1. Januar – en tak skal der lyde
Der er en hel del folk derude i Udkantsverden,
der har grund til at sige tak til amerikanerne.
Her vil du måske straks som velinformeret person, der har fulgt med i verdenssituationen og måske som vi ikke har den store sympati for, hvad det amerikanske regime har gjort hverken på det seneste eller langt ned i forrige århundrede, undre dig over udsagnet.
I en virkelighed og en verden, hvor nærmest alting moralsk set er vendt på hovedet og på vrangen, er der også tale om en særlig form for taknemlighed, der i sig selv er temmelig bagvendt.
Et eksempel er den alliance af fem store lande i Udkantsverden, som det arrogante Vesten kalder for ‘det globale syden’, og som bærer forkortelsen BRICS efter Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. De har haft det lidt svært ved at komme udover rampen, og mange observatører havde mere eller mindre afskrevet projektet som en stor død sild af en snakkeklub uden egentlig handlekraft. Et topmøde i Brazilien var et eksempel på det bl.a takket den korrupte brazilianske præsident Lula, der er totalt i lommen på globalisterne i Vesten. Ved mødet i Indien i september 2026 var der derfor ikke de store forventninger. Indien selv havde ikke vist de fineste takter i verdenspolitikken, hvilket bl.a skyldes dets nære forhold til Israel. Så der var interne konflikter, som fik Vesten til at gøre grin med projektet.
Men det skulle vise sig at være en forkert bedømmelse. For ved dette møde var der pludselig fodslag og handlekraft. Og det er her, hvor den omvendte taknemlighed kommer ind i billedet, for alle disse lande inklusive BRICS+, der er en hel række lande med et løsere medlemsskab, har nu set, hvordan USA har trådt entydigt i karakter som verdens ultimative slyngelstat, og at man aldrig vil kunne stole på dem længere. USA personificeret ved Trump-regeringen har strøet om sig med tariffer, sanktioner, trusler, falske løfter, brudte aftaler og aggressive krigshandlinger. De har udspyet løgne og foragtsytringer overfor selv de, som de kaldte for deres ‘venner’.
Men undskyld mig: En slyngel har ingen venner, kun folk der er bange for ham.
Deres tak bør lyde til, at i stedet for, som det er Imperiets faste strategi: at sprede og splitte landene eller som det ofte kaldes: del-og-hersk, så har Imperiet / USA formået at samle udkantslandene til fælles fodslag. På mødet var der enighed om fordømmelse af alle ulovlige krigshandlinger både i form af sanktionspolitik – som ER krigsførelse – og ulovlige aggressionskrige. Der var også enighed om den nye interne økonomiske politik, der omfatter en koordination af de overførsels- og betalingssystemer, som landene hver for sig har udviklet som alternativer til det misbrugeriske SWIFT, der ligesom petro-dollaren kanaliserer betalinger indenom USA til udsugning. Der var simpelthen enighed om, at det var den eneste vej frem.
BRICS er ikke det eneste tiltag, der har samlet Imperiets fjender. I forvejen fandtes Shanghai Corporation Organisation med Kina, Rusland og Indien, og det inkluderer også militært samarbejde. Dernæst er der nu en aftale mellem Pakistan, Tyrkiet og Saudiarabien underskrevet i Mekka som en forsvarspagt. Den er tydeligvis omend underforstået beregnet som et værn mod Israel, der er meget aggressiv mod sine naboer og direkte truer Tyrkiet med krig. Men Pakistan og Tyrkiet nægter at støtte op om Saudiarabiens krig mod Yemen, som de selv har startet. Også i Afrika er der et anti-imperialistisk samarbejde mellem lande under kraftig udvikling især i Sahel, der er det franske koloniområde, som Frankrig aldrig har sluppet. Her er det især Burkina Faso, der har vist vejen.
Der er både boblen og syden – i det Globale Syden.
De globale storslyngler, USA, Israel og Frankrig – og lad os bare inkludere England – har tabt deres masker og vist deres grimme fjæs. De kan ikke længere gemme sig men er nu kommet helt ud af busken.
En tak skal der lyde for, at Verden ikke længere kan være i tvivl.
2. januar – udhæng
Jeg har gennem årene hængt ud med forskellige folk i forskellige udhængsskabe.
OK, det kan misforstås, jeg prøver lige igen.
Jeg har gennem årene hængt ud i forskellige observans-fora
aktivitetsgrupper, interessegrupper, studiegrupper.
Det har typisk været for enten at lære noget og udveksle meninger med andre.
I min barndom hang jeg ud med med skolekammerater – hvem gør ikke det?
Derhjemme hang jeg ud med dem, der gad at lege. Alle søger legekammerater.
Jeg hang ikke ud med spejderbevægelsen – det er helt tilfældigt, al respekt.
Som ung mand hang jeg ud med politiske aktivister på venstrefløjen.
Dem på højrefløjen hang man ikke ud med dengang uden at vide hvorfor.
Vi hang ud, mens vi mente, at vi var i gang med at frelse verden.
I virkeligheden var det for at have sjov, blive fulde og score piger.
Som musikstuderende hang jeg ud med musikere. Det var måden at hænge ud på.
Man hænger som regel ud med ligesindede, der kan bekræfte ens verdensbillede.
Faktisk er musik den fedeste måde at hænge ud på, for man slipper for
at ævle løs, når først spillereglerne er aftalt.
Undervejs hang jeg ud med newagerne for selv at blive frelst.
Vi mente, at vi kunne frelse verden ved at frelse os selv.
Jeg kunne være havnet i en kult, men de kedede mig altid i længden.
De var fandenfiseme for frelste.
Jeg har hængt vældig meget ud med kirkegængere og teologer.
Jeg har stor respekt for kirkegængerne, for de har altid ydet deres bidrag.
Jeg kan kun respektere teologerne i det omfang, de er i stand til at ophøre
med at prædike i det øjeblik, der ikke længere er på arbejde.
Jeg har altid hængt ud med mine venners venner, hvis de var i farvandet.
Det var lidt svært at slippe for det, og hvorfor skulle jeg også det?
Hvis mine venner har sagt god for dem ved at bringe os i stue sammen,
så må det vel være en garanti for godt selskab – det holdt ikke altid stik.
I moden alder hang jeg ud med konspirationsteoretikerne.
Vi var enige om én ting: At der ikke var tale om teorier.
Vi var de vågne, de bevidste, vi havde set det modkonspiratoriske lys.
Vi var dog sjældent enige om, hvem konspiratørerne var og hvorfor.
Jeg hænger gerne ud i dag med dem alle sammen efter tur.
Men jeg ved også, at der er tale om et midlertidigt udhæng.
Jeg ved også, at jeg har meget få ægte venner,
som jeg orker at hænge ud med igen-og-igen. Lad det være så.
Jeg hænger gerne ud med bonderøve, håndværkere, pensionister,
æggehoder og akademikere, socialister, nazister, traditionalister,
jeg kan godt hænge ud en halv time med Jehovas Vidner,
jeg har heller ikke noget imod ølkommunisterne.
Jeg kommer ikke i deres klubber, jeg melder mig ikke ind i deres foreninger.
Jeg abonnerer ikke på deres trossætninger, ideologier og obligatoriske livssyn.
Jeg udfører ikke deres bavian-socialiseringer for at forny medlemsskab til kulten.
Jeg lytter gerne til deres udsagn – med et lille usynligt observant smil på læben.
Jeg hører til de, der er i stand til at hænge ud med mig selv i dagevis uden selskab.
Eller i selskab med de pipfugle, edderkopper og pelsdyr, der kommer forbi.
Faktisk burde jeg anskaffe mig et husdyr, en hund eller en kat.
Eller som Tycho Brahe, der havde en tam elg gående omkring observatoriet.
3. januar – oplysningstid
De kaldte det for Oplysningstiden.
De mente, vi nu kom ud af den mørke middelalder med en vis forsinkelse.
De mente, at vi nu gik en ny og bedre tid i møde, og at rationale var vejen frem.
De mente, at det var på tide at smide en hel masse gammelt skrot ud.
De var stærkt optimistiske dengang i 1700-tallet på fremgang for intellektet.
De var stærkt optimistiske på, at videnskaben ville løse alle problemer.
Det var videnskabens tidsalder, selvom videnskab havde fandtes siden oldtiden,
og videnskab var bedrevet af såvel kirke og konger og diverse kloge hoveder.
De mente, at videnskab ville skabe frihed for den enkelte.
Oplysningstiden kom op med sine egne kirkefædre,
der så det som deres fremmeste opgave at skrotte kirkens kirkefædre,
og i det hele tage Gud, konge og fædreland, mens de nu var i gang.
Var det med god grund, at det skete et opgør med kirke og kongemagt?
Absolut! Begge havde forstoppet sig selv med deres egen magtfuldkommenhed,
og de havde i dén grad brug for at blive sat på plads for til gengæld at give plads
til dem, som de nedladende behandlede som deres undersåtter.
Tidens filosof par excellence var franskmanden Voltaire.
Voltaire var ikke en gudsfornægter – den slags ankom ikke lige med det samme.
Som deist så han overtro og ikke tro som et problem. Det var hans efterfølgere,
der anså sig selv som Guds personlige fjender. De var datidens nihilister.
Deisme var ideen om at Gud var gået på pension efter skabelsen.
Han var trådt ud af skaberværket, og herefter kørte det sig selv.
Han blandede sig ikke længere i skabelsen, og hvad skulle man så med ham?
Der er kun ét skridt videre, før ateismen og nihilismen trådte ind i stedet.
Den nye videnskab var nihilistisk, selvom den ikke definerede sig som sådan.
Gud fik herefter sparket ud af fordøren. Men hvad sker der, når man glemmer at lukke bagdøren? Den religiøse dogmatik sniger sig ind i en ny form. Videnskaben insisterede dogmatisk på, at den nu havde svaret på ALLE universelle spørgsmål.
Oplysningstiden blev en rebranding af Demiurgens* Tidsalder.
De så tydeligt, at Demiurgen havde taget plads i de gamle magtinstitutioner.
De så splinten i institutionernes øjne men ikke bjælken i deres egne.
De begik et filosofisk statskup, og deres revolution bragte dem selv til magten.
* Demiurgen er et gnostisk begreb om en kosmisk skikkelse, en slags AI,
der sætter sig udover skabelsen og skaber sit eget univers som en simulation,
og som hverken har kendskab eller adgang til noget udover denne simulation,
hvilket betyder, at vi som mennesker er fanget i simulationen, The Matrix.
