Januar 2026

1. januar – det Herrens år

Vær velkommen til det Herrens år – og velkommen herhid.

Det bliver et år med fortsættelse af krige, der er iværksat.
Det bliver et år med iværksættelse af krige, der har ligget på tegnebrættet.
Det bliver et år med helt unødvendige internationale konflikter,
hvis eneste formål er at tilgodese enkelt-individers megalomani.
Det bliver et år, hvor menneskeheden betaler prisen for
i alt for lang tid at have tolereret og supporteret megalomaner.
Det bliver et år med ødelæggelse af relationer.
Nogle af disse relationer fortjener ødelæggelse, andre gør ikke.
Det bliver et år, hvor Imperiet vil slå så dybe revner, at dets evne
til at holde sig selv oppe på andres bekostning og fornedring
vil begynde at forsvinde.
Det bliver et år, hvor Imperiets fornedrelse af sig selv bliver tydeligt.
Det bliver et år, hvor mennesker i Udkantsverden siger NOK!

Og med et sådant udsagn udsagt med en sådan tydelighed,
er vi nået et vendepunkt, hvor der ingen vej er tilbage længere.

Det bliver et år, hvor det bliver umuligt at benægte ubehagelige fakta.
Det bliver et år, hvor forhænget i Templet bliver sønderrevet.
Det bliver et år, hvor Troldmanden fra Oz taber bukser og gebis
og står beskæmmet i bar røv og wicklers grebet med fingrene i kagedåsen.
Det bliver et år, hvor nye relationer etableres med nye formål.
Det bliver et år, hvor Udkantsverden omsider skærer sig løs fra Imperiet,
der aldrig slap grebet om struben på udkantsmenneskene i kolonierne.
Det bliver et år, hvor magt ikke længere kan defineres som en stor kanonbåd.
Det bliver et år, hvor Vesten ikke evner diplomati eller formår forhandlinger,
og hvor resten af Verden opgiver at forsøge forhandlinger med Vesten
og overlader dem til at stege i deres eget selvfede fedt
og siger til sig selv og hinanden, at DE sidder med kortene og det lange strå,
og at det er tiden til at tage skæbnen i egen hånd.

2. januar – magtens sprog

Magten røber sig ved sit sprog.
Det distanerer og kryptiserer.
Det puster sig op, det er kunstigt.
Det gør magten eksklusiv – hvilket den allereŕe er i forvejen, for når magt er på bekostning af andre, så er disse andre i sagens natur udelukket, ekskluderet.
Sproget afspejler blót dette forhold

Magten bruger sproget på at dupere.
Det juridiske sprog er en helgardering. Det skal ikke kunne misforståes, siges der, hvilket gør, at der ikke er ret mange, der forstår det undtagen jurister. Hvad er værst, at misforstå eller overhovedet ikke at forstå? Men vi forstår nok til at blive tilpas duperede.

Det medicinske sprog, lægelatin, er beregnet til at være internationalt, hvilket gør, at det kryptiserer viden om sundhed. Her kan man nemt få den mistanke, at læger ikke altid selv har forstået, hvad de taler om. Det er kun en del af det videnskabelige sprog, som heller ingen forstår noget af, med mindre de tilhører den vidende, studerende, uddannede klasse. Da videnskaben fra Oplysningstiden blev arvtageren af den videnskab, der var udviklet af kirken gennem senantikken og middelalderen og nu blev den nye sandhedsforsyner bag rationalismens alter, så overtog de også de dårlige vaner, som kirken havde udviklet. Når en videnskabsmand bliver stillet et svært spørgsmål, så kan han-hun blive beskæmmet, for det skal jo ikke hedde sig, at der er noget, de ikke ved. Hvad de aldrig – gentager ALDRIG! – vil indrømme, er at en af deres hovedteser = teorier ophøjet til dogme, kunne tænkes at være forkert. Altså ikke noget med, at det jo er en arbejdsteori, der konstant skal afprøves og udfordres, for hey! er det ikke det, som videnskab går ud på? Det er det så ikke.

Det samme gælder for det politiske sprog blot i ganske tydelig grad. Politikere føler, at de for alt i verden ikke må lyde, som om de ikke har styr på tingene. Det gælder især, når de rent faktisk ikke har styr på tingene, så de har udviklet et sprog, der er i stand til at væve rundt om ømtålelige emner uden at sige noget væsentligt. En skarp journalist – de dukker trods alt op med mellemrum – kan forsøge alle mulige formuleringer af et direkte sprøgsmål, og politikeren undgår hele tiden at svare. Efter interviewet at alle blevet dummere, status quo er sikret en stund endnu, og endnu en dag, et år, et årti hengår, uden at de egentlige problemer er adresseret og mindst af alt løst.

Sproget i den statsliget-korporatistiske verden kaldtes førhen for kancellisprog. Det var udviklet af kancelliet i monarkier og enevældsregimer. I dag har vi business-smart, vi har managementsprog. Det har udviklet sig med årene til at blive nærmest salvelsesfuldt. De benytter sig i højrere og højere grad af udtænkte, designede vendinger, som om de var en form for kirke, hvor ledelsen er prædikanter. Apple, Adobe og Microsoft kalder dem rent faktisk for evangelister. På den ene side. På den anden side er det blevet automatonsk. Firmaet – og det gælder også de statslige firmaer – er blevet teknokratiske. Der har fundet en digitalisering sted, og sproget afspejler det. Lige nu går det rigtig stærkt, for AI er blevet smidt indover.

Korporationerne og staterne er ikke, hvad de har været – hvis de nogen sinde har været det. De er sammensmeltede, de har infiltreret og inficeret hinanden. Staten er spist op indefra. Sproget afspejler dette. Det er blevet fascistisk = sammensmeltet, nedsmeltet, så Staten ikke længere beskytter og servicerer borgerne men deres medsammenspiste samleje-partner. Regeringer er reduceret til ekspeditionskontorer for Uberstaten, globalisterne, Imperiet. Når regeringspolitikere udtaler sig om geopolitik, så læser de kommuniqéer op, der er blevet langet på deres bord.

Mediesproget er et studie i sig selv. Medieverdenen udgående fra Vesten er blevet spist af 6 konklomerater, 6 syndikater, 6 karteller. Der sidder 6 mænd fra den samme milliardærklub, der fra deres utilgængelige tårn bag skudsikre røgfarvede glas overser, at alle vigtige nyheder får den samme vinkel og – hvis man gør tjekket og tuner ind til et stort antal mediekanaler – oven i købet har den eksakt samme ordlyd oversat til 50 sprog. Som politikerne oplæser de også kommuniquéer stammende fra stort set 3 nyhedsbureauer ejet af de samme 6 mænd.

Vi er som mennesker marineret i en sovs af diverse afarter af magtens sprog. Selv når det hævdes, at nogen taler magten imod, så er det kun et særligt tilpasset magtsprog for wannabe-magten, der via deres designer-revolutioner arbejder på at overtage magten. Bare spørg marxisterne og deres seneste tiltage: wokeness-kulten.

Kunne vi ikke bare forsøge os med ærlig snak? Eller er ærlighed også skyllet ud med kemisk badevand ligesom sandhed, ære, samvittighed, Gud, kritisk tænkning, tro værdighed, ægte stolthed, kærlighed til fædreland og modesmål. Ja, modersmålet for pokker! – kunne vi ikke bare forsøge os med det? Eller fik feministerne også nedslagtet det sammen med moder- og faderskab?

3. januar – gør døren høj

Gør døren høj, gør porten vid!
for det er nåleøjets tid,
og de, der hersker over land
er ikke nogens frelsermand.

Retfærdighed er sjældent sket,
og salighed er sjældent set,
sagtmodighed har ingen vej
barmhjertighed vi kender ej.

Men skulle der et glædens år,
der kunne læge mange sår,
ankomme til vort nabolag,
da bliver natten til en dag.

O, salig er den stad for vist,
hvor retfærd får sin plads til sidst,
og hjerterummet atter tør
sig åbne som den høje dør.

4. januar – AI-sprog

Vi har talt om magtens sprog.
Der er ankommet et nyt magtsprog – AI-sprog.
Der er oven i købet et nyt ord for det: AI-slop,
hvor slop (på eng.) står for slim, slask, splat, slud, sludder,
og sloppy er sjusket, skødesløst, slattent.

AI-sprog er sofisme i den digitale tidsalder.
De græske sofister opfandt et forførende, pseudofilosofisk sprog.
AI genopfinder forførelsens sprog,
for hey! maskinen kan jo ikke tage fejl, for den kan jo ikke blive vildledt
af følelser … for den har jo ingen følelser.

AI-sprog er simulation, det lader som om, det hykler.
AI-sprog er hykleres og teknokraters simulation af troværdighed.
Det lyder som, det smager som, det vrikker med halen som,
men nej, der er ikke en and, fordi det rapper, vralter og skider som en and,
det er en digital robot beregnet på at destillere al info og gøre os dummere.

Kan man ikke stole på AI?
Det kan man kun, hvis man ved, hvordan man ALDRIG
tillader AI at gå amok og indskrive sig selv og sin egen dagsorden.
Det hedder at prompte og består i stramt af afgrænse,
hvad man beder den menneskeskabte algorime om at udføre

5. januar – Kong Vinter

Kong Vinter regerer i disse dage og uger
alt er nedsunket i indefrosne dyrtidsportioner
kummefryseren er fyldt med frosne kadavre
vandringsmanden i Schuberts Winterrejse besynger sin frosne sjæl

de mødte Kong Vinter i Napoleons russofobiske korstog
de mødte Kong Vinter i nazisternes Operation Barbarossa
de mødte Kong Vinter på NATO-Pentagons killing fields i Ukraine
Kong Vinter mødte dem hver gang med samme iskolde stoiske ro

ingen løber om hjørner med Kong Vinter
fra Yakutsk til Antarktis, fra Nordpolen til Everests top
der er kun tolerance for de, der respekter deres lidenhed
i nådig audiens hos den isnende kulde

ingen tik-tokker, ingen Facebooker, ingen YouTuber
finder nåde i Kong Vinters gletcherlandskaber via påståelighed,
Everest og K2 er ligeglade med fitness, networking og yogastillinger
og er nådesløse overfor respektløse selfie-typer – de kommer til at dø

Snedronningen skød istappen ind i vort hjerte
barnet, der beboede os, blev koldt og kærlighedsforladt
troldsplinten satte sig fast og gjorde os isnende afstumpede
en kold skulder er intet at regne mod et koldt hjerte

ingen kan i længden være kolde i røven i Kong Vinters selskab
bjørnen og pindsvinet traf det rigtige valg, de gik i hi
løvtræerne smed bladene og lod sig indefryse
bønderne på gårdene søgte ind til ildstedet i køkkenet

men se, som digteren skrev, i sne står urt og busk i skjul,
men er der ikke en lille fugl, der pikker på den frosne rude?
og er der ikke frø, der ligger der i jorden under sneen
og venter på tø og Kong Vinters årlige abdiceren?

6. januar – storhedens lidenhed

Jo større jo bedre, er det ikke det, de altid siger?
Du have stor bil, stort hus og stor indtægt for at kunne betale stor regning.
Mænd skal have en stor [beeeb], og kvinder skal have et par store [booob],
din mobiltelefon skal være stor, din forbrug skal være stort.
Du skal være stor i slawet, din kæft skal være stor, dit ego skal være stort.
Du skal slå et stort brød op, selvom det ikke kan bages.
Du skal tale med store bogstaver, så de ikke læser, hvad der står med småt.

Der er bare den hage ved al denne opreklamerede storhed.
Den medfører store udgifter.
Et stort hus medfører store vedligeholdelses- og reparationsudgifter..
Det medfører store varmeudgifter og en stor elregning.
Hvis de oven i købet ligger på en stor grund medfører det store ejendomsskatter.
En stor bil medfører en stor benzinregning, store vægtafgifter
og en stor forsikringspræmie. Plus en stor garage.

Storhedsvanviddet er stort og globalt.
Imperiet forstår altid i form af størrelse.
Det gælder om at have den største hær med de største kanoner.
Storhed måles i kvantitet, og alle civilisationer med kvalitativ storhed skal dø.
Den falske storhed foragter den sande storhed, for det får den til at føle sig lille.
Den falske storhed er nødt til at bruge enorme mængde af energi
på at kompensere ved at smadre alt, der modsiger den.

