighed, de har fået til Staten.

Det er MEGET svært ikke at få den mistanke, at Staten gør det med vilje, for at tage livet af os, hvis man overhovedet kan sige, at Staten har en vilje. Regeringer er ikke herrer i eget hus længere, men følger duknakket, hvad de globalistiske karteller-syndikater og et af kartellernes egne organer = EU dikterer dem. Globalisterne ser det som en trussel mod deres business case, hvis folk begynder at gå i selvforsynings-mode i større stil. Men her er dilemmaet også for de grådige karteller. Hvis folk ikke længere har råd til at betale for deres alt-ALT for dyre produkter, hvor nærmest ALT for tiden er hysterisk over-prissat, så kan de jo ikke tjene penge på os alligevel. De har intet ud af at monopolisere deres elendige ydelser, hvis de er ubetalelige for størstedelen af befolkningen.

26. marts – guldgraver-ludere

Jeg har lånt udtrykket fra komikeren Bill Burr’s udtryk golddigging whores.
Hvis du ikke kender Bill Burr, så er det på tide.
Han går med udtrykket i kødet på fænomenet, der dengang hed:
at gifte sig for pengenes skyld.

Nååå-mennee det jo var dengang, før feminismen frigjorde kvinderne, så de ikke længere skulle være afhængige af manden som indtægts-forsyner men nu var fuldt selvforsynende og stolte af deres frigørelse og kan-selv-vil-selv-agtighed.
Bullshit! Der er lige-lovligt-for-mange kvinder, der spekulerer i at få en mand på krogen, så hun efter et stykke tid kan lade sig skille og malke hans privatønokomi, for lovgivningen har givet hende lov til det.

Bill Burr er i sig selv en slags celebritet, der kører sine shows ved at være uforskammet. Så hans målsatte gruppe til udhængning er bl.a celebriteterne. De elsker i øvrigt målsætningen, for al opmærksomhed er god, også den dårlige.
Fair nok, Ricky Gervais har gjort det samme, og det er hylende grinagtigt.
Vi har oven i købet ikke ondt af deres ofre for satire, for de fortjener det.

Der er åbenbart en hel parasitkultur i Hollywood og omegn, hvor visse kvinder klæber sig til mænd med hype og indtægter med den hensigt så hurtigt som muligt at lænse dem for penge. Der kørte for et par år siden en langtrukket sag mellem Amber Hurst og Johnny Depp, hvor hun endte med at fremstå som både luder og løgner. De er simpelthen ludere efter penge. Men hvad med mændene, er de uden skyld for deres egen lænsning? Well, de kunne have tænkt på det noget før, de kunne have set det komme, de kunne have spottet luderen. Skal vi så have ondt af dem?

Der synes dog at være en vis forskel på den måde, som den lænsede mand og den parasitiske kvinde bliver vurderet. I kvindens tilfælde tænker folk, at det var da godt gået, og hendes ‘medsøstre’ iværksætter diverse støttegrupper og solidaritets-kommitteer. I mandens tilfælde bliver han latterliggjort, for han har nok selv været ude om det, og hun er jo en stakkels undertrykt kvinde.

Der skal ikke lyde domsfældelser her, om hvorvidt det er det ene fremfor det andet. Der skal dog lyde en alarm over, at dette ikke er et isoleret Hollywood-celebritets-fænomen, der er bare langt flere penge at hente her. Det er en trend over hele linjen. Det er et udbredt fænomen, som et halvt århundredes feminisme har banet vejen for. Det er et dybt paradoksalt fænomen, for feministerne harcelerede over – med eller uden grund – at blive behandlet som ludere. Til gengæld forbeholdt de sig retten til opføre sig som ludere, hvis det gavnede dem. De ville gerne moralisere med deres pegerfingre rettet mod mænd, men det var så-som-så med moralsk integritet, når det galt dem selv.

Når skarpt formulerende mandlige komikere som Bill Burr tager dette betændte emne op, er det et symptom på, at mænd har nået et mætningspunkt, en rød linje. De er begyndt at tage bladet fra munden.

27. marts – kultur-efeminisering

Vi er nogle stykker, der har krummet tæer det seneste årti. Det begyndte at træde tydeligt frem omkr. 2016, og om det var timet nøje og især bevidst med Trump 1.0-perioden er uvist. Trump, der på det tidspunkt stadig havde en aura af troværdighed over sig, fordi han tilsyneladende gik i kødet på The Deep State – hvilket undervejs afslørede sig selv som et særdeles tvetydigt fænomen – var den perfekte trigger for at udrulle den nye wokeness-kult.