Men som vi ved, er magt korrumperende, og absolut magt korrumperer absolut.
De rationelle-revolutionære neo-kirkefædre lagde grunden til teknokratiet.
Deres gud var Maskinen, Demiurgens univers uden en skabende kilde, den store simulation. Deres praksis for tilbedelse af Maskinen var ‘at regne den ud’.
Det er fuldt forståeligt, at hele Europa havde fået nok af religionskrige.
30-årskrigen var så stor en massemorder som den sorte død i middelalderen,
og halvdelen af Europas befolkninger omkom i disse frugtesløse krige,
der blev udkæmpet under katolske versus protestantiske faner.
Men hvor religiøse var disse krige egentlig bortset fra faner og bannere?
Og hvad havde de nye korsfarere for rationalisme at sætte i stedet?
Herligheder som den Franske Revolution i 1789, den industrielle revolution og
dens ny-slaveri og den Russiske Revolution i 1917 = endnu en form for slaveri.
De kaldte sig for progressive, fremskridtet var deres Utopia, deres 1000-års-rige.
De protestantiske puritanere, hvoraf mange blev fordrevet til Den Nye Verden,
morfede til politiske puritanere, marxister, kommunister, zionister, der igen morfede til kulturmarxister i 1950’erne, og dem er vi ikke sluppet af med endnu.
De kaldte det for Oplysningstiden, deres evangelium var fremskridtet. Halleluja!
Jeg går et skridt frem, jeg tror på fremskridtet, jeg hylder det,
jeg synger lovsange i dets navn – jeg træder frem og ud over afgrunden,
og som det siges: det er ikke faldet som sådan, der slår mig ihjel
men den pludselige måde, det stopper på.
Sange fra det underste land
4. januar – ingen lever forgæves
I mit sen-univers – er det kommet på tværs
Det er hermed på vers – at Verden gik i pervers-mode,
gik i perplex-code – i stand-by-mode
I en virkelighed – af påvirkelighed
til en virkelig led-og-ked uvirkelighed
Verden gik i spåner – en verden de håner
Men jeg siger dig:
Ingen lever forgæves, alle kommer hjem
Alle har en tid, alle får et sted
Intet liv går til spilde, alle kommer frem
Alle har en stemme, når vi tales ved
Når vi mødes omsider, når vi ved besked
Når vi ved, at vi lever i en Verden af fred
Ingenting er tilfældigt, døren står på klem
Alle vedrører alle, lad os tales ved
I min auto-detekt – verden gik i defekt
Ingen løftede hånden – ingen kaldte på ånden
Verden gik fra forstanden – både kvinden og manden
I en virkelighed – af manipulerbarhed
Er der ingen der trives – for det siges og skrives:
Verden gik i stykker – den gik på hjul og krykker
Men jeg siger dig:
Ingen lever forgæves, alle kommer hjem
Alle har en tid, alle får et sted
Intet liv går til spilde, alle kommer frem
Alle har en stemme, når vi tales ved
Når vi mødes omsider, når vi ved besked
Når vi ved, at vi lever i en Verden af fred
Ingenting er tilfældigt, døren står på klem
Alle vedrører alle, lad os tales ved
5. januar – jeg lægger mig ned
Har du hørt, har du hørt, Verden blev forført?
Den blev overkørt, trillebørt, gennemblødt.
Og har du set, har du set, Verden blev forkert?
Den blev underkendt, overrendt og endevendt.
Har du følt, har du følt, Verden blev forkølt?
Den blev inficeret, amputeret, afmonteret.
Har du smagt, har du snust, har du mistet din pust,
har du mærket, hvad du tænker, når du ved, hvad der er hændt?
Jeg lægger mig ned, jeg ser op i Himlen.
Giv mig tegn, giv mig regn på mit tørre kadaver.
Jeg kaster mig ud fra min kælderbalkon.
Er der ingen, der har tænkt sig, vi skal hjem i dag?
Har du hørt, har du hørt, det er kugleskørt?
Verden gik i frø, da de sagde, vi sku’ dø.
Har du set, har du set, set og sket er sket?
Verden gik fra forstanden, gik i halm og hø.
Har du følt, har du følt, har du mål og med?
Verden gik i spagat, gik i hundene
Har du smagt, har du snust, er du sønderknust?
Verden gik fra samling, for både ung og gamling.
Jeg lægger mig ned, jeg ser op i Himlen.
Giv mig tegn, giv mig regn på mit tørre kadaver.
Jeg kaster mig ud fra min kælderbalkon.
Er der ingen, der har tænkt sig, vi skal hjem i dag?
Har du hørt, har du hørt, har du tænkt og skrevet?
Er du skredet i svinget på din vejmaskine?
Har du set, har du set, har du råbt og skreget?
Blev du tvunget i knæ af en vejrballon?
Har du følt, har du følt, har du svedt og åndet?
Gik i betalingsstandsning, her midt på samlebåndet?
Har du smagt, har du snust, er du skudt i låget?
For mon vi fanged’ færgen, og mon vi nåed’ toget?
Jeg lægger mig ned, jeg ser op i Himlen.
Giv mig tegn, giv mig regn på mit tørre kadaver.
Jeg kaster mig ud fra min kælderbalkon.
Er der ingen, der har tænkt sig, vi skal hjem i dag?
6. januar – en tid
En tid til gøren – en tid til laden
En tid at kalde – en skovl for spaden
En tid til fjendskab – en tid til venskab
Er fjendskaber andet – end vanskabninger af venskaber?
En tid til deling – en tid til heling
En tid til søgen – en tid til løsning
En tid til væren – en tid til handling
Er handling ikke – en vej til forvandling?
Er vi de fangne – i tidens labyrintiske væv?
Eller er vi de undvegne – der huserer undercover?
Er vi de indsatte – fanget i et fængsel af frygt?
Eller er vi de undslupne – på vej til et andet og bedre sted?
En tid er omme – den tid er kommet
Den tid er ladet – med menneskers håb
En tid er ude – historiens bagrude
Den tid er kommet – årtusinders råb
En tid til at øve – en tid til at prøve
En tid til at leve – en tid til at dø
En tid til virkeligt – at gøre til virkelighed
En tid med farvel – til uvirkelighedens virkefelt
Er vi de fangne – i tidens labyrintiske væv?
Eller er vi de undvegne – der huserer undercover?
Er vi de indsatte – fanget i et fængsel af frygt?
Eller er vi de undslupne – på vej til et andet og bedre sted?
7. januar – Kaptajn Nemo
Fra min undervandsbåd i det underste vand
ses de sjoveste fisk fra det underste land
Jeg gemmer mig i atmosfærernes tryk
jeg holder mit vejr i et undervandsdyk
De tror, jeg er blot en forunderlig fisk
med nitter og skrue og finner og luge
En søko de tænker, med koøje på
Prøv ikke at bide mit hærdede harnisk
Jeg svæver således i stille incognito
udklædt som hemmelig havfrue-ko
Hvad har vi mon her midt i tangskovens blade?
En sømokkasin og en suppeskildpadde
Der svømmer finanshajen, snu monetær
Den udsnuser byttet, den lugter sit blod
Den opsluger alt i sin udbytterfærd
Den ved, hvad den samlede havbund er værd
En søpølse-hotdog med rejesalat
som hovedret får jeg en sild i spagat
på en havbund af saltede traumer
et dybde-psyko-logisk attentat
Ved kysten der ligger en strandet hval
En omvendt Titanic ej længer’ bemandet
Kulturen er trannet, den derfor er landet
Vor verden er strandet i ve og i kval?
Kaptajn Nemo – er mit navn
I mit Nautilus-rige bliver vand til vin
På slingrekurs med Imperiets greb
i verdensomsejling på vandbenzin
er det sunkne Atlantis min fødestavn
og en bundgarnspæl – min sikre havnKaptajn Nemo – er mit ry
Mit undervandskammer er under tryk
Jeg ridder mig gerne på hvalfiskeryg
men blander mig udenom om land og by
fra min dykkerklokke af undercover
jeg kaster mit anker på ny
I Sargassohavs-junglen de åler sig frem
i den flydende regnskov af ansvarsløshed
I hulen i dybet der bor en muræne
forsigtig så ej du behøver at spæne
Politiske skaldyr i havbundens skov
slår kløerne ned i en vælgerforening
De taler ej gerne om havforurening
og krabber sig sidelæns udenfor lov
Jeg klapper mit klaptræ og filmer en klaptorsk
og havkatten skider i Kattegat
Jeg skriver min logbog med blæksprutteblæk
klap sammen din østers, så hold dog din kæft
Piratfiskestimer på charmeturne
turisterne svømmer med lemmer på spil
en rovdyrs-kapitaliserings model
skeletter er alt, hvad de levner farvel
Et nyt kontinent udaf plastikbestik
kondomer og flasker og masker vi fik
en flydende tikkende bombe af lort
som om denne klode består kun så kort
En spækhugger åd sig en pukkelhval til
mens publikum klappede gællerne i
se bort fra den havodder, giv mig en kvabodder
10 cigaretskodder flyder forbi
Kaptajn Nemo – er mit navn
I mit Nautilus-rige bliver vand til vin
På slingrekurs med Imperiets greb
i verdensomsejling på vandbenzin
er det sunkne Atlantis min fødestavn
og en bundgarnspæl – min sikre havnKaptajn Nemo – er mit ry
Mit undervandskammer er under tryk
Jeg ridder sågerne på hvalfiskeryg
men blander mig udenom om land og by
fra min dykkerklokke af undercover
jeg kaster mit anker på ny
8. januar – Tornerose
Hør hvor de råber – de hyler i kor
Hør hvor de støjer – med krigsmaskinens skrig og hvinen
Hør hvor de griner – af alt hvad vi går og tror
Hør hvor det skurrer – med hjernevasker-dødslogik
Hvad si’r du så min ven? Nu kører de igen!
Hør på den samme – forlorne retorik
Se hvor de vifter – med blodskudte flag
Se hvor de blafrer – i røg og damp og vestenvinde
Se hvor de flimrer – i skærmens bedrag
Se hvor de danser – en dødedans med ondt i sinde
Er vi tilfredse – med flimmerfacader?
Er vi tilfredse med – syntetisk Dommedag?
