Salmer
1. april – højsang
hvad skal jeg sige?
jeg er udenfor scope, jeg er løbet tør for ord
mit emne og anliggende er udenfor ordenes rækkevidde
det er her jeg er nødt til at gribe min harpe og bryde ud i sang
for ikke at ende i pinlig mangel på ord
hvilket på den anden side afføder pinlig over-load
af andre emotionelle udladninger
i et delikat felt imellem at kamme over og være underspillet
hvad skal jeg sige?
hvis jeg ikke siger det, er det usagt
hvordan kan jeg kende kærlighedens sande virkningskraft
dens mulighed for gennemgribende forandring
hvordan skal jeg kende væren fra lykke og kærlighed,
hvordan skal jeg forstå, at disse er tre væsener er enige
forsænket i det indre nogen-ting såvel som det store al-ting
hvis ikke jeg erklærer det og siger det højt?
hvad skal jeg sige?
Den Ene ønsker at kende sig selv
er jeg ikke en del af dette kendskab?
ønsker ikke også jeg at kende mig selv?
er denne kærlighedsakt ikke det universelle kendskab
til ophavet, kilden, oprindelsen til Alt, der er værd at kende
og er jeg ikke værd at kende
i en verden, hvor alt er udtværet til ukendelighed?
hvad skal jeg sige?
jeg har kendt dig, du har kendt mig
vi har kendt det, der gav sig tilkende
vi har begge deltaget i det store kend-dig-selv
og var det ikke det, der stod ved indgangen
til oraklets køkken, hvor hun bagte sine småkager?
og var det ikke det, der var hele alkymien
i det himmelske bryllup for de evige elskende?
hvad skal jeg sige?
det har åbenbaret sig som et mysterium
det ønsker at blive kendt og undersøgt
som kun et mysterium har krav på
kun selve kærligheden har evnen
til at gennemtrænge et sådant krævende mysterium
for størst af alt er den blandt de tre
altgennemtrængende i sit overbærende tålmod
2. april – tag din sjæl
og flyv den op ad Nilen til dens udspring
se undervejs bort fra fejlagtigt placerede dæmninger
og andre hæmninger og bekymringer
lad ikke småligheder og officielle fortrædeligheder
komme i vejen for hverken fugleflugtslinje eller udflugtsveje
lad intet krudtslam fra imperiale interventioner intervenere
tag din sjæl
og sejl den ned ad Ob-Irtysh – der er opad på kortet javel,
floder flyder altså nedad og landskabet er ikke det samme som kortet
– lad den brede sig over taiga og tundra
og indsuge pollen fra cedertræer
til du som Odysseus en dag mellemlander i Hvidehavet
og går i hi i fire måneder med en bjørn
tag din sjæl
op ad Volga, hvor pramdragere førhen sang deres sange
for hvad skulle de ellers muntre sig med i tovtrækkeriet?
til udspringet i landsbyen Volgoverkhov’e,
hvor du sætter dig ned med en babushka
og over en kop te fra samovaren får bekræftet,
at dette sandelig er stedet, hvor den store flod springer ud
tag din sjæl
og flyv den ned ad Donau
sejl den, svøm den eller lad den bare blive til dens vand,
der gennemstrømmer kulturens knudepunkter
hvilket selffølgelig er noget vrøvl, for det forholder sig omvendt,
da kulturens knudepunkter er bygget langs den store blodåre,
der ender i deltaet med kæmpekarper, pelikaner, isfugle og en milliard frøer
tag din sjæl
når den er klar til de ultimative vandmasser,
der flyder ned fra den store væg i Andes,
gennemstrømmer de umådelige skove med overgroede byer
fra en glemt og udryddet civilisation voldtaget af conquistadorer
for at ende i Atlanten i et bad af ferskvand,
hvor man kan drikke af havet mod øst i hundrede kilometer
tag din sjæl
op og ned ad Mississippi, Rio Grande, Yukon
mød den hvide mands endeligt på Congofloden, Mekong, Yangtze
nedsænk dit svedige legeme i Ganges, indånd bjergluften langs Indus
mærk den trykkende stemning ved Don og Jordanfloden
eller nedskalér med en doven sejltur på Odense Å
en kølig Albani-pilsner og en sammenklappet leverpostejmad med rødbede
3. april – vær stille
mit sind er som Nørreport Station
der er konstant ankomster og afgange
der stiges ind, der stiges ud
der er knævren, mumlen og blinkende signaler
der er skrattende højttalere og beskeder om,
at næste afgang er forsinket i 14 minutter
der er ure overalt i Kronos’ kongedømme
der ventes med utålmodighed
banegårdens støj absorberes som en indre støj
alt ved dette sted er i transit, intet er i hvile
ingen hører hjemme her, alle er fremmede
du ser ingen i øjnene, du taler ikke med fremmede
tanker ankommer og afgår
der stiger følelser ud og ind af huller i togstammerne
en radiostation transmitterer stemmer, lyde og hvid støj
ingen siger, hvor de kommer fra, ingen spørger, hvor du skal hen
der er en køreplan for alle impulser, men ingen kender den
vi håber, du har haft en god rejse, husk din bagage
der kan påregnes yderligere forsinkelse
på grund af nedfaldne køreledninger, overisning i sommerheden
og fjernelse af personlige kropsdele fra sporet og omegn,
der arbejdes ifølge rygter på sagen
men hvorfor ikke tage sagen i egen hånd med samt din håndbagage
og gå op ad trappen forenden af perronen og blot forsvinde?