Hvis venstrefløjen allerede var kultisk, så var den nye bevægelse fanatisk og skingert kultisk. Men bagved gemmer sig en dybere og i forvejen længerevarende bevægelse: feminismen. Wokeness og cancel culture, identitetspolitik og alle de andre plastik-marxistiske termer, som denne bevægelse har opfundet, er blot feminisme taget til next level. Feminisme er kulturmarxisme. Woke-bevægelse er fyldt til randen med offerrolle-gørelse, og kulturmarxismens hovedfilosofi var at bruge alle, der var villige til at lade sig selv indentificere som et stakkels offer som drivkraften i den revolution, der skulle nedbryde den vestlige civilisation. Den såkaldte arbejderklasse havde fejlet som instrument, hvem kunne man så bruge?

Feminismen er mere giftig end som så. Der sker noget interessant omend betændt, når feminine værdier og tankesæt tager over. Det er sket en efeminisering af kulturen i kølvandet på feminismen. Når virksomheder eller afdelinger af virksomheder, institutioner, arbejdsområder, uddannelser m.m. bliver overtaget via kvindelig majoritet, så får vi en anden tone. Vi får et andet virkelighedsbillede.

Mænd og kvinder går forskelligt til opgaver og problemløsning.

Mænd undgår ikke uenighed og konflikter, de tager den upfront. De er ikke bange for at komme til at fornærme folk, for hey – en lille slåskamp kan kun gøre os stærkere. Når mænd taber en argumentation, så kommer de videre. De har ikke noget imod at arbejde for noget, de ikke fuldt og helt går ind for. Hvis de ser, at andre er stærkere i argumentation, så respekterer de dem i stedet for at føle nederlag og bære nag. For dem er det vigtigt at få opgaven løst, og hvis det kræver en kommandovej, så er det dét. Hvis det fungerer, så er det sandt.

Kvinder pakker konflikter ind i feel-goodness. De snakker … og snakker lidt mere, for at alle skal føle sig godt tilpas. De skal være enige, der skal være konsensus. Hvis det føles godt, så er det sandt. Er det så dårlige værdier? Overhovedet ikke, det er fint i familiesammenhæng, det er fint i kvindeligt selskab, men det duer ikke, hvis man vil have tingene gjort i en større sammenhæng. Irrationalitet og snakke-snakke løser ikke problemer.

Mænd har ikke noget imod at komme lidt ud på gyngende grund. De er risikovillige, de kan tåle stress og ekstremer. Mandeforskere kalder mænd for det ekstreme køn.
Kvinder vil have sikkerhed og tryghed. De er fra naturens hånd ikke højgearet til stress. Det er helt naturligt og biologisk, der er sådan det menneskelige samfund altid har fungeret, hvor mandlige og kvindelige værdier har suppleret hinanden.

Men under og efter Anden Verdenskrig skete der for første gang det i menneskehedens historie, at kvinder blev smidt ud på arbejdsmarkedet væk fra familiens hjem. Det var en forlængelse af, at de allerede under krigen blev sat til at producere krigsudstyr på fabrikkerne, for mændene var jo i krig. Efter krigen så industrialisterne – i dag ville vi kalde dem globalisterne – fordelen i at have både mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Samtidigt kunne de diskret justere lønningerne, så de som i dag kunne nøjes med at betale halv løn for fuldt arbejde og således få både manden og kvinden til at arbejde for samme pris, som manden førhen gjorde. Industrialisterne så det også som deres fordel, at børnene blev institutionaliserede, for så kunne de bedre forme de små svin til lydige arbejdsdyr.

I starten blev det til, at kvinders løn var lavere end mænds, hvilket selvfølgelig gav feminismen et boost. Det var en af deres absolut bedste sager, for der skal være lige løn for lige arbejde – hvis det ellers er lige arbejde. Hvad kvinderne imidlertid ikke så var, hvad de var blevet forført til, og i hvis interesse det egentlig var, at de smed deres børn i vuggestuer og børnehaver og kom trætte og udkørte hjem fra arbejde ligesom deres mænd – for dér blot at møde umulige unger, der var blevet udkørt af skrigeriet nede i børneinstitutionen eller de overfyldte klasselokaler med røvsyg tavle-til-røv-undervisning. De fattede ikke, hvad prisen var for deres nye karrieredrift, de forstod ikke, at de havde opgivet deres dronningerige hjemmet, hvor de var suveræne og respekterede. De forstod ikke, hvad de udsatte deres børn for.

