1. juli – istap
jeg var på vej et sted hen, da jeg blev kuldslået
det førhen så flydende blev til fast form
mit væsen er tredelt i luft, væske og fasthed
jeg er tilbøjelig til at være bøjelig,
og når jeg en dag bøjer mig igen,
er jeg alle steder og ingen steder
jeg er ikke en tom væske i fast form
jeg har en hukommelse om alt, jeg har rørt ved
jeg bærer aftrykket af intention
jeg mærker, hvad du føler og registrerer det
behandl mig med forsigtighed, for jeg er skrøbelig
og jeg skal huske det til en anden gang
jeg kan anskues på mange måder
jeg er et stykke optik, der tillader lysindfald
jeg er en brystkasse af krystalinske ribben
jeg er en beskyttende handske for spinkle grene
jeg er bjælder, der klinger i vinden
jeg er en nødvendig ingrediens i scotch-on-the-rocks
jeg spiller en ikke uvæsentlig rolle
i historien om Snedronningen
ønsk dig ikke en istap i dit hjerte
hold kærlighedens fugl varm i de mørke vinternætter
giv tid, giv tid den nynner glad og ryster de små vinger
giv tid! og åndens vinterblund skal fly for herlig sommer
jeg er klar til at lade mig indefryse,
men jeg vil ikke anbefale at prøve det derhjemme
undgå frostskader og vejrbid
frigiv de indefrosne dyrtidsportioner
hold hovedet koldt, hvis der er en ko på isen
hold fast i de dybfrosne bundpæle
det er så koldt, at hvis du slår en fugtig fis,
så siger det plinge-linge-ling ned gennem buksebenet
definitionen på kortsynethed er at tisse i bukserne
for at holde varmen om vinteren:
først bliver det dejligt varmt,
sidenhen bliver det rigtig dejligt koldt
2. juli – den glade gris
her er en mand,
han har lige erhvervet sig et grisehoved
og nu er han glad
er du klar over
hvor meget mad, der er i sådan et hoved?
der er til en fest for hele familien
man kan også se på grisen,
at den er jublende glad over
ikke at blive trynet længere
den er lutter øren
for hvad sker der dog,
skal jeg mon ikke have et saftigt æble i munden?
uden at skulle gå kogebogsforfattere i bedene,
er der en hel stribe folkelige delikatesser,
der byder sig til
vi nævner i flæng vindtørret griseøre,
sylte af tryne og hjerne,
braiserede svinekæber
det hele skal med
for når man tager livet af et dyr,
er det disrespektfuldt at smide væk
der er også kød nok
til en håndfuld pølser,
for den glade mand købte også syv meter tarm
vidste du, at grisen har været et helligt dyr?
lad være med at spørge de forkerte i den sammenhæng,
spørg antonitterne, der havde et kloster i Præstø
de var fattigmunke, der hjalp småfolk i trange kår,
og da svinet var fattigmandsspise,
så var det for dem helligt og uantasteligt
det er så-som-så med helligheden
rundt omkring på svinefarmene for tiden,
så det er kun gået tilbage siden pestens tid
3. juli – træugle
en dag jeg kom flyvende
eller rettere det var midt om natten,
for det er her, jeg er på arbejde ifølge min jobbeskrivelse,
så kom jeg til at overse det her bræt,
som nogen mente, de skulle stille fra sig lige dér,
hvor jeg havde tænkt mig at flyve
og SLAM! så sad jeg der flad som en fregne
og kikkede ud på den anden side af planken
efter adskillige forgæves forsøg på at vride mig løs,
besluttede jeg mig til at acceptere min skæbne,
så nu er jeg blevet til en træmand
jeg er gået i ét med planken,
jeg er gået planken ud, som det hedder maritimt,
men der er ingen længere, der kan planke mig for en rød reje
en ting der irriterede mig i starten var:
hvad laver det tredje øje deroppe,
når jeg nu klarer mig fint med to?
hvorfor? hvad skal det til for?
men så gik det op for mig –
og jeg er jo ikke dum som et bræt –
at det jo var der i forvejen!
altså slap nu af Ulrik,
du har bare fået en mindre hjernerystelse af sammenstødet
da blodet ophørte med at løbe i mine årer,
opdagede jeg, at der var et helt nyt system af årer,
der havde overtaget,
de var på en måde indbygget i den nye pakkeløsning,
det var så at sige alt på ét bræt,
det var total-entreprise fra vugge til bræt
jeg føler mig efterhånden hjemme her,
for jeg har i mit forhenværende liv
været en beboer af hule træer,
så det føles ikke som et radikalt karriereskift
at overgå fra at være natugle til træmand
4. juli – dronningespiret
det var tilfældigt, sagde de
for de taler temmelig meget om tilfældigheder, randomiseringer
Gud spiller med terninger, siger de,
det hele er et gigantisk, universelt Casino Royal,
der er ingen masterplan, ingen intention, ingen sammenhænge,
der er ingen styrmand ved roret, det hele er et løbsk maskineri,
som ingen ved, hvem startede, hvor ingen kender til retning og formål,
det hele muterer som ind i helvede, det hele er tilfældighedernes spil
– og hvad vil det overhovedet sige: tilfældigt?
det er til-fældigt, det falder til, vi falder til
når hændelser er tilfældige, kan ingen gøres ansvarlige for dem
vi er faldet til i vores nye hjem for meningsløshed
da universet for 300 år siden ophørte med at oprinde fra skabelse
tag ikke fejl, vi er ikke ude på at sagsøge Dronningespiret,
der er ingen der er ansvarlig for, at hendes krone faldt sammen
den dag 28 juli 2009, hvor et par hundrede tons kridt rev sig løs
de pårørende til en fransk kvindelig turist ved navn ?
vil ikke kunne regne med erstatning for,
at deres slægtning, der valgte at befinde sig i et decideret møgvejr
på den stenede strand i bunden af Klinten,
hvor de omtalte par hundrede tons kridt
– det er dog en slat – begravede hende på den mest spektakulære vis,
altså bortset fra, at hun var helt alene og hændelsen var uden vidner,
så spektakulær = sikke et syn! er nok ikke det rigtige ord
her kunne vi så vælge en anden tilgang til emnet
og foreslå, at hændelsen ikke er tilfældig
spiret faldt sammen just den dag, det var meningen,
og det var meningen, at kvinden ved navn ? skulle befinde sig
just i punktet for sammenfald,
hvor de par hundrede tons ramte stranden
vi er fuldtud klar over, at denne tilgang
kræver en anden model for forklaring af virkeligheden,
en udvidet model af bevidsthed og intention i fysikken,
og ja, vi er klar over, at der er oceaner af investeret interesse
i at fastholde et mekanistisk, deterministisk, materialistisk
og i det hele taget ‘istisk verdensbillede,
hvor den slags hændelser er uforklarlige som andet end tilfældigt
vi tillader os i dagens anledning at se bort fra diverse ‘ismer
og foreslå, at den franske turist havde en aftale med sin skæbne,
hvorfor vi ikke bør have ondt af hende.
5. juli – det afhuggede hoved
jeg ser, du har fået en opgave
af kongen på vegne af kejseren
om at levere mit hoved på et fad
du har valgt at leve dit liv som en hore,
din dans er din forførelses-kunst,
din leverance er resultatet af din prostitution
lad mig gøre det nemmere for dig,
min mission er fuldført, jeg har givet bolden videre,
jeg har ikke længere brug for mit hoved
så her er det, læg det på det fad, du lyster,
gør i det hele taget, hvad du lyster
du lystige tjenerinde af lysten
hvis du mener, at du har brug for mit hoved,
så tag for dig af hovedretten på fadet,
serveringsforslag: usyret brød og vin
jeg tilhører ikke dit slæng af hovedløse høns,
der hopper viljesløse rundt i græsset,
se, jeg holder mit hoved fast ved håret – med vilje
jeg gør, hvad kun en Baron von Münchhausen er i stand til,
jeg hiver mig selv og min kamel op ved håret,
jeg holder hovedet oven vande
mit hoved skrumper ikke, for det er ikke et skrumpehoved,
mine øjne forbliver åbne, de ser dig i din lystige dans,
mens du betjener kongen med din krop
jeg ser, som jeg altid har set, en verden,
hvor de mægtige gør, som de lyster
betjent af hære af villige tjenesteydere
en pose penge gør gerne sit til,
at tjenester bliver leveret til tiden
lagt til rette på en guldtallerken
du gør, som du skal Salome
jeg har gjort det, jeg skulle,
og det er for sent at stoppe
6. juli – det dansende skelet
spilop, spilop
jeg er klar til spilopper
til at indtage scenen som en diva
spillemand grib din bandoneon
lade høre en fejende tango
når tæppet går og projektørerne er tændt
i min fremskredne alder
er det så-som-så med fjerpragten
så jeg er nødsaget til at supplere med lidt bladgrønt
så meget desto prægtigere
med en symbiotisk fremførelse
af ben, horn og vegetation
i et anfald af nostalgi
mindes jeg min storhedstid i fuld fjerkostume
men nu har jeg alderens udødelighed
dengang lå fulde sale for mine fødder,
Wien, Paris, Budapest, Bagsværd,
applausen ville ingen ende tage
encore! encore!