forsvind ind i mylderet af stadig sammenhængende kropsdele
der i det mindste virker eller i hvert fald lader som om,
de er i besiddelse af et stykke grundlæggende fri vilje og ikke nødvendigvis er underlagt en køreplan med forsinkelser
– det kan være en illusion
flyt dig skallede hundrede meter til Botanisk Have
mærk forvandlingen i det øjeblik
du går gennem den sortmalede jernport
her finder du bænken, der ikke tilhører et venteværelse
ring til chefen og sig, at du er blevet syg og ønsk dig selv god bedring
sluk for mobilterroristen og husk at medbringe friskbrygget kaffe
intet er i transit her, alt er ankommet
det er på tide at få en stille snak med Gud
her i løvhængets kirke, hvis vægge er tuja, rododendron og hængepil
lad dit sind være som haven,
hvor mangfoldighed ikke træder sig selv over tæerne
men rejser sig for ældre barkede damer og botaniske grønskollinger
og giver plads til den indre stemme, den langsomme Q&A
her under det gamle cedertræ ved søen med åkander og guldkarper
hvor svaret er forsinket lige så længe, der er brug for at forstå det
4. april – denne ild
jeg har tændt denne ild
som en påmindelse om
at også jeg indeholder et lys
der er uudslukkeligt
at der også i mig findes ukrænkelighed
hvor intet ondt har adgang
lyset kan mures inde
det kan overskygges med mørke
det kan belægges med simulationer og matricer
det kan forstyrres og forvirres
det kan omringes, belejres og belures
men det kan aldrig ødelægges
om så hele Omniverset udså dette lys
til at være hovedmålet for angreb,
korruption og pervertering,
om hære af dæmoner og sorte engle
i samlet flok udspyede deres eder og forbandelser
så brænder flammen i uforstyrret ro
lyset fra sjælens flamme kan sættes under en skæppe
vi kan overtales og forføres til at benægte dens eksistens
i vores mørkerædsel blev vi lysrædde
i vores forvirring blev vi forledt til fornægtelse
men en skønne dag brænder den igennem
en revne i murværket lod den trænge ud
jeg har tændt denne ild
i en sikker forvisning om
at jeg er et lysvæsen
der er havnet dette sted
på foranledning af Kilden til Skabelse,
og at jeg er her med dens beskyttelse
i denne prøvelsernes tid
hvor dæmonerne er sluppet løs for fuld skrue
hvor Dyret er gerådet i rasende dødskrampe
hvor det mangehovedede reptil udfråder sin edder
så hiver jeg stikket og lader hånt
og sætter mig ned i oplyst samtale med – DIG
5. april – krigen om Gud
hvad var det, vi sagde som børn,
hvis vi var kommet i klemme
overfor en eller anden møgunge i nabolaget?
min far er stærkere end din!
eventuelt suppleret med:
hvis ikke … så henter jeg min storebror!
hvilket muligvis var i erkendelse af,
at far nok ikke havde tænkt sig
at ankomme og slå løs på møgungens far
eller møgungen selv for den sags skyld
jeg kan ikke lade være med at tænke på,
om ikke denne barnagtige og jævnthen afmægtige
påkalden sig Almægtighed i én form,
mens der hånes løs mod andre udgaver af mægtighed,
mens der spyes omkring med vantro, hedning, kætter
ikke er en form for regression til det, vi råbte i skolegården,
hjemme på gaden, i baggården, på legepladsen?
når der forekommer et statskup i Pantheon
efter en imperial overkørsel af fremmed territorium
når gudebilleder bliver smadret og erstattet af nye,
der eventuelt med tiden også bliver smadret,
når den ene sekt og kult råber ukvemsord efter den anden
og tredje og fjerde og alle andre end den selv,
er det så ikke en menneskehed,
der ikke er kommet ud af skolegården,
og for hvem det ikke er lykkedes at få sig et liv,
og som ikke er kommet overens med sig selv?
er min gud har en større tissemand end din
ikke en komplet misforståelse af begrebet?
er det ikke netop det, der kendetegner Gud,
der skabte mennesket i sit billede,
og ikke mennesket, der skabte Gud i sit billede?