Den første generation af kvinder efter krigen forstod det til dels. Men så kom feministerne aggressivt efter dem og skammede dem ud og råbte, at de var undertrykte, og at deres mænd var nogle mandschauvinistiske svin. De hånede husmoderen og hjemmet Og kvinder generelt begyndte at købe det. En ny forførelse ovenpå forførelse fandt sted, for det smagte godt, at de udover respekterede husmødre også kunne blive hustyranner, og deres mand kunne blive deres lydige slave? Lidt skarpt sat op men noget i den retning. De skulle føle sig som ofre, og via offerrollen skulle de føre socialpolitik til fordel for industrialisterne – ved at fø-ø-øle, at det var til egen foŕdel. At de så i anden omgang aldrig havde ønsket en lydig slave men et ordentligt mandfolk med nosser, der kunne stå op for dem og familien, er så en anden sag, for da var det for sent. Der var startet en epidemisk bølge af skilsmisser. Igen var det til industrialisternes fordel, for ikke nok med, at der kunne scores dobbelt arbejdskraft til halv pris, nu betalte børneforældre også dobbelt husleje til fuld pris.

Når virksomhedskulturer bliver følelsesorienterede fremfor produktionsorienterede, så begynder der at ske noget med hele samfundet. I stedet for en balance mellem produktivitet (mandlige værdier) og et behageligt arbejdsmiljø, hvor man følte sig godt tilpas (kvindelige værdier), så tog de kvindelige værdier over. Og her kommer så paradokset. Det gode arbejdsmiljø blev et giftigt arbejdsmiljø.

Når det ryger uballanceret over i den kvindelige grøft, får man et indeklima, hvor man censurerer sig selv for ikke at komme til at fornærme andre. Man er nødt til at liste rundt på æggeskaller, så de ikke går i stykker. Og når man er bange for at fornærme andre, så bliver man selv let til fornærmelse. Man får en neurotisk virksomhedskultur.

Vi behøver blot at studere wokeness-kulten som det ekstreme eksempel på, hvor det bærer hen. De ævler i ét væk om hate speech og verbal vold. De ævler om toksisk maskulinitet – altså feminisme på steroider, hvor alle mænd er potentielle voldtægtsforbrydere. Alle sjove sexuelle minoriteter skal hyle op i klynkagtig fornærmelse. Det er simpelthen blevet politisk korrekt at klynke. Unge emo’er og soy-boys bliver til snow flakes, de bliver små skrøbelige snefnug, der går i stykker for et godt ord. Drenge bliver efeminiserede, og piger bliver maskuliniseret – på den ufede måde, for de efterliger den værste udgave af mændene, de er blevet bitch’ede kvinds-chauvinister. De opfører sig som mænd af den værste type.

De ævler om identitetspolitik. Altså at være identisk med noget andet, end det man er fra naturens hånd. Og helt stygt bliver det med trenden om, at børn, der oplever de problemer i puberteten – som børn i hele menneskehedens historie har oplevet, for det er en overgangsfase – i woke-kulten er blevet til, at de usikre unge nok skal have foretaget et operativt indgreb og en hormonbehandling, så de kan skifte køn, for deres usikkerhed er jo et sikkert tegn på, at de befinder sig i den forkerte krop, er det ikke? Jo det er det da.

Vi er nogen, der husker Søren Krag Jakobsens herlige beskrivelse af drengens pubertet i sangen, hvor omkvædet lyder:

Men min stemme er i overgang
Mit hår er helt forkert
Jeg går i det forkerte tøj
Og så er jeg genert
åh Mona, Mona, Mona …

Denne søde sang om Jesper Ravn, der bliver forelsket i Mona og ikke ved, hvad han skal stille op med sig selv, bliver i wokeness-kulten til, at Jesper har identitetsproblemer og derfor skal tage navneforandring til Josefine og få hormonindsprøjtninger, så hans stemme ikke går i overgang, og han skal gro pigehår og gå med bh, for Jesper enten bøsse eller endnu bedre: transvestit. Og hvis nogen skulle mene, at det er lige lovligt karrikeret, så tag og tjek ud, hvad foreningen Børns Vilkår nu promoverer: At børn helt ned til femårsalderen har ret til at få foretaget et kønsskifte, hvis de ber’ om det! You can’t make this shit up!