jeg giver gerne et ekstranummer
endnu engang
7. juli – vinduesånder
hvis vi kunne
ville vi slippe bort
fra dette sted
der binder os
vi er her som fanger
i et hundredårs-fængsel
på grund af hændelser,
der er for grusomme at berette om
vær ikke bange
vi kan ikke gøre nogen ondt
vi har selv lidt ondt
men hævn er ikke vores anliggende
vi blev tvunget til at forlade vore kroppe
uden at vi gav et tilsagn
vi er nu batterier for sjælekraft
høstet og videresolgt af Mørkets Fyrste
vi har anråbt alle forbipasserende
om forløsning fra denne binding
vi er trætte af at hænge
i gardiner og lysekroner
det er ingen spøg
at være spøgelse
det er fast arbejde
med faste arbejdstider
desværre uden fast løn
nogen burde etablere
et fagforbund for gespenster,
gengangere og galgenhumorister
I slipper ikke så let
vi er her endnu
selv ånder trænger til lidt frisk luft
en gang imellem
8. juli – den store bazar
hvis du står her længe nok
kommer hele verden forbi på et tidspunkt
og hvis nogen kommer forbi mere end én gang,
så er det aldrig på samme måde i samme selskab
måske i samme ærinde, javist,
for bazaren leverer de samme varer
som dengang i 1456 under sultan Mehmet II
+ lidt overflødigt turist-bras på nederste hylde
det ville være den ypperste fornærmelse
at sammenligne Den Store Bazar, Büyük Çarşı
med et røvsygt nymodens indkøbscenter
det skal ikke være kedeligt at handle
der skal pruttes om prisen her,
ellers mister de handlende respekten for dig,
de har intet imod at gå ned i pris,
hvis du er villig og dreven nok til at give dem modspil
det kan godt være, at der har sneget sig lidt nutid ind hist og her
der er muligvis noget plastiklort på hylderne indimellem
ikke al den brugskunst, der poserer her, er håndgjort
af gamle senede mænd med gråt skæg
men når det fraregnes, så dufter her stadig af 1001 Nats krydderier
du kan stadigvæk finde de fineste tæpper, Oushak, Kilim, Hereke
eller den farverige type fra Anatolien,
som du ikke kan slide op i et helt liv
du kan stadig se sølvsmeden bag forhænget til baglokalet
hamre sine sirlige buler i det ædle metal
du kan tanke op med en köfte i fladt brød
dertil rå squeezede løg med persille, citron og sumak
alle kommer forbi på et tidspunkt
alle har deres særlige grund til at komme forbi
der er de, der bare kommer forbi for at komme forbi,
fordi de kan li’ det og fordi …
i den store bazar er du en verdensmand og -dame
intet kan spolere den gode stemning i de høje haller
ikke engang, når de drøner rundt på tagryggen
og crasher ind ad et tagvindue på motorcykel i en James Bond-film
9. juli – en bro af græs
jeg går over Helvedes kløft og ind i Himlen
på en bro flettet af græs
jeg lader min kamel blive stående,
for den slipper ikke gennem nåleøjet
jeg går gennem luften på de fineste tråde
af edderkoppespind stærkere end ståltråd og nylon
jeg går udenom spindoktoren ved vejkrydset i midten
for ikke at ende som en silkeorm
jeg træder barfodet på stier af rosenblade
iblandet manna og blomsterstøv
hvorfor nøjes med en færdselsåre
når man kan få et fodbad i tilgift?
jeg betræder rebstiger af vinranker og vedbend
til udsigtstårne af trækroner
en stor hornugle åbner søvnigt det ene øje
og tuder mig ørene fulde
jeg rider på ryggen af en guldsmed
jeg er iført det nødvendige sikkerhedsudstyr
i form af hjelm og faldskærm,
når jeg overhaler en humlebi med 100 km/t
jeg tager en morfar i en hængekøje
af skræpper, rabarber og kæmpestenbræk
i min tommelisesøvn kravler der
en kålorm på min storetå
regnbuen ender i støvregn derovre bag broen af græs
her finder jeg guld så langt øjet rækker
mælkebøtter, smørblomst og agersennep i fuldt flor
og endnu en humlebi totalt indspurt i gyldent blomsterstøv
10. juli – verdens tag
heroppe er der ikke brug for medbragt øjenhøjde,
for øjenhøjde er en på forhånd given sag,
hvis blot betingelserne er opfyldt for overlevelse på dette niveau,
sagt på en anden måde: hvis blot du har været i stand til
at flytte dit luksuslegeme og din dertil indrettede
til 4.600 meters højde via et krævende benarbejde,
+ at du ikke efter ankomsten får et ildebefindende
på grund af luftens yderst beskedne indhold af O2
der er brug for en afmontering af skyklapperne
for at fatte skyformationerne
vær klar til forbipasserende afskyelige snemænd,
løsrevne alpekrager, sjældne arter af lav,
højlands-kondorer i El Condor Pasa,
forvredne vrag af et rutefly, hvor de overlevende åd hinanden,
eller endnu bedre: det totale fravær af levende væsener,
for hvad skulle de også heroppe på verdens tag?
hvad skal du i øvrigt selv heroppe, du vandringsmand?
er du på udkig efter en himmelbegravelse,
hvor ørnene vil æde dit kød, kaste dine knogler ud fra højderne,
og efter den smældende lyd af ben-mod-sten æde din marv?
er du ude efter det store blåstemplede svanemærke
som 100% nedbrydeligt materiale
med bæredygtighed fra vugge til grav
korrekt sorteret i naturens store affaldscontainer?
du har i princippet ikke noget at gøre her,
men lad os af principielle årsager sige, at det har du alligevel,
for du har ladet hånt om alle advarsler og forhindringer,
du har sat liv og levnet på spil, selvom der ikke bliver levnet her,
vi sætter i respekt spillereglerne op i næste gear,
for du har søgt øjenhøjde med verdens tag,
så du må se i øjnene, at taget ser dig i øjnene
med det fulde overblik uden at blinke
så vandringsmand, du er selv ude om det
du har stukket hovedet op i skyen
du har kaldt på højder, bredder og vidder,
der er masser af tage af og mere, hvor det kommer fra,
se dig om mens du endnu kan,
inden vinden blæser dig et stykke og en lang march
i det hele taget, her på taget, bliver intet taget for pålydende,
det bliver kun taget for givet – af Guds generøsitet
11. juli – musikalsk otium
tag ikke fejl af disse rustne skruer og strenge
gå ikke galt i byen af disse udtjente hamre
læg dit tidløse stetoskop til og tune-in på
Beethovens sonate nr. 15 i d-dur med tilnavnet Pastorale
eller hvad med en Chopin nocturne f.eks opus 9, nr. 1
jeg stod engang i en fornem lejlighed,
jeg var fra et hjem med klaver, som de sagde
det var mig, der var klaveret
jeg måtte finde mig i, at lillesøster gik i stå i Für Elise
det samme sted hver gang, fordi hun øvede sig for hurtig
jeg bliver en smule forstemt i et anfald af nostalgi,
når jeg tænker på min fornemme herkomst
som et velanskrevet Hornung & Møller opretstående
langt at foretrække fremfor et skrummel af et koncertflygel
i salonerne og de højloftede stuer med stuk og lysekroner
jeg har oplevet repertoiret skifte gennem årtierne
fra de store klassikere til ankomsten af noget helt andet,
hvor jeg først tænkte: hvad høvlan er det for noget løsluppent tøjeri,
men senere kom jeg til at værdsætte de skæve synkoper og blå toner,
for de kildede så herligt helt ned i pedalerne
jeg har haft den ære engang,
at Arthur Rubinstein satte sine kærlige fingre i mig
i en salig stund som tak for mad efter et middagsselskab
og blot for denne korte stund var jeg hensat til
til koncertsalen i Kunstverein, Wien
kom nærmere og læg ørerne til
og du vil være i stand til at høre klange fra La Belle Epoque
fra før verden blev kastet ud i blod og massemord,
hvor håbet om det gode mennesket endnu ikke var sønderskudt
hvorefter maskiner kørte over marker med skyttegrave og sennepsgas
som du ser, er der ikke noget syntetisk over mig,
og selvom der er brugt kvalitetsmaterialer
beregnet på at holde flere menneskealdre,
er jeg gjort af 100% nedbrydelige substanser,
af musik er jeg kommet, til musik skal jeg igen forgå
12. – vindblæst
det har konstant været op ad bakke
hele mit liv er jeg gået op imod vinden
jeg har tabt håret og bladene i stiv kuling
det har været væksthæmmende
hele tiden at klamre sig bakketoppen
hvorfor jeg også skulle vælge netop dette sted at slå rødder
er mig sandt at sige en gåde
muligvis noget med en fugl der droppede et frø indkapslet i guano,
som det lykkedes at falde ned i en sprække
og så er det løb lissom kørt
det er først på det seneste
at det er gået op for mig,
at det er nemmere at læne sig med vinden end imod den
og jeg må tilstå, at det har været en lettelse
bare at give slip og hænge ud i vestenvinden
jeg blev efterhånden også træt af alle de solnedgange,
men i østen stiger solen op,
og udsigten til denne side var meget bedre
det var meget mere goddag end farvel, der var mere crescendo
jeg var endda begyndt at få bladene tilbage
og så var det, at det her lyn ramte mig … som et lyn
det var en temmelig chokerende oplevelse
med 50.000 volt gennem mit skrøbelige rodværk
og jeg har følt mig en anelse stegt siden,
ligesom tømmermænd der bare ikke vil gå over
med andre ord: det var op ad bakke igen,
forfra atter en gang, du gamle,
så nu har jeg ansøgt Klintekongen og hans hof
om at blive omplantet til et lavereliggende sted
gerne sådan en gryde med masser af sol og vand
der må gerne være en stak gråspurve,
der slår sig ned i mit grenværk,
der må gerne være lidt græs, der kilder mig under tæerne
jeg stiller ikke store krav til kvadratmeter og udsigt længere
bare jeg kan slippe for alt det blæsevejr og lyn og torden
13. juli – sort sol, hvid sol
hør lyden af 10.000 stære
der samler sig og spreder sig og skifter retning
alle koblet til det samme neurale netværk
navigationsinstrumentet har ingen mærkbar latens
skiftet sker nærmest omgående, alle er opkoblede
ingen falder udenfor rækkerne
af det store silhouetprikkede penselstrøg
over himlen over marsklandet mod sydvest,
når de årlige flyveøvelser afvikles før den lange rejse
på kilometerafstand er du stadigvæk i første parket,
for vi har den store pensel fremme her, og blot et enkelt strøg
maler over flere tusinde meter på lærredet
det er et studie i kollektiv bevidsthed,
dette er ikke én stærehjerne + én stærehjerne ++
der ER kun én hjerne, og flokken er dens hjerneceller
det er svært at sige, hvor impulsen kommer fra,
selvom du uden tvivl kan få en eller anden forsker til
at påstå det ene og det andet
måske har hver stær bare en lokal-fraktal kopi
af den samlede uber-stær, der gør,
de allesammen sidder i cockpittet og styrer
måske der findes en form for stære-wifi,
der forstærker og fordeler signalet
til x-antal modtagerenheder
én ting er i hvert fald sikker: når en stæreflok på blot 500 individer
beslutter sig til at slå sig ned i mit valnøddetræ,
så opstår der et højlydt fænomen: det skrigende træ
14. juli – tågekongen
jeg skuede i vandets mur
en rytter på et kreatur,
en skikkelse dér toned frem
fra skyggerne i Niflheim
jeg sagde frem: hold an du mand!