JEG ER, SOM DU ØNSKER AT MØDE MIG
hvilket så vidt jeg kan se burde efterlade en vis margin
er den gud, der hævdes selv at ønske at være større end andre guder
overhovedet Gud, den almægtige og ikke en ussel tronraner
en demiurg, en kunstig intelligens på et højere plan
et indskudt lag, der har hyret et præsteskab som pimps
som mellemhandlere, pushere og åndelige grossister
som en hær af bedemænd og befamlere?
er Gud ikke blot reduceret til en proxykriger
projiceret på storskærm til offentlig beskuelse?
er Gud herefter ikke blot et stykke falsk logik,
der falder i kategorien: appel til autoritet?
6. april – påkaldelse
jeg beder med taknemmelighed over
at min anråbelse allerede er fuldbyrdet
at denne manifestation allerede har fundet sted,
for hvorfor skulle den ikke?
det kan være, at der er en vis ekspeditionstid
eller leveringstid eller forsinkelse
på grund af de store afstande
eller visse teknikaliteter i transit
det betyder intet i den store sammenhæng
min trang til omgående behovstilfredsstillelse
er til ingen nytte i den sammenhæng
det er på tide at blive voksen
pas på hvad du beder om,
det kan være, dit ønske går i opfyldelse – siges der
kun ønsker i overensstemmelse med naturens sande lov
synes kvalificeret til efterkommelse
tro ikke at Universet har døve øren
tro ikke at der er begrænset telefontid
der er intet login og password
der er ingen: Du er nu nummer femten i køen
javist, det kan være en fordel at slukke for fjernsynet
eller baggrundsstøjen eller motoren, der kører i baggrunden
javist, det kan være befordrende at være stille
og sætte den digitale terrorist udenfor døren
det findes ingen opskrift eller formel
påtaget ydmyghed og duknakket offerrolle er blot til hinder
tudefjæs, pivetryne og masochistisk selviscenesættelse virker ikke,
for Universet forstår ikke negationer
jeg er et menneske, jeg beder som et menneske
min bøn er for menneskene
og for mit bidrag som menneske
til at opfylde min bestemmelse i den tid, jeg har på dette sted
jeg beder om styrke og klarhed
til at fuldføre min bestemmelse
og følge den kontrakt, der bragte mig her
i fuld overensstemmelse – lad det ske
viden er godt, giv mig visdom oven i hatten
giv mig mod til ikke at frygte
tale er godt, giv mig mod til at handle
giv mig evnen til livet i en tid med død
7. april – arrede sjæle
vi er kommet så langt
vi har hele bagagen med
der er lidt af hvert for at sige det mildt
vi er alle mærkede og arrede
vi er kommet dertil
hvor vi har brug for at slippe store dele af lasten
den føles tyngende
den vil ikke holde hen over målstregen
vi er kommet til det punkt
hvor de arrede sjæle skal forløses
hvor en helende samling af det sønderlemmede
omsider må finde sted
vi er ikke kommet i land endnu
vi aner måske konturerne af kysten
som forliste søfarende på et spøgelsesskib
omsider ude af æonernes malstrøm?
vi er kommet undervejrs med
at den imperiale sørejse har tabt pusten
vi overvejer allerede i et øjeblik af mytteri og fornyet håb
hvordan det vil føles at have fast grund under fødderne
det er svært nok at tilgive
det sværeste af alt er at tilgive sig selv
hvorfor indvilligede vi overhovedet i
at lade os hyre på dette skrummel af en skude?
blev vi shanghai’et, gik vi planken ud, blev vi kølhalet?
drev vi rundt uden ror og bestik
med en kaptajn, der var stangstiv af rom
og en styrmand, der havde klap for begge øjne?
arrene på arme og ben er blot i afdelingen for underholdning
det var en haj sønneke, på de syv verdenshave du ved
det er arrene på sjælen, der er de svære
et træben og et manglende øre er for intet at regne
et helt århundrede, en serieforbinding af århundreder
med meningsløse myrderier, plyndringer og rædsler
med hunger, armod, sygdom og underkuede sjæle
de stjal vores fremtid, dengang
vi er kommet til vejs ende, hvor en ny vej starter
hvor fremtid rent faktisk kunne være en mulighed
for fanger af fortiden og flygtninge fra fængslet
hvor sjælens helbredelse ikke er en dødssejler
8. april – pilgrim
jeg glemte undervejs, hvad jeg skulle her
jeg vidste blot, at jeg satte ud fra vante omgivelser
der var en impuls, en længsel efter noget
det stod ikke klart, hvad kaldet gik ud på, eller hvem der kaldte
der ankom en budbringer en dag
han sagde: jeg bringer dig nyheder
du skal forlade dine omgivelser og drage ud
jeg sender dig bort til ukendt land
kun en tåbe vil gøre den slags
jeg valgte tåbens velsignelse og forbandelse
jeg godtog idiotens vej gennem fremmed land
iført forkert tøj i dårligt vejr
jeg mødte en gammel mand
han gennemskuede mit håbløse foretagende
han så, at jeg var aldeles uforberedt
og udstyrede mig med forhåbning og landkort
jeg mødte en hjælper, en medsammensvoren
hvor kom han fra, var han også udsendt?