Det var i samme periode, at wokeness-begrebet kønsneutral dukkede op. Man skulle ikke længere sige han og hun, man skulle sige hen. What?! hen, en høne, der ikke kan lægge æg, en tingest, et stykke intetkøn. Det må siges at være en udsøgt fornærmelse af begge køn at reducere dem til kønsløse tingester. Kønsløs betød førhen, at det ikke smager af noget, det har ingen karakter, det er ligegyldigt. Nu betød det iih det skal vi have mere af.

Undertegnede har selv arbejdet 15 år i en HR-afdeling, hvor hele virksomheden bestod af 3/4 kvinder. Altså en totalt kvindedomineret arbejdsplads. Heldigvis arbejdede jeg i en sektion, hvor der var flest mænd, og chefen var en tidligere militærmand, for ellers var jeg nok forsvundet ud af hovedøren. Jeg har hørt på hele udtrækket af efeminiseret HR-sprog med DEI – på dansk diversitet, ligestilling, inklusion (diversity, equality, inclusion). Vi kan også oversætte disse eufemismer, dette ideologiserede management-volopyk-nysprog til ensretning, særstilling og hjernevask – jf. at feministisk ‘ligestilling’ aldrig handlede om ligestilling men om særstilling.

HR-afdelingen i en virksomhed er ikke til for at hjælpe medarbejderne, ligesom Staten ikke er til for borgernes skyld. Den er til at sikre virksomhedens (Statens) interesser.

Stat (eng. state) betyder tilstand, tingenes tilstand. Statens fundament kaldes en forfatning, hvilket er et synonym for tilstand.

Virksomhedernes konkurrencedygtighed blev udvandet, for konkurrence er jo en mandlig måde at anskue sport på. Det gælder ikke om at vinde, det gælder bare om at være med … gælder ikke. Sport gælder om at vinde, færdig-bum! Det er attituden til både at tabe og vinde, der er afgørende. Når man taber, sidder man ikke ovre i hjørnet klynker over, hvor uretfæ-æ-ærdigt det er. Og når man vinder, tramper man ikke på tabernes lig og hoverer. Det er en sund konkurrence-kultur, hvis konkurrence er en ansporing at overgå sig selv.

Feminismens og kultur-efeminiseringen afliver den sunde konkurrence-kultur og erstatter den med udglatning, konfliktskyhed. Lad os generalisere. Kvinder er ikke fysisk aggressive som mænd, de bedriver psykisk aggression. De manipulerer, de ser skævt til hinanden, de er misundelige – når de er værst. Især ser kvinder skævt til kvindelige chefer. Som man siger i folkemunde: kvinde er kvinde værst. De udvikler fra barnsben evnen til at få deres vilje via intriger. De bagtaler gerne, og bagtalelse er en led form for karaktermord. Det er selve kernen i wokeness-konceptet cancel culture. Via bagtalelse kan man iscenesætte social udstødelse. Grækerne kaldte det at blive ostrakiseret.

Når vi på denne måde har generaliseret, så må vi også trække i land. Der er en hel del kvinder, der i dag er dybt foruroliget over denne udvikling. De har gennemskuet den. De tænker og opfører sig ikke som det generaliserede billede. En kvindelig forfatter ved navn Helen Andrews skrev en bog med titlen: Boomers: The Men and Women Who Promised Freedom and Delivered Disaster. Det minder også om noget vigtigt: at mændene også medvirkede til denne efeminisering af kulturen. De spillede med på det, de blev den bløde mand – yuck! De blev, hvad deres forældre kaldte for en tøffelhelt.

H.A. skrev senere en anden bog, som dette essay tager udgangspunkt i: Den Store Feminisering – og den er oversat til dansk. Venstrefløjen karakteriser hende selvfølgelig som højreorienteret / konservativ. Det er de programmeret til, da feminismen er anvendt kulturmarxisme. Det svarer til, at modstand mod globalisering (international socialisme) af venstrefløjen bliver stemplet som højredrejning. De fatter ikke i deres narcissisme, at folk bare har fået nok af deres forvrængende herskersyge omdefinering af virkeligheden.

En del kvinder nærmer sig en erkendelse af, at feminismen, som Helen Andrews siger: ikke har leveret frihed men katastrofe. De søger en dybere forklaring på deres egen ulykke end den honningfælde og den narresut af en forklaring, som feministerne gav dem. Og en hel del mænd nærmer sig forklaring fra den anden side af kultur-efeminiseringens skyttegrav.