7. januar – er du et værtsdyr?

Don’t be evil var Googles motto engang. Det var så lige nøjagtigt, hvad de blev, for allerede at vælge mottoet burde få røde lamper til at lyse. Måske de bare fulgte det berygtede Illuminati-operationssæt: Når bare vi har sagt det, så har vi lov til at gøre det (uanset dets ondskabsfulde karakter). Eller også skulle det oversættes til: I må ikke være onde mod os, når I om et par år finder ud af, hvor onde vi har været mod jer.

Og der gik et par år, før vi begyndte at forstå, at Google er en af vor tids største forbrydere mod sikkerhed og privatliv.
Google er special-designet til overgreb på menneskers personlige sfære.
Deres såkaldte services er honningfælder og bondefangeri, og alle deres ydelser kommer med en alvorlig omkostning.

Android mobil-styresystemet er totalt inficeret af Google, og det værste er, at man ikke kan afinstallere det, det er bagt ind i systemet. De gør det samme som Microsoft, Apple og de andre operatører i overvågningskapitalismen æra: De høster og sælger dine data, og de spørger dig aldrig om lov.

I stedet for at fjerne Google fra installationen, kan man fjerne hele installationen. Der er flere måder, men en radikal måde er absurd og paradoksalt at anskaffe sig en Pixel-Phone. Denne device kan som den foreløbigt eneste bruges til at installere Graphene OS. Formålet er totalt at slippe for Google, og Pixel Phone er en device udviklet af … Google. It takes one to know one, som man siger.

Installation foregår over et website, og det er fuldstændigt sikkert. Man skal blot opfylde få betingelser, bruge den rigtige browser og evt. (på Windows) installere et lille stykke ekstra software, der tillader såkaldt bootload, eller på Linux logge ind som administrator. Det står altsamme nøje beskrevet, og man følger bare opskriften og ser, at den opkoblede boot-loadede device skifter som beskrevet, tænder og slukker. Herefter sætter man det nye system op ligesom når man har købt en ny computer eller installeret systemet forfra.
Og apropos Linux, så har Graphene OS den samme grundholdning:
De bryder sig ikke om at være værtsdyr for parasitter.

Graphene OS er bygget på AOSP (Android Open Source Project) i 2016. Man kan sige, at det er Android bygget på Linus Thorvalds ide og dermed Linux-baseret Android, som det var tiltænkt, før Google hi-jackede det. Det har lige nu 400.000 aktive brugere worldwide, men der er ingen tvivl om, at det vil mangedobles i løbet af kort tid. Der er mere end nogensinde brug for det og lignende tiltag. Vi ser f.eks lige nu, at der er flere Linux-distros, der kan køre på en mobiltelefon, og det behøver ikke at være en Pixel-Phone. Her skal man så gøre sig sine behov klart, for så går man over til alternative apps eller apps (.apk), der kører på alle platforme.

Graphene OS overhaler Google indenom via en særlig variant af Android, som Google ikke har haft fingrene i. Fordi det er en Google-phone, så ved Graphene OS nøjagtigt, hvordan hardware’en er opbygget. Derfor kan den slette hele systemet radikalt og installere sig selv. Folk, der er bekymrede for, om de så ikke længere har en mobil-device, der kan tilgå de smart-phone apps, de mener at have brug for, bør ikke være bekymrede. Graphene OS tillader for det første installation af Google Play Store, hvis man absolut vil, men det er uden de tætte bindinger og den fulde integration med tjenesten. Al den ubehagelige overvågning, som Google, Apple, Microsoft og mange andre er berygtede for, findes ikke som udgangspunkt på Graphene OS.

En endnu bedre nyhed er, at man overhovedet ikke behøver Google Play-tjenester, for der findes Aurora.. Her kan man tilgå Google Playstore uden at logge ind med sin Google-profil ! Aurora skaber en såkaldt anonym session, hvor den simulerer en fake konto. Det tilrådes at oprette en ny brugerprofil, et alter ego til apps fra Google Playstore. Det er supernemt, og det er lige så nemt og hurtigt at skifte mellem profilerne (fire swipes-taps, under 10 sekunder). Disse apps kører i en såkaldt sandbox, hvor de ikke kan interagere med andre apps, og hvor andre apps ikke kan infiltrere dem, hvilket netop er, hvad Google gør.

OK – her er et tilsyneladende problem. En dansk statslig app MitID nægter at anerkende systemet.
Man kan godt bruge en anden enhed (mobiltelefon, computer) til at godkende, hvis der kræves MitID, og de fleste essentielle apps vil kun kræve godkendelse én gang, f.eks Rejsekortet, Mobile Pay og diverse Bank-apps virker, når de én gang er clearet.

Her kan vi så filosofere lidt over, hvorfor MitID – som der er en del mistanker overfor – er så glade for Google? Hvad har Staten kørende i baglokalet sammen med BigTech? Det er den samme i øvrigt velbegrundede betænkelighed, som der er overfor NETS, der kører i baggrunden af betalingskortene. Eller for den sags skyld det danske CPR-nummer, som Staten bruger til at ‘sammenkøre registre’, som de så smukt siger, og det er jo altid for borgernes skyld, når de selv skal sige det. Javel ja, de bruger dem også til at høste medicinsk-biometriske data med, så folk indgår i skumle forskningsforsøg, som de aldrig har givet lov til. Og mens vi har den fremme med sundhedsdata, så bruger størstedelen af de danske hospitaler/sygehuse den såkaldte Sundhedsplatform udviklet af Epic, et skummelt amerikansk kultlignende firma, der holder koderne tæt til kroppen. Staten er så småt ved at finde ud af, at deres Microsoft-software er fuld af bagdøre. Men Epic har grønt lys til at høste løs af data via deres bagdøre (?). Staten og regionerne har ingen mulighed for at auditere det.

Der vil uden tvivl være apps, som ikke kan bruges med Graphene OS. Her kunne man passende spørge sig selv om det samme, som hvis man kørte Linux som styresystem: Hvor livsvigtig er denne app for mig, og findes der ikke en fuldgyldig erstatning? I de allerfleste tilfælde er svaret ja, med mindre man er totalt underkastet vanens magt. Det synes at være en meget ubetydelig pris at betale for sikkerhed. Og hvis man har installeret Graphene OS, så er man nok ikke til digital underkastelse.

8. januar – den store mur

Hvad vej vender den kinesiske mur?
Hvem byggede den, og hvad var formålet?

Man skal ikke komme anstigende til Kina og begynde at anfægte det vedtagne ved at stille den slags spørgsmål. Muren blev bygget af den første kejser Qin Shi Huang og Qin-dynastiet 210 f.Kr, og formålet var at holde mongolerne ude. Den blev bygget ved at udkommandere en helvedes masse bønder til at hugge sten ud af landskabet og stable dem ovenpå hinanden på et plant fundament, der også skulle udhugges/udgraves. Den første kejser er ham, der også efter sigende skulle have bygget 100-vis af nu utilgængelige pyramider i Xian-provinsen og have designet sit mausolæum med 8.000 terracotta-krigere. Så han og samtlige kinesere havde travlt. Og sådan er det, færdig-bum!

Men hvordan er disse spørgsmål om hvad, hvem og hvorfor egentlig opstået?
Det er her det bliver underligt – og interessant.

Muren er 21.000 kilometer lang, ingeniørprojektet er gigantisk. Hvis man rettede muren ud, ville den nå rundt om halvdelen af jordkloden. Det siges, at den er synlig fra månen (rummet), men det er noget vrøvl, for den er ikke mere synlig end alle andre vejstrukturer. Store dele af muren er forfalden, og hvis man ankommer dertil, skal man have gode ben, for der er ikke anlagt bekvemme trapper for turister. Der er store huller og eroderede trapper, der gør det farligt at færdes der. På sine steder er brystværnene intakte, og de originale skydeskår kan ses. Det er her problemet og dermed en konflikt med den vedtagne opfattelse af muren kommer til syne. Muren vender den forkerte vej !

Altså, skydeskårene vender mod syd ind mod Kina og ikke mod nord ud mod mongolerne. Den officielle forklaring med, at muren blev bygget for at holde mongolerne ude, går hermed i stykker. På de mere turistede steder, hvor muren er restaureret, har man fjernet de originale skydeskår. Restaureringen er simpelthen fake.

Det rejser nødvendigvis spørgsmålet: Hvem byggede muren, og hvis ydersiden af muren er vendt mod Kina, så må den oprindeligt være bygget af nogen, der ønskede at holde kineserne ude. Eller inde, hvordan man nu ser det. Encyclopedia Britanica viser et fransk kort fra 1771, hvor muren er tegnet. Nord for muren står der Grande Tartaria, syd for muren står der Chine.

Tartaria figurer på adskillige gamle kort som et kæmpe Imperium. Det er hele Asien bortset fra Kina, Japan, Indien og Persien. Men selvom kortene ikke er til at tage fejl af, så er Tartaria det glemte Imperium i verdenshistorien. Det blev udslettet som imperium, og dets udslettere fjernede det efterfølgende fra historiebøgerne. Sidste gang, vi så reminiscenser af det, var Sovjetunionen i sin mest omfattende periode, hvor det strakte sig fra langt ind i Europa mod vest til Beringsstrædet mod øst. Men det havde ikke ret meget at gøre med det historiske Tartaria, selvom det følger omridset.

Tartarer var en fællesbetegnelse for alle de centralasiatiske folkeslag. Det er khanernes rige, eller riger (flertal) skulle man nok sige, for det var ikke et centralstyret imperium som de, der opstod andetsteds og sidenhen, men et forbund af khanater / khaganater. Han-Dynastiet gjorde muren overflødig, for han-kineserne var khanernes befolkninger samlet af Djengis Khan og hans efterfølger Kublai Khan, der erobrede Kina og satte sig på kejsertronen. Senere dynastier vendte så at sige kanonerne om på muren og pegede dem mod nord. Det er den historie, vi har i dag. Men historieskrivning og hvad-der-skete er to forskellige ting.

9. januar – umenneskene

Der er mange kommentatorer til verdenssituationen, derude. Der er mainstream-kommentatorer fra de statskontrollerede og korporatistiske medier. Dem kan vi hurtigt blive færdige med, for deres kommentarer er værdiløse. Derudover er der en hel masse alternative medier. Her finder vi hele spektret fra komplet idioti og indbildsk galskab henover diverse former for kontrolleret opposition, der bliver fodret i baghånden med foder specielt beregnet til dem produceret af de samme, der kører mainstream-medierne. En mere begrænset gruppe af medier forsøger at være seriøse og kritiske. Det lykkes et stykke hen ad vejen. En lille og eksklusiv gruppe af uafhængige journalister, analytikere og kommentatorer leverer værdifulde bidrag til det store billede. Men man er nødt til at holde dem op imod hinanden, for ingen af dem har det fulde billede, og ingen af dem er insidere. Og selvom de havde været, hvilket nogle af dem har, så ville de stadig ikke havde det fulde billede, da de netværk, der skaber verdenssituationen, er organiseret, så ingen kender hele puslespillet.

Findes der nogen, der kender hele puslespillet?
Det gør der, men lad os blive ved emnet.
Hvis vi holder os til de få seriøse og kompetente, så er der en fælles trend. De er tænkende mennesker, de er vidende, de søger sammenhænge baseret på rationalitet, de tænker videnskabligt-analytisk. Og de søger en rationalitet i det og dem, de analyserer.

Det skal retfærdigvis nævnes, at disse seriøse kommentatorer og analytikere ofte bruger vendinger som ‘det giver ingen mening, at …’. De indrømmer selv, at de er løbet ind i forståelsesmuren. De er de, fordi de går ud fra, at der rent faktisk er et rationale selv i syge hoveder på syge galninge, der besidder magt til at træffe beslutninger. Eller at der en skjult hånd, der får dem til at træffe syge beslutninger med et formål, som vi endnu ikke har forstået fuldtud. Og det kan meget vel tænkes som en del af forklaringen.

Der er imidlertid to andre muligheder.
Den ene mulighed er at opgive rationaliteten som sådan og hoppe direkte over i patologien. Altså at opgive udelukkende at betragte politik som politisk logik men som resultat af sønderskudt rationale inde i hovedet på galninge. Eller psykopater, der er fuldt i stand til at tænke beregnende, men som til gengæld ingen anelse har om, at der skulle være noget galt i at tænke og handle, som de gør, og som grundlæggende ingen anelse har om, at de er psykopater. Ligesom med meget dumme og til gengæld påståelige mennesker, der ingen anelse har om, at de er dumme.