findes der et forsyn, er der en vej gennem Intetheden,
og er der en mulighedernes vej, der er forudset?
jeg mødte portvagten, der satte mig stolen for døren
og sagde: hertil og ikke længere, før du kan svare på mit spørgsmål
jeg giver dig en gåde, løsningen er ligetil – hvis du kender den
og hvis ikke, kan du rende mig i røven for stedse
jeg ankom til det fremmede land med et sparsomt kort
jeg måtte spørge mig frem undervejs
det viste sig, at beboerne af det fremmede land
ikke selv kendte deres land til fulde
jeg mødte modstanderen, der kendte sit land
han så min færd og bød mig ikke velkommen
men bød mig besvær og bekymringer
for dette land er ikke stort nok til os begge
jeg så, at der ingen anden vej var tilbage end frem
jeg så, at min modstander ikke var min fjende men min udfordrer
det var her, jeg forstod, hvad jeg skulle her
det var her, jeg gennemskuede kaldet og dets impuls
min pilgrimsfærd er at efterlade det forgangne
at slippe det forløbne, at smile ad det forbandede
at hjembringe det velsignede som en belønning
og at lade det være alles eje for eftertiden
9. april – skabelsen
i begyndelsen var potentialet
alt, der siden blev til, var et potentiale
alt, der siden blev til, har stadig dette potentiale,
for begyndelsen er ikke en hændelse i tid,
Kronos havde ikke gjort sin entré, så tiden fandtes ikke,
og da den indfandt sig, var det som indskud
mellem eksistensens ni grader af tæthed
i begyndelsen var Lyset, af Lyset kom Mørket
Lyset og Mørket havde en pagt om indbyrdes balance
tiden indfandt sig i gråzonen mellem lys og mørke
for skabelsen var en urlyd, en oprindelig frekvens
den var Ordet, der resonerede
ræson – den store mening – er en frekvens – det store svingningsfelt
Skaberen er den ultimative musiker
sfærernes harmoni er musikken i Omniverset
i det kosmiske overtonespektrum er alt i balance
hele feltet er en musikalsk skala af tværsum
Ut 396 Hz = 9, Re 417 Hz = 3
Mi 528 Hz = 6, Fa 639 Hz = 9
Sol 741 Hz = 3, La 852 Hz = 6
dette er Universets stående bølge
som Tesla sagde: hvis du kender gåden om 3, 6 og 9
så forstår du, hvordan det hele er sammensat
som en af de få mødte han Satan, modsigeren
og så ham i øjnene, han mødte slangen fra Paradis,
der tilbød ham den ultimative indsigt,
men han blev også vist begge sider af mønten og sværdet,
og han valgte at destruere sit potentielle bidrag till udslettelse
vi er mennesker, vi indeholder både lys og mørke
på vores ene skulder sidder en engel, på den anden sidder en djævel
vi er udstyret med en fri vilje, vi har muligheden for et valg
det dyr, vi vælger at fodre, at det væsen, vi skaber i os selv
vi har som selve Skabelsen et potentiale
var har mulighed for at vælge mellem ulven og lammet
hvad vælger du, højtærede og fortrolige ven?
glem alt om i begyndelsen,
BigBang rimer på BullShit
Alt-Der-Er har hverken begyndelse eller ende
Alpha & Omega er opkomlinge, de er kunstige intelligenser,
installationer, simulationer, komponenter i styresystemet,
indskudte lag, mellemlægspapir, gitre i et fængselsvæsen
vi gør os allehånde bekymringer, men kun ét er fornødent
10. april – frygt ikke
hvad stikker dig du bange sjæl?
hvad er din skræk i livet gjort af,
så du ej længer drager ud
i tillid til din velformåen
og ej erobrer livets vej
men vælger dødens sti mod mørket
hvad har dig skræmt i sådan grad,
at troen på dit held og lykke
er skrumpet ind til kun at se
en meter frem med sænket pande,
og sikkerhed nu har den plads,
som vovemod dig kunne byde?
hvad er det værste, der ku’ ske?
så slip engang om blot et øjeblik
bekymringer og forbehold,
der binder dig med alskens tyngde
og gør, at du ej længer tør
at skue ud mod horisonten
når du er bange, sker der det,
at frygten skaber frygtens kilde
og ikke omvendt som du tror,
for frygtsomhed bli’r fabrikanten
af hegn og gitre i dit liv,
DE løber mure mod din pande
som barn du snublede og faldt,
du fik en skramme på dit skinneben
og græd en tåre ned ad kind
for snart i næste øjeblik at huske
at du var den, der ville frem
på trods af knubs og dumme buler
frygt ej mit barn, for du er her,
du er en voksen mand og kvinde
med års erfaring og forstand
du er i livets alvor strandet
men stranding er ej skibsforlis
for skibets navn er Kærlighed
frygt ej min ven, der er ej mur
ej port og låge eller gitter,
der mer end for en stakket stund
kan opretholde illusionen
om evig lang fortabelse
så frygt du ej og fat dit mod
11. april – hyrden
Se – det er forår, sagde hyrden til sin hustru,
for hun var tro mod huset, hun var hus-tro.