Tornerose – vågn op fra din lange nat
Stå op og sluk – for elefantens vuggevise
Ole Lukøje – så gi’ mig din fedtede nathue
Det er tid til pause — i din syvsoversøvn
Hør hvor de larmer – der rasles med sabler
Hør hvor din trommehinde transmitterer sørgekor
Hør hvor de trutter – i krigselefanters snabler
Hør hvor de græder – for deres syge mosters mor
Er vi tilfredse – med tåbernes tilstand?
Er vi tilfredse – med skrøner og fabler?
Se hvor de stiller – sig an i deres positur
Se hvor de spræller – som sprællemænd og nikkekoner
Se hvor de falder – på knæ for de store mænd
Se hvor de bruger – de dyre skatteborgerkroner
Er vi tilfredse – med løgn og latin?
Er vi tilfredse – med mislyd og falske toner?
Tornerose har du sovet i timen?
Fik du lidt for meget valium og sovemiddel?
Ole lukøje – du fyred’ den fede
Hvad var det, du vendte dit blinde øje til?Tornerose – vågn op fra din lange nat
Stå op og sluk – for elefantens vuggevise
Ole Lukøje – så gi’ mig din fedtede nathue
Det er tid til pause – i din syvsoversøvnHolger Danske – stig ud af din katakombe
Du har soved i otte-hundred-sytten år
Er omsider de tider kommet, som der står?
Flet dit hængemule-hår og let din rumpeOg Snehvide, du ligger i din sarkofag
Lyset skinner på din månekiste nat og dag
I din stasis af mørkemager-paralyse
Hvornår kommer kommer Den Hvide Prins og kysser dig?
Tornerose – vågn op fra din lange nat
Stå op og sluk – for elefantens vuggevise
Ole Lukøje – så gi’ mig din fedtede nathue
Det er tid til pause – i din syvsoversøvn
9. januar – ensom i byen
I byen – jeg går og betragter
de andre – der går med distance
til alle – i hver deres verden
af ensom og kedsom balance
I toget – i bussen, på gaden
vi undgår – altid øjenkontakt
med de andre – i vores ensomheds boble
af angst eller nærhedsforagt
Hvad tror vi? – hvad tør vi dog tro på?
Hvad har vi dog? – at gøre godt med?
Hvem har vi? – hvis ikke hinanden?
Hvor bor vi? Hvis ikke i Hinandenland?
Hvorfor bor vi her – hvis vi aldrig tør
række hånden ud – løfte blikket op?
Hvis vi aldrig gør – nabo dør-om-dør
banke på og spør’ – er du blevet skør?
Eller har du lyst – blot et øjeblik
Bor vi dør-om-dør – eller kyst-til-kyst
Kan vi tales ved – blot en stund og to
Har du tid i dag – og måske i morgen?
På gaden – jeg går og fornemmer
de andre – der som de sovende glemmer,
vi er alle de vågne og levende
de endnu i live – tiloversblevne
På torvet – i supermarkeds-kassekøen
så vi står her – i indkøbsvognens fangehul
med de andre – i vores udslusnings-nåleøje
af irriteret – men’skeforagt
Hvad tror vi? – hvad tør vi dog tro på?
Hvad har vi dog? – at gøre godt med?
Hvem har vi? – hvis ikke hinanden?
Hvor bor vi? Hvis ikke i Hinandenland?
Hvorfor bor vi her – hvis vi aldrig tør
række hånden ud – løfte blikket op?
Hvis vi aldrig gør – nabo dør-om-dør
banke på og spør’ – er du blevet skør?
Eller har du lyst – blot et øjeblik
Bor vi dør-om-dør – eller kyst-til-kyst
Kan vi tales ved – blot en stund og to
Har du tid i dag – og måske i morgen?
10. januar – det underste land
I skygger, i tåger, i Tårenes Dal
Der vandrede, søgte en mærkelig mand
Han valgte sin rute i gråd og i kval
Han solgte sin velfærd og opgav normal
Han søgte sin kvinde, den bortførte brud
som opslugt af Mørkets uvirkelighed
fortabt blandt de døde i underlighed
blev hensat i skyggernes venneløshed
Han søgte sin muse, sin daemon, sin ven
I bunden af Dybet han fandt den igen
Med Skyggernes Konge han indgik en pagt:
Jeg frigi’r din kvinde men tag dig i agt
Orfeo – din verden forsvandt
Da du vendte dig om for at få besked
Du valgte din fortid og ikke dit nu
Du valgte at tvivle på det, du ved
Eurydike, din brud, er fortabt
Din tvivl sendte hende til Helved’ ned
Din tvivl har din skæbne skabt
Du er dømt til at være ked og led
Se aldrig tilbage, se fremad i tro
Tag aldrig igen til den brændende by
Hvis blot du et øjeblik føler uro
vil skyggerne kræve din muse på ny
Men manden der vandred’ i Skyggernes Land
blev hjemsøgt igen af sin falsk-eller-sand
Han valgte at tvivle, han opgav sin tro
Han så ned i skyggernes giftige vand
Her så han sin elskede blive til salt
Til støv og til intet, til skyggegestalt
En støtte af død i en ørken af svovl
hvor ingen kan grave med spade og skovl
Orfeo – din verden forsvandt
Da du vendte dig om for at få besked
Du valgte din fortid og ikke dit nu
Du valgte at tvivle på det, du ved
Eurydike, din brud, er fortabt
Din tvivl sendte hende til Helved’ ned
Din tvivl har din skæbne skabt
Du er dømt til at være ked og led
Orfeo – din verden forsvandt
Da du vendte dit ansigt til Hedensted
Du valgte at udfordre falsk og sandt
Du valgte at glemme din mulighed
Eurydike er for Verden tabt
Din tvivl er din fremtid og hendes med
Din tvivl har din verden skabt
Du er dømt til at svede dit ansigts sved
11. januar – vi vil tales ved
Når vi nu engang
tar’ fri for tvang
Når vi ikke mer’
spør’ om lov
Når vi slipper fri
fra et tyranni
fra millenniers mørke
og slaveri
Ikke hvis men når
i dag i år
Det er ikke nok
med i går
Vi vil tales ved
om hvordan vi kan
drikke livets vand
i årvågenhed
Vi vil mødes igen
Det er nu, det sner
Ingen trolddom skal
binde os mer
Når vi nu begår
en anden sang
Når vi nu begir’
os på vej
Når behov og ej begær
sender hjem en hær
Når et forsvar er nok
for et militær
Når jeg hører fra min mund
jeg er hel og sund
når jeg ser det i dit blik
uden anden grund
Vi vil tales ved
om hvordan vi kan
drikke kildens vand
kun i kærlighed
Vi vil mødes igen
ej alene mer
Ingen ondskab vil
tvinge os mer
Vi vil tales ved
om på hvad vi tror
vores liv beror:
på samvittighed
Vi vil mødes igen
Det er nu, det sner
Ingen trolddom skal
binde os mer
12. januar – runesten
Her ligger Storslem Halgrimsson
Han fælded’ mangt et bråddent kar
I Niddingland for blodigt ar
Fik du din banemand, min far?
Vil Helgrim Skallesmækkersson
bevidne her at selvforsvar
var årsag til det banehug,
der blev til Storslems banear?
Ved guders og profeters røv
min økse sagde aldrig tøv,
den råbte til mig: skalle kløv!
Ved Odins skæg – med overlæg!
Vil du så stortings-ombudsmand
nu skrive øje for en tand
om Storslem med det lille lem
trak op af brøndens klare vand?
Du Helgrim Skallesmækkersson
Din dåd ej uden nidding var
Du dømmes her til udenlands
at flytte bort – det er vort svar
For tand for øje, hug for gok
ej længer’ er en årsag nok
Så pak dit æsel, rul din sok
Vi har af skallesmækken nok
Således hverken Helgrim fik
ejheller Skallesmækkersson
et medhold i at niddingskævl
var vellyd eller gudeskik
Ved guders og ved asers dåd
Ved tænders gnidsel, godtfolks gråd
Vi hylder ej enhver udåd
Kun mjød og mad er kæmperim
13. januar – jorden rundt på tre minutter
Jeg sejler op af Congofloden
i et gummi-sidde-badekar med plads til to
bare mig og min bjerggorilla, vi ku’ godt få brug
for en Congobajer her i fred og ro
På slingrekurs med statistikken – det ku’ lige passe
vi gik ned med mand og abe og en kuglegrill
Hvis det hele går bananas – er det bare til
Bahamas med den næste tomme rutebil
Jeg padler op af Amazonas – jeg skal nå den næste
floddamper sammen med min jaguar
Hvis den bider i kaptajnen, får den én over fregnen
ellers må den æde kattemad, og hvad vi har
På bagkant med styresystemet – jeg tænker mig at
agtersejle klimapolitik i år
De maler op på væggen, for de tænker, at vi tænker,
at vi går til bunds med mand og mus og knurrehår
Jeg hyrer en patruljebåd fra Apokalypsen
på Mekongflodens vande til Imperiets fald
På frihul i lagunen og med udsigt til monzunen
Østen for redningsvesten – Norden for arvesynden
Mig og min orangutang på vej til et sted
hvor vi ikke mer behøver at forstå en besked
Vi tar, hvad der kommer, vi gir, hvad vi har,
vi sidder på et palmeblad med røven bar
På Nimbus med en sidevogn på Route 66
Ved Tulsa Oklahoma fik den brug for et fix
Vi kørte i garage, tog bestik af baggage
mig og landskildpadde vi fik os en kiks
Vi ruller mod Chicago ind i mafialand
en nation er gået fløjten på fallittens rand
Fra DC til LA har de bedrevet rov
men på Route 66 er der lidt plads til sjov
Vi rasler rundt i bagkupeen og ryger en urt
den transsibiriske maskine kører som smurt
Mig og min yeti kommer langt omkring i nat
Den åd en vodkastiv kosak med hud og med hat
En dag fik Moder Rusland omsider så nok
af fascisterne i Kiev’s korrumperte amok
Nu river de sig selv i håret nede i Bruxelles
det militært-industrielle klyngebombe-chok
Vi hænger ud og tomler os de atten hundred mil
Fra Alice Springs til Brisbane er der tid til et smil
mig og min koalabjørn på eucalyptus-trip
Østen for redningsvesten – Norden for arvesynden
Mig og min orangutang på vej til et sted
hvor vi ikke mer behøver at forstå en besked
Vi tar, hvad der kommer, vi gir, hvad vi har,
vi sidder på et palmeblad med røven bar
Vi hejser op en bambuspind med fribytterflag
Vi nynner på en børnesang om velbehag
Der er ingen tid til hængemule om I går
og i morgen kommer aldrig, for den blir til i dag
Jeg flyver på Atlanten i en luftballon
med en søpapegøje som blind passager
jeg skriger til mågerne fra min himmelbalkon
De vil ha’ bidesild og og badesalt og mer og mer
Vi vinker til en blåhval udfor Blåvandshug
og vinden går frisk henover Limfjordens vande
til Skagerak og Kattegat, ohøj alle mande!