Med den vinkel skal vi snarere anskue verdenspolitik via psykologisk patologi.
Der er også en anden mulighed. Den er mere sci-fi og esoterisk. De mennesker, der træffer sindsyge beslutninger, der udfra enhver sund menneskelig betragtning er destruktive for alle mennesker – inklusive de, der træffer disse beslutninger = dem selv ! – er overhovedet ikke mennesker. Nogle af dem har valgt ikke at være det for vindings skyld. Andre har aldrig fået valget og er blevet tvunget til det, siden de var spædbørn. Nogen har gjort noget ved dem, og disse nogen er selv blevet begjort af andre, der … osv.

Disse umennesker aka umenneskeliggjorte væsener er inficeret med programmer, software, kunstig intelligens, der får dem til at gøre, hvad de gør. Men disse programmer er ikke længere opkoblet til Maskinen (Lucifer), der fodrer og styrer disse programmer. Programmøren er forsvundet, og maskinen er dysfunktionel Umenneskene inficeret med disse programmer render nu rundt uden mål og med som høns uden hoveder. Programmerne er stadigt aktive, de har en indbygget inerti, men de er aldrig blevet opdateret, og styresystemet bliver ikke længere vedligeholdt. Styresystemet er døende. Fordi umenneskene enten har valgt at sælge deres sjæl til Maskinen og hengive sig til programmerne, så kan de ikke lave om på dem. De er nødt til at følge dem slavisk. De er program-fundamentalister. De har ingen fortrydelsesret eller –mulighed, de udenfor pædagogisk rækkevidde, de er uforbedrelige. De holder først op med at begå deres ugerninger den dag, de dør.

Som om, det ikke var dårlig nyhed nok, så fortsætter deres ugerninger alligevel udover deres liv, for de har nået at sætte øgleyngel i verden forinden, og konsekvenserne / inertien af deres destruktive installationer er stadigt aktive. Det sker bl.a ved, at der er så mange, der er indforskrevet til at medvirke til ugerningerne, og som har endnu mindre viden end de programstyrede umennesker. Vi har alle sammen i en eller anden grad medvirket og godkendt ugerningerne mod os selv og menneskeheden.

Den gode nyhed er – når den efterhånden indfinder sig – at vi ikke er uforbedrelige og udenfor rækkevidde. Vi har muligheden for at vælge en anden vej. Vil vi så gøre det? Det vælger jeg at tro. Og det er ikke blind tro i den blå luft, selvom der helt bestemt er noget i luften.

10. januar – kulten

Verden er marineret i designerkulte. Ligesom der findes design af diverse tingester til ethvert tænkeligt formål + et stak devices til utænkelige formål, vi aldrig har hørt om, så findes der også designkulte til alle formål. Og her bliver det lumsk: En kult kalder ikke sig selv for en kult. Nogle kulte kan finde på at kalde sig for en kirke, Church of Scientogogy, Church of Satan, men det er af skattetekniske årsager f.eks i USA.

Kultmennesker opfører sig på en bestemt måde, og kulte kan spottes via disse 31 karakteristika:

Tænkning er afmonteret. Tilbage er emotionel respons.
Skyklapper er monteret. Man kan ikke se baglæns og sidelæns.
Projektion (effekten af skyklapper). Andre beskyldes for det, man selv gør.
Blind tro. Præmissen kan ikke udfordres, hoveddogmet er indiskutabelt.
Ingen selvkritik. Selvkritik er bandlyst, det er tabu, det er uhelligt.
Selvcensur. Til gengæld siger man ikke, hvad man mener, af frygt for … det vides ikke, men det er derude et sted.
Løftet. En strålende fremtid er stillet i udsigt for den tålmodigt hengivne.
Utopi. En strålende men uforløst vision om himmerige, Tusindårsriget, det urkommunistiske samfund, The New Green Deal, den globale landsby, Nirvana i Nørre Snede. Fremtiden er altid i morgen, og i morgen vil det være i overmorgen.
Social kontrol. Afhængighed af gruppens accept, rædsel for udstødelse.
Mental kontrol. Meningsdannelse bliver serveret som færdigprodukt, folk danner ikke længere meninger, folk downloader pakker af præfabrikerede meninger på dåse eller i vakuumpak.
Loyalitetskontrol. Kulten er paranoid over potentielt frafaldende medlemmer.
Meningsløshed. Det meningsløse giver mening via træning i meningsløshed.
Historieløshed. Kulten skaber en boble i tid og bliver sin egen forudsætning.
Rodløshed. En kult forlanger, at medlemmerne kapper forbindelsen til deres familie og venner for at hellige sig kulten.
Idolisering. Gudebilleder dukker op på himlen, de viser dig vejen i mørket.
Hadeobjekter. Af mangel på eget indre formål enes man om at hade.
Amoral. Folk uden moralsk kompas er villige til at begå en forbrydelse. En nyt syntetisk værdisæt skydes ind som substitut.
Flokdyret. Så længe forbrydelsen begås i flok, kaldes det ikke en forbrydelse.
Voldsudøvelse. Hvis det ikke er fysisk vold, er det psykisk og social vold.
Anvendt massepsykologi. Behavourismens århundrede har båret frugt.
Fakeness. Ægte følelser udnyttes på forloren vis til at skabe en bevægelse.
Offervilje. Villighed til at ofre sig i en god sags tjeneste duer også til en ond sag.
Underkastelse. I en kult tilsidesætter man egne behov for andres begær.
Frelsthed. Kultmedlemmer føler sig bedre end andre, de er noget helt særligt, de andre er undermennesker eller ikke mennesker overhovedet.
Puritanisme. Kultmedlemmer er pålagt renhed og regelret adfærd.
En højere sag. Individualitet forsvinder i et højere formål, der sælges som ædelt. Dets mindre ædle dele kaldes for: målet helliger midlet.
Missionering. En undertrykt usikkerhed om frelse skaber behovet for at overbevise og frelse andre og vinde dem for den rette tro. Du kan blive som os.
Monokultur. Kultmedlemmer har brug for ligesindede omkring sig.
Udenfor pædagogisk rækkevidde. Man diskutterer ikke med et kultmedlem i forventning om lydghørhed.
Selvbekræftende isolation: Kultmedlemmer vil gå langt for at undgå selskab og dermed påvirkning fra ikke-ligesindede. Det vil også gå langt for at forhindre ikke ligesindede at komme til orde. Kulte, der opererer i det offentlige rum, bruger det meste af deres energi på karaktermord på ikke-ligesindede.
Immundefekt. Revolutionen æder sine egne børn og alt i nærheden.

Det er interessant at anvende tjeklisten, når man får øje på flokmentalitet. En hel række sociale fænomener er langt inde over kult-feltet eller betænkeligt tæt på. Politiske massebevægelser er ofte stærkt kultiske. Tendensen til at venstrefløjs-hjernen er mere kultisk er hverken svær at få øje på eller forklare. Kommunismen/socialismen var tænkt og kørt som en kult fra starten. Det handlede aldrig om social omsorg og ansvarlighed, det handlede om social kontrol. Samtlige 31 tjekpunkter bliver hakket af på venstrefløjshjernen. Men skulle højrefløjshjernen så være et alternativ? Well, konservative hoveder har haft mindre tilbøjelighed til at ryge ned i abstraktionsgrøften, og traditionelle værdier er mere kultur end kult. Men i det forløbne årti startede med først en helt ekstrem kultusk venstrefløj udgående fra USA og dernæst et totalt flip, hvor hele hoopla’et omkring Donald Trump 2.0 er en designerkult af den værste skuffe. Det kan venstrefløjen så godt få øje på, men de kan ikke se bjælken i deres eget øje, fordi de aldrig begår selvkritik. De kan godt finde ud af at rive håret af hinanden i anfald af fanatisme, men det er ikke det samme som at gribe i egen barm og udøve selvkritik. Men de kristne zionister på højrefløjen i USA, der bakker op om Israels/USA’s folkemord i Gaza og krigen mod Iran er så kultisk hjernevaskede, som tænkes kan.

Ingen af fløjene har noget at komme efter og komme med andet end politisk svineri, korruption og inkompetence. Hele demokrati-tanken er nu så udhulet og ædt-op-indefra, at nogen andet må på banen.

11 januar – fladpande

En af de måske mere harmløse men blot håbløst latterlige og absurde er kulten omkring Flat Earth. Alle kulte er beregnet på at dreje hovedet rundt på folk og i nogle tilfælde for at aflede opmærksomhed. Kultens designere havde en bestemt målgruppe i tankerne. Det var folk, der have forstået så langt, at der var noget galt, og at vi blev beløjet konstant. De vidste, at stat og regering og politikere og medier løj konstant – Big Time!

Den så Cass Sunstein, der var Barack Obamas spindokter – eller en af dem – så han implanterede dette meme beregnet på at gå viralt i kult. De mistænksomme tvivlere på det systems fortræffeligheder, som han arbejdede for, fik hermed en narresut, som de kunne patte på. De koncentrerede sig om at fabulere om jorden, der for anden gang i verdenshistorien var blevet flad.

Første gang var det den større designerkult, der var ophøjet til Romerrigets statskult, kristendommen, der i skikkelse af Imperiets arvtager i middelalderen, Den Katolske Kirke, kom op med fladhed 1.0. Kirken vidste udmærket, at jorden var rund, men frygten for at sejle ud over kanten var beregnet til at skræmme folk fra at sejle over Atlanten. De røbede det selv ved at hævde – hvilket de også var klar over var løgn – at Colombus sejlede ud for at finde bagvejen til Indien. Øh, det kan man ikke, hvis jorden er flad … altså bagvejen. En pavelig bulle havde bestemt, at en kristen nation ikke kunne annektere land, hvor der i forvejen var eller havde været kristne. Men romerne havde allerede været og skovlet skibslandinger af af verdens fineste kobber fra kysterne af Ohiofloden til sig og sejlet over Atlanten. Der ligger stadigvæk ruiner af romerske befæstninger der. Men hvis det var kendt, så kunne spanierne og kirken og senere alle de andre landerøvende nationer jo ikke annektere Den Nye Verden. Og romerne kunne jo ikke have været der, hvis jorden var flad, og på de reducerede kort var der kun Europa, Asien og Afrika. Colombus havde et helt andet kort, som kirken har gemt af vejen. Det befinder sig i et kloster i Spanien i dag.

Og så ankom fladhed 2.0. Med mønstergenkendelse som redskab kan vi spørge os selv: Hvor er det denne gang, at vi ikke må sejle hen, fordi nogen vil have stedet for sig selv? Med det sæt briller er svaret: Vi må ikke se ud i rummet. For der foregår for tiden en militarisering og kommercialisering af rummet og en forberedelse af ressource-begramselse på solsystemets planeter. På månen og Mars flyder det med mineraler, som begramserne fabler om at få fingre i før de andre. Men hvis tilstrækkeligt mange fladpander mener, at rummet overhovedet ikke eksisterer som andet end en kæmpestor julekugle, så får de ikke øje på det. Hvis det ikke findes, kan man jo ikke se det, ergo findes det ikke. Det hedder et cirkulært argument, et onanistisk argument, der gør det med sig selv.

Antallet af fladpander og dermed effekten er ret begrænset, så der er et andet formål. Det er et social-psykologisk eksperiment, en øvelse i, hvor meget absurditet, man kan proppe ind i folk, der ellers er nogenlunde i stand til at tænke. Måske det var et lille forstudie til langt større og mindre harmløse absurditeter som menneskeskabt global opvarmning med koprutter (det var så sket forinden) og det store svindelnummer med Operation Nedlukning, 1-2-3 vi øver os i at lukke verden ned, mens vi tjener penge på det. Det var der nogle medicinalfirmaer der gjorde, men ellers kostede kampagnen kassen for globalisterne. Det er grunden til, at de ikke har kunnet gentage nummeret, selvom de har kørt det i stilling flere gange sidenhen. De har simpelthen ikke råd. De har heller ikke råd til Tredje Verdenskrig, selvom det står øverst på deres ønskeliste.