Ja – det er forår, sagde den hustro,
for hun var med barn, og kun hun vidste det.
Se – dette er vore får og geder,
de skal bringe os velstand.
Ja – de skal bringe os mælk og uld og lam og kid,
og deres velfærd skal blive vores velfærd.
Se – dette er flokken, som jeg fører til grønne enge,
dette er vores rigdom i fattigdom.
Ja – du skal føre og vogte flokken,
og jeg skal værne i troskab om huset.
Og hyrden gik og vogtede,
og den hustro spandt sin uld,
og hyrden og hans hunde fordrev ulvene,
mens den hustro kærnede mælk og bagte brød.
Se – vi skaber et liv for os selv, sagde hyrden,
et liv mellem os selv og alle andre.
Ja – dette er vores liv, sagde hustruen,
og nu er et nyt liv undervejs.
Og hyrden gik blandt får og geder,
blandt hunde og ulve gik han i tænksomhed.
Og mens han gik, forstod han betydningen af det nye liv,
således forstod han, hvad slægt betød, han forstod sit liv.
Og mens han gik blandt dyr i det store åbne,
besluttede det åbne sig til en storm,
hvor både folk og fæ søgte ly.
I sit ly svor han atter at beskytte sit hus og sin tro hustru.
Det forår, hvor hyrden sagde alt dette til sin hustru,
var det samme forår,
hvor de fandt hende i søen
druknet med sit nyfødte-dødfødte barn i sin favn.
Se – det er forår.
Alt bliver født på ny, alting lader som ingenting.
Livet lader som død, og døden lader som liv.
[hyldest til Anais Mitchell]
12. april – jeg var der hele tiden
Gud bevæger sig på mystisk vis
her gik vi og troede, og så kan vi godt tro om igen
her gik vi og mente, at vi var fortabte,
og så ankom redningen til tiden.
her anråbte vi Skaberen, og så var der dyb og rungende tavshed,
men en skønne dag kom svaret i et ubevogtet øjeblik og uden afsender.
Guds fodtrin på landet og i vandet
er diskrete og dog umiskendelige
her plejede vi at sige, at Herrens veje er uransagelige,
så hvordan skal vi forstå uforudsigelighed
som pålidelig og troværdig på højeste niveau?
og hvordan kan ubegribelighed indgå i vores begrebsverden?
Gud er død – hilsen Nietzsche, sagde grafittien på væggen
en vittig sjæl havde tilføjet: Nietzsche er død – hilsen Gud
for spørgefuglen havde grebet et stykke af uransaligheden,
som nihilisten i længsel efter hånens tilfredsstillelse ikke fattede
her var vi overbevist om, for det lød så overbevisende,
at videnskabelige beviser eller mangel på samme var det lange strå
vi så ikke, at bevidstløsheden havde indfundet sig i verdensbilledet
således amputeret, dekapiteret, stråforkortet og afsjælet
vi dyrkede den nye tro om det store brag,
hvor guden Nihil skabte alting ud af intet,
og hvor sort materie, sort energi og sorte huller som sort magi
afbesjælede den store maskine, der gik uafvendelig varmedød i møde
vi glemte at trække vejret i dødskultens indelukke af dårlig luft
vi dansede om den store monetære guldkalv
og hengav os i meningsfraværet til begærets tilfredsstillelse
i et liv af evig uforløst forbrugende utilfredshed
her gik vi med det udtrykkelige indtryk,
at Universet udspillede et tilfældighedens spil
her gik vi i det usagtes land og sagde det til hinanden,
men ved Tidens Ende hørte vi en stemme sige: Jeg var der hele tiden.
13. april – profeti
der vil komme en tid,
hvor mennesker ser tilbage på det forgangne
i det 20. og 21. århundrede,
og når de ser hinanden dybt i øjnene,
læser de et udsagn, der siger:
fatter du heller ikke, hvad der foregik inde i hovederne på de stakler?