hvem er du fra det kolde vand?
hvad er dit ærinde for sandt?
træd ud af tågens dunkle land
jeg skuede endnu engang
jeg vented hele dagen lang
til manden fra det kolde gys
stod frem i dagens fulde lys
hans ganger var den sorte hest
fra fordums tiders sorte pest
hans hjelm og brynje var af jern
han svared mig: du ved det bedst
du kaldte, og jeg svarede
jeg gik igennem vandets mur
jeg byder dig, det er din tur
dit kald har stoppet livets ur
jeg skuede for sidste gang
jeg mærkede en sidste trang
at følge med den ryttermand
til skyggernes og dødens land
men se-og-mærk en stemme lød
og stemmen mig med alvor bød:
det er ej tid at drage did
den er ej her din aftenrød
jeg standsed op, jeg stille stod,
jeg bied på min ene fod
og lod den rytter glide bort
bag vandet og de skyggers port
o, vandrer og beskuer kær
hvis du går tågekongen nær
så lyt till stemmen i dit sind
gå ej i tågens mørke ind
15. juli – bundpæle
Da jeg den tolvte maj gik i vandet udfor fyrtårnet ved Shepelevskiy Mayak – og for de, der ikke er bekendt med lokaliteten, så er det 50 km vest for Skt. Petersborg i Den Finske Bugt – havde jeg allerede forinden truffet den afgørende beslutning at fortsætte, så vidt det var muligt i lige linje i vestlig retning.
At være nedsunket i vandmasserne udgjorde ingen forhindring, da jeg altid har været udstyret med den fysiologiske anomali at have både lunger og gæller, og de kloge hoveder i Skt. Petersborg kunne ikke komme op med en forklaring på det, selvom det blev grundigt studeret. Der har også været en vis interesse fra militær side, hvilket jeg altid har været forbeholden overfor. Jeg var selvfølgelig klar over, at jeg undervejs kunne tænkes at støde ind i visse militære installationer, men den tid den sorg.
Provianten undervejs bestod mest af søgræs, krabber og rejer og enkelte fisk, der var så sløve i betrækket, at jeg kunne gribe dem med mine næver.
Da jeg tre uger senere passerede øerne Hiumaa og Saaremaa udfor Estlands kyst, foretog jeg en justering af kursen i sydvestlig retning for at undgå at støde ind i den svenske skærgård, hvor jeg sikkert ville blive anholdt som russisk spion og udstillet på forsiden af formiddags-sprøjterne. Det var også for ikke at komme i nærheden af den sænkede færge, hvor 852 mennesker i 1994 blev ombragt i en skummel operation, hvor der blev smuglet stjålet militært udstyr fra Tallinn med kurs mod Stockholm. For at ingen skulle opdage, at et kæmpe hul i sideskroget viste, at det hele skyldtes en eksplosion ombord og ikke en defekt bovport, har de hældt et tykt lag af cement henover vraget, hvorefter de pårørende ikke kunne bjærge og begrave deres døde. Jeg skulle ikke i nærheden af det forbandede sted. Jeg har i øvrigt aldrig forstået, hvorfor det var nødvendigt at tage livet af alle de skibspassagerer for at stjæle våben, kunne de ikke bare have sendt færgen i dok og aflastet den? Nå, hurtigt videre.
Jeg tog vejen gennem farvandet øst for Gotland. Her findes der andre og mere eventyrlige skibsvrag. Et af dem var en sunken fregat, hvor skattejægerne af en eller anden grund havde overset en håndfuld guldmønter i et hjørne af skroget. Jeg tænkte, at jeg nok kunne få brug for lidt økonomisk tilskud, hvor jeg eventuelt kom i land. Jeg håbede så på, at mit tøj og mine lommer ikke var gået helt i opløsning på det tidspunkt, men det gode ved Det Baltiske Hav er, at det ikke er så salt som Nordsøen.
Det tog mig yderligere fem uger at runde Bornholm. Her løb jeg ind i endnu en skummel operation, hvor de samme typer fra færgen havde detoneret en mini-nuke for at sabotere en olieledning mellem Rusland og Tyskland. Også her gik jeg i en stor bue udenom.
Nu går jeg omsider i land tre måneder senere den trettende august på sydkysten af Møn i Danmark. Mine sammenklappede lunger skal lige have mulighed for at udvide sig, så jeg har ligget et par timer med både hovedet og røven i vandskorpen og akklimatiseret. I solnedgangen mellem rækker af bundpæle gør jeg min ubemærkede entré på stranden. Ingen vil tro min historie. Jeg trænger i øvrigt til en kostforandring, for jeg er træt af krabber og søgræs. Jeg har hørt, de laver frikadeller her.
16. juli – stenspejl
kære søster, tag mig i hånden
de holder øje med os, vi er ikke sikre her
men så længe vi holder sammen, er vi sammen
lad os løbe henover pladsen
mens de ser den anden vej
lad os flyve under radaren, sammen
da de kom og hentede far,
var vi hos bedstemor
hun gemte os i sine skørter
hvorfor må vi ikke synge sange
om folkets kærlighed
og stunder af lykke og frihed fra tvang?
kære søster, vi har kun hinanden nu,
alle gode mennesker derude er skræmte
vi kan ikke stole på folk, der frygter
lad os ikke skeje ud i frygt
lad os ikke påkalde os opmærksomhed
alle rovdyr elsker lugten af frygt og synet af flygtende kroppe
da de kom og hentede mor og storebror
sad vi her i kælderen hele dagen i mørket
nu er det nattens mørke udenfor, nu skal vi væk
hvorfor må mennesker ikke drømme
om et liv uden tyranners trusler
og stunder af liv i Guds velsignelse?
kære søster, det er tid
vi er ikke bestemt til at omkomme i mørket
vi er blomster beregnet på lyset
17. juli – lejesvende
De kan ikke blive enige om derude, hvorvidt Machiavelli var den kloge rådgiver for fyrsten eller om han selv var mørkets fyrste. De kan kun blive enige om, at han skrev det ned i en bog med titlen Fyrsten. Det har givet bund til udtrykket ‘machiavellansk’, der betyder noget i retning af kynisk beregnende statsførelse.
I dag kalder vi det for realpolitik, for det er – i modsætning til den oppustede, illusionsramte og indbildske politik, der har grebet statslederne i Vesten i disse tider, hvor kollektiv psykose i lederskabet er blevet det nye normale.
De italienske fyrster i 1400-tallets Firenze, der var hans klienter for politisk rådgivning, lå i konstant strid med hinanden. De omgav sig også med købmænd og bankfolk. Og hære til at beskytte dem selv og deres indpugede formuer fra de andre republikker og bystater i Italien. Men hvis de skulle have mobiliseret disse hære fra indbyggerne i bystaten, skulle samtlige mænd mellem 18-50 år være udstyret med våben og rustning. Så fyrsterne hyrede lejesoldater, der var disser horder af fritsvævende løsgængere på tværs af grænser på fyrstendømmerne, antikkens, middelalderens og renaissancens nationer før de egentlige nationalstater. Der var både konge- og kejserdømmer andre steder i verden, men det var stadig ikke nationalstater, som vi senere forstår det.
Disse lejesvende, auxilier, landsknægte, professionelle soldater (eng. mercenaries) lod sig hyre for penge til at gå i krig for hvem som helst, der betalte for det. Machiavelli adresser fænomenet og konstaterer følgende – henvendt til fyrsten:
Ingen hær af lejesoldater kan stille noget op mod en velorganiseret og velmotiveret hær af lokale modstandsfolk, der ved, hvad de kæmper for.
Lejesoldater er der for penge, øl og kusse – og en portion eventyrlyst og adrenalin-fix. De har ikke nogen sag at kæmpe for, de har ingen dybere motivation, de kæmper ikke for deres overlevelse som befolkning, deres familier, kvinder og børn, de kæmper ikke for deres religion og tro, og de kæmper ikke for deres nation.