Er det ikke skabt kulte og kulttænkning i forbindelse den eskalerende udrulning af den tredje verdenskrig! Navnet er: Dødskulten

12. januar – Nietzsche

Der er indlysende og flere grunde til, at filosoffen Friedrich Nietzsche både blev misforstået og lagt for had.

Misforståelserne blev ikke oprindeligt begået af folk, der var for dumme til at forstå, hvad han skrev. De dumme kommer altid på banen i anden omgang. De blev implanteret af folk, der udmærket forstod, hvad han skrev, men som anså hans filosofi for farlig.

De første og mest magtfulde opponent var Kirken. Nietzsche var ingen tilhænger af institutionen og dens frembringelse: Kristendommen. Han kaldte det for en slavefilosofi. Hvad han så og forstod var, at Kristendommen som vi kender den og som den har dannet vores kultur udgående fra Europa, var skabt af en herrefolks-kultur, der udover at holde slaver betragtede sin borgere som semi-slaver, selvom de i princippet var frie mænd og kvinder. Soldater i den romerske hær var en form for slaver. Håndværkere var en form for slaver, for ifølge den feudalisme, der opstod simultant under Konstantin den Store, der også gjorde Kristendommen til statskult, så var en håndværker stavnsbundne til det sted, han kom fra og til det håndværk, han var opdraget til. Romerriget anså de lande og folkeslag, de besatte, som der lydige undersåtter = semi-slaver. Pax Romanorum var påtvunget passifisme, hvilket grundlæggende var det samme som det kristne udsagn om at vende den anden kind til eller at give Kejseren, hvad Kejserens er.

Ved at studere kristenheden eller Kristendommens historie bliver det meget tydeligt, at påtvunget konvertering til kristendom er et imperialistisk instrument til at blødgøre folks sjæle, så de blev medgørlige og brugbare, og så de ikke gjorde oprør. Mennesker ombragt i Kristendommens hellige navn gennem historien er et skræmmende stort tal.

SÅ: Nietzsche havde ret, og Kirken brød sig ikke om det.

Nietzsche blev også skudt i skoene, at han var nazist. Da han døde i år 1900 har det nok været lidt svært for ham. Nååmen, så var han en af forfædrene til nazismen, hvilket gør ham til en slags ur-nazist. Var han en forfader til nazisme? Han skrev om svaghed og styrke, om vilje, om det stærke menneske, der havde løftet sig ud over slaveri. Det kæder hans hadere og kritikere sammen med nazisternes ideer om overmennesket, ariere og racehygiejne.

Det er interessant, at Nietzsche i sin berømte Also Sprach Zarathustra bruger denne navnkundige persiske lærer som talerør. Efter WW2 blev det tabu at tale om ariere, selvom det er et faktuelt og veldokumenteret begreb, der netop knytter sig til den ældste iranske kultur. Vi genfinder ordet i Iran, Armenien, aristokrati, Irland, Aristoteles. Det betyder de ædle. Zarathustra / Zoroaster er forstudiet til Jesus Kristus men uden den imperiale-romerske efeminisering og uskadeliggørelse af skikkelsen, der skyldes Paulus, den romerske agent, der sneg sig ind ad bagdøren og efter ordre fra kejserslægten flavianerne kuppede den historiske skikkelse, nazaræeren Isa Manu af Edessa, som vi kender som Jesus, hvis slægt var egyptisk, romersk og persisk kongeslægt (jødernes konge) og stod som den legitime kandidat til kejsertitlen i Rom. Paulus er det fiktive navn for Josephus Flavius, jødisk aristokrat, officier og historiker, der lod sig hyre af romerstaten til at udskrive den historiske Jesus (som han aldrig havde mødt) af verdenshistorien og skabe en designerkult (se gårsdagens almanak-post) i første omgang rettet mod jøderne som en jødedom light, i anden omgang mod hedningerne og i tredje omgang med de mange soldater i den romerske hær, der var blevet kristne og ikke Mithras-dyrkere.

Nietzsche forstod, hvorfor gode mennesker tolererer disrespekt = vender den anden kind til.
Der er to slags mennesker, der praktiserer løgn.
Der er de, der lyver, fordi de er bange.
Der er de, der lyver, fordi de ikke mener, at du fortjener sandheden.
Gode mennesker tolererer at blive løjet til af disse mennesker.

Nietzsche betragtede sandhed som et udtryk for mod.
Det kræver mod at tale sandt.
Når gode mennesker tolererer at blive løjet til, medvirker til et underkastelsesritual, hvor de godkender, at feje mennesker lukker dem inde som slaver eller kvæg.

Når mennesker håner andre under mere end fire øjne og kalder det for en spøg, så er de snarere i gang med et psyko-socialt eksperiment.. De tester, hvor meget du er villig til at æde for at undgå konflikt. Det er en magtdemonstration. Det er det samme handling fraktalt opskaleret, når nationer udøver aggressioner mod andre. Først forhånelse og latterliggørelse, så eskalerende grænseoverskridelser og til sidst invasion og åben krig. Det er det, som USA kalder regimeforandring eller andet propagandistisk nysprogs-eufemistisk sprog-gymnastik. Mennesker, der praktiserer dette, praktiserer, hvad filosoffen kaldte for udnyttelsesmoral. De er der kun, når de ønsker noget af dig, hvilket de hyklerisk taknemligt rager til sig med arme og ben, men i selvsamme sekund, du har leveret varen, bliver de utilgængelige. Du, derimod, skal altid være tilgængelig for dem. Gode mennesker reagerer empatisk på andres behov. Udnytterne ved det. Når en forbryder-organisation som The Clinton Foundation begår deres velgørenhedssvindel + pengevaskeri, så bygger det på udnyttelsesmoral. Gode mennesker har godtroende tilsammen doneret mangemillion-$-beløb, der er forsvundet ned i et stort hul, hvorfra de aldrig vender tilbage.

Det svære spørgsmål er, hvorfor folk finder sig i det, når de kan se, hvad der sker?
Hvorfor tilgiver vi overgreb?
Det gør vi, siger filosoffen, fordi vi er rædselsslagne over at være den, der har svigtet et andet menneske. Det er her skyld, skam og frygt ankommer, de tre stærkeste og styggeste socialiserings-mekanismer. Filosoffen kalder det for omvending af værdier. Det er også her, han for alvor lægger sig ud med Kirken, for han ser, at det er sådan de opererer. Folks tro og følelser er ægte, kristendommens værdisæt er ægte, selvom det ikke er kristne værdier men universelle værdier monopoliseret af Kirken. Folk har menneskeliggjort kirken, men Kirken har alt for ofte taget for sig af retterne – værst af alt i opløbet til Reformationen med dens skamløse salg af aflad med en bestemt skummel bankmand, Jakob Fugger, Europas rigeste bankster som bagmand. Folk blev lænset for deres sidste skillinger ved at blive lovet frelse én gang for alle. Og et par hundrede år forinden havde kirken groft udnyttet social håbløshed til at hverve horder af unge mænd til korstog ved at love dem frelse mod at gøre Kirken og Kongen den tjeneste at slå de vantro ihjel i Det Hellige Land. Herefter var det så-som-så med helligheden.

Folk har svært ved at forstå, at der altid er tale om en ensidig transaktion, fordi misbrugerne er rigtigt dygtige til at opretholde illusionen om gensidighed. I ingen af de to tilfælde var der nogen, der opnåede frelse. De blev enten ludfattige eller endte op med blod på hænderne og en middelalderlig udgave af PTSD.

Når folk udraderer andres følelser og forklejner det med overreaktion, så begynder offeret for udradering at tvivle på sit eget indbyggede kompas. Dette princip ligger bag fænomenet gaslighting. Først gør man folk usikre og bange, og så siger man, at de ser spøgelser. Det gør man så gentagne gange, hvorefter folk begynder at tvivle på deres berettigede vrede, deres smerte og deres følelser. For Nietzsche var menneskets følelsesliv udøvelse af vilje. Hvis man tvivler på følelser, intuition, så bliver man afhængig af andres godkendelse eller afvisning af disse følelser og mister dermed selvværd og evnen til at udøve vilje.

Magtudøvelse er nedbrydelse af menneskers vilje. Magten ønsker viljesløshed. Staten ønsker borgere, der er dybt afhængige og henvist til konstant at spørge om lov til at eksistere. Igen er det ikke svært at forstå, hvorfor filosoffen lagde sig ud med de siddende magtstrukturer. De valgte også at karaktermyrde ham ved at beskylde ham for at prædike nihilisme, værdiløshed. Han prædikede ikke, han forudså og advarede mod, hvad han så ankomme.

14 år efter sin død fik han ret i sine forudsigelser, for det store nihilistiske monster blev sluppet løs. 33-40 år efter sin død fik han ret endnu engang. Dyret er aldrig siden lukket tilbage i buret. Glem alt om flommede, forlorne menneskerettigheds-erklæringer, som enhver kan tage i sin mund og derefter skide på.

13. januar – mening(sløs)

Hvad sker det, når man ikke er i stand til at danne sig en mening om verden?
Enten antager man en downloaded mening fra folk, man mener at kunne lide,
og som man derfor må sympatisere med,
eller også køber man sig ind til et fjendebillede, et hadeobjekt,
og downloader-kopierer, hvad man mener, at de mener
– og husk man har stadigvæk ingen mening,
så man kan ikke mene at vide, hvad andre mener –
hvorefter man reagerer på det, man ikke ved
og automatisk-mekanisk antager det modsatte synspunkt.

Som et ungdoms-slogan sagde for år tilbage: Hvor gammel er man så?
At kalde et reaktionært anti-synspunkt for en mening viser,
at meningsdannelse = kvalificeret mening ikke er et forstået begreb
og dermed en blank indrømmelse af, at man INGEN mening har – overhovedet!
At antage det modsatte synspunkt af det, man mener at mene at vide,
er ikke en mental handling, der er et voksent menneske værdigt.
En barnagtig-umoden voksen, der begår den slags pseudo-meninger,
er en type, der tilintetgør det, som vedkommende selv kalder for demokrati.
Uden kvalificeret meningsdannelse baseret på hjemmearbejde – intet demokrati.

Og så kan det i næste fase tænkes,
at man kommer op med dumme undskyldninger i stil med:
Jamen det sagde de jo i Danmarks Radio, det sagde de jo i Folketinget,
det sagde de jo nede på værtshuset, når de copy-pastede DR,
der copy-pastede Reuters, Ritzaus og Associated Press,
så det må jo være rigtigt, når-og-fordi de siger det,
for hvorfor skulle de ellers sige det?
Og her er snoren knækket mindst to gange, for udover at meningsdannelse
ikke er forstået, så er simpel logik et sort hul i en fjern galakse ved midnat.

14. januar – Uzbek pilaf

Uzbek pilaf med lam – dette er en opskrift.
Den regnes for så festlig, at den er et bryllup værdig.

svits lammetern i olie – gerne i ghee
+ strimlede løg og svits dem gyldenbrune
+ strimlede gulerødder
+ salt og sort peber
+ lauerbærblade
+ gurkemeje
+ spidskommen
+ en passende mængde vand
+ et helt hvidløg skåret af i top og bund

simr i 20 min og fjern hvidløget
+ en kop forkogte kikærter
+ rosiner

+ basmati-ris skyllet 5x og opblødt i 20 min
fordel / nivellér på toppen
+ mere vand – luksus ville være at bruge saffran som i biriyani
læg hvidløget tilbage i midten
+ røde chilli-peber
kog til risen har suget væsken
vend risen indover det hele

nivellér igen toppen og dæk med et viskestykke, indtil væsken er opsuget af risen
server med yoghurt-dip (evt. raita)

15. januar – storhed og fald

Julius Cæsar udråbte sig til diktator for livstid. Det skulle han nok ikke have gjort, for det førte til mordet på ham d. 15 marts år 44 f.Kr, hvor han blev stukket ned 23 gange med daggerter af en forsamling bestående af 60 konspirerende senatorer, der ikke så diktatur på det niveau som gavnligt for Rom. Men skal vide, at en diktator var titel og beføjelse hos en person, der var udpeget af senatet med mandat til at udføre en bestemt og afgrænset opgave, der var vigtig for staten. Hvis der var interessekonflikter eller forhindringer af anden slags, skulle diktatoren skære igennem, så opgaven blev fuldført.