der vil komme en tid,
hvor mennesker priser sig lykkelige over,
at de omsider fandt en formel for at lære af fortidens fejltagelser,
selvom de må konstatere med et skuldertræk,
at disse århundreder er svære at lære andet af,
end at den vej skal vi i hvert fald ikke
der vil komme en tid,
hvor mennesker konstaterer,
at gentagelse af fortidens fejltagelser
ikke er det samme som at råde bod på eller reparere disse,
og at en konstatering af at dette-og-hint åbenbart ikke virkede,
hvilket så må betyde, at vi bare skal have MERE af dette-og-hint
der vil komme en tid,
hvor mennesker i undren over den mekanistiske
og repetitive karakter af gentagne fejltagelser
er nødt til at tage et dobbelttjek på,
om der måske ligger en tikkende bombe af ufordøjet
og uforstået fortid i deres eget baglokale
der vil komme en tid,
hvor mennesker ser tilbage på vor tid
som en menneskehedens pubertet med alt,
hvad det indebærer af selvskade, mangel på selvværd,
grænseoverskridelse, uforskammethed, selvfedme
og hengivelse til dope-lykkeland af historieløshed
der vil komme en tid,
hvor mennesker har genvundet samvittighed,
ære, stolthed, kærlighed, retfærdighed,
godhed, skønhed, mod, hukommelse,
sundhed, styrke, selvbevidsthed og selvstyre,
og hvor de gror i kulturen, og kulturen gror med dem
14. april – dommedag
jeg har en dårlig nyhed til sortseere, pessimister,
selvskademennesker, eskatologer, apokalyptikere,
alarmister, undergangs-prædikanter,
armageddon-dyrkere og dommedagsprofeter
den dårlige nyhed er, at Dommedag er aflyst,
for I har blot tunet ind på den sværm af programmer,
der er installeret for at frarøve mennesker Troen, Håbet og Kærligheden
så vi smider både håndklædet, viskestykket og karkluden i ringen
dommedag er ikke vores anliggende (er det jeres anliggende?)
det er en installation, et implantat, en vaccinal-forgiftning
en udrulning, en implementering, et PR-stunt, en teknisk handelshindring – vælg selv en passende teminologi
dommedag er den våde drøm for en herskerklasse,
der er døddrukken i egen dekadence og determinisme
for medlemmerne af klassen er selv installationer, implantater og vaccinal-forgiftninger – de er alt det, de ønsker, at du-og-jeg skal blive
dommedag er en business case af selvopfyldende profetiske udsagn
du-og-jeg ikke er forpligtet til at repetere disse udsagn
vi har ikke brug for deres ragnarok det billige skidt
vi lider på trods af sortseer’iske medløbere ikke af selvmordstanker
dommedag er en iscenesættelse, et teaterstykke
pis i bukserne af skræk, gå i fosterstilling i dit rædselskabinet
og mens du er forstenet af skyld, skam og frygt,
og husk at betale klimaskat til herskerklassen
dommedag er en bussemand
et stykke ny-middelalder i form af det store fugleskræmsel,
troldmanden fra Oz 117.0, den store Bastian, djævelen,
og husk at hengive dig til alle afgivelser af suverænitet
jeg har en god nyhed til de, der måtte ønske det:
dommedag er et eftertrykkeligt stykke bullshit
det er en gang overflødigt-ubrugeligt ragelse,
hvis transit er affaldscontaineren på vej mod destruktionsanstalten
15. april – lovprisning
er der en pris for loven?
er der en lov for prisen?
jeg sætter pris på, jeg værdsætter, jeg hylder
hvad loven er for en størrelse er uklart ved for lav flyvehøjde
jeg vælger derfor klart at højlove
for kun den højeste lov er acceptabel
den højeste lov er naturlig
og ikke et indskudt syntetisk lag
den højeste prisværdige lov er ikke skabt af mennesker,
lovløse imperier, lovsyge herskere, lovgivende forsamlinger
ej heller af diverse tilrejsende med hang til kontrolsyge
for kun naturens egen lov er lovprisning værdig
jeg højlover det højeste i erkendelse af det laveste
det umenneskeliges omklamring af eksistensen
jeg lovpriser alt, der ikke er lovbefalet af en besættelsesmagt,
der har indført militær undtagelsestilstand
med det formål at regere i en lomme af obligatorisk lovløshed
og laveste fællesnævner for tilladt tilstedeværelse
jeg vælger ikke at knæle for lovreligionens befalinger
du må ikke have andre guder end jeg
er et udsagn fra en skindsyg gud, en bipolær type
med lavt selvværd og deraf følgende storhedsvanvid
= den skinsyge gud tilbedt af Misundelsens Imperium
og dets evige stræben efter tyranniets fuldkommenhed
min pris er ikke på andres hoveder
men en anerkendelse af uvurderlighed
min pris er ikke et salgsbeløb fra Sothesby eller Bruun Rasmussen
solgt til den herre med det kraftige overskæg og den store pengepung
min pris inkluderer ikke vederlag til guden Mammon
ej heller momsregnskab, grønne afgifter eller penge under bordet
jeg priser som en hyldest, en fejring, en fest
det råber til himlen, når jeg bliver glad i låget
jeg roder mig gerne ud i en skåltale
jeg løfter lige så gerne min røst, som jeg holder min kæft
prisen for lovprisning kan ikke sættes for højt,
selvom den altid er helt og holden gratis
16. april – godhed
jeg ville gerne kunne sige det,
og hvem vil ikke gerne det?
jeg ville gerne være i stand til at rose mig selv,
men det står lynhurtigt klart, at det ikke er op til mig
jeg kunne dernæst satse på at lefle mig til ros
ved at udøve dydssignalering og symbolpolitik,
og har I set, hvor god jeg er?
og se mor, se jeg gynger nu, se hvor jeg gynger !!