De kunne i visse tilfælde motiveres med falske løfter om frelse og storhed, som man gjorde før Machiavellis tid med korsfarer-hærene fra Europa. Men det havde ikke været muligt, hvis der ikke havde været social elendighed, der gjorde, at de ingen fremtid så.
Hvor mange medlemmer af USA hær kan i dag med overbevisning og troværdighed sige, at de kæmper for en god sag? Vi kunne gå videre og spørge, om de overhovedet ved, hvorfor de sidder på et hangarskib i Det Arabiske Hav, hvor de æder hundeføde, udvikler depression og medvirker til at bombe iranerne tilbage til stenalderen? Er der nogen af de tilfangetagne personaler på den dysfunktionelle og snart synkende skude, der længere tror på, at Guds eget land sender deres unge mænd afsted for at frelse verden og bringe fred og demokrati til Udkantsverden? De er der måske, fordi de troede på det, da de meldte sig under fanerne og ikke er kommet videre, men for flertallet var det den samme no-future, der sendte korsfarerhorderne afsted. Læg dertid ensomhed og et behov for kammeratligt fællesskab og en smule anerkendelse, og det blev så militæret i stedet for Hells Angels. Hvad er det for et land, de kæmper for? Et sønderbrudt slavesamfund regeret af mafia, Wall Street og despoter i Washington.
USA’s voldsomme hærmaskine tabte Vietnamkrigen til en stak junglepartisaner.
Maskinen tabte Afghanistan-krigen til en stak støvede ørkenkrigere og måtte stikke med halen mellem benene efterladende alle deres dyre våben.
Og maskinen taber nu til en stak yemenitiske ørkenrotter på den Arabiske Halvø og til et andet mishandlet og fattiggjort folk i Centralasien.
Lad os heller ikke glemme, at de er i fuld færd med at tabe Ukrainekrigen.
I alle disse eksempler er deres modstandere højt motiverede befolkninger, der ved, hvad de kæmper for: deres egen overlevelse. De er villige til at ofre deres eget liv for deres land, deres familie, deres kvinder og børn, deres kultur og deres ret til at være mennesker. De sætter livet på spil, fordi nogen allerede har sat det på spil. Og disse nogen har ingen respekt for deres eller andres liv.
I alle tilfælde kæmpede amerikanerne for et beskidt, korrupt og løgnagtigt netværk af mafiøse særinteresser, grådige oligarker og andre psykopater bestukket af visse lobbyister med røven fuld af penge og ABSOLUT INGEN bekymring om hverken det amerikanske folk eller de unge mænd, der satte deres liv på spil.
Når en amerikanske soldat vender hjem med PTSD, bliver han behandlet som lort. Når en iransk, russisk, yemenittisk, afghansk eller dengang nordvietnamesisk soldat vendte hjem levende eller døde, så var de helte eller martyrer.
Machiavelli havde ret.
Uanset om vor tids fyrster fatter det eller ej.
Og hvis de gør, så er de i øvrigt hamrende ligeglade.
18. juli – veganer go home
Veganere gør deres, fred være med dem.
Det fungerer måske for nogen, og for andre er det en katastrofe iført rettroenhed.
Det vil de aldrig indrømme, men pro eller kontra veganisme er ikke emnet.
Lad os imidlertid bare minde om, at veganisme aldrig har fandtes i de oprindelige kulturer, og selv i de områder af Verden f.eks Sydindien, hvor de har en overvejende vegetarisk diæt, fordi de lever i et mildt og varmt klima, så spiser de stadigvæk fisk, for de ved, at der ikke er andre muligheder for at få visse essentielle næringsstoffer.
Gå lige hen til en inuit, som det vistnok rigtigt hedder (det betyder et menneske), eller en eskimo eller en grønlænder, som de koloniserende nationalstater kaldte dem, og forlang af dem, at de skal leve af grøntsager et sted i verden, hvor det er skidehamrende koldt det meste af året, og hvor der stort set ikke gror noget, der kan spises af mennesker. Alene kulden kræver et indtag af koncentreret energi til forbrænding, der KUN kan dannes via indtagelse af animalsk fedt og kød.
Der er heller ingen, der har hørt om en vegansk isbjørn, en polarræv eller en sæl.
Mnjææ, vil veganeren sige, hvad med muskusoksen, rensdyret, sneharen, eller rypen? OK, held og lykke med at adoptere deres diæt. Muskusoksen – der i øvrigt ikke er en okse med verdens største ged – lever af noget, som dit tarmsystem er ude af stand til at fordøje. De andre dyr lever af noget, som du næppe vil være i stand til at finde, og som – selvom du fandt det under sneen – i løbet af et par måneder ville efterlade dig i en tilstand af underernæring og derefter tage livet af dig. Mos og lav er f.eks giftigt for mennesker.
Grønland er en fangerkultur. Det kan ikke være anderledes. Havdyrene var hovedkilden til næring og dernæst landdyrene langs kysten. Man vader ikke indover indlandsisen, for det er en polar ørken. Føde inkluderede ikke isbjørn, for den er notorisk for at indeholde trikiner = parasitter der er dødelige for mennesker. Bjørnekød fra brune og sorte bjørne andre steder i verden er spiseligt, men ikke isbjørn.
Den grønlandske nationalret er lavet på sælkød. Den hedder suaasat og er en gelatineret suppe og nærmest en vælling på kogt sælkød. Helt traditionelt er det kun vand og kød, men den moderne grønlænder vil ikke gå af vejen for at bruge løg, gulerødder, grødris og kartofler. Og hvis man bedriver turistvirksomhed som f.eks Arctic Hotel i Ilulissat (500+ km nord for Nuuk i Vestgrønland), så pimper man det op med alt muligt for turisterne. Det er ny arktisk mad ligesom Noma’s ny nordisk. Men mon ikke turisterne mest går efter retter lavet på de fantastiske råvarer fra havet, rejer, hummer, fisk? Eller rensdyr og muskusokse lavet på euro-gastronomisk vis.
De har efter sigende ingen veganske turister her.
19. juli – uspiselige agern?
Har du nogensinde bidt i et agern? Der går kun sekunder, før du spytter det ud igen, for de bitre tanniner er overvældende. De suger al væske ud af munden på dig, og skulle det lykkes dig af spise dem, så kan de reducere kroppens evne til at optage anden næring. Agern er altså i en eller anden grad giftige for mennesker, mens dyr er i stand til at fordøje dem (hjorte, mus, egern, m.fl).
Ikke desto mindre er de blevet brugt til menneskeføde i årtusinder.
Hvordan bar folk sig ad med det?
Der er grundlæggende to typer af egetræer, selvom der er mange arter: hvid og rød eg. Hvid eg har afrundede bladlunger, og rød eg har spidse bladlunger. Begge bladtyper er lungede, de bobler ud-og-ind i samme blad i modsætning til de allerfleste andre blade, der har en ensformet afrundet linje fra stilk til spids. Det er altså nemt at kende et egetræ: på bladene – hvis du ikke allerede kender det på den majestætiske stamme. Det er bare et dobbelt-tjek, og trippel-tjekket er selvfølgelig, at det flyder med agern underneder om efteråret.
De fleste egetræer i Danmark er hvid eg, og deres agern er ovale.
Metoden består i først at tørre dem i et køligt og mørkt sted.
Dernæst knækkes de som nødder og formales i en blender for at skabe så stor overflade som muligt.
Dernæst er der en varm (kogende) og en kold metode til at trække tanninerne ud. Den kolde tager længere tid men regnes for den foretrukne.
Man lægger simpelthen den findelte agernmasse i koldt vand og skifter vandet dagligt, indtil der ikke kan smages flere tanniner i vandet. Det tager ca. en uge.
For at fjerne vandet og sikre, at det bliver mel, der ikke mugner, skal det dehydreres i en ovn ved laveste temperatur eller på et varmluft-program ved 00, hvilket må være det samme som en dedikeret dehydrator, hvilket selvfølgelig også er en mulighed, men de fleste har ikke sådan en dims. Når det er klart og tørt som mel, kan det gemmes i krukker/glas.
Forfædrene og -mødrene havde selvfølgelig ikke hverken varmluftovne eller dehydratorer. Og da agern er en efterårshøst, kan man ikke soltørre det. Vindtørring er ikke egnet, så man brugte køkkenet til tørringssted, for der var altid varmt og udluftet. Der hang også skinker og pølser til tørre ved siden at ildstedet.
Hvad kan man lave med melet?
Man kan lave det samme som med mel fra korn, bortset fra, at der ikke er noget gluten i. Det er det samme som med boghvedemel og andre ikke-korn-baserede meltyper. Det kan derfor være en fordel at bruge lidt hvedemel med gluten for at holde sammen på det.
Forholdet 1 del hvedemel og 2 dele agernmel vil være rimeligt.
Pandekager på agernmel:
2 dl agernmel
1 dl hvedemel
salt
bagepulver
2 æg
3 dl (kærne)mælk eller hvidtøl
De bliver lidt mere bastante end hvedepandekager.
De bliver en slags agern-blini
– med yoghurt, citron, dild og stenbiderrogn – woff !