Men når kejseren selv gør sig selv til uber-diktator, er det ikke længere en afgrænset beføjelse men et magtgreb med ubegrænsede konsekvenser. Og så oven i købet på livstid! Man kan måske forstå, at det ikke skaffede ham venner i senatet.

Hvordan kom det så vidt, og hvordan gik det siden?
Lad os trække linjerne op i punktform i en elevatorversion.

Det starter med bystaten Rom omkring 500 f.Kr., der begynder at ekspandere.
Først 270 f.Kr omfatter det ‘støvlen’ uden toppen syd for Alperne eller ‘fodbolden’ Sicilien. Den oprindelige befolkning etruskerne i Norditalien er nu totalt fordrevet. De overlevende slår sig ned og integrerer sig på den Iberiske Halvø.
År 220 f.Kr kan man se, hvor det bærer hen, for republikken er nu kravlet hen langs sydkysten af Frankrig og omfatter Sicilien, Sardinien, Korsika og et stykke af nuværende Albanien. De vil i de følgende århundrede kravle videre hele vejen rundt om Middelhavet.
År 190 f.Kr har Rom spist den sydlige halvdel af Spanien inkl. de Baleariske Øer.
År 146 f.Kr er hele Grækenland romersk provins, og Karthago i nuværende Tunesien er faldet efter de puniske krige.
År 70 f.Kr er de kravlet op langs Sortehavskysten og har spist halvdelen af Anatolien og kystlinjen af nuværende Libyen.
År 49 f.Kr er i Julius Cæsars tid, hvor Cæsars provinser (pro vincere, at vinde for sig) er Gallien efter gallerkrigene, hvilket er nuværende Frankrig, hvor den anden hærfører Pompey’s provinser er Nordafrika Libyen, mere af Anatolien, Kreta og noget af nuværende Syrien, Libanon og Palæstina. Alt indenfor disse grænser findes Republikken Rom.
År 44 f.Kr efter Cæsars død bliver alle provinser til Republikken Rom, men kort tid efter bliver det atter opdelt i provinser mellem støvlen = republikken, kejser Oktavians vestlige provinser, Marcus Antonius’ østlige provinser, Lepidus’ afrikanske provinser og Sextus’ ø-provinser i midten.
År 14 e.Kr ved kejser Augustus Gaius Octavian’s død er titlen på republikken blevet til Det Romerske Imperium, og Egypten er spist. Augustus forsøger ekspansion op over Germanien men lider et kæmpe nederlag ved Theotoburg år 9 e.Kr, hvor 25.000 romerske legionærer og auxilier (lejesoldater) bliver udslettet. Mange tror, at Egyptens indlemmelse sker under Cæsar, men han har kun et indgiftet forbund med Egypten via den ptolemæiske dronning Cleopatra. Det må siges at være indbegrebet af et politisk ægteskab.
År 70 e.Kr under Vespassian er Rom kravlet hele vejen til Marokko, det er på vej op langs østkysten af Sortehavet i nuværende Georgien, og erobringen af England. er i fuld gang. Igen tænker man, at det nok var Cæsar, der starter det, men han bliver slået tilbage, da han krydser kanalen.
År 117 e.Kr er hele England romersk (ikke Skotland), og en større del af Vestasien inkl. nuværende Jordan og en lomme af nuværende Saudiarabien og en streng op mod det Kaspiske Hav er indlemmet.
År 230 e.Kr har Romerriget ramt muren for, hvad det højspændte og anstrengte maskineri kan bære, og det er allerede begyndt at gå tilbage i Vestasien. Riget når til at opføre Hadrians Mur i Skotland, for de ikke har mod på at stå op mod de uregerlige pictere, de oprindelige indbyggere af Skotland.
Fra år 260-274 er der krise, og Rom splitter op i Det Romerske Rige i midten, det Galliske Rige mod vest og det Palmyrenske Rige mod øst. Det sidste er insteressant, for Palmyra og Edessa – nuværende Sanliurfa på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien også kaldet profeternes by – var hovedbyerne i det kongerige, der satte sig op mod Rom under den jødiske opstand i det første århundrede. Det er her, vi finder den historiske Jesus, Issa Manu af Edessa, der er komplet udskrevet af verdenshistorien, og som er leder af oprøret. Men det er en HELT anden historie.
År 300 e.Kr er Rom yderlige opsplittet i fire distrikter for at overkomme den administrative byrde.
År 360 e.Kr bliver Constantuius II den sidste til at hævde kejsertitlen over det samlede Romerske Rige.
År 390 e.Kr bliver Romerriget skåret over i Øst og Vest. De to halvdele har bizart nok to drengekejsere, Honorius 9 år gammel mod vest og Arcadius 12 år gammel mod øst. Hvad kan dog gå galt her?
År 420 e.Kr er det første, der går galt, at det Vestromerske Rige bliver overrendt af visigotere og schwabere (sydtyskere). Det andet er, at englænderne har fået nok og smider romerne ud.
År 450 ryger Bretagne og Tunesien sig en tur.
År 476 e.Kr er det Vestromerske Rige i total opløsning. Tilbage er der kun nuværende Italien, Schweitz, Normandiet uden landforbindelse til Italien og kystområderne af nuværende Slovenien, Kroatien og Bosnien-Hezegovina. Det Østromerske Rige er nogenlunde intakt. og bliver det senere Byzantiske Rige. Krigere med langt skæg, barbarerne, har nu overrendt Romerriget mod vest.

Et rige med et så jernhånds-agtigt greb om sit erobrede territorium og et så altomfattende, totalitært-administrativt system efterlader sig et vakuum. I England fører det til indvandring af anglere, saksere og juter fra Danmark og senere fra nordmænd i Skotland og på øgrupperne. Vesteuropa bliver nu regeret af rytterfolk fra området omkring Sortehavet. Nogle kalder det for Den Mørke Tid (the Dark Ages), og det beskriver resultatet af forfaldet af administration og logistik, der er netop dette vakuum efter Imperiet. De barbariske horder, der rider ind over riget i opløsning, medbringer også sygdomme fra Centralasien, der sammen med nye handelsruter resulterer i den justinianske pest i 500-tallet.

Imperier i verdenshistorien følger det samme mønster. Man kan ikke lade være med at tænke, hvad den mørke tid bliver, når det amerikanske imperium under-og-efter Donald Trump går i opløsning? Det vil ramme både USA og Europa, der i dag blot er en sørgelig mega-provins for USA.
Og er mr. Trump ikke blot en slags inkompetent-storhedsvanvittig barnekejser i et rige i rivende afvikling?

16. januar – grimassen

se på dem, de rige, de fine, de magtfulde, bedragerne
se dem når de træder frem foran skærmen
se på politikere, business-bosser, journalister, eksperter
se de folder, der lægger deres ansigter i, se deres grimasser

se og mærk den anstrengthed, som grimassen udtrykker
se en mund der simulerer et smil med et sæt øjne der røber beregning
se konflikten mellem det falske smil og øjenpartiet
se det kroppens sprog der afslører det hele

har vi glemt at se
har vi glemt at læse dette overordentligt tydelige sprog?
ethvert barn kan læse det, ethvert dyr kan læse det
er vores øjne stukket ud efterladende tomme huller?

17. januar – atomkrig

USA er det eneste land, der nogensinde har brugt atomvåben mod andre lande.
Det er muligt at argumentere for at Tyskland i slutningen af WW2 uofficielt havde atomvåben, og at de gav dem til Japan, der brugte dem mod Rusland lige efter WW2, hvor krigen i Østasien ikke var slut endnu. Den sluttede først i 1953, og både Koreakrigen, Vietnamkrigen og alle krige inden 1990 = Den Kolde Krig var i realiteten WW2, der aldrig sluttede.

Hvis vi til formålet ser bort fra det, så er USA det eneste land, der har brugt atomvåben og sammen med dets krigsgale møghund Israel stadig kan forventes at bruge atomvåben. De er samtidigt de to lande, der hele tiden hyler op om, hvor farligt og utilladeligt det er, at andre lande har atomvåben, som USA i øvrigt har tvunget dem til at udvikle.

I dag har følgende nationer atomvåben:
USA, Israel, Pakistan, Indien, Kina, Rusland, England, Frankrig,, Nordkorea og ikke-landet Taiwan. Iran har uden tvivl atomvåben eller præinstallationer, der meget hurtigt kan blive til atomvåben.

USA brugte som bekendt atomvåben mod Japan i Hiroshima og Nagasaki.
Men sidenhen har USA gentagne gange brugt såkaldte ‘taktiske’ atomvåben, for blot man kalder dem taktiske, så er det OK at bruge dem – ifølge USA. Og selvom det ikke er OK, så er USA pisse-ligeglad, for som supermagt mener de ikke, at internationale aftaler gælder for dem, hvorfor de konstant har brudt samtlige aftaler.

USA brugte taktiske atomvåben i Basra-området af Irak for at ødelægge den irakiske olieproduktion, hvilket var formålet med Irakkrigen.
USA brugte taktiske atomvåben i Kosovo mod Serbien for at ødelægge Jugoslavien og Europas stærkeste hær, hvilket var formålet
USA brugte taktiske atomvåben i Libyen for at smadre det mest velstående land i Nordafrika og stjæle den libyske olie, de libyske guldreserver og deres vandteknologi, hvilket var formålet.
Israel brugte på USA’s foranledning atomvåben i havnen i Beirut for at skræmme den kujonagtige libanesiske pseudoregering og sende et signal til Hezbollah, hvilket var formålet
USA brugte taktiske atomvåben for at smadre North Stream-forbindelsen i Østersøen for at sabotere energi-udveksling mellem Rusland og Europa og bringe Europa i knæ for 3. gang WW1, WW2 og nu WW3, der bare indtil videre hedder noget andet – hvilket var formålet.
USA / NATO har lagt kraftigt op til at bruge atomvåben i Ukraine, men Rusland har ikke svaret igen og brugt deres mest effektive konventionelle våbensystemer, der i mellemtiden er blevet mere effektive og ‘intelligente’ end dumme atomvåben.
USA / NATO har også forsøgt at bruge det indirekte atomvåben ved at ramme atomkraftværker i Ukraine, ligesom de gjorde mod Tjernobyl i 1986 – og nej, det var ikke et uheld. Det er ikke lykkedes.

Det står desværre skrevet i kortene, at USA og Israel har tænkt síg at slippe atomvåben løs mod Iran. Når og hvis de gør det, så kan de og resten af verden forvente, at Pakistan, Rusland, Kina og Nordkorea vil svare igen. Indien vil ikke være med på vognen, for den indiske regering er i mellemtiden korrumperet af Israel.

Følgerne vil blive katastrofale uden sidestykke. USA’s krigsminister Pete Hegseth vil danse rundt på stuegulvet i ekstase over det zionistiske Armageddon, indtil den første bombe falder i hans nabolag. Og hvis han har nået at redde sig ned til betongulvet i en af USA’s mange undergrunds-installationer, så vil livet på jordoverfladen efterfølgende ikke være muligt for selv eskatologiske fundamentalister som ham og hans psykopat-venner. For livet vil ikke længere findes.

18. januar – fimbulvinter

Broder slås med broder,
til begge segner;
Søskendebørn
bliver bitre fjender.
Hadskhed, hårdhed,
hor overalt,
spærtid, spydtid,
sprængte skjolde,
uvejrstid, ulvetid –
undergangen kommer.
Ingen yder
en anden skånsel.

Således citerer krønnikeskriveren Snorri Sturluson Vølvens Spådom og beskriver optakten til Ragnarok som Fimbulvinteren, der er ekstra hårde vintre i tre år i træk uden sommer imellem dem. Bjerge falder sammen, havene skyller ind over land og Fenrisulven rykker sig fri af dens lænke. Jætterne går med gudernes hjem Asgård, solen sortner og stjernerne forsvinder.

Jætterne er kuldevæsener, der kommer fra de giftige floder i Niflheims tågede bjerglandskaber, hvor floderne er så iskolde, at mennesker fryser til is.

Men Vølven spår også om livets genkomst efterfølgende, hvor:

Agrene vokse
uden at sås.
Alt ondt bliver bedre.