28. marts – Dostojevskij forudsagde

En ung mand Ivan Ivanov bliver lokket ind i en park og myrdet. Morderne var en af hans egne venner Sergey Nechayev i et slæng, der kaldte sig for revolutionære. Begrundelsen for mordet var, at revolutionen krævede det. Det var begrundelsen for alle revolutionens ugerninger: Fordi en abstrakt ide, en ideologi krævede det, så var det tilladt.

Dostojevskij læste denne historie i en avis i 1869. Han brugte de næste tre år på at tænke igennem, hvilken psykologi, hvilke kræfter og hvilke ideer der kan få mennesker til at tænke og handle på den måde. Det blev til hans roman Dæmoner. I romanen hører denne gruppe af radikale hjemme i en mindre by, hvor de begynder at sprede kaos og rædsel for at skabe omvæltning. Temaet for forfatterens undersøgelse er, hvad der sker med mennesker, når de erstatter moral og menneskelig meningfuldhed med ideologi.

Man kan også stille tillægsspørgsmålet: Hvad sker der, når et menneskeligt samfund og dets accepterede og udøvede værdisæt bliver ødelagt, uden at ødelæggerne har noget at sætte i stedet? Den hændelse, Dostojevskij undersøgte, er ikke isoleret til 1872, hvor boget udkom. Vi lever i dag i dette hændelses-sæt.

Hvis intet er forbudt, og alt er tilladt, så er det store NIHIL ankommet, som også Nietzsche advarende forudsagde. Dæmonerne vil blive sluppet løs, som Karl Marx skrev i sine berusede hyldestdigte til Satan (kender du dem?). Eller som Albert Pike fremlagde som den skjulte plan i et brev til Gioseppe Mazzini i 1871, hvor han med uhyggelig præcision forudsagde de tre verdenskrige. Eller som en af guruerne for hippiebevægelsen Aleister Crowley sagde: Do What Thou Wilt. Eller som marxisten, den ideologiske guru for Barack Obama og Hillary Clinton, Saul Alinski skrev i Rules for Radiclals i en hyldest til Lucifer nøjagtigt 100 år senere i 1971. Vi finder det samme tankesæt hos Sabbatei Zevi, der udråbte sig selv til Messias i 1666 og fik millioner til at hoppe på den.
Han sagde: Gud skabte både godt og ondt, så jo mere ondt, vi begår, jo mere gør vi Guds værk. Hans særlige form for kabbalisme er en af forudsætningerne for zionismen

Vi kan følge tilbedelsen af den abstrakte tanke og dens afsporingskraft ned gennem historien, og vi kan spore den gentage sig selv i vores egen virkelighed. Det er ikke tilfældigt, at omdrejningspunktet i Dostojevskijs Dæmoner, Stavrogin er intelligent, smuk, karismatisk … og fuldstændig tom indeni. Han er en tom sjæl.

Karismatikerne prædiker frihed, frigørelse. Men hvad deres postulerede frihed = gør alt, du har lyst til gør ved dem, er at skabe deres eget indre fængsel og hive alle omkring dem ind i fængslet. I romanen er Verkhovensky den inkarnerede dæmon. Han tror fuldt og fast på, at hvis blot samfundet bliver brændt ned til grunden, så vil noget nyt og rent opstå. Revolutionære er puritanere. Deres rengøring/renselse inkluderer udrensning, et andet revolutionært kernebegreb. Verkhovensky er vittig, arrogant, handlekraftig, højintelligent og hensynsløs. Han er stjernepsykopat. Marx, Lenin, Trotskij var alle karismatiske, idealistiske psykopater.

Faktisk er Verkhovensky ikke revolutionær. Han er satanisk, sadistisk kaotiker. Han bliver høj af at flå i stykker. Han undtrykker hovedtanken i kulturmarxismen (Frankfurterskolen): Kritik er filosofien. Nedbrydelse af den vestlige civilisation er selve målet. Det genfindes hos punkerne i 80’er, der råbte: We don’t know what we want, but we know how to get it.

For de revolutionære var det målet, der helligede midlet. Punkerne havde ikke engang et mål, men de revolutionæres mål var yderst tåget. Derfor talte de mest om mellemstadiet, indtil de fandt ud af, hvad målet var: Proletariatets diktatur. Aaah, der kom det frem, de søgte legitimitet i ideologien for at blive tyranner, de ville bare have magt, for magt var åh-så-berusende.