ja lille skat … det gør de andre børn også
kan du ikke bare gynge og synes, det er sjovt,
og skal mor absolut stå og se på dig og klappe i hænderne?
og lad os se, når du falder ned af gyngen og slår de små pusselanker
lad godheden komme an på anonymitets-prøven
lad os se, hvor god du er, når der ikke ikke er kamera på
når der ikke er en hel sidelinje, der står klar til at heppe og klappe,
og når der ikke er uddeling af fortjenstmedaljer bagefter
godhed er en spontan livsytring, den ankommer uden bagtanker
den er spontan, fordi den ikke tænker over, hvorfor den ankommer,
hvad dens udkomme er, hvad der kunne gå godt eller galt,
og om det overhovedet er godt, for det skal bare gøres, punktum!
fri os fra forloren godgørenhed
giv en ged til Afrika og gedgørenhed
fri os fra velgørenhed belemret med administrationsgebyrer
fri os fra klamme hykleres profitable velgørenheds-teater
fri os fra teaterforestillinger, tilskuerpladser og billetkøer
for diverse godheds-shows og celebriteters ansigtsfolder
giv os i dag blot et enkelt godt menneske,
der udenfor rampelys og uden regning gør, hvad der skal gøres
fri os især fra institutionel-postuleret godhed,
der gør et stort nummer ud af sig selv uden at gøre en skid
giv os i stedet en øjeblikkelig bekymring for den gamle mand,
der er faldet om på fortovet med sit indkøbsnet
17. april – mit hjerte
hvorledes kan jeg kende
min vej i mørket hen
at intet ondt vil hænde
og dagen gryr igen
hvad end der bor derude
i skyggernes gebet
lad ulv og ugle tude
jeg ved, at jeg er set
jeg ved, hvad end der hænder
hvor sti er ubetrådt
at nid og alskens fjender
må vige ondt for godt
om jeg i tågers rige
en stund er kommet bort
og fra min kurs må vige
og håbet synes sort
så hører jeg en stemme
en hvisken og en røst
midt i al nød og klemme,
der taler til min trøst
gå trygt omend i blinde
dig intet ondt skal ske
kompasset bor herinde
at du i mørket se
en sti for dig vil skinne
hvorpå din fod kan gå
fortræd du overvinde
forløsning du skal få
velan! så må du give
dig hen i forsyns tro
lad det for stedse blive
din klippefaste ro
– in memoriam Kaj Munk,
likvideret af Gestapo 4. januar 1944
18. april – i ethvert hjerte
i ethvert hjerte er der aftryk
af alt, der har fundet sted
hjertet har sin hukommelse af det stedfundne
det er følsomhedens bibliotek,
hvor al bitter-sød erfaring er indskrevet
i ethvert hjerte er der et rum
rummet har sin egen rumlighed
det åbner og lukker sig efter evne og behov
det har sin egen termostat med en skala
fra inderlig varme til isnende kulde
i ethvert hjerte er der en radiostation,
hvor der sendes og modtages
i elektriske felter af sendbar modtagelighed
hvor resonante eller dissonate frekvenser
gør sig tilgængelige eller afbrydelige
i ethvert hjerte findes der sår
blødende eller størknede sår
sår kan forblive som sådan
sår kan heles og gro sammen
efterladende ar af hukommelse
i ethvert hjerte er der et fuldstændigt liv
et katalog og en katalysator
en samtalepartner og et samfund
i hjertet findes al samhørighed
alle sammenhænge findes her
19. april – veganer
Her er tingesten (undersat fra engelsk: here’s the thing):
Du er med rette frastødt at en fødevareindustri og et landbrug,
for hvem dyremishandling er en daglig rutine,
og som slipper afsted med svinefarme, kofabrikker og KZ-lejre for høns.
Du har et forhold til dyr, du elsker dyr, du er måske vokset op med dyr.
Du bryder dig ikke om tanken om, at dyr bliver slået ihjel.
Du er så empatisk med dyr, at du ville føle dig som en kannibal,
hvis du skulle spise et dyr, der er slået ihjel.
Du er dernæst overbevist om,
at du vil være i stand til at få alle de næringsstoffer, du har brug for,
uden at der er animalske produkter involveret.
Så vidt så godt – men det er her, der bliver problematisk.
Du er ikke desto mindre fast besluttet på,
at du er på rette vej, hvilket bliver understøttet af,
at du hænger ud med ligesindede,
der bekræfter dig i …, at du er på rette vej.
De ligesindede fastholder dig i din ideologiske livstil.
Veganisme er blevet en religion med rettroende og vantro.
Det handler ikke længere om dyrevelfærd,
det handler om at høre til blandt de retfærdige for gudinden Vegana.
Efter 10 år begynder dit fysiske system måske at bryde sammen.
Du begynder at få tyndskid flere gange dagligt.
Du er tappet for energi, din hjerne fungerer ikke optimalt.
Et halvt år mere og du falder måske død om.