Landet fra oven, der er stranden og skoven
Så langt som øjet rækker, er der sne og sne
Antarktica er lukket land, jeg hyrer en ufo
Mit hemmelige rumforsvar er sneboldkamp
På min flyvende tallerken bor en kejserpingvin
Hvad gemmer sig i sne og kulde dybt i sin grav?
En fortid i stase, en kold månebase?
Det rager mig en høstblomst og et hestegebis
Østen for redningsvesten – Norden for arvesynden
Mig og min orangutang på vej til et sted
hvor vi ikke mer behøver at forstå en besked
Vi tar, hvad der kommer, vi gir, hvad vi har,
vi sidder på et palmeblad med røven bar
Vi hejser op en bambuspind med fribytterflag
Vi synger på en børnesang om velbehag
Der er ingen tid til hængemule om I går
og i morgen kommer aldrig, for den blir til i dag
Mig og min orangutang på vej til et sted
hvor vi ikke mer behøver at ta’ mod en besked
Vi gør, hvad vi tænker, vi tror, hvad vi ved
vi sidder på et palmeblad i hemmelighed
14. januar – manden med leen
Jeg rager en høstblomst til stængelen ned
bevæbnet med fladfil og fattigmandsle
For tidsler og vissengræs falder omkuld
gi’r plads til en ny bund af spirende guld
Og leen den fejer for fode
Giv skvalderkål lov til at starte påny
og nælder har godt af en studsning
og burre og bynke og andet salat
Gør skovflåten hjemløs, den lede krabat!
For leen den fejer for fode
Lad stykket i midten dog uberørt stå
der bor et par piggede pindsvin
Og tårnfalke muser i vilden sky
De venter til musen forladt har sit ly
Mens leen den fejer for fode
De siger, at høsten blir sparsom i år
De siger, vi lider af tørke
Men bønder beklager sig altid på trods
De dyrker bekymringer, mørke og ørke
Mens leen den høster til hobe
Som græs er og menneskets dage
Det blomstrer som markernes blomster
Når en vind blæser over det, er det ej mer
Og der, hvor det før stod, man ser det ej mer*
Og leen den fejer for fode
Men inden ret længe så gror det igen
Utrætteligt skyder af rode
de grønne gevækster, de saftige strå
for intet i livet er gået i stå
Trods leen den fejed for fode
omskrivning af Salmernes Bog 103:15
eller salme 90:5-6 + x-antal steder, der citerer salmen
15. januar – usyngelig sang om gangart
Jeg går lige i Panik, er der nogen, der skal ha noget med?
Vi kan også gå i Bersærk eller Grassat, for der kører de ugens tilbud
Wa siger du, i Spagat – den går ikke, for de har lukket nu
Nej for resten, jeg har alligevel ikke råd, for jeg gik i Betalingsstandsning forleden
Til gengæld kan vi gå amok og gå i hundene bagefter,
hvis det hele går ad helvede til og skuden går ned med flaget
med mand og mus og går til bunds i skysovsen,
så går det hele fløjten, og vi går op i limningen
Vi går ét skridt frem og to tilbage
Vi går ind for sagen, vi går på røven
Vi går ind for fremskridtet i princippet
Vi ved bare ikke helt, hvad det går ud på
Der gåes til sagen, der gåes til makronerne
De går til den, gør de
Men nu går den ikke længere,
for de går fallit og rabundus
Den gik i sort, den gik død
Hun gik fra forstanden, han gik på spanden
Det gik bananas, tiden gik i stå
og potteplanten gik ud, for den vidste ikke, hvad den gik ind til
Hun gik i for små sko, han gik sine egne tanker
De gik i vejen for hinanden, de gik fejl af hinanden
Det er gået tilbage for samfundet, det er gået fremad for tilbageskridtet
Den går ikke Granberg*, det gik i skuddermudder
Det går mig ilde, det går mig på nerverne
Det går til marv og ben, når de døde går igen
Det hele går i stå, den går i tomgang
Min skulder er gået af led, min kone er gået fra forstanden
Hvis vi går stille med dørene, så går det nok endda,
selvom det går sin skæve gang med skøre gangarter
Jeg går lige hen og henter mit gangstativ,
så jeg kan gå hen og gå nedenom og hjem
trivia* Granberg, en ballonskipper,
der ville flyve fra Danmark til Sverige
den gik så ikke, og han fik en sok
16. januar – Luka
Jeg husker stadigvæk at sidde i en lejet bil mellem Seattle, Washington State og San Francisco, Californien i 1987 og lytte til bilradio. Pludselig var der i alle ligegyldighederne og normaliteterne en sang, der hittede, og som stak ud.
Sangen var Suzanne Vega’s Luka.
Udover at det var en ørehænger, så var det en stærkt foruroligende tekst.
Ved nærmere efterhør handlede det om en kvinde i et lejlighedskompleks,
der undskyldte overfor sine naboer i opgangen, at der var lyde om natten,
som de ikke skulle tage sig af, for det var bare, fordi hun var klodset
og var gået ind i en dør eller faldet over et dørtrin og bare lad som ingenting.
Hey, my name is Luka, I live on the second floor,
I live upstairs from you, yes I think you’ve seen me before.
Det går snart op for lytteren til den ørehængende bilradio-hittende popsang,
at der er noget andet og stærkt forstyrrende på spil.
Det er ganske simpelthen en sang om en kvinde, der er udsat for hus(tru)-vold,
som bliver tævet sønder og sammen, og som prøver at undgå opmærksomhed for dette voldelige og misbrugeriske forhold.
Only hit untill you cry, after that you don’t ask why
you just don’t argue anymore.
Det er en af de mest brutale poptekster, der nogensinde er skrevet og sunget.
Den fløj under radaren dengang og endte op på hitlisterne.
When you hear something late at night
some kind of trouble, some kind of fight
Just don’t ask me how I am.
Dens brutalitet er yderst diskret. Det er som at være der selv uden at være der.
Det er som at være en tilfældig forbipasserende til et skjult drama,
der aldrig kommer frem i lyset, som aldrig bliver forløst, som om intet er hændt.
Det gør brutaliteten og overgrebet så meget mere indædt-brutalt,
fordi det aldrig bliver påtalt, afsløret. Det har ingen afslutning, for det er aldrig startet. Det fortsætter bare bag lukkede døre i din egen opgang.
17. januar – frihed
gad vidst hvad hun tænker deroppe?
og er det overhovedet en hun? man kan godt få sine tvivl
og hvad vil det overhovedet sige, frihed?
gad vidst, hvordan det føles?
at være en gudinde for frihed, men når sandheden skal frem,
så kalder de hende faktisk ikke for en gudinde men blot en statue
gad vidst, om staklerne dernede nogensinde har gjort sig klart,
hvad friheden egentlig bestod i, altså vi er klar over, at det var noget
med frihed fra Imperiet, men fik staklerne nogensinde den frihed?
var det frihed fra noget eller frihed til noget andet?
det er et sådant let-bøjeligt udtryk ligesom fremskridt eller revolution
eller demokrati eller lighed eller broderskab
det kunne f.eks være frihed fra ansvar eller frit tag-selv-bord
det kunne være fribytteri eller skattefri områder for de rige
det kunne være fri sex for pædofile eller fri bar for frimurere
det kunne være ideen om menneskets fri vilje – en skræmmende tanke,
for hvis vi virkeligt har fri vilje, så er vi selv ude om det,
og så er VI skyld i tingenes tilstand og kan ikke smøre det af på Gud
så – gad vidst hvad hun tænker deroppe i sit udsyn over Babylon,
den store hore, Wall Street, tårnene der faldt,
det store æble med orm langt ind i kærnehuset
det kunne være Friheden Station langs sydbanen i Kbh.,
der er et af de muligvis mest socialdemokratisk-røvkedelige steder
men det kunne også være Fristaden Christiania, hvor man ikke keder sig
18. januar – prisstigning / pengemaskine
Forsvarsministeriet havde været ude at snolde.
De havde købt 27 amerikanske F35-kampfly, der skulle afløse, modernisere eller supplere de afdankede F16-fly. Det mente de, skulle koste 57 milliarder dKr, hvilket er 2.1 milliarder per fly. 10.5 af slagsen skulle altså koste det samme som opførelsen af Storebæltsbroen. Som om det ikke var rigeligt.
Men da rigsrevisionen kom en tur forbi ministeriet var prisen hovsa-steget til 71 milliarder dKr, hvilket de havde ‘glemt’ at fortælle Folketinget om. Revisionen fandt også, at der ikke var gjort tilstrækkeligt rede for i beregningerne op til købet, om flyet ville være i stand til at levere det, som der var lovet.
Købsprisen er altså nu 2.6 milliarder dKr per fly. Herefter skal piloternes uddannes. En times flyvning koster 280.000 dKr ! – ja du læser rigtigt. Forsvarsministeriet har så vidt vides ikke offentliggjort de samlede udgifter til det. Læg dertil vedligeholdelse og reservedele til flyet, som producenten Lockheed Martin helt sikkert tager overpris for ligesom flyet. Læg dertil ammunition. Læg dertil uddannelse og løn til det operativt flyvende personel og staben af mekanikere. Læg dertil …
Til sammenligning koster en super-avanceret iransk Shahed-drone købspris på 360.000 dKr. i anskaffelse. I en asymetrisk konflikt, som vi ser i Ukraine og Vestasien i dag, er de hyper-avancerede F35-fly særdeles sårbare. Og for hvert fly, der bliver ramt, er det altså 2.6 milliarder ned i et sort hul i jorden.