Herefter er mulighederne åbnet:
agernbrød
agernpasta
agern-tærtedej
agern-smørdej
20. juli – livet det dyre skidt
de tog træerne, der voksede derude
og plukkede frugten eller fældede træet og skar det i stykker,
og solgte det til os i dyre domme
de tog landet hvor træerne voksede
og hvor alle planterne voksede og sagde, det var deres,
hvorefter vi skyldte dem penge for at få det tilbage
de tog bjergene og borede huller i dem
og sagde, at hullerne og alt, der kom ud af dem, var deres,
og at det herefter blev en dyr fornøjelse
de tog dyrene, der løb rundt derude i skovene og på markerne
eller fløj rundt i luften eller svømmede rundt i vandet,
og aflivede dem og solgte dem i småstykker pakket ind i plastik
de tog naturens helbredende og livsfremmende stoffer
og kørte dem gennem et stort kogeapparat
og sagde, at det var dem, der havde opfundet det og ejede det
de tog menneskene og deres børn og anbragte dem i bygninger,
hvor de var tvunget til at udøve en masse forskellige handlinger
for at få råd til at købe alt det, de havde taget
det kan godt være, at der er en eller anden ekspert,
der er i stand til at komme op med en kompliceret forklaring på det,
hvor vi bagefter sidder med fornemmelsen af,
at det ikke rigtigt giver mening
21. juli – museet for stupide opfindelser
Hvis det ikke allerede findes, så bør der være nogen, der opretter det.
Vi taler om museet for dumme opfindelser, der af en eller anden grund har fundet vej til markedet, og som vi er nødt til at forholde os til.
Vi taler om hele skalaen fra lettere dysfunktionel med plads til forbedring, klodset, af dårlig kvalitet til et særligt rum for det komplet meningsløse og ubrugelige.
Vi taler også om såkaldte forbedringer af noget, der i forvejen fungerede,
men som efterfølgende har gjort alting mere besværligt.
Der er et stort rum for opfindelser, der er kommet ud af den kemiske industri, der enten har erstattet de kemiske sammensætninger, som naturen i al sin genialitet har opfundet, men som i modsætning til naturprodukter enten er giftige og/eller svært nedbrydelige … og dermed giftige for naturen og alle væsener og gevækster, der befinder sig i naturen. En del af dette rum er optaget af misforståede petrokemiske produkter, der markedsføres under betegnelsen medicin.
Der er dernæst et andet stort rum, for byggematerialer og teknikker, der aldrig burde være taget i anvendelse. Disse tiltag er blevet solgt som fremskridt, nye og revolutionerende, billige, forbedrende eller bare moderne … som om det var en kvalitetsbetegnelse. For at disse tiltag kunne komme frem i verden, med det hovedformål at nogen kunne tjene penge på dem, så måtte folk overtales til at betragte det traditionelle og velafprøvede som noget forældet-udtjent bras, der var til grin – selvom det havde holdt og fungeret i århundreder via vedligeholdelse.
Vi nævner i flæng: asbest, trykimprægnering, blød masonit, termoruder, finér, betontegl, dampspærre, portland cement, …
I forlængelse af det omtalte rum med kemiske misfostre ankommer vi til et andet stort rum med produkter fra fødevareindustrien, der udover at være pumpet med kemi aldrig burde have set dagens lys eller have fundet vej til køkkenbordet og tallerkenen, og som derfor burde vedhæftes en etiket med Uegnet til menneskeføde såvel som dyrefoder.
Hvis vi tilføjer mærkatet GMO, så er vi helt sikre på misfostre på et højere plan.
På det seneste er der tilføjet en afdeling for frankenfood med eksempler på, at industrien direkte satser på, at vi skal æde lort.
Så kommer vi til afdelingen for dimser, der bare er dumme.
I køkkenafdelingen er der f.eks æggepølsemaskinen og den elektriske peberkværn med indbygget lys for det tilfældes skyld, at man var nødt til at sidde i bælleravende mørke og komme peber på sit spejlæg. Det er ikke egentlig, fordi de ikke virker. De er bare misforståede og overflødige fra bunden af. Eller overkill for et eller andet hvor-svært-kan-det-være-formål. Og ja, hvis en gammel dame virkelig er så gigtramt, at det gør ondt i skelettet at kværne peber, så hjælp dog staklen, men hører det så ikke til i museet for handikap-teknologi? Et tidligt eksempel på dum køkkenteknologi var persillehakkeren. Udover at den flænsede den stakkels persille til ukendelighed, så sad halvdelen tilbage på flænseren, som var skide-besværlig at rengøre. Den må være beregnet på husmødre, der ikke kunne finde ud af at bruge en velslebet køkkenkniv, og så kan man spørge, om de overhovedet var egnet til at færdes i et køkken
Der er også en afdeling for power-tools fra isenkræmmeren, der enten ikke burde sælges til private eller som skaber et falsk behov og derudover bilder folk ind, at de bliver dygtige håndværkere af at købe en maskine, som de ikke kan finde ud af at bruge – hvorefter det sørgelige udsagn bliver bekræftet om, at de fleste ulykker sker i hjemmet.
Et eksempel på dumt isenkram fra haveafdelingen må være bladpusteren. Hvis det så bare havde være en kæmpe-bladsuger, hvor de flyvske blade blev samlet i en stor pose, men nej: misfostret blæser bladene væk, og når næste vindstød ankommer, så er have- eller baggårdsejeren lige vidt. Den skulle have gjort livet lettere for manden med en løvrive og en trillebør, men nu har den gjort ham til et fjols. Til gengæld er den fantastisk god til at larme.
Der er selvfølgelig opfindelser, der udover at være dumme og ubrugelige, trods alt har stor underholdningsværdi. Hvem kan f.eks argumentere for, at væltepeteren ikke burde være opfundet. Den er krafteddeme for sjov! Eller hvad med en stribe komplet ubrugelige men hylende morsomme Storm P-maskiner – på engelsk: Rube Goldberg-maskiner – der helt bevidst var de mest besværlige og alligevel dybt fascinerender at udføre en handling på.
Ved udgangen er der afdelingen for plastik-legetøj fra Fætter BR og Toysaurus, beregnet på i forbindelse med fødselsdag og juleaften at overvælde de små svin, der alle har et helt børneværelse med reolsystemer i fem etager fuld af dumt legetøj, som de har leget med én gang, før de blev trætte af det, hvoraf meget af det kræver et batteri, så legetøjet kan lege med sig selv.
Gad vidst, om det er derfor børnene bliver trætte af det?
22. juli – filioque
Her er det begreb, der førte til det store skisma mellem den katolske kirke og den ortodokse kirke, vestkirken og østkirken, Rom og Konstantinopel.
Man kan sagtens anskue det som et politisk-kulturelt skisma mellem magtbaser i vest og øst. Men det bunder i det teologiske koncept-niveau om Treenighedens beskaffenhed.
Treenigheden er Faderen, Sønnen og Helligånden, de tre aspekter af Gud. De er Skaberen, Det Skabte og Skabelsen som proces og hændelse. I den ortodokse kirke er disse aspekter ligestillede. De er i balance via deres suveræne uantastelighed. De er fuldkomne hver for sig, hvorved de indgår i en uforstyrret afbalanceret enhed.
I den katolske kirke efter det nicæanske koncil bliver der pillet ved denne balance. Helligånden = den skabende, kreative proces forlanges underkastet i forhold til Faderen og Sønnen. Filioque betyder ’og Sønnen’. Paven bliver Guds Søns stedfortræder på jord. Sønnen trænger sig på og kræver sin ret.
Hvem er denne ’søn’? Det har intet med Jesus at gøre, og det fremgår tydeligt af de romerske kejseres inskriptioner. På Titus’ søjle står der direkte: Titus – søn af gud. De romerske kejser VAR Gud. De ægyptiske faraoer VAR gud. Tut-Ankh-Amon VAR Amuns søn. Akhen-Aten VAR søn af Atum. Paven VAR søn af gud – omskrevet til Guds søns stedfortræder.
Paven var en tronraner. Han repræsenterede Demiurgen og magthierarkiet. Den ortodokse østkirke så det. De så, hvad der skete, da pavestaten introducerede filioque. De så, at sønnen (og sønnen) var et power-grab, og de tog afstand fra det.
23. juli – alting-kloneren
Der er intet så ondt, at det ikke er godt for noget. Siges der.
Se nu bare AI. Det blev sprøjtet ud over landskabet af ryggesløse og dæmoniske BigTech, for at det kunne lave så meget ravage som muligt. Og selvom de selv priser det til skyerne som nærmest den nye gud, der er kravlet ud af maskinen og er nedstegen til menneskeheden som en anden digital messias for at frelse os fra vores manglende intelligens med BigData, maskinlæring og algoritmer, så gemmer den på en anden og dyster side. Der er andre intentioner bag dette maskinudslip. Hvad med udslettelsen af menneskeheden.
Mnjææ, hvor kan du dog sige sådan noget?
Det er ikke så svært at sige. De, der har skabt dette monster, er de samme, der selv siger det. Det er ikke mig, der siger det, DE siger det. Det er sådan, de tænker, det er sådan, de gør. I starten var det bare i lukket selvskab, hvor de troede sig sikre. De skrev det i deres interne kommunikation, hvor de regnenede med, at det ikke slap ud. Hvilket det selvfølgelig gjorde, så nu siger de det lige op i ansigtet på os med et dumsmart grin, fordi de mener, at det er for sent.
Hvad de ikke havde regnet med var, at den temmelig kunstige intelligens på samme måde som Internettet også kunne bruges til noget, der gik ud over dem selv. Det havde ikke overvejet boomerang-effekten. BigTech har udviklet soft- og hardware, der bliver brugt imod os. Det gemmer på alle tænkelige former for bagdøre og spionudstyr og en masse gear i indbrudstyvens værktøjskasse. Deriblandt AI indbygget i styresystemet, der har vældig travlt med at gøre en hel masse i baglokalet, som ingen aner noget om. Alle mulige devices og deres indbyggede software spioner, computere, mobiltelefoner, fladskærme, printere, smartmetre og alt, der begynder med smart-.