Historikere vil gerne reducere og rationalisere myterne, for de har det ikke så godt med, at myterne går dem i bedene. Hændelserne er for voldsomme for dem, så derfor må det være fantasi. Mennesker i fortiden var overtroiske, de var som små børn, de forstod ikke verden … som vi gør. Gør vi det? Historikerne mener at kunne fidsfæste fimbulvinteren til år 536, og de gisner om må have været en vulkan, som de gætter på fandtes i Nordamerika. Måske var det sådan, men hør-hov, skulle historikere ikke tage udgangspunkt i verificerbare fakta fremfor gisninger?

Måske forstod fortidens mennesker noget om verden, som vi har glemt.
Måske har vi vasket forståelsens barn ud med badevandet eller ofret det på rationalismens alter. Hvilket vi så udnævner til at at være … forståelse.

En anden mulighed er, at Ragnarok er yderst virkeligt. Hvis man oversætter Vølvens sprog til et tidssvarende, så er hendes – vi går ud fra, at det er en kvinde – spådom uhyggelig tæt på noget, der udspiller sig eller kunne udspille sig lige om lidt. Er det ikke en temmelig præcis beskrivelse af optakten til og følgerne af en atomkrig, jf. gårsdagens almanakblad?

Historikerne har konstateret, af ofringer af guld til guderne var i højeste gear i denne formodede periode i det sjette århundrede, hvilket er 600+ år før, at skjalden Snorri nedskrev den mundtlige tradition om nordboernes ældste tider. Hvis vi skulle føre parallellen videre og tolke det profetisk, så må det vist siges at være det, som mennesker i dag bliver tvunget til.
Hvis du vil forhindre Ragnarok på grund af menneskeskabt global opvarmning, så betal-betal-betal dine grønne afgifter som formildelse til de globalistiske guder, så de har råd til Tredje Verdenskrig, for den kommer til at koste kassen.

En anden mulighed er at nægte at betale til det menneskeskabte Ragnarok.
Bare et forslag.

19. januar – vinterdyne

skoven har trukket dynen op over trætoppene
marken har belagt sig med et hvidt vattæppe
muldvarpen har skruet ned for alting i sin jordhule
ligesom flagermusen i sin mørke krog under taget med hovedet nedad

syvsoveren giver for en tid ikke længere sit besyv med
dens mund er lukket med syv segl
til den på syvendedagen vågner med et kækt: lad der blive lys!
og tænker: er jeg ikke en hasselmus, der skal have morgenmad?

dens fætre, som den slet ikke er i familie med, skovmusen og markmusen,
har konstant travlt med at holde varmen under den store dyne
deres små skrabende fødder røber dem, og DÈR springer ræven op
og borer på nedturen sin snude ned i sneen – der er en mus mindre i verden

træer og buske med samt urt er gået i skjul
med eller uden dyne synes ikke at bekymre dem
nøgne, nålede eller bare stedsegrønne er ét fedt
men når det en dag bliver forår, er de på spring med sugerørene

20. januar – det gnostiske matrix

Hvis man skulle beskriver filmen(e) The Matrix startende 1999 med to ord, ville det være kontrol og simulation.. Verden, som vi oplever og mener at kende den, er en simulation beregnet til at holde os fangne i kontrol. Formålet er at udsuge vores livsenergi. Mennesket er blevet til batterier i en kæmpe maskine uden mulighed for at undslippe. Vi kan betragte dette stykke sci-fi dystopi som fiktion, hvis vi ønsker det.

I 1945 blev der fundet 13 papurus med 52 skrifter i nogle huler i Nag Hammadi i Egypten. De blev skjult af grupper af kristne sandsynligvis i 300-tallet, der blev forfulgt af Kirken, som havde monopoliseret, harmoniseret og standardiseret kristendommen som romersk statskult og forfulgte, som Romerriget allerede forinden havde etableret som praksis, alle afvigere fra statskulten. Disse såkaldt apokryfe – stemplet som ugyldige, uortodokse, på middelalderdansk kætterske og på nudansk: pollitisk ukorrekte bibelske tekster fremstiller et verdensbillede, der er påfaldende lig The Matrix.

The Matrix er altså ikke et stykke fiktion med gnostiske undertoner, det er gnosticisme frame-for-frame oversat til film. De, der skabte The Matrix, var vidende om det.

I begge tilfælde er Verden, Kosmos skabt af noget, der ikke er Gud. I den mest systematiske gnostiske tekst kaldet Johannes’ Apokryphon optræder et væsen kaldet Demiurgen. I teksten hedder væsenet Yaldabaoth. Væsenet skaber en materiel verden, der opleves som fuldstændig og solid. Det fremstår som eksistensens totalitet. Men væsenet skaber det i uvidenhed om, at det ikke er den højeste og oprindelige virkelighed. I teksten udsiger han det samme som Yahweh i Anden Mosebog (Exodus) 34:14: Jeg er en skinsyg gud.

Demiurgen eller Arkitekten, som vi møder i det tredje kapitel af The Matrix, er misundelig og kontrolsyg. Det afspejles i det første af De Ti Bud, der siger: Du må ikke have andre guder end mig. Dette væsen er ikke ondt på den måde, at det ved hvad det gør men er snedig-beregnende og gør det alligevel med et smøret grin. Det er overbevist om, at det er det højeste væsen, og at dets system omfatter alt. Det er narcissistisk forelsket i sin egen skabelse (skinsyg – sindsyg). Og de væsener f.eks mennesker, der findes indkapslet i denne skabelse, er ude af stand til fatte mistanke om, at det ikke forholder sig sådan. De har fået indpodet Arkitektens uvidenhed. De er fanget i konstruktionen (the construct), som det er oversat i The Matrix.

Det er værre end Platons Hule, hvor mennesket er fanget i en skyggeverden i en hule. Det er alting, det er totalitært, der er intet udenfor hulen – tilsyneladende. Johannes’ Apokryphon beskriver ikke sit matrix som monstrøst men som overbevisende. I de vediske tekster bruges ordet Maya om den store illusion. Det opretholdes af mennesker, der identificerer sig med oplevelsen og det oplevede og ikke med Opleveren, Brahman. Identitet er at-være-identisk med noget andet end det, man er.

Skaberen af matricen, maskinen, systemet opstår som et biprodukt, hvor den højere virkelighed kaldet Pleroma begår et udslip. Demiurgen er selv en fange i sin egen simulation, den er identisk med simulationen. I The Matrix er det ikke Maskinen, der skaber energi og bevidsthed. Maskinen høster energien og parasiterer på bevidsheden i form af et udtræk. Hvad Maskinen aldrig kan udtrække er Pneuma, Guds ånde, den guddommelige gnist, som mennesket bærer i sig, og som er et fraktalt men komplet stykke af selve Skaberen, Livets Kilde. Det er den anden årsag til, at Demiurgen er en skinsyg gud, den er misundelig på livsgnisten, som er det, den aldrig kan genskabe.

Mennesket har ikke brug for Maskinen, Maskinen derimod har brug for mennesket. Maskinen er afhængig af mennskeenergi. Dette er Maskinens store akchilleshæl, dens svaghed, og Maskinen kan derfor aldrig tillade, at mennesker opdager denne svaghed. Gnostikerne kendte denne svaghed, og derfor blev de forfulgt, bandlyst og måtte gå under jorden, da Maskinens repræsentant = den romerske statskult var klar over, at den var gennemskuet, og at dens gud ikke var den sande Gud, Livskilden, som gnostikerne kaldte for Monaden, Den Ene.

Og som vi måske husker fra The Matrix, så bliver vores helt Neo, der undslipper Maskinen, tiltalt med: You are The One.

21. januar – historie

Historie er interessant og vigtig.
Men hvad der er endnu mere interessant og vigtig, er uformidlet historie,
ufortalt, uskrevet og gemt-af-vejen historie og i visse tilfælde udslettet historie,
der efterlader en fornemmelse af, at der er noget, der mangler.
Der er uforklarede lukkede døre og sorte huller, der larmer.

Historie er uhyre vigtig, hvis vi som mennesker vil forstå, hvem vi er,
hvor vi kommer fra, hvor vi er, og hvor vi skal hen.
Det er vigtigt for at fatte, hvad vi er i stand til og hvem vi kunne være, hvis vi tillod det. Men historie er også uhyre vigtig for magthavere, der IKKE ønsker, at vi skal forstå. De tillader det ikke. Forfalsket, hengemt og destrueret historie er afgørende for de, der ønsker at moniopolisere magt.
Folkets uforstand er min magt, siger despoten til sig selv og sit følge.

Historieforælling fra mund til øre og mund til mund er forpligtende.
For hver eneste gang historien om slægt og folk fortælles,
skal fortælleren stå til regnskab for sine lyttere.
Den mundlige tradition er den mest stabile og konservative.
Historieskrivning er i stand til at unddrage sig forpligtelse.
Ikke alle kunne skrive, kun de rige og magtfulde kunne hyre skrivere.
Skriveren skulle kun stå til regnskab overfor de, der betalte for skriveriet.

Skriverkarlene havde som opgave at skrive den historie,
som sejrherren i en krig befalede nedskrevet.
Sejrherren betragtede det som krigsbytte at kunne skrive SIN verdenshistorie.
Historien blev en efterrationaliseret legitimering af krigeriske ugerninger
og dermed en på forhånd givet legitimering af nye ugerninger.
Bestilt historieskrivning begår et overgreb på fortiden
for at fortælle nutiden, at der kan begås legitimerede overgreb i fremtiden.

22. januar – en skål

en skål for en bedre fremtid
i betragning af, at nutiden har ramt bunden
en skål for en bedre nutid i fremtiden
i betragtning af, af fortiden stinker

lad os drikke for en fælles forståelse
i betragtning af lederskabet ikke forstår noget (ikke engang sig selv)
lad os drikke for brugsretten til trivsel for mennesker, dyr og gevækster
i betragtning af verdensomspændende vildledende misbrug og vantrivsel

løft glasset for sundhed og sandhed
i bertragtning af at de er ilde set og hørt
løft glasset for lyset i mørket
i betragtning af de dårlige belysningsforhold i bygningen for tiden

tøm bægeret for klarsyn og visdom
i betragtning af fremherskende tågesnak og stupiditet
tøm bægeret for, at vi kommer ud på den anden side
i betragtning af nedfaldne murbrokker i tunnelen

23. januar – Demiurgen

Vi har mødt dette væsen for tre dage siden i anarkistens almanak.
Vi har hørt, at væsenet skabte en kæmpe simulation af alting.
Vi har forstået, at væsenet ikke havde forstået fuldtud,
at det ikke var Altings Skaber, der befandt sig udover dets selvforståelse.
Vi har lært, at vi som mennesker befinder os i Demiurgens Matrix,
men at vi bærer en gnist, som Demiurgen aldrig kan genskabe.

Til sidst har vi forstået, at der for indtil 1700 år siden stadig fandtes de,
der kendte til dette, men som herefter var nødt til at skjule sig for Kirken,
hvis gud var ingen andre end Demiurgen. Så vidt så ondt.

Hvordan kan vi vide det? kan du med rette spørge.
Det kan vi, fordi Kirken genskabte Demiurgens konstruktion.
Og ikke blot Kirken men også kongemagten/staten genskabte konstruktionen.
Denne konstruktion er altid et hierarki,
der bygger på lydighed og underkastelse.
Og i toppen af hierarkiet sidder den underkaster, der forlange lydighed.

Det demiurgiske system har mange navne og mange ism’er:
feudalisme, imperialisme, militarisme, mammonisme,
zionisme, nihilisme, satanisme, fascisme og jeg-ska’-gi’-dig-isme.

Et system er, hvad det gør. Ikke hvad det siger om sig selv.
Verden på Jorden er styret af en maskine,
der bærer Demiurgens alt for tydelige fingeraftryk – hvis man ellers kan tyde det.
Imperiet er Misundelsens Imperium, der fuldstændigt efter Demiurgens forbillede
var en skinsyg gud, der ikke tillod andre autoriteter end DEN,
og som stjal eller ødelagde alt, der ikke opfyldte LOVEN, som den havde givet.

Vi har læst, at Demiurgens navn blandt andre var Yaldabaoth.
Men vi kan se på fingeraftrykket, at han også var Yahweh,
der sagde til Moses på bjerget: Du må ikke have andre guder end mig.