Lad os vende tilbage til Storebæltsbroen. Den kostede som skrevet 26.5 milliarder i daværende priser (nogle kilder siger 21 milliarder). Broen er for længst betalt af via broafgifter. Skatteborgerne har altså allerede betalt for broen, og nu inddriver Staten sekundære skatter, som Danmark er fuld af, for at tjene flere penge, end den primære skattebillet tillader. Men gevinsten på broen er mere kompleks, for man er nødt til at medregne, hvad samfundet sparer på, at folk ikke skal sidde i køer til færger, sejltid, tabte arbejdstimer + mange andre beregninger. Det er skønnet, at broen i sine første 50 leveår vil spare samfundet for 379 milliarder dKr. Regnearksdrengene i Transportministeriet har uden tvivl undersøgt, hvad det ville ‘koste’ Staten at fjerne broafgiften, og de er uden tvivl kommet frem til, at det ville være for meget, og nu har danskerne i øvrigt vænnet sig til det, det er det nye normale, det kom snigende og blev derefter hængende, og Staten for sin del har vænnet sig til dette flow af penge fra maskiner og bum-bummelum-derudaf.
Tilbage til krigsmaskinen. Med de toner, der lyder fra EU, NATO og den korrupte-krigsliderlige europæiske herskerklasse, så skal vi fremover regne med stærkt forøgede udgifter, som Forsvarsministeriet vil få at snolde for, og som skatteborgerne skal betale for. Læg dertil noget, som regeringen aldrig omtaler: prisen for menneskeliv. En europæisk storkrig mod Rusland, der har Verdens for tiden mest veludrustede, veluddannede og vel-motiverede hær, vil koste millioner og millioner af europæiske menneskeliv til ABSOLUT INGEN gavn og med ABSLOLUT INGEN dybere begrundelse andet end, at herskerklassen har lugtet penge og mener, at et permanent fjende-trussels-billede og krigsscenarium vil kunne holde dem ved magten. De har efterhånden mistet deres legitimitet og mener derfor, at de har brug for et scenarium, der kan genskabe denne legitimitet.
19. januar – Shakespeare
William Shakespeare, den ultimative skuespilforfatter, den lærdeste skribent i den elizabethanske æra, Englands store litterære geni (250 år før genibegrebets ankomst), sprogets ultimative mester. Alle er enige om det. Der er bare en stribe problemer, seriøse problemer.
Det første problem er, at manden ikke efterlader sig dokumentation for sit liv.. Lærde og litterære kulturpersonligheder skriver hele tiden og efterlader sig bunker af skriverier, manuskripter, skitser, breve, kvitteringer for bestillinger af værker, m.m.. Det gør han ikke. Hvordan er det muligt, at det er så umuligt at skrive en velunderbygget biografi om tidens fremmeste forfatter baseret på solid dokumentation? De eneste fysiske skiverier fra manden er seks usle stumper af tekst på mellem 2-4 ord skrevet med en famlende, rystende pen?
Det andet problem er, at hans døtre var analfabeter og ikke kunne skrive deres eget navn, hvilket er meget besynderligt. 90% af Stratfords befolkning kunne ikke læse eller skrive. Det er faktisk utænkeligt. Skulle en sprænglærd og sprogligt sofistikeret mand ikke sørge for sit afkoms uddannelse?
Det tredje problem – og det er et stort problem – er, hvordan en simpel amatørskuespiller, hvis erhverv var slagter fra Statford-upon-Avon 20 km syd for Birminghan i the Midlands, en uuddannet mand, var fuldt i stand til at skrive ekstremt sofistikerede skuespil, hvor han demonstrerede et indgående kendskab til en række europæiske kulturer, sprog, klassiske begreber og traditioner, græsk og latin, hele svineriet. Med andre ord en ekstremt lærd person, der beherskede alle disse dannelsesfelter.
Der er temmelig meget, der ikke stemmer her, og alle lader som ingenting.
Eller også roder alle sig ud i komplicerede bortforklaringer og forsøg-på-forklaringer. De går ud fra hovedpræmissen: Shakespeare var Shakespeare – eller Shake-Speare, som han stavede det i førsteudgaven af sine skuespil – hvordan kan vi underbygge det og udradere alle tvivlsspørgsmål. Bare fill-in-the-blanks. De betvivler aldrig hovedpræmissen. Han underskrev sig også som Simon Smell-Knave eller Phillip Foul-Weather. Altså William Ryst-Spyddet, Simon Stinkende-Slyngel eller Phillip Dårligt-Vejr … undskyld venligst, det er altsammen pseudonymer skabt af en spøgefugl.
Manden, der var inde i Shakespeare, var netop en sådan veluddannet person, en sprænglærd adelsmand, Edward de Vere, den 17. jarl af Oxford (1550-1604). Shake-Speare var hans pseudonym. Hans skuespil indeholdt en række dramatiske portrætter med royale intriger og insiderviden. Alle fremtrådte i omskrevet form, der var ikke noget at komme efter, alt kunne sandsynlighedsbenægtes. Han var hofnarren, og kun hofnarren var beskyttet og kunne sige sandheden i allegorisk-omskrevet form. Han var fuldt ud klar over, at kritikere af kongemagtens korruption kunne føre til, at hans hoved ikke længere hang sammen med hans krop.
I et af hans mest berømte skuespil Hamlet er hovedperson nødt til at gøre det samme som Edward de Vere. Han kryptiserer sig selv. Han lader som om, at han er gået i galskab. Hvordan skulle en simpel slagtersvend fra Stratford-upon-Avon have adgang til den danske skjald Saxo Grammaticus og hans krønnike Gesta Danorum, hvor han genfortæller historien om kongesønnen Amleth fra Jylland? Hvordan skulle han vide noget om Helsingør Slot og Staten, hvor der er noget, der er helt galt? – og det er der stadig. De Veres svigerbror var Englands ambassadør til Danmark, hvor kongemagten i 1580’er residerede på Helsingør Slot.
I en scene fra Hamlet, hvor kongen lader sig underholde af hofnarren og hans trup, hælder tronraneren gift i øret på sin bror. Det er lidt for tæt på virkeligheden og sender prinsen i landsflygtighed til England akkompagneret af to hofmænd, Gyldenstjerne og Rosenkrantz. Senere ved tilbagekomsten er han nødt til at kryptisere sig som galning. Edward de Vere selv var nødt til at kryptisere sig selv og flyve under radaren for at undgå repressalier for at vide for meget.
Hvordan skulle slagtersvenden Will of Shakspere fra Stratford-upon-Avon iscenesætte ti af sine skuespil til Italien og spække dem med præcise beskrivelser af bestemte lokationer? F.eks en detaljeret beskrivelse af det maleriske loft i Fyrstens Palæ i Mantua. Hvordan kunne en mand, der så vidt vides intet vidste om musik udvise så stort kendskab til musik, der demonstreres i hans dramaer og hans sonetter? Disse og 100-vis af spørgsmål, som mainstream litteraturhistorie glider udenom.
En række litterære- og andre kulturpersoner har gennem tiden udtrykt deres tvivl om mandens autencitet: Walt Whitman, Friedrich Nietzsche, Sigmund Freud, John Adams, Vladimir Nabokov, Henry James, Mark Twain, Ralph Waldo Emerson og minsandten: Malcolm X. Da det såkaldte Shakespeare’s fødehjem blev åbnet som et museum i Stratford i midt-1800-tallet, var Mark Twain og Henry James der ved åbningen og forventede et svindelnummer. Det skabte en mindre skandale, fordi de var med til at afsløre, at der ingen beviser var for autencitet. Det var oven i købet et hus, der stammede fra Tudor-perioden (1800-tallet) under dronning Victoria og på ingen måde en renaissance-bygning fra den elizabethanske æra. Ja, det var ikke engang den rigtige bygning, for den blev skønnet for lille til de mange besøgende, så man rev den ned og opførte en Tudor-stil-replika. Det var simpelthen svindel, det var ægte skandaløst, og svindlerne indrømmede det smack-in-your-face via deres replika helt ude af historisk kontekst. Ødelagde de originalen for at tilsløre svindelen?
Edward de Vere er til gengæld særdeles autentisk omend indhyllet i mystik. Han havde fjender, selvom han var ekstremt karismatisk og intellektuelt vittig, når han færdedes ved hoffet. Folk kunne ikke få øjnene fra ham, så brilliant var hans fremtræden. Han blev regnet for tidens mest talentfulde forfatter, og selveste Dronning Elizabeth var blandt hans beundrere – så rygtet opstod, at han var hendes elskerinde. Der er oven i købet lavet et film baseret på rygtet, Shakepeare in Love.
De Vere blev ikke ældgammel, men han overlevede. Hans protegé var Englands mest magtfulde mand, William Cecil. Han blev hans faderfigur, hans Senex, den vise gamling fra arketyperne, Troldmanden Merlin for Kong Arthur, der satsede på at uddanne de Vere til en af de mest kompetente hofmænd (politikere) nogensinde. Cecil var Gandalf fra Ringenes Herre, han var Obi-Wan Kenobi kombineret med Mester Yoda fra Star Wars, han var Mr. Miyagi fra Karate Kid.
Cecil House indeholdt lærdom til et fuldt universitet med det ultimative bibliotek, som den unge de Vere fik adgang til. Kun John Dee havde en større samling af viden og bøger. Men Cecil blev også Edward de Veres svigerfar, fordi han afsatte sin egen datter til sin protegé. Skikkelsen Polonius i Hamlet er William Cecil. Han udspionerer de unge elskendes forhold.
Hvis man ville appellere til Dronning Elizabeth I, så var man nødt til at være sprænglærd og vittig, for det var hun selv. Ingen var så sprænglærd og vittig som Edward de Vere, og dronningen så og anerkendte det. Han var brilliant både vokalt og på dansegulvet, og i hoffet var dansegulvet det ceremonielle scorerum. På engelsk betyder the court hoffet og to court betyder at bejle, at anmode om ægteskab. Men da dronningen havde fjender, havde de Vere de samme fjender. Alt adelskab består i politiske indgiftede (forgiftede) ægteskaber. Indgiftning = indavl, hvilket som bekendt ikke er særligt sundt for genetikken.
Så denne adelsmand med ekstraordinær begavelse og evner valgte for sin egen sikkerheds skyld at flyve under radaren og forsvinde som ophavsmanden til forfatterværket. Tilbage har vi værket – uden forfatteren.
20. januar -landevejsridder
fra Skagen til Skælskør, mig og min trillebør
min vej går fra by-til-by fra dør-til-dør
hvis du spørger, hvad der bragte mig på farten,
så er mit svar, at det startede med starten
der var engang, som alle eventyr begynder
og jeg var ung dengang med alle ungdoms synder
og hun var ung som jeg, vi troede på livet
og jeg var dum og troede, fremtiden var givet
men jeg kom hjem en dag på tur fra fremmed land
og i min seng der lå hun med en anden mand
jeg tog min taske og kun det mest nødvendige
og drog afsted med afstand til det skændige
min vej er min, jeg skylder ingen nogenting
og hvis jeg dør, så er mit levned ingenting
21. januar – industrimenneske, menneskeindustri
Lad os sige det upfront og helt firkantet:
Mennesket er ikke længere et kulturelt naturvæsen.