Men så var det, at nogen startede et projekt ved navn REA. Det står for Reverse Engineer Anything. Diverse hackergrupper er i færd med at bryde software op med AI. Hele Adobes Master Collection er f.eks hacket og klonet af AI. Vi hører hver dag om et nyt stykke software, der bliver klonet. Hvad AI også finder derinde i det baglæns genskabte kodehav er alle de små lede spionagenter som BigTech har skjult. De kalder det for den nye vilde vesten for AI.
Det foregår på denne måde. AI dekompilerer ikke maskinkode, det kan ikke gendanne kildekoden. Men AI kan skrive kode selv, og hvis man giver det et softwareprogram, vil det analysere alle dets funktionaliteter og skrive en ny kode fra bunden, som den så kompilerer til et klonet program. Og man kan også specificere, at AI skal give spionagenterne et los i røven.
Det hele startede med en fladskærm fra det kinesiske Xiaomi, der viste en irriterende sponsoreret reklame, inden man fik lov til at tilgå NetFlix. Det var det en fyr, der blev pisset over og bad Claude AI om at bryde ind og designe en helt ny Home Screen uden reklamer. Han lagde den ud på nettet til fri download, og det virker nu på alle mulige mærker af fladskærms-TV.
Millioner af mennesker inklusive undertegnede er grundigt trætte af reklamer. Men de AI-genskabte hackerkloner fjerne disse reklamer. Amazon og Kindle får fuckfingeren.
Det minder os om, at en af Rockefellerne – det var ikke overslynglen David men en af det andre underslyngler – engang udtalte: Internettet var nok vores største fejltagelse. Det er for det første en indrømmelse af, at disse uber-bankster-familier har haft alle mulige fingre nede i den maskine, der har skabt vore samfund. Men det viser også, at de i deres udspekulerethed ikke forudså, at nogle af de sheeple, der ikke regnede for en skid, ville være i stand til at udsmarte dem. Det mest berømte Rockefeller-citat er selvfølgelig stadigvæk slyngel-partriarken John D. Rockefeller, der sagde: Jeg vil ikke have en nation af folk, der kan tænke selv. Jeg vil have en nation af arbejdsdyr.
Og vi ved, hvad disse slyngler gjorde ved både undervisningssystemet og medicinalindustrien, mens de kaldte sig selv for filantroper (læs: skatteunddragere).
Allerede for 10 år siden var der en russisk hacker, der var irriteret over, at hans printer gik død, selvom den intet fejlede. Han afslørede, at printeren var programmeret til at dø efter x-antal print, så man kunderne var nødt til at købe en ny printer. Det fiksede han og smed en ny firmware ud til download. Sådan!
Andre eksempler med printere er, at helt perfekte laserprintere kan ophøre med at fungere, når der kommer en ny version af f.eks Mac OS og en ny computer. Brother holdt f.eks op med at skrive drivere til nogle deres printere efter 2019. Så en eller anden irriteret sjæl bad AI om af skrive en ny driver til ham og vupti!
If you want things done, do it yourself!
En anden ting, som AI kan gøre, der også gør de store misbrugeriske korporationer nervøse og rasende, er jailbreaking. Hele cloud-abonnement-fænomenet er skabt til at ‘smide folk i fængsel’ og give dem fod- og håndlænker på, så de er tvunget til at betale overpris igen-og-igen for software, de nu ikke længere ejer men lejer. Det giver AI som et redskab nu f-fingeren til. Vi husker alle, hvordan Apple gjorde det med deres musiktjeneste, der kun kunne afspilles i iTunes, for m4a og m4v-formaterne havde en indbygget krypto-binding. Og hvis computeren gik ned eller du glemte dit Apple-konto-login, så mistede du alting. Du ejede altså ikke længere det, du havde købt og betalt for. Det samme med spil til xBox, hvor spillet, selvom man havde det fysiske medie, kun kunne afspilles, hvis det blev spilet over nøjagtigt den Microsoft-konto, man havde på et givet tidspunkt.
Vi husker også, at søn af en nazi-general og en Rothschild’er Klaus Schwab i World Economic Forum-regi kom med den højrøvet-arrogante udtalelse:
I 2030 ejer du intet, og du er lykkelig.
Hvad med at vende den om?
Inden 2030 ejer vi igen vores software, og BigTech sidder med en tudekiks.
Som man siger: Hovmod står for fald.
Har vi ondt af dem, eller kunne snige sig et lille element ind af skadefryd?
Vi skal have MEGET mere digital selvtægt, og vi skal ikke have skrupler over det.
De BigTech-giganter, der ulovligt har skaffet sig adgang til vore data og privatliv og har solgt det videre, altså de store parasitiske misbrugere, har ALDRIG haft skrupler med det.
Er det også en farlig udvikling med sine egne dybe faldgruber? 100%!
Det kan vi tale om en anden dag.
Vi ved samme lejlighed tale om MIC, FIC og TIC:
- det militær-industrielle kompleks
- det finansielt-industrielle kompleks
- det teknologisk-industrielle kompleks
24. juli – Sokrates sagde det
Hvornår begynder et samfunds forfald?
Når de uvidende taler højere end de kloge.
Når de dovne får mere end de flittige.
Når de respektløse værdssættes højere end de hæderlige.
Når mennesker kræver moral af andre, som de ikke selv besidder.
Når karakter betyder mindre end omdømme.
Når børn ikke længere får lov til at være børn.
Når gerningsmænd beskyttes mere end ofre.
Når vanvid betragtes som normalitet.
Forudsagt af Sokrates for 2.400 år siden og voldsomt aktuelt.
Hverken Sokrates eller hans elev Platon havde noget tilovers for den athenske styreform, der blev kaldt for demokrati.
Sokrates blev beordret henrettet af demokratiet, fordi han lærte de unge mænd på gaderne i byen at stille nærgående spørgsmål og tænke selv.
Platon udnævnte demokratiet til den næstværste styreform inden tyranniet, for han så, at det var nemt korrumperbart.
Når vor tids tyranniske imperium USA invaderer og smadrer endnu et land i verden, siger de, at de bringer demokrati og fred til de invaderede.
Det er nok en eftertanke værd.
25. juli – tid findes ikke
Har du nogensinde været i fortiden?
Mnjææ, det var jeg jo … dengang.
Var du i fortiden dengang? Var du ikke i nutiden … dengang?
Og hvis du var i nutiden, hvor lang tid varer nutiden?
Der er et udsagn, der hedder: I morgen findes ikke.
Det kan vi til nød forstå, for hey! I morgen er jo blevet til i dag.
I morgen har flyttet sig og givet plads til i dag.
Der findes altid en ’i morgen’, ligesom æslet altid løber efter en gulerod.
I det øjeblik – og begrebet øjeblik er en del af tids-illusionen –
hvor vi opdager nuet, så opdager vi ikke nuet.
Vi opdager Evigheden, hvor tiden ikke findes.
Tiden er en konstruktion, det er en fælde.
Vi er fanget i en tidsfælde. De gamle kaldte det for Kronos.
Kronos var en gud, Kronos var et program.
Det fortælles i mytologien, at Kronos åd sine egne børn.
I tidsprogrammet findes forældelse, død, sygdom og elendighed.