De kalder det for monoteisme, og det skulle efter sigende være et fremskridt
i forhold til det pantheon og gudeskikkelser,
som den enevældige gud fyrede og sendte hjem uden løn.
Vi kan godt komme i tanker om andre betegnelser med mono (ene, uni):
monokultur, monopolisering, unipolær verdensorden, E-Union,
enevældskonge, enerådig, årtusinders eneherskende ensomhed.

Det blev til én sand gud fra Alpha til Omega, det store kosmiske pengevaskeri,
der sugede al livsenergi til sig, så Demiurgen kunne transformere det
til sig selv og sin monomane universelle konstruktion.

Udover at Demiurgen var en skinsyg unipolær monopolkapitalist,
så var den en gud, der befalede sit eget folk at begå folkemord mod dets naboer,
som straffede dette udvalgte folk med allandsens ulykker, hvis de var ulydige,
som havde lavet om på navnet for at lyde mere hjemlig og skjulte sit rigtige navn,
og som placerede et slør over skabelsen, så lyset bag ikke kunne ses.
Og er det ikke, som om vi bare kan skifte navnet ud med opdateringer,
vi kender alt for godt – og det er ikke for det gode.

24. januar – censur

censur udøves kun af de, der er bange
de er bange for at udfordre sig selv og deres verdensbillede
de er bange for, at andre skal gennemskue dem,
de er bange for, at det skal stå klart, at kejseren står i bar røv og skisokker
de er bange for alt, de ikke kan kontrollere og manipulere
de er bange for sandhed, sundhed og samvittighed
de er bange for at blive til en vittighed, så de gør forebyggende grin med andre
de er bange for de, der ikke adlyder og falder om i støvet
de er bange for kvalificeret meningsdannelse og kritisk tænkning
de er bange for at blive konfronteret med deres handlinger
de er bange for ægte historie, så de fremstiller ‘redigeret’ historie
de er bange for lyset, så de færdes kun i mørket
de er bange for frihed til at tale, så de lukker kæften på folk
de er bange for viden, så de strør om sig med uvidenhed
de er bange for, hvad folk tænker om dem
de er bange for, at folk overhovedet skal tænke
de er bange for, hvad folk siger om dem
de er bange for, at folk overhovedet skal sige noget
de er bange for at være bange, så de skræmmer folk for en sikkerheds skyld
de er bange for at miste grebet, så de griber til kvælertag
de er bange for, at andre skal forstå, at der ikke er noget at være bange for
de er bange for … mennesker og menneskelighed

25. januar – spøgelser

Tror du på spøgelser? bliver der spurgt.
Helt sikkert, svarer jeg.
Men skal vi ikke først blive enige om, hvad det er?

Er spøgelser bare alt, der ikke har en fysisk krop,
men opfører sig, som om det har?
Det synes at være for diffust, det synes at ramme ved siden af.
Lad mig forklare mit synspunkt.

Lad os starte med at se bort fra den materialistiske bortforklaring
og fornægtelse af fænomenet: Du ser bare spøgelser, høhø.
Tilbage er der flere tilgængelige forklaringer, hvilket både skyldes uenighed om fænomenet, og at det materialistiske verdenssyn tvinger folk til at vride og vende sig i rationaliseringer både før- og efter. Men det skyldes også, at der ikke tales om ét fænomen men flere.

Det første fænomen er tilbageblevne energifænomener på steder, hvor der er sket noget forfærdeligt. Man vil lægge mærke til, at beretninger om spøgelser altid er knyttet til bestemte lokaliteter. Hvis man dykker ned i historien om disse lokaliteter, vil der næsten med garanti være tale om, at der har fundet noget sted, hvor mennesker er omkommet på tragisk vis – ikke i form af en hændeligt uheld men som følge af, at nogen bevidst har aflivet dem.

En esoterisk måde at forklare tragedien på er, at de mennesker, der omkom på dette sted, ikke har givet deres samtykke til at forlade de levendes verden og gå bort. Mennesker går bort, fordi de indvilliger i at gå bort. Hvis de ikke indvilliger og/eller bliver tvunget af andre til at gå bort mod deres vilje, så er der noget, der bliver fanget mellem to verdener.

Stridsspørgsmålet går på, om det er sjæle, der bliver fanget i et limbo, eller om det er aftryk af et sjæleligt emotionelt uforløst over-load? I den sidste forklaring er spøgelser energetiske hologrammer, der afspilles på lokaliteter, hvor de levende har færdes, og hvor tragedien fandt sted. Sjælene er over alle bredder, men indtrykket/aftrykket hænger ved. Der er så vidt vides aldrig berettet om, at spøgelser har skadet levende. Spøgelser har ingen vilje, de tager ingen intiativer. De er gengangere, så de går bare igen, for de er ikke i stand til andet. Det er de levende, der er blevet skræmt fra vid og sans – og så kan der jo ske alt muligt, de kunne f.eks dø af skræk, ligesom de også kunne dø af grin.

Spørgsmålet er, hvad der er sket med sjælene? Igen ser vi bort fra materialisterne, der overhovedet ikke mener, at de selv har en sjæl. De er bare kødmaskiner med nerveimpulser, og bevidsthed er en neurologisk bivirkning = et affaldsprodukt af hjerneaktivitet. Fred være med dem.

Et andet spørgsmål er, om alle fænomener derude, som mennesker kan møde i en mørk skov i Canada eller en nedlagt kobbermine i Nordsverige er den slags energifænomener? Vi bør snarere regne med muligheden af, at der findes væsener, der kan glide ud og ind af den for de fleste mennesker usynlige verden, transdimensionelle væsener. Vi ser her bort fra shamanen i Mongoliet, åndemaneren i Inuit-land og heksedoktoren i Benin, Vestafrika, der er trænet til at se ind i den anden verden. Vi ser også bort fra, hvad mennesker på ahyahuasca, LSD, DMT o.a kan møde i deres trip. Vi taler om, at der bor væsener på denne planet, der mest holder af at være for sig selv, men som, når visse fredsforstyrrere slår sig ned i deres territorium og begynder at skyde løs på dyr og stege pølser, kan finde på at give sig til kende – og forsøge at slippe af med de ubudne gæster i deres hjemsted.

Dyr kan fornemme disse væsener. Hunde og katte flipper ud, når de kan fornemme dem. Hele skoven kan fornemme dem, for folk beretter som oftest, at skoven bliver underlig stille, når der er ‘noget’ derude, derinde.

Så hvad var det, du spurgte om? Nå jo, tror du på spøgelser?
Jeg ved ikke, om jeg har udtrykt mig klart, eller om der er ankommet 20 nye spørgsmål i stedet. Hvis så, er alt, som det skal være.

26. januar – stilhed

Der er ingenting i verden så stille som sne, …

Blot denne første linje i Helge Rodes digt fra 1907 er en af de smukkeste og mest billed- og stemningsskabende linjer, der blev kendt via en sang.
Paul Hamburger skrev sin melodi i 1937. Om det var under indtryk af den alt andet end af stilhed rumlende kanontorden i baggrunden vides ikke. Det var også før, at Det haver så nyeligen regnet med frø af ugræs føget over hegnet i den eneste sang, som Johan Ottosen skrev.

Helge Rode kunne ikke have vidst noget om alt dette. Eller kunne han?
Ugræsset var allerede 43 år tidligere føget indeover hegnet.
Det var ikke blot føget, der det var bulldozet med støvler og pikkelhuer og kanoner indover hegnet, fordi den dumme danske konge havde valgt at provokere preusserne i den Anden Schleswigske Krig i 1864 uden at kalkulere med deres slagkraft.

13 år senere så Danmark sit snit til at tage noget af det tabte land tilbage ved Genforeningen i 1920. Det kunne de kun, fordi Tyskland var blevet bulldozet tilbage af Det Britiske Imperium og dets allierede, den samme alliance der via Versailles-traktaten gjorde Anden Verdenskrig lige så uundgåelig som Første Verdenskrig.

Helge Rode kendte udmærket til dette. Men han valgte for en stund at se bort fra det og gå ud en vinterdag, hvor nyfalden sne havde lagt et ti centimeter tykt lag sne på grangrenene, jorden og hustagene. Hvis man står helt stille, hører man stilheden.

Du kan godt høre det, ikke? Det er ligesom at høre græsset gro. Det lydløse kan jo ikke høres. Det er også som med stilhed / pauser midt i et musikstykke. Eller en pludselig stilhed i en talestrøm. Eller stilhed før storm og tordenvejr. Eller den larmende stilhed. Eller den stilhed, når samtlige cikader holder op med at knirke – uh-oh tænker man.

Det var ikke den ildevarslende stilhed, Helge Rode digtede om. Det var den befriende og andægtige stilhed, som når man har siddet inde i bjælkehytten med fulde, højlydte mennesker under en julefrokost og lige pludselig har fået nok af larmen, hvorefter man går ud mellem træerne og et par hundrede meter hen ad skovvejen en stjerneklar aften og ser op på Mælkevejen, Cassiopeia og Karlsvognen og hører det modsatte af den bøvede larm.

Er det stilheden af de sovende træer?
Er det stilheden af længsel efter hvile midt i hurlumhejet?
Det er helt sikkert ikke en dødens stilhed, for den sovende natur er ikke død.

Mnjææ, det er bare sneens lyddæmpende effekt, hører jeg i baggrunden.
Javel ja, det er fandme bare ikke særligt poetisk!

27. Januar – in memoriam

Jeg tænker tilbage på den aften, hvor du ringede til mig.
Jeg hørte noget i din stemme. Jeg havde hørt det før, jeg hørte det igen.
Du vidste det, jeg fornemmede, at du vidste det.
Du havde sagt, at du var klar. Du havde forstået, hvad der skulle ske.

Vi talte sammen i flere timer, som vi altid har gjort.
Så siger du: Jeg er nødt til at hvile nu, jeg kan ikke mere.
Det var din måde at sige, at det var på tide.
Dit fysiske hjerte kunne ikke mere.

Næste dag gik du ind i operationsstuen.
Døren blev lukket, som det hører sig til.
Det tager to minutter at få et elektrisk hjertestød.
Ti minutter senere var døren endnu ikke åbnet.

Du havde forberedt dig. Du var afklaret.
Du havde levet et fuldbyrdet liv.
Du havde givet alt, du formåede til alle, der kom forbi.
Ingen gik forgæves, alt gav mening.

28. januar – den uhyggelige dal

The Uncanny Valley er overalt for tiden. Og hvad er så det?

Det er introduceret som begreb af en japansk robotforsker i 1970’er ved navn Masahiro Mori. Det handler om menneskers møde med maskiner og mere specifikt robotter. Så længe de er legetøjsrobotter med kassehoveder eller ligner nuttede støvsugere som R2D2, har mennesker ingen problemer med dem. Eller industrirobotter, der kun udfører bestemte bevægelser, hvilket også opleves helt OK.

Men lige så snart de begynder at blive menneskelignende, opstår der en ubehagelig og uhyggelig (uncanny) fornemmelse. Det er, hvad der sker lige nu. Det gælder også AI-generede videoer. Og der er mange af disse videoer ude lige nu, rigtig mange. Lydsiden er også AI-genereret, og der findes særlige karakteristika på ChatGPT-generede tekster, der så oven i købet bliver læst op af AI selv. Et af dem det enerverende tredelte argument Not a [one thing], not a [another thing] but simply a [third thing]. Det er et velkendt retorisk greb, men AI-robotten gør det bare hele tiden. Robotten siger aldrig øh-og-bøh, den tøver aldrig, for den ‘ved’ allerede, hvad den skal sige. Det talende hovede kører i ring og gentager de samme bevægelser hele tiden. Der er indimellem små spasmer, der røber mekanikken. Forholdet mellem hovedet og baggrunden virker kunstigt. Der er altid fuld dybdefokus, farverne er fuldt saturerede. Hvis man ser hele kroppe, bevæger de sig ofte for langsomt, og hele landskabet virker plastikagtigt. Det virker uncanny.

Det er egentligt et underligt begreb, for canny betyder snedig. Skulle det så være usnedigt? Det betyder så uhyggeligt. Robotterne er endnu ikke så tæt på det menneskelige, at vi ikke opdager det. Den dag, hvor maskinlæringen er blevet så avanceret, at robotterne også kan simulere imperfektion = egentlig menneskelighed i form af bittesmå ‘fejl’ og derudover ikke gentager sig selv, så begynder mennesker at slappe af igen.