Revolutions-ideologi og -romantik er en pervertering af alle ægte aspirationer og forhåbninger om et bedre samfund. Midlerne er ALDRIG ligegyldige, og hvis de revolutionære mener, at undertrykkelse, proletariat-diktatur, kommissær-vælde, politisk korrekthed, Gulag, kaos, nedbrændinger, nedlukninger, mørklægning, udgangsforbud, censur og folkemord er nødvendige forudsætninger for at opnå et bedre samfund, så vil dette samfund med 100% garanti ALDRIG ankomme.

1000$ spørgsmålet er, om de revolutionære overhovedet ønskede et bedre samfund, eller om de gik efter et lortesamfund, hvor DE i mellemtiden kunne mæske sig med magt. Havde ikke både Lenin og Trotskij bugnende schweitziske bankkonti af penge, de havde stjålet fra den russiske befolkning?

Har Vlodymyr Zelinsky ikke ligeså bugnende bankkonti af penge, han har stjålet fra den ukrainske befolkning. Skovler Donald Trump og hans mafia-famile ikke penge ned i lommen på USA’s krige? Har Ursula van der Leyen ikke beriget sig selv via sin mands skumle business-affærer? Gjorde Nancy Pelosi ikke det samme? Hvad havde Joe Biden og hans narkovrag af en luderkneppende søn gang i? Hvad blev Nicholas Sarkozy dømt for? Hvad er Benjamin Netanyahy stadig ikke dømt for?

Hvad er forskellen mellem revolution, statskup og regimeforandring?
Så mange spørgsmål, så få svar.

29. marts – sangens mester

hvis i dag ikke var en endeløs landevej
hvis i nat ikke var en snoget sti
hvis i morgen var om ikke alt for længe
så ville ordet ensom være uden betydning for dig

således skrev mesteren blandt sangskrivere,
for hvem nobelprisen i litteratur var uden betydning,
og for hvem livet var en selvvalgt endeløs landevej
tilbragt med nætter på enerverende hotelværelser

jeg kan ikke se mit spejlbillede i vandet
jeg kan ikke udtale lyde uden smerte
jeg kan ikke høre lyden af mine fodtrin
jeg kan ikke huske lyden af mit eget navn

således skrev sangeren og poeten,
der aldrig fandt sin sande elskede,
og for hvem der ikke fandtes en vej tilbage
til det sted, hvor han kom fra

der er skønhed i den sølverne syngende flod
der er skønhed på himlen i solopgang
men ingen af disse er som skønheden
som jeg husker i min sande elskedes øjne

30. marts – hvis

hvis vi kan skyde tårnet ned
lad os skyde det ned
Hvis vi kan trække stikket ud
lad os trække det helt ud
Hvis vi kan hive tæppet væk
lad os hive det væk underneden

der er ingen grund til at vente,
der er ingen, der venter på os
Der er ingen brug for tilgivelse,
der venter os ingen tilgivelse ovenfra
Der er ingen grund til overbærenhed,
vi har aldrig mødt overbærenhed derfra

hvis vi kan stikke en kæp i hjulet
lad os stikke kæppen helt ind
Hvis vi kan afbryde den onde cirkel
lad os klikke på afbryderen
Hvis vi kan forlange gennemsigtighed og forklaringer
lad os bombardere med forlangender

der er ingen grund til at acceptere bullshit
lad tyren skide i sit eget skideskur
Der er intet, der tyder på imødekommenhed
lad os mødes i selvforståelse
Der er intet, der tyder på automatisk varetagelse
lad os tage vare på os selv

31. marts – foråret

et mørkt forår er rundet
mørket har vadet over grænsen, hvor det ikke har noget at gøre
mørket har invaderet lysets land

jeg beder dig undskylde min ven, hvis dette mørke er for påtrængende
hvis det tilsyneladende dominerer almanakkens bladvending
men mørket kan ikke konsekvensløst fornægtes

et mørkt forår kalder på tålmodighed
mørket tvinger os til at gå i hytte og flyve under radaren
mørket har gjort os til krigsfanger i en undtagelsestilstand

jeg beder dig undskylde min ven, hvis almanakken synes kørt i grøften
og hvis fokus for en stund glider bort fra denne verdens fortræffeligheder
og er nødt til at rettes sig mod denne verdens fortrædeligheder

et mørkt forår er en optakt til en lysning, der kun kan udsættes
men aldrig permanent aflyses og udraderes
for mørket har en sidste salgs- og holdbarhedsdato