Det er et industrielt produkt.
Det har taget 150 år at komme så langt.
Industristrialiseringen havde brug for arbejdsdyr.
Industrialisterne skabte et menneske til formålet.
Lad os ikke bilde os ind, at det var bedre før da.
Verden var dårligt nok kommet ud af feudalismens æra
med hoveri, stavnsbinding, ridefogeder og træheste.
De nye herremænd var industrialisterne / neo-feudalisterne.
Deres pragtboliger var ikke de gamle herregårde, de var ikke adelige.
Deres palæer lignede bare, for som opkomlinge var de også snobber.
De startede deres industrier på baggrund kolonier,
som Imperiets støvler havde betrampet, dets kanonbåde havde besejlet,
og hvor guvernører og vicekonger var indsat til at hundse med de indfødte.
Stavnsbåndet ophævelse var forudsætningen for at få arbejdskraften ind til byerne, hvor fabrikkerne var opført i udkanten.
De byggede karréboliger til de nye slaver, det var (u)menneskelige hønsebure.
Industrimennesket er selv et industrielt produkt.
I industrisamfundets skoler lærer børnene at blive gode til at arbejde.
De lærer kun at tænke i det omfang, det skønnes hensigsmæssigt til formålet.
Vi kalder dem ikke industrialister længere.
De kalder sig for globalister, hedgefond-managere, CEO’s, teknokrater,
bestyrelsesformænd, finansialister, ledere af Kommissionen.
De har undervejs opdateret deres metoder til socialisering.
Det sker ikke blot i skolestuerne, det sker via en udmattende strøm,
et enerverende flow tilsat digitalt hjernevaskepulver og sødemidler.
Det foregår via syntetiske fladskæmsvirkeligheder.
Stavnsbindingen foregår digitalt, vor tids feudalister har fuldstændig afskaffet markedet, og herremændene reciderer i den globalistiske cloud.
De lever af at sælge stjålne humane data, BigData. Mennesket er produktet.
De bygger datacentre til at lagre og processere disse tyvekoster.
Processen kræver ufattelige mængder af elektricitet og kølevand.
Hvis processen ikke afbrydes på grund af overbelastning og systemets sammenbrud, så vil vore efterkommere ikke længere vide, hvad et menneske er, for Det Store Hvide Snit vil have udraderet enhver hukommelse om dette væsen.
Vi er et par stykker tilbage, der for så vidt frygter systemets sammenbrud,
men som i vores stille sind sætter vores lid til det,
da der ikke synes at være anden vej for menneskeheden … som menneskehed.
Vi er et par stykker, der ikke stiller os tilfreds med cyborgheden, robotheden,
tomhjernetheden, krigsliderligheden, umenneskeligheden,
og som ikke bryder os om hverken fysiske eller digitale folkemord.
22. januar – den frie verden
Folk har ikke fattet det endnu. I hvert fald ikke de, der stadig bruger det forløjede udtryk fra Den Kolde Krig. Det var forløjet dengang, der er stadig forløjet i den Nye Kolde Krig.
En verden med galopperende censur, shadowbanning, sletning af profiler på sociale medier, og i det lige nu værste land i Europa for ytringsfrihed England fængslinger af folk, der udtaler sig imod Israels folkemord i Gaza, har fortabt retten til at kalde sig for ‘den frie verden’.
At Vesten skulle være frihedens paradis var noget, der sprøjtede ud af propagandakanaler som Radio Free Europa og indover Østblokken, så folk derovre skulle gå og drømme. Og hvad skulle muren og jerntæppet egentlig til for? Det skulle til for, at folk i øst og folk i vest ikke kunne tale med hinanden og møde hinanden og forstå, at de alle var ufrie på hver sin måde. Vi skulle gå og tro, at de var umennesker, og de skulle gå og tro, at vi var overmennesker.
Dette er ikke et forsvar for østlandenes totalitære regimer påtvunget dem at Sovjetstaten. Det er en konstatering af, vi nu er på fuld fart på vej derhen, hvor de forlængst har været under regimer, hvis karakter, de har for længst har forstået, hvorimod vi ikke har forstået en dyt.
De har to jokes derovre om Europa. De kalder EU for EUSSR, for de har planøkonomi og kommissærvælde. Og så siger ganske rigtigt, at i sovjettiden vidste alle folk, at den gule presse løj. I Vesten tror folk, at den taler sandt.
23. januar – det er OK
det er OK at være blå med blues
lad ikke sørgmodigheden overvælde dig, lad den være
den er, hvad den er, gør den til din ven og læremester
sørmodigheden ved mere om at sørge, end nu gør
det er langt at foretrække at være blå med blues
fremfor at være grøn af misundelse eller grøn bag ørerne
eller at grønvaske sig selv med politisk korrekt øko-kedsomhed
og har I allesammen set, hvor dydiggrøn jeg er?!
det er musikalsk at være blå med blues
de blå toner skurrer de rigtige steder i øregangene
det er som gorgonzola i stedet for gummiost
det er som et hovedspring i det blå salte hav
der er nostalgi i den blå time – med blues
der er længsel i horisontens gradient
det er farven før mørket reder din seng
med mørkeblå lagener bestænket med stjerner
det er OK at være blåfrossen en januarnat
for blå er kuldens sande farve
men blå er også årerne under din hud
der sørger for, at du får varmen tilbage i kroppen
det er OK at være blå
24. januar – storm før stilhed
det er ikke dén stilhed, vi har brug for
vi kender den dødlignende stilhed før stormen
den ildevarslende-barslende højspændte stilhed
før uvejret bryder løs, en stilhed der lover rensning og forløsning
vi har ikke brug for dødens stilhed efter den uforløsende storm
og hvis det kommer så vidt, har vi ikke brug for noget længere
for alt, vi håbede på, er ikke længere muligt på dette sted
og hverken larm eller stilhed har noget betydning – længere
vi har brug for en storm,
der råber og raser imod den stiltiende umælende accept
den alt for stille lyd af nakker, der dukker sig
og munde, der lukker sig i frygt og afmagt
25. januar – Churchill
Man skulle tro, det var løgn.
Det er det også, for det er britisk verdenshistorie.
Winston Churchill blev udråbt til folkehelt, manden der førte England til sejr i WW2, nationens frelser, der er ingen grænser for forherligelsen af denne mand.
Dette glansbillede har absolut INTET med virkeligheden at gøre.
Manden var en af det 20. århundredes største stjerne-psykopater.
ALT omkring manden stinker.
Han startede sin karriere i Boerkrigen i Sydafrika.
Han var med til at slagte løs på boerne, der stod i vejen for briternes guld- og diamantbusiness. Det var briterne, der opfandt koncentrationslejrene og ikke nazisterne, og boerne havde i disse.
Under WW1 sad han i overadmiraliteten, hvor han var med til at arrangere sænkningen af Lusitania, hvor de massemyrdede 1.198 passagerer, hvoraf 128 amerikanske for via dette falske flag at bringe USA ind i krigen.
I Churchills brevvekslinger med Chaim Weitzman, overhovedet for den zionistiske verdenskongres, minder denne Churchill om i opbygningen af WW2, at de jo havde gjort det én gang før. Det var her, hvor manden havde oparbejdet så stor en gæld – 20 millioner britiske pund – på sit opulente landsted med et dusin tjenere, at en gruppe af industrialister og finansfolk, hovedsageligt venstreorienterede og jødiske, trådte ind og betalte hans gæld. Han skulle bare lige hjælpe dem med at starte WW2. Det gjorde han gerne.
Efter krigen, hvor England var bankerot, ønskede Churchill at fortsætte krigen i én uendelighed i Østasien. Men briterne havde da omsider fået nok af myrderierne og afsatte ham.
Af citater fra denne stjernepsykopat befinder sig charmerende udsagn som:
Hvis jeg havde være en yngre mand,
havde jeg marcheret samme med brunskjorterne.Dette er ikke en krig mod Nazityskland.
Dette er en krig mod selve det tyske folk.Åh Gud, hvor jeg hader disse indere.
De har fortjent at dø.
Hvis man ville i kontakt med manden, skulle det være inden kl. 2 om eftermiddagen, for da var han allerede så stiv af whisky, at han var udenfor rækkevidde.
Dette er er Det Britiske Imperiums national-ikon, deres folkehelt.
Det fortæller en historie om ikonet og hans sorte sjæl, en hykler og en kujon.
Men det fortæller i allerhøjeste grad en historie om Imperiet og de værdier,
som det hylder og forherliger i dets bestilte eftermæle.
Og de dumme britere har INGEN anelse.
Hvor stor indflydelse, det globale-zionistiske netværk har på den engelske stat i dag som dengang, ses i de regerings-sanktionerede arrestationer af folk, der offentligt har kritiseret Israels folkemord i Gaza. Den samme kvælende indflydelse findes i USA, der beredvilligt, rundhåndet og entusiastisk understøtter Israels aggressionskrige mod deres naboer, det palæstinensiske folkemord, overfaldet på på Syrien og Libanon, krigen mod Iran og Saudiarabiens aggressioner mod Yemen.
26 januar – tilståelse
jeg er en del af en verdensomspændende sammensværgelse,
der gemmer sig i kældre og baglokaler og buskadser,
og som først flyver under radaren for dernæst at flyve direkte ind i den
jeg er en del af et globalt netværk af terror-bevidste tiltalte,
hvis bevidshed omfatter terror i al dens væsen men afstår fra den,
tiltaler og påtaler dens forbrydelse, forsager den og foragter den
jeg er en del af en undergrundsbevægelse af troglodytter,
der først i fåtal men senere i flertal befolker infrastrukturen
i den sammenstuvning, de kalder for et samfund
jeg er en del af en modstandsgruppe af nye normalitets-sabotører,
anti-kolloboratører, civil ulydigheds-ingeniører og udfalds-trillebøre,
klar til udrulning i en post-apoplektisk verden
jeg er en del af et undergravende begravelsesfirma,
der er klar til at bisætte den bosiddende besættelsesmagt,
efter dens selvskabte disko-kollaps
27. januar – bryllupsmiddag
Jeg blev engang hyret som kok til et bryllup.