26. juli – det modsatte
det er sådan, det er blevet
det er næsten som en automaton, en mekanisme
vi kan nu med sikkerhed og på det nærmeste
være sikre på, at det, som de siger om det-derude,
er det modsatte af, hvad der sker – derude
altså hvor herligt er det ikke at vide,
at info-maskinen ALTID lyver om ALT,
der er vigtig i verden – derude,
og alt det ligegyldige, trivielle behøver maskinen jo ikke at lyve om,
for her kan den bare splatte det ud med et dumt grin
vi kan nu med tryghed indstille kompasset efter modsatheden
og tage sigte på det modsatte af modsatheden
og for øvrigt lige huske at tjekke, om det holder stik,
så vi ikke ender med venstrefløjens reaktionære handlingsmønster,
hvilket var just det, de beskyldte deres hade-modstandere for
vi kan i øvrigt også ved samme lejlighed give højre-venstre sparket
tilbage til forrige årtusind, hvor det hører hjemme
et sted mellem Den Franske Revolution, hvor de kongetro sad til højre i salen,
og kongehaderne, der længtes efter at hugge ho’derne af både de kongelige
og ALLE, der sagde dem imod, sad til venstre i salen
27. juli – hvis jeg var
hvis jeg var ukrainer,
så ville jeg som allerede 20 millioner landsmænd forlade landet,
så jeg ikke risikerer at blive samlet op på gaden
og tvangsindskrevet i hæren som ukvalificeret fodtusse
beregnet som kanonføde for NATO’s og USA’s proxykrig mod Rusland
og beregnet på at berige gnomen, b-skuespilleren i Kiev, røvslikkeren,
der kalder sig præsident, med penge-ud-af-lommen
på europæiske skatteborgere i det store pengevaskeri
hvis jeg var ukrainer,
så ville jeg sidde med en stærk fornemmelse af Holodomor 2.0,
hvor 1.0 blev eksekveret af Stalins bøddel Nikita Krustjev,
som båtnakkerne i Vesten kun kendte som manden
= forrædderen der tog på charmeoffensiv for at vise Vesten,
at de skam ikke var så slemme derovre,
og som manden, der efter at have massemyrdet sine ukrainske landsmænd
sørgede for, at Kievan Rus, det gamle-oprindelige Rusland, blev sit eget land
hvis jeg var ukrainer,
så ville jeg sørge for at overleve og ikke ende som kynisk kanonføde,
og om det så betyder at ride stormen af indenfor eller udenfor landet
er underordnet, men den dag, hvor afslutningen på denne perfide krig ankommer, hvilket kan ske, fordi krigsmaskinen dør af manglende finansiering,
eller fordi psykopat-kravlebarnet i Det Hvide Hus falder død om,
eller fordi Tredje Verdenskrig flytter sig til Det Sydkinesiske Hav,
eller fordi EU og NATO drejer nøglen om,
altså den dag, hvor jeg som ukrainsk kanonføde-materiale i en perfid krig,
som jeg ingen aktie har i og omsider kan trække vejret igen,
så ville jeg søge en forklaring på det, der var sket,
en forklaring der ikke copy-paster hverken skrighalsene i Bruxelles,
skrighalsene i Washington D.C, skrighalsene i City of London,
skrigekællingen i Lithauen, krigskællingen i København,
krigsliderbukkene i Tyskland, Frankrig og England
men søge den rigtige forklaring på, hvorfor mit folk skulle slagtes
hvis jeg var ukrainer,
så ville jeg for enhver pris undgå at mime det designerhad,
der blev solgt i Vestens russofobiske genbrugsbutik af vraggods
startet i optakten til Napoleons felttog mod Rusland
gentaget i nazisternes felttog mod Rusland
og gentaget-gentaget til kvalmepunktet i NATO’s felttog mod Rusland
af historieløse magtmennesker, der er ude af stand til at lære noget af
… historien, hvorfor de ikke evner andet end at gentage historien
hvis jeg var ukrainer,
så ville jeg have den fulde ret til at sige,
at det er nemt nok at sige, for du har ikke mistet halvdelen af din familie,
du har ikke oplevet bomberne regne ned over byen,
du har ikke oplevet strømsvigt og isnende vinterkulde pga. oliemangel,
du har ikke oplevet toge, der ikke længere kører, fabrikker der ligger døde
– hvilket er fuldstændigt rigtigt, for ukrainerne er blevet misbrugt og mishandlet,
de er blevet forført og forrådt af Fejhedens Imperium i Vest
MEN – hvis jeg stadigvæk var ukrainer,
og ikke bare var et hjernedøds-traumatiseret PTSD-vrag
med Stokholms-syndrom dømt til at replikere den hadekampagne,
der var hele afsættet for den perfide krig, der ødelagde livsbetingelserne for mit folk og det fantastiske frugtbare land med den sorte jord, der har været hele Europas brødkurv – så ville jeg søge et SAND forklaring på, hvad der skete
hvilket ville være den eneste måde at transformere de ubærlige lidelser på,
som mit folk har været udsat for – og som de ikke evnede at sige fra overfor
28. juli – nationalretten
Lad os sige det fra starten.
Danmarks nationalret er ikke stegt flæsk med persillesovs.
Og al respekt for den madret, men det var noget, som en konservativt folkeparti-minister ved navn Brian Mikkelsen indskrev i et makværk af et politiseret kulturstunt kaldet en kultur-kanon for at pisse muslimerne af.
Kør svinet, så ka’ de lære det!
Det var i samme ombæring som Muhammed-tegningerne promoveret af chefredaktør Flemming Rose på Jyllandsposten var beregnet på at pisse herboende muslimer af – hvilket så pissede hele den muslimske verden af.
Uanset hvad man måtte mene om muslimer og danskhed og berettigelsen af den slags konfrontationer og provokationer, så er Brians kultur-kanon-ævl objektivt set noget gedigent ævl. Hvis vi skal spidse det til, så er udsagnet nærmest landsforrædderisk, for det forråder det bedste, vi har og kan præstere.
Og hvad er så den danske nationalret?
For det første: Der er intet land i verden, der kun har én nationalret. De har altid mange. Alene her fejlede Brians kanon-projekt fælt.
For det andet, så er nationalretten i Danmark i sig selv en total vifte af retter.
Nationalretten er simpelthen smørrebrød.
Smørrebrød er Danmarks eneste unikke bidrag til verdensgastronomien.
Der er intet sted i verden, hvor mad skabes og serveres på den måde. Punktum!
Amerikanerne har fået det galt i halsen, ligesom de har fået alting galt i halsen, og kalder det for smorgas, hvilket er en dobbelt misforståelse via det svenske smörgås. Men svenskerne laver ikke smørrebrød, og jeg tror ikke engang, de hævder at gøre det. Hvis de alligevel gør, er de nogle narrøve, for de ved intet om rigtigt smørrebrød – med al respekt for svensk mad i øvrigt.
De kalder det også får ‘open sandwich’, hvilket er noget totalt ævl, for den har aldrig været lukket, så derfor kan den heller ikke åbnes.
Smørrebrød er en genial måde at genbruge rester fra gårsdagen på.
Det er utænkeligt uden et andet unikt dansk stykke gastronomi: rugbrød på surdej. Det findes kun i en nordtysk tradition, og der er efter sigende noget, der ligner i Lithauen.
Det helt simple koncept er en steg fra i går. Den kan ikke opvarmes igen uden at blive myrdet totalt. Den er allerede tilberedt, og hvis man tilbereder den igen via stegning, bagning eller kogning, så bliver det ikke godt.
Men hvem siger, at varm mad dagen derpå skal være varm? Det er her smørrebrødet bliver skabt. Man tager stegen og skærer den i tynde skiver, lægger den på rugbrød smurt med smør og lægger det samme tilbehør ovenpå.
Det er ikke pynt, der er komplementerende tilbehør.
Flæskestegen har stadigvæk rødkål / syltet agurk.
Silden har stadigvæk løgskiver.
Roastbeef’en har stadigvæk pickles og ristede løg.
Fiskefrikadellen har stadigvæk remoulade og citron.
Hakkebøffen har stadigvæk brun sovs og bløde løg.
Æggekagen har stadigvæk … sig selv.
Æg og rejer er stadigvæk hårdkogt æg – pimpet med mayo rejer.
Sylte er stadigvæk dansk paté serveret med syltet rødbede og sennep.
En kartoffelmad er stadigvæk kogte kartofler men skåret i skiver.
Stegt sild i eddike er stadigvæk stegt sild fra forleden.
Kogt skinke er stadigvæk det samme tilføjet italiensk salat.
Ål i gele er stegt ål i egen gelatine.
Kalvetunge er fint skåret tunge i kold tilstand.
Frikadellen er stadigvæk med rødkål eller agurkesalat.
Fiskefrikadellen er stadigvæk med remoulade ligesom fiskefilet’en.
Hønsesalaten er stegtt eller kogt høne / kylling pimpet med mayo
– salaterne er et kapitel for sig:
sildesalat, sommersalat, italiensk salat, russisk salat, æggesalat, peberrodssalat.
En mad med en flækket medister og rødkål – hvad gi’r du mig?
Fattigrøvene spiste det helt skrabede: en fedtemad med salt.
Børnene fik en smør-og-sukkermad.
Hvad med en mad med æbler i skiver? – ikke at forveksle med æbleskiver.
Men så er der jo æbleflæsk, der også kræver et stykke rugbrød.
Og mens rugbrødet lå der og var skåret i skiver, hvad kunne man så ellers komme på det? Der opstod madretter, der var beregnet til smørrebrødet:
Leverpostej med syltet rødbede eller agurk(esalat).
Sildemad med svinefedt, rå løg og hårdkogt æg – sild og kartofler er fantastisk.
Rullepølse med sky, rå løg og karse – man spiser jo ikke rullepølse som varm ret.
Spegepølse er tænkt som pålæg til brød.
Lad os aldrig glemme ostemaden. Næsten al slags ost kan bruges.
Og hvis vi absolut skal den vej, så er pålægschokoladen vældig dansk.
Ingen andre steder i verden har du pålægschokolade.
Pålæg som sådan er ikke dansk. På fransk hedder det charcuterie.
Pålægsmaskinen, der kan skære ensartede tynde stykker ud, er en fransk opfindelse. Men franskmænd laver ikke smørrebrød, de flækker et flute / en baguette og kommer pålæg imellem. Det var ikke englænderne, der opfandt sandwich’en men franskmændene. Lord Sandwich opfandt bare en kedelig, svampet udgave med skorpefrit hvedebrød beregnet til ham og hans snobbefine jagtselskab.
Det sker så det, at levnings-konceptet og det simple smørrebrød blev videreudviklet af restaurationsbranchen. I løbet af 1800-tallet blev det muligt at gå ind på en restaurant, en beværtning, en café, et udskænkningssted og bestille frokost. Og disse etablissementer serverede ofte en form for smørrebrød, der kunne være en kold anretning af gårsdagens varme dagens ret.
Disse smørrebrød udviklede sig herefter i mere-og-mere sofistikeret henretning. Der opstod det højt belagte kunstfærdige smørrebrød, der absolut ikke var håndmad. Oscar Davidsen opfinder dyrlægens natmad + en række andre kunstværker. Et stykke toast med nypillede rejer bliver en luksus-attraktion i Grøften i Tivoli.
Ifølge traditionen kræver restaurationssmørrebrød snaps til. Hvis man er til det.
Det giver mening, da smørrebrød generelt ikke er fedtforskrækket.
Et stykke med fed røget ål og røræg og et drys karse får en perfekt balance med alkoholisk fedtopløser.
Håndmaden blev til gastronomi.
Og smørrebrødsjomfruen blev til et ærværdig erhverv.
Respekt for smørrebrødsjomfruen.