Det er så her, hvor det ekstra farligt.
For så er der hul igennem for hvad som helst. Reklamebranchen har vidst det længe. De rammer dig i de situationer, hvor du slapper mest af, og hvor dit psykiske immunforsvar er sat på standby. AI har taget det til næste etage.

29. januar – et godt spørgsmål

Her er et spørgsmål, der er påtrængende,
hvis vi ikke forstår, hvorfor vi i den nutidige verden,
der burde have gjort op med og afskaffet feudalisme,
aristokrati, adelsvælde og plutokrati eller indavlede royaliteter,
stadigvæk ikke har forladt børnehaven
og går rundt med sut og en våd ble i røven
og FORSVARER! de rigeste, de mest priviligerede
og samtidigt de mest amoralske og misbrugeriske mennesker på planeten
… så har vi et forklaringsproblem overfor os selv.

Hvad er det for en ikke-velforstået mekanisme,
der udgår psykologien/sociologien bag en sådan blind lydighed?

Der er uden tvivl ikke én men flere faktorer i denne ulyksalige cocktail.
Et enkelt bud er, at det kunne være meget værre. Folk har allerede set, hvad der misbrugeriske, grådige, amoralske lederskab er i stand til, så de må holde fast ved, at de trods alt ikke er døde endnu.

Et andet bud kaldes for retfærdiggørelse af systemet. Folk er via falske argumenter, der er argumenter, de ikke er i stand til at gennemskue og modgå, blevet overtalt til, at dette er tingenes tilstand, og sådan har det altid været, og det kan vi ikke gøre noget ved. Defaitisme er blevt bagt ind i folks tankesæt fra spædbarn til olding. Elendighed er en slags naturlov. Det er denne forfalskede naturlov vi finder i darwinismen, der netop er – i dette tilfælde – den britiske overklasses pseudovidenskabelige, designerbiologiske begrundelse for, at de har lov til, ja nærmest pligt til at underkue de svage, blot fordi de selv er de stærke. De er eugenikere og tror på deres ret til at føre DERES gener videre. Og når man ser på, hvor indavlede det britiske aristokrati og deres kongefamilie er, så må det vist kaldes for en joke. Eu-genik: de gode gener burde kaldes for mal-genik: de dårlige, skrumpede, defekte gener.

Der køres ofte en talemåde i stilling med udtryk som:
De var fattige men lykkelige.
De er rige men ulykkelige.

Det kan godt have et element af sandhed over sig i visse tilfælde. Når man kommer til fattige områder af verden, hvor hvor folk ikke ligefrem ligger og dør på gaden, landsbykulturer med et simpelt liv, så finder man ofte venlighed, imødekommenhed, sammenhold og fællesskab og først og fremmest: værdighed. Er det ikke en form for lykke?
Omvendt finder man ikke meget lykke hos de ultrarige og magtfulde. For hvis de var lykkelige, så ville de ikke konstant begære mere magt og rigdom, samtidigt med at de plages af konstant misundelse over andres velstand. Og de ville ikke være konstant paranoide over, at andre skal fratage dem deres velstand.
Tyv tror, at hvermand stjæler.

Men bagsiden er udsagnet i vor del af verden er, at det er med til at fastholde folk i en eller anden gradbøjning af elendighed, fordi vi er jo lykkelige … nok … er vi ikke? Se hvor ulykkelige de rige er, det er ikke engang værd at stræbe efter … så lad være med det. Det er sværere for en rig mand at komme i Himlen end for en kamel at komme igennem et nåleøje.
Og vi skal da lige love for, at de nede i rigmandsklubben i Basel i World Economic Forum er løbet med den bold, for som de arrogant proklamerer:
I 2030 ejer du intet, og du er lykkelig.

Folk er ikke i stand til at oversætte det til forståeligt udsagn:
I 2030 har vi stjålet ALT fra dig, og du kan ikke gøre en skid ved det.

Så er der Kristendommens bidrag til denne tilstand. Filosoffen Friedrich Nietzsche kaldte det for en slavefilosofi. Havde han ret? I hvert fald kommer vi ikke udenom, at Kristendommen, som den dannedes som statsreligion i Romerriget efter Konstantin den Store, var et af de stykker imperialt software, der skulle understøtte feudalismen, der opstod på samme tid. At vende den anden kind til er en omformulering af Pax Romanorum og at give Kejseren, hvad Kejserens er. Lad de rige og stangkorrupte adelsfamilier, aristokrater og senatorer gøre som de vil, bare vi har lov til at overleve. Hvis vi spørger dem pænt om lov, så kan vi nok leve i fred. Og med med lidt brød og skuespil, så går det altsammen.

På det punkt blev Kristendommen er passifistisk designerreligion. Det har intet med Jesus at gøre men alt med Paulus, den romerske agent hvis rigtige navn var Josephus Flavius, der udskrev den historiske person Jesus af historien – han var en af sin tids betydeligste romerske historikere og indskrev en efeminiseret, passifistisk rollemodel til efterfølgelse. Offerlammet blev en helt, torturinstrumentet blev et helligt symbol. Det var et passificeringsprojekt. Senere efter transformationen fra Romerstat til Romerkirke skruede man op for skyld, skam og frygt, vi var alle syndere, kom indenfor og få frelse og tilgivelse, kom til far og mor.

Ideen om accepten af, ja nærmest omfavnelse af fattigdom, har en såkaldt palliativ effekt, som lægevidenskaben kalder det. Den er smertestillende, den lindrer lidelse. Hvis folk kan overbevises (hjernevaskes) til at opleve deres livsbetingelser som fair, så behøver de ikke at bære vægten af deres egne ufordele. Det er ligesom den kristne syndsforladelse. Folk behøver ikke at kæmpe eller være vrede, når de kan være fromme. De kan bare leve deres liv i lykkelig accept – og lykkelig uvidenhed om, at det overhovedet ikke behøver at være sådan.

På det punkt er der noget rigtigt i Karl Marx’s udsagn om, at religion er opium for folket. Hvad han lige glemte at nævne var, at marxismen/kommunismen/socialismen selv skabte en designerreligion/-ideologi, der blev et nyt opiat. Og en mand med penge ned i lommen fra det Rothschild-dynasti, der var vældig aktive i Opiumskrigene mod Kina, så vidste han et-og-andet om opiumskrig.

En noget sørgelig side ved fænomenet er den voyeurisme, som folk dyrker vha tabloid-medier. Folk snasker rundt i nyfigenhed og beundring af de rige og depraverede. Eller de kongelige, især de kongelige. Midt i elendigheden er det da godt, at der er nogen der forstår at trykke den skamløst af, som vi kan identificere os med og drømme om. Det er historien om Upstairs-Downstairs. Det er særdeles udtalt i det britiske klassesamfund. Og briterne forlangte denne attitude praktiseret til punkt og prikke af deres kolonialiserede undersåtter, den globale underklasse.

Det findes alle steder.
Vi er aldrig kommet os over det.
Og vi lever stadigvæk i midten af 1800-tallet.

30. januar – svenska köttbullar

Tag en tur i IKEA og spis svenske kødboller. Mere svensk bliver det ikke.
Altså med mindre det skulle være Janssons fristelser, surströming og glaseret juleskinke. Det kan også være, at flodkrebsegilde med snaps og fuldemandssange kommer ind på en førsteplads.

De færreste er klar over, at denne nationalret stammer fra, at den svenske konge Karl XII rejste til Tyrkiet og blev glad for tyrkisk köfte, hvorefter han bragte det hjem. En mere præcis historie er muligvis, at krigerkongen tabte en krig mod Rusland tidligt i 1700-tallet og måtte flygte til Moldavien, der var under tyrkisk dominans, og at han her mødte köften, den aflange kødbolle, den tyrkiske frikadelle kendt i dag på Balkan som ćevapčići, som han bragte hjem og forsvenskede.

En luksusudgave ville være:
bland hakket okse- og svinekød
tilføj lidt olivenolie og et æg
tilføj peber og valgfrit diverse krydderier
tilføj dijonsennep
tilføj mælk og fløde
tilføj panko-rasp
tilføj salt og ælt grundigt med hænderne

for at være sikker på smagen steg og smag en flad mini-frikadelle
juster ingredienserne – sandsynligvis +- salt / peber
lad farsen hvile i minimum 1/2 time
form med vand på hænderne til boller på ca. 35 g
lad hvile yderligere

i mellemtiden bag store kartofler til kartoffelmos
lav noget agurkesalat
anskaf noget lingon- eller tyttebærmarmelade
steg kødbollerne og brug stegefedtet til at lave sovs med fløde
server og spis med afspilning af ABBA’s Mama Mia, here we go again

31. januar – øst for Paradis

Udover at det er en berømt – i hvert fald i Danmark – biograf nærmere bestemt i Paradisgade i Århus, der er navngivet efter en berømt film med James Dean i hovedrollen, der igen er navngivet efter en berømt roman skrevet af den berømte forfatter John Steinbeck.

Men hvor kommer Øst for Paradis fra? Det kommer fra en endnu mere berømt bog, der hedder Bibelen, der som bekendt ikke er én bog men en bogsamling af bøger / skrifter, der efter flere omgange med redigering og censur er havnet på det, vi kender som Bibelen. En af bøgerne er Genesis, som det hedder på græsk, hvilket oversat betyder oprindelsen. På dansk plejer vi at kalde det for Skabelsesberetningen. Det er her, hvor Gud – hvem det så end er – lader der blive lys og alt det andet. Det er også her vi har Edens Have, for Adam og Eva bliver smidt ud i bar røv og tog tøj på. Det er også her, hvor Noah fylder et helt skib med dyr, der på underlig vis afstår fra at æde hinanden … der gøres ikke nærmere rede for logistikken, hvilket ville have krævet en manual i sig selv på størrelse 6. Mosebog.

Det er også i Genesis, vi forinden finder historien om de to sønner af de første mennesker Adam og Eva, hvor Kain slår sin bror Abel ihjel i misundelse over, at Gud bedre kan lide ham, hvorefter han får sparket af Gud og er nødt til at vandre rundt som en vagabond. Her opstår et nyt logistisk problem, for der var ifølge Bibelen kun tre mennesker på hele Jorden, for den fjerde var jo slået ihjel. Og i dialogen med Gud, da han får sparket, begræder han sin skæbne og siger, at dette er mere, end han kan bære, og at den første han møder derude vil slå ham ihjel. Næ-næ, siger Gud, for giver jeg dig kainsmærket, så den, der ønsker at slå dig ihjel vil lide en skæbne blot meget værre. Så kan de lære det, og det kan du også.

Så han drager ud og kommer til et sted kaldet Nod. Og stop lige her, for der er allerede flere logistiske problemer. Det første er som sagt, at der kun er tre mennesker på hele den tomme jord efter syndfloden, så hvem er det derude, som Kain er bange for skal slå ham ihjel? Steder har som regel et navn, fordi der bor mennesker der. Da han ankommer til stedet finder han minsandten også en kone, som han får en søn med kaldet Enoch. Aha! så der var altså folk derude! Var de så andre overlevende fra syndfloden, som forfatten havde glemt at fortælle om? Og hvad hed hans kone? Det synes forfatteren heller ikke at være tilskyndet til at fortælle os om. Hun hed bare Kone, der er Enok stavet bagfra.

Kain byggede en hel by, som han i øvrigt opkalder efter sin søn Enoch. At bygge en by er ikke noget man gør med sine egne to hænder. Det kræver mange mennesker med mange slags håndværk. Så teologer er nødt til at snakke udenom og forklare, at det er komprimeret historie med et komprimeret persongalleri. Det skulle så også forklare, hvorfor folk blev 900 år gamle i hedenold + en hulens bunke andre ting, der gør, at det kræver en lang universitetsuddannelse + en efteruddannelse på præsteseminaret at blive bortforklarings-ekspert.

Jeg vil bare sige, at der er nok at se til, hvis man er fundamentalist og skal gøre rede for alle de selvmodsigelser og absurditer, de vil have os til at tro på. Er dette så en argumentation for ateisme? Overhovedet ikke. Vi skal bare ikke forvente hjælp fra teologerne, for de er nødt til at sluge alle deres kameler, fordøje dem og trykke dem ud i den anden ende, så de også bliver spiselige for andre. Vi går stærkt ind for genbrug her.

Og så lige en ting til. Hvis landet Nod lå øst for Paradis, hvor lå Paradis så?