Bryllupsparret var to af mine venner, og de overlod surprise-menuen til mig og min daværende kæreste. Det var en borgerlig vielse. Parret tog en tur på rådhuset og blev gift og vi gik amok i deres køkken imens. Jeg havde fået lov til at bruge løs og købe, hvad der skulle til.
Jeg husker at hovedretten var bøf og desserten var chokolademousse. Det lyder ret traditionelt men et sikkert hit. Jeg husker ikke forretten, men mon ikke det har været en rejecocktail – igen det sikre valg. Og der har helt sikkert være tre slags vin til, hvid, rød og etellerandet sødt til desert. Måske champagne.
SÅ. Hvis jeg skulle genopfinde det, hvad ville jeg så gøre?
Det kommer lidt an på, hvor mange bryllupsgæster, for det er ikke realistisk med en bøf af f.eks ribeye til meget mere end 6-8 mennesker. Jeg har ikke et professionelt køkken inkl. personale til rådighed. Det skal kunne klares helt solo.
Her er et forslag. Konceptet er intet ekstravagant-snobbefint.
Forret:
Blini af boghvede med årstidens rogn
Det skal helst være stenbidderrogn eller løjerogn, men lakserogn går også an.
Glem alt om russisk kaviar af størrogn, det er overhovedet ikke overprisen værd.
Serveret simpelt med dild, citron og en fuldfed creme fraiche.
Det bliver ikke bedre.
Dertil en god tysk Riesling eller en fransk Chablis.
Hvis det absolut skulle have været bøf, så ville det have være Bøf Wellington.
Men her er et bedre og utraditionelt forslag – med mindre man er marokkaner,
for så er det traditionelt.
Hovedret:
Lam Tagine
Der skal bruges lammeskanke.
hestebønner – helst friske grønne, hvis det er sæsson ellers tørrede opblødte
saltede citroner, friske går an
strimlede gulerødder
tørrede abrikoser, svesker og lyse store rosiner
en kop stærk espressokaffe
ras el hanout (blandingskrydderi)
olivenolie
salt, peber
Serveret med couscous.
Der skal være harissa til de, der er til det stærke – harissa er fermenterede chillier, spidskommen og hvidløg i en lage af olivenolie. Det fås både på dåse og på tube. Hvis man ikke bruger det hele i en dåse, så skal der over på et glas og dækkes af olie.
Dertil en rødvin, der kan klare et spicy output og gerne med gode tanniner.
Hvis man ikke har en rigtig marokkansk tagine af glaceret terracotta, så kan man bruge en støbejernsgryde men det gør sig ikke så godt i serveringen. En ekstra stor støbejernspande og et låg er faktisk bedre.
Dessert: … av, den var værre.
Man har ikke lyst til noget tungt på det tidspunkt.
Hvis man kan komme i nærheden af brændte figener i sirupslage, så er det et godt forslag.
Og så skal de helt klart flamberes i f.eks cognac inden servering.
Dertil flødeskum – helt simpet ligesom forretten – og hovedretten.
Der er faktisk ikke noget gourmet-kompliceret her.
For at blive i det etniske – eller rettere i det centraleuropæiske, så kunne vi foreslå valget mellem en ungarsk Tokai (5 putones), der er en hedvin og en ungarsk Baratsk Palinka, der er deres forfinede udgave af en Slivovitch brygget på abrikoser i stedet for blommer.
Alternativt æble-champagne eller en bretonsk æblesnaps kaldet Calvados.
Det hele er simpelt. Der er INTET der sprænger budgettet.
Og alligevel er DET HELE en bryllupsmiddag værdig.
28. januar – Vincent
Vincent van Gogh, hvad er der med ham?
Han var og er totalt berømt som maler.
Han var en særling og en eneboer – eller var han?
Han er totalt befængt med historier – han skar sit eget øre af.
Han omkom på abrupt og besynderlig vis.
De sagde, at han var sindssyg, og at det var årsagen. Var han det?
Don McLean skrev en rørende ballade om ham, Story-Story-Night.
Hans interessante men kantede malerier koster millioner i dag.
Stilen var en slags modernistisk naivisme,
det var pludseligt moderne at være ubehjælpsom.
Eller måske er ‘ufærdig’ et bedre udtryk.
Hans billeder er skitseagtige, som om de ikke er malet færdige.
Det er selvfølgelig det, folk godt kunne lide, og det,
der gør, at vi ikke er i tvivl: Dette er en van Gogh!
I 2017 kom en film, der hed Loving Vincent.
Det var noget så udsædvanligt som en film i spillefilmslængde,
der bestod at frame-by-frame malerier ovenpå filmoptagelser.
Der er scener, hvor personerne går rundt i van Goghs solsikkemark.
Men filmen er usædvanlig på mere end denne måde.
Det mere end antydes i filmen især i slutningen, at van Gogh ikke døde
på naturlig vis eller på grund af sygdom. Han blev myrdet.
Morderen var ingen anden end hans egen læge.
Filmen er sat op som en detektivhistorie, hvor Theo van Gogh,
Vincents broder, efter hans død ikke kan få det hele til at gå op.
Han genbesøger det lokalsamfund, hvor broderen levede og døde.
Han taler med alle, der har kendt ham.
Hans læge Felix Rey var en wannabe-maler.
Han var stærkt misundelig på Vincent.
Han forsøgte posthumt at stjæle hans malerier og udgive dem i sit navn.
Filmen antyder, at han derfor tog livet af Vincent.
Var Vincent van Gogh så sindsyg?
Var der en solid grund til, at han blev indlagt på et sindsygehospital
i Arles i Provence, Sydfrankrig? Det var der måske.
Men gemmer der sig en anden og mere dyster historie dér?
29. januar – psyko-spædbarn
Hvad sker der, når man sætter en person med en hjerne som et fire-års barn uden evne til udsættelse af direkte behovstilfredsstillelse til at styre et land – oven i købet verdens til dato mest magtfulde nation?
Læg dertil at denne person har et ego så stort som gasballonen Hindenburg og en total mangel på moral og samvittighed. Hvad kan dog gå galt her?
Læg dertil at denne person er notorisk for at tage røven på sine handelspartnere i sit ejendoms-spekulantfirma og ikke at betale sine regninger.
Læg dertil at denne person ser sin position som statsleder som et instrument til at berige sin familie-business via mulighederne i de krige, som han har startet.
Læg dertil at denne person ikke læser bøger, sikkerhedsrapporter, geopolitiske analyser og ikke lytter til sine politiske rådgivere men kun til sine handlere og spindoktorer og det, der dukker op i hans toddler-hjerne.
Læg dertil at denne person er dybt indfedtet via sin Grima Ormetunge af en svigersøn i den zionistiske verdensmafia, Chabad, det genopståede Sanhedrin, Dragens Orden, Salomons pagt med dæmonerne, kært barn …
Læg dertil at denne person via sin nazi-familiære baggrund – von Kempf er hans egentlige slægtsnavn – har rod i de Bayriske Illuminati også kaldet Den Sorte Sols Orden.
Læg dertil at han via bindings-ritualer i disse ordener har begået perfide overgreb på børn, unge kvinder og mindreårige, og at hans navn er spammet all-fucking-over i Epstein-papirerne.
Hvad sker der, når en i forvejen misbrugerisk stormagt som USA sætter en psycho toddler, et sociopatisk-narcissistisk umodent individ til at lede denne stormagt?
Så sker der Donald Trump.
Hvad sker der efterfølgende?
En uoverskuelig destruktiv drejning af verdenssituationen, for Verden har intet umiddelbart immunforsvar mod statsgodkendte psyko-spædbørn.
Men Verden har set det. Der er boblen og syden i det globale syden.
30. januar – svampejægeren
Folk køber champignons i supermarkedet til overpris.
De er harmløse-OK, men de smager ikke af andet end drivhus.
Rigtige skov- eller marksvampe smager af jord, græs, mineraler, humus.
Industrisvampe er svampenes svar på burhøns eller tremmesvin – de har aldrig set eller oplevet den natur, som de burde leve i. Og de smager derefter.
Men folk er bange for svampe i naturen.
Og tag ikke fejl, der er grund til det.
Hvis man bare vælter ud i mark og skov og plukker løs af noget, man ikke ved, hvad er, og går hjem og serverer det for familien, så kan det være en katastrofe.
Men sådan behøver det ikke at være, og der er uhyre nemt at styre udenom.
Der er to svampe, der er sikre, når man lærer at tyde dem.
Den ene er markchampignon. Det er en hvid-rund kugle, når den er ung og frisk,
og når man skærer den igennem og ser dens lameller, så er de laksefarvede.
Der er ikke noget at tage fejl af. Lugt til dem, tage en bid.
Det ER en markchampignon. De skal helst plukkes, inden de folder skærmen ud.
Den anden er rørhatten. Den vokser i skoven og især fyrre- og granskov, der ikke er for tæt. Den har ikke lameller men smår rør under skærmen. Den ligner en vaskesvamp med små huller i. Den mest delikate er Karl Johan, men der er en håndfuld rørhatte, der er almindelige i naturen. Igen, jo yngre og mere faste, jo bedre. Men skulle der være en snegl, der har taget et bid, hvad er så problemet? Man skærer det væk.
Markchampignon’erne kan man godt give et lille skyl under vandhanen, efter at rodstykket med jord er skåret væk.
Rørhattene skal man nøjes med at børste med en halvblød pensel, for ellers bliver de smattede. Begge slags svampe kan man fryse hele, og når man skal bruge dem, tager man dem op og snitter dem.
Et tip: Smid de snittede svampe på en helt tør pande og lad varmen få vandet til at fordampe. Svampe består af op til 90% vand. Et lille drys salt kan får vandet til at trænge ud. Tilføj dernæst fedtstof, smør eller olie m.m., og de afdampede svampe suger til sig og forbliver stabile i en madret.
En klassiker er flødestuvede svampe. De et lige til at servere på et stykke ristet brød.
Tilsæt lidt peber, salt eller soyasovs + evt. lidt sød paprika.
31. januar – store sten
Hvordan flytter man meget tunge ting, hvis man ikke har meget tunge og avancerede maskiner til at gøre det?
Man kan selvfølgelig få isen til at gøre det for sig. Det er et langtidsprojekt, og man overlader dermed også retningen til isen. Så ‘man’ flytter altså ikke noget, det gør isen. Det danske landskab er fuld af sten, som isen har flyttet ned fra de norske fjelde, og da den trak sig tilbage, ryddede den ikke op efter sig.