Hendes retter er ikke genbrug men lavet specielt til smørrebrødet.
Vi kan også sige det helt simpelt:
Smørrebrød er HELE det danske køkken i kold servering.
Selv stegt flæsk går på et stykke smørrebrød – uden persillesovs.
Smørrebrød får i dag en fortjent renaissance. Cafémad med misforstået etnisk rodekøkken er i færd med at blive en parantes i madens verdenshistorie. Og folk er i fuld færd med at komme i tanker om, at de i virkeligheden har elsket det.
29. juli – noter A til I
Anarkistens dagbog har bidt sig fast i græsset og i gulvtæppet,
den er ikke til at stoppe, den har besluttet sig til at flytte ind,
den er ikke til at komme udenom men kommer selv udenom i en fart
og overhaler indenom, før du får talt til 27.
Biblen er den største litterære konstruktion i menneskehistorien.
Den er befængt fra start til slut fra gammelt til nyt testamente
med indsparkede fodnoter fra interesse-organer,
hvis hovedformål er styring af menneskelig bevidsthed.
Colosseum i Rom ligger der stadigvæk omend afpillet
som et imponerende omend fælt minde om menneske- og dyreofringer
beregnet på offentlig underholdning, hvilket burde vække stof til eftertanke,
om hvorvidt vi nogensinde er kommet ud af Colosseum.
Dumhedens tidsalder = vores tidsalder = verdens tilstand
for dumhed er dagsordenen i dummokratiet,
i dystopiets dominans, i dæmoniens distraktions-univers,
hvor de dumme er så dumme, at de ikke ved, at de er dumme.
Elendighed er en del af en styreform beregnet på bevarelse
af svagpisseri, så de elendigsramte er nødt til at udbyde deres energirester
til elendighedernes ingeniørkorps for at overleve dagen og vejen
og aldrig har overskud til at brokke sig over det.
Fascisme er det mest misforståede og misbrugte begreb
i det 20. århundredes ideologiske begrebs-turbulens,
venstrefløjen har smidt om sig med f-ordet som skældsord mod ‘de andre’
men fattede ikke, at de selv var befængt til op over ørerne med f…….
Gedgørenhed er et ord, der ikke findes i Nudansk Ordbog som den impuls, der fik velmenende mennesker til at Gi’ en ged til Afrika som et naivt plaster på det store blødende sår påført afrikanerne af os, der nu gi’r en ged og derudover ikke en skid og aldrig adresserer, hvorfor afrikanerne ikke har råd til en ged.
Haloween er en komplet joke. Fra det keltiske Samhain, en høstfest fra hedenold henover det kristne Allhallows Eve, der er allehelgens aften, hvor vi mindes de afdøde, er det nu en gang kommercielt, barnagtigt plastikbras ligesom plastik-julen, hvor vi hænger plastikskeletter op og propper børnene med plastik-slik.
Inderst inde – sang søde Søs Fenger med sin fløjlsbløde stemme, den dejligste stemme i dansk popmusik, en fuldstændig troværdig, autentisk og totalt ukrukket stemme, altid i balance og aldrig forhippet på at overskride grænser og køre power-trip for at skaffe sig opmærksomhed og imponere. En sjældenhed.
30. juli – noter J til R
Ja-sigeren er vor tids mennesketype frembragt af et styresystem
med heftigt brug for, at der bliver sagt ja til både det ene og det andet,
hvor vor tids bløde tyranner omgiver sig selv med ja-sigere;
og for hvert eneste ja, der siges, er der nedtælling for tyranniet.
Klovnen fremkalder ikke kun ha-ha-ha, vi holder også vejret for klovnen
klovnen er også: det som var pokkers – åh nej – hvad foregår der? –
nååh hvor rørende – det ligner én, jeg kender – det kan ikke lade sig gøre –
det er menneskeligt – det er s’gu da for barnagtigt! – hjælp det går galt!
Liberalismen i sit neo-liberale slutstadium er en ynkelig affaldsdynge.
Alt i begrebet liberal klinger hult i disse tider. At være ‘liberal’ i angelsaksisk sprogforstand vil sige at være en komplet snotforvirring befængt med politisk korrekte pseudomeninger og woke’ism i en eller anden obskur grad.
Meningsdannelse er ikke færdigtprodukt, der kan downloades,
og hvis det kan downloades som færdigret af en meningsforbruger,
så har tumpen ikke selv dannet en mening, hvorved vedkommende
er ukvalificeret til en samtale i øjenhøjde med voksne, dannede mennesker.
Nihilismen har sejret, Nietzsche fik ret, vi lever i en verden af intethed,
vi har mistet de grundlæggende værdier, etik er udhulet,
mennesket befinder sig i et forbrugs- og begærs-limbo, og ingen løfter
en finger, når børn bliver voldtaget og folkeslag bliver massemyrdet.
Overetagen.dk findes stadigvæk som mortenhansen.substack.com
Hermed findes også nedersteetage.com, underetagen.dk, mellemsteetage.dk
og paradigmet.blogspot.com + paradigme2010.blogspot.dk,
hele det store immigrations-foretagende findes og er lyslevende.
Proxy betyder agent eller stedfortræder, hvilket kan være en nyttig ting som f.eks en proxyserver. Det kan også være nyttigt på den feje måde, når USA og NATO har fået Ukraine til at føre deres krig mod Rusland, fordi de selv er for feje til det. Og nu har den den korrupte euro-elite meldt sig som proxy-papegøjer.
Q er ikke et dansk bogstav, og hvad skal vi også med det, når vi kan skrive k-v som i kvalitet eller bare k som karantæne og ikke quarantine. Til gengæld mangler vi et bogstav for de danske bløde d, som ingen derude kan udtale bortset fra islændingene, der ikke smed deres ð (eth) ud for at være smarte.
Religion er sammen med frygt og aggression placeret i den forlængede rygrad, der også går under navnet reptilhjernen, hvilket giver fuld mening,
når man indser, i hvor høj grad de abrahamiske religioner er baseret på frygt,
og hvor mange aggressive korstog, der er iværksat i den hellige bogs navn.
31. juli – noter S til Å
Styreformen i Vesten i vor tid kaldes demokrati, som om folket styrede landet.
Der findes navne for andre -kratier, der i højere grad beskriver styreformen:
kakokrati: de værste typers-vælde, kleptokrati: røver-vælde, teknokrati: regnearks-vælde, plutokrati: rigmands-vælde, oligarki: fåmands-vælde.
Tumpernes paradis må være, hvor man kan sige hvad som helst uden regning, uden at bruge hovedet, og hvis der er nogen, der spørger nærmere ind til tumpagtigheden og den intellektuelle impotens, så kan de som bekvemmeligheds-relativister feje det af med, at: Det er bare noget, DU mener.
Udover kujon-vælde, tumpe-vælde, gnier-vælde, sadist-vælde
har vi svindler-og-løgner-vælde, hvor Epstein-klassen slipper afsted med
at lyve sig fra deres pædo-virksomhed, der kompromitterede, korrupte
opkobling til slavestaten for milliardærer og mammonister.
Verdenssituationen er så absurd, at det kan koges ind til tre korrupte statslederes vedligeholdelse af krig-og-atter-krig med det formål at undgå at blive stillet til regnskab for deres egne forbrydelser mod menneskeheden og deres korruption og selv-berigelse på deres lands og befolknings bekostning.
Wall Street styrer USA, der mener, de har ret til at styre resten af Verden.
Styringen består i, at de 0.1% ultra-ultra-rige på denne planet
igennem århundreder / årtusinder har opbygget et system,
der sikrer deres luksus-liv ved at forhindre andre i at have et rimeligt liv.
Xylofobi, skulle man mene, er angsten for xylofonmusik og måske selve synet af bæstet , der står derovre og pønser på at bryde ud i lyd, hvilket giver onde drømme om xylofoner, hvor tangenterne er blevet til et kæmpe gebis.
Men sådan er det ikke. Xylo på græsk er træ. Xylofobi er angst for skovture.
Yrsa – man ser et eller andet for sig i en Wagner-opera som en valkyrie med jernpatter og hjelm. Men hun er en datter af den danske sagnkonge Helgi, der blev giftet bort til den svenske kong Aðisl og aflede den danske Rolf Krake.
I én version af historien blev hun voldtaget af sin egen far på et af hans togter.
Zionisme fremstår nu som det værste ideologiske slam i nyere historie.
Ingen ideologi eller politisk filosofi har medført lidelse, promoveret og hyldet grusomhed, tilskyndet og tiljublet folkemord og praktiseret racisme og menneskeforagt som zionismen. Det er indbegrebet af satanisk ondskab.
Ærlighed varer længst, siges der.
Hvor længe løgnen så holder er et godt spørgsmål. For et andet ordsprog siger, at Verden vil bedrages. Ønsker folk overhovedet ærlig snak, eller er de efterhånden blevet så bange for, hvad de selv har medvirket til af lyve om?
Øl er kornets svar på vin. Vin er frugtens inkl. rodfrugtens svar på øl.
Destilleret øl er whisky, destilleret vin er alt det andet:
gin, genever, vodka, grappa, snaps, cognac, weinbrand, tequilla,
arak, pernod, ouzo, armagnac, slivovitz, palinka + diverse lokaliteter.
Årene går, vi bliver alle ældre, nogle af os bliver oven i købet klogere.
Nogle bliver mildere med årene, andre bliver bare bitre.
Nogle trækker sig baglæns og beslutter, at de ikke længere har brug for,
at andre udnytter dem, når de har lyst og skider på dem efterfølgende.
Skriv et svar