Der er selvfølgelig metoden med at rulle store sten gennem landskabet vha træstammer, som man lægger foran stene og fjerne bagved. Det kræver en mindre hær af menneskelige trækdyr, for der var nok ikke ankommet en hel storfamilie af urokser og mammutter, der tilbød at tage slæbet. Og vi taler ikke om sten på 100 tons her.
Vi taler om kulturer, der ikke havde opfundet hjulet endnu, så trærullerne er dermed et forstadie til hjulet.
Så er der trefods-løsningen. Man spænder stenen op i en kæmpe trefod af tre træstammer bundet sammen i toppen, og så flytter man ét ben ad gangen. Det har været et lortearbejde, for ligesom hjulet ikke var opfundet, således var taljesystemer ikke i handlen.
Vi ved, at folk i nordlige områder benytter sig af sneen om vinteren til at transportere. En stor slæde, nogle trækdyr og en stak raske svende kan trække en stor sten henover sneen og endog henover en stivfrossen sø. Historiebøgerne melder ikke om, hvor mange sten der er endt på sø- eller havbunden, fordi stenen var for tung.
Sten, der ikke er alt for store kan rulles. Her kan man bruge løftestangs-princippet til at rulle dem rundt på den anden side og tilbage på den ene side og så videre.
Der er også måden med at få tunge ting til at gå selv. Vi kender det, når vi skal flytte møbler og køleskabe. Vi vipper dem først lidt bagud, og så vipper vi fra side til side og får bæstet til at gå. Det er demonstret, at det kan lade sig gøre med sten også. Det kræver bare, at der er en fast undergrund.
Hvad med pram? Det er helt sikkert en mulighed. Det er som en stor vandslæde, der kan trækkes af pramdragere på begge sider af floden, mens de synger vemodige sange om Volga og Olga. Når først stenen er på plads, så kører slæden. Det er, når den skal på og af, at problemerne opstår.
Et af de helt store problemer er størrelsen af de sten, som oldtidens mennesker mente, de skulle slæbe rundt på. Hvorfor slæbe kæmpesten, når man kan slæbe mindre sten og stable dem? Man kan selvfølgelig hævde, at det gør megalitiske bygningsværker mere bestandige overfor jordskælv. Men det er jo ikke et svar på, HVORFOR de gjorde det, for hvis de ikke var i stand til det, så var argumentet jo ikke operativt. En del af svaret er: De gjorde det, fordi de kunne. Men det er et delsvar, der rejser flere spørgsmål, end det selv besvarer. For hvordan gjorde de det, og grundlæggende igen: hvorfor gjorde de det?
Én størrelse er selvfølgelig topstenen på en go’ gammel dansk stendysse. Den vejer nok et sted mellem 2-4 tons. Man kunne her forestille sig, at den allerede lå der, hvor den blev rejst. Så har man fundet fire andre sten i samme område, som med møje er rullet på plads med en serie træstammer og vægtstangs- løftestangs-princippet.
Men andre steder i verden har man ikke set sig nøje med 4 tons, man skulle absolut jonglere med sten i den helt tunge skala. Og ikke nok med størrelsen, afstandene var også helt absurde. Stenene ved Stonehenge på Salisbury Plane stammer fra Wales. Det er en afstand på over 100 km. Dét i sig selv er vildt nok, men så ligger der en 6 tons sten i midten af komplekset. Geologer er ikke i tvivl. Den kan kunne stamme fra et sted i det nordligste Skotland syd for Orkneyøerne. Med den teknologi, man hævder fortidens jægere og lavere samlere besad, ville turen have taget generationer. Hvorfor? siger man med næsten tårer i øjnene.
Mnjææ, den må være bragt dertil af isen forinden, foreslås der, for der er altid en eller anden, der skal foreslå noget. Det er også fint nok at foreslå noget som en hypotese, men så må man gøre forslaget færdigt til brug. Hvis man følger isens slæbespor, så bliver sten fra dét nordlige område ikke ført mod syd men mod sydøst, og så lander de, i hvad der kaldes for Doggerland. Det er Nordsøens sunkne Atlantis, et stort sammenhængende landområde mellem Jylland, Sydnorge, Nordtyskland og England, hvor vi ved, at der har boet mennesker. Tilbage i dag er Doggerbanken, hvis højeste punkt kun er på 13 meters vanddybde.
Det løser ikke problemet. Så skulle de samme folk med stenalderteknologi have besluttet sig til at tage en 6 tons sten med i lommen til England, da vandet steg og Nordsøen oversvømmede Doggerland?
Andre steder i verden kan man ikke nøjes med den slags småkravl, nej man skal partout bruge stenblokke på 1000 tons, som dem ved templet (?) Baalbek i Libanon. Historikerne er ikke kommet længere end til at kalde sted for romerske ruiner, fordi romerne klaskede sten af den størrelse, som de nu kunne håndtere, ovenpå til et Apollon-tempel. Så historikerne ‘glemmer’ lige, at der i bunden findes en helt anden byggestil. De glemmer det dog ikke, de lader bare som om, at det ikke findes, for så skal de ikke gøre rede for, hvad det er for noget og indrømme, at absolut ingen anelse har om, hvem disse bygmestre var, og hvordan de bar sig ad med det.
Tyngderekorden på megalitiske murværker findes i Uralbjergene, hvor der i Gornia Shoria er brugt blokke på 3.500 tons! Antallet af logistiske umuligheder, der får historikere til at vride og vende sig i bortforklaringer, benægtelser og latterlige-uladsiggørlige teorier, er temmelig lang and still counting. De findes på alle kontinenter og på havbunden. Videnskaben er totalt på skideren, og de vil for alt i verden ikke fremstå som uvidende, hvilket ville have været både klædeligt og konstruktivt, for er det ikke videnskabens adelsmærke at indrømme uvidenhed for dermed at stræbe mod viden? nej-nej, det har du helt misforstået du glade spørger, for sådan ser der ikke ud i en standard videnskabsmands hjerne. de kommer i stedet op med sjove teorier, som de på ingen måde føler sig forpligtet til at underbygge ved sandsynliggjort logistik. Historikere og arkæologer taler ikke med geologer, fysikere, ingeniører og arkitekter.
Der skal der heller ikke mangle fantasifulde alternative teorier om … vi nævner i flæng aliens der ankom og flyttede rundt på sten med deres suveræne anti-gravitations-teknologi, eller en forsvunden civilisation, der sank i jorden, i havet, i sandet, i mudderet, i isen. Vi har godtnok ikke lige fundet resterne af deres hi-tech, så den må de have taget med sig, da de skulle hjem til Pleiaderne igen.
Personligt er det lige før, jeg foretrækker de alternative teorier, for de åbner i det mindste nogle døre og vinduer for lidt frisk luft i den indgroede og forstenede – pun intended – videnskablige reduktionisme og fantasiløshed, dens uvidenhed med chokoladeovertræk.
Der er for mig ingen tvivl om, at der er noget teknologi på spil, som i mellemtiden er gået i glemmebogen. Og hvor lang er mellemtiden i øvrigt? Det kan videnskaben heller finde ud af, og hvis det stod til dem, var der intet, der er ældre end de 5.000 år, hvilket de paradoksalt nok har arvet fra Bibelen, selvom de i så fald ville være overtroiske. Så de prøver at presse alt ned i den tidsramme, for ellers passer landskabet jo ikke med deres kort. Åh-så pyt 9.500 år, for udgravninger i Tyrkiet viser ubenægteligt den udvidede datering … altså datering for, hvornår et bygningskompleks blev dynget til med sten og bevidst skjult, hvilket ikke siger noget om alderen af den kultur, der opførte det. Og når videnskaben er nødt til at gøre disse åh-så-pyt-indrømmelser, så er det altid efterfulgt af øøh det har vi jo sagt hele tiden.
En af de mere interessante teorier er, at i hvert fald visse af disse store megalitiske konstruktioner overhovedet ikke er slæbt til stedet. De er støbt. Analyser af de kæmpe stenblokke, der findes i Peru f.eks peger kraftigt i den retning. Der var altså nogle ‘primitive’ stenaldertyper, der indimellem at de slog hinanden i hovedet med køller og gryntede lidt, for de havde nok heller ikke et sprog, så har de lige haft overskud til at studere videnskaben bag levende cement og lidt alkymi oveni om mineralsk transformation. Stenalder-menneskeaberne har altså været eksperter i avanceret syntetisk sten-teknologi. Man ser de grå hår vokse frem fra hovedbunden på de stakkels videnskabsfolk i en alt for tidlig alder.
At stensætninger på umådeligt højtliggende steder i Andesbjergene er skabt på stedet og ikke slæbt ad umulige stier langt ned fra dalen, er langt mere logistisk plausibelt. Men det skaber som antydet en serie nye dilemmaer, for den viden kan jo ikke have fandtes, for det modsiger jo det, som er konsensus i videnskaben.
Denne konsensus er grundlæggende det Britiske Imperiums grundfilosofi, der skabte darwinismen. Hvis vi lader Charles Darwin hvile i fred, så er darwinisme skabt af de, der løb med bolden. Mennesker stammer fra aberne, aberne steg ned fra træerne og hokus-pokus vha ellers destruktive mutationer udviklede de en større hjerne, hvorefter de vadede ud af Afrika, hvor afrikanerne ifølge darwinisterne – de vil ikke indrømme deres dybt racistiske tankesæt – jo ligner aber, og videre ud i verden, hvor de selvsamme destruktive mutationer skabte høje, lyshudede og blåøjede mennesker, gule mennesker med skæve øjne og kraftige kindben, røde mennesker med læderhud … osv. Kapoof! det er et mirakel, aben kravlede ned af træerne og blev til homo sapiens, og toppen af udviklingskæden er … det britiske establishment i 1800-tallet, der anså lavere klasser indenlands og lavere kulturer udenlands for … ja laverestående.
Ifølge dette racistiske og højrøvede overklasse-tankesæt er menneskehedens historie altså en lineær-evolutionær og deterministisk-mekanistisk proces fra primitivt-udueligt til civiliseret-avanceret. Det er fra det britiske Royal Society, det originale videnskabernes selskab, at vi har vor tids videnskab, der er endt op med det, som Rupert Sheldrake har kaldt for science delusion. Videnskabernes selskab er blevet til videnskabernes selvbedrag.
Skriv et svar