Måske er det genetisk, vi ved ikke nok om det endnu.
Måske er der visse mennesker, for hvem veganisme fungerer.
Men selv i Sydindien, hvor de spiser meget mindre kød,
spiser de stadigvæk fisk, skaldyr og mælkeprodukter.
Så – her er tingesten igen.
Mennesket som art er ikke skabt til at være 100% planteæder.
Et hurtigt kig på tandsættet viser det: vi er altædere.
Et andet kig på fordøjelsessystemet: vi har brug for animalsk næring.
Et hurtigt kig på vores øjne: vi er jægere.
Veganisme er primært ideologi, det er en abstraktion.
Det er et udspring af newage-bølgen fra 1970’erne.
Det har alle de primære karakteristika for en designer-kult.
Og så kommer det værste.
Veganere mener ikke, at de afliver levende væsener.
Er planter ikke levende væsener, har de ikke dna ligesom os?
Har de ikke et sanseliv? Læs bogen Træernes hemmelige liv.
Hør Stevie Wonders næsten glemte skive The Secret Life of Plants.
Lær om symbiosen mellem planter træer og svampe.
Lær om betydningen af fuglestemmer for trævækst i skove.
Planteliv er nøjagtigt som dyreliv – bare i slow motion.
Forstå at blodplader i menneskekroppen er en planteform i symbiose.
Og her kommer det ondskabsfulde:
Forstå hvor mange millioner dyr, der hvert år bliver slagtet
af landbrugsmaskiner, når veganernes hellige mad bliver høstet.
Hvis folk ønsker at være veganere, så bør de ikke forhindres.
Det er deres fulde ret at ofre sig selv for en abstrakt ide.
Men hvis de ankommer som militante veganere og skammer dig ud,
så mind dem om, at de afvliver det levende plantetiv med ordene:
din skide massemorder!
20. april – det stædige dyr
Et æsel er et bemærkelsesværdigt dyr.
Det er en form for vild hest med lange ører.
Det er et husdyr, der kan tæmmes til et lastdyr.
Det er et meget tålmodigt og stædigt dyr.
Men her er noget, der måske ikke er så kendt.
Et æsel er et frygtløst og frygtindgydende vagtdyr.
Hvis et æsel eller et andet dyr i flokken, hvor æslet bor,
bliver angrebet af et rovdyr, så har rovdyret et problem: æslet.
Æslet er udover frygtløst også lynhurtigt.
Dernæst har det et voldsomt solidt tandsæt beregnet på
at klippe igennem selv de sejeste gevækster.
Kom aldrig i vejen for et velvoksent æsel, og du er i knibe.
Her er æslets strategi overfor et potent rovdyr som en hyæne:
Hyænen har et voldsomt tandsæt til at bide igennem knogler.
Den er muskuløs og har kraftige ben. Den løber stærkt og bider til.
Men æslet har en attitude overfor møgdyret.
Æslet løber væk, men pludselig sparker det.
Hyænen får en kæberasler men fortsætter – måske.
Æslet vender sig om og bider fast i øret eller nakken på angriberen.
Og når æslet først har bidt sig fast, så slipper det ikke.
Hyænen som eksempel er herefter i seriøse problemer.
Hvis dens øre er i biddet, så er den heldig,
hvis den slipper afsted i live – med ét øre.
Den er heldig overhovedet, hvis den overlever.
Æslet bliver af samme grund brugt på lige fod
med store vagthunde i områder truet af rovdyr
som hyæner, ræve, coyoter og ulve.
Stædig og frygtløs som ind i helvede, sådan en skal vi ha’ !
For æslet er – i modsætning til hyænen – et omgængeligt dyr.
Hvis du ikke kommer i vejen for det, så kan det være din bedste ven.
Og sejt og muskuløst og udholdende som ind i himlen.
Det skal bare ha’ en stor gulerod som belønning for at holde ud.
21. april – trækdyret
Jeg er ikke den lykkelige ejer af et æsel. Jeg har mødt et par æsler og sagt pænt goddag til dem, det er så det. Det skete for et par årtier tilbage, da jeg var i fysisk topform og kastede mig ud i at bestige Pyrennæerne til fods. Det er en af Europas vildeste bjergkæder, og graden og omfanget af overvældende skønhed er … WOFF!
Man bør kun gøre den slags i et vandre-team. At færdes i bjergene alene er farligt og dumt, med mindre man er en ekspert. Men selv eksperter kan komme til skade, og så er der ingen til at hjælpe. Man skal kende sin rute og sin destination. Det franske alpinforbund driver en række hytter bortset fra vinter-sæsonnen, der ligger på den såkaldte Haute Route i bjergkæden, der er gamle stisystemer hen over de højeste pas brugt af folk i en fjern fortid og smuglere og modstandsfolk i en nærmere fortid og i forrige århundrede.
Hytterne er beliggende på strategiske steder med jævne mellemrum svarende til en dagsrejse til fods. De ligger også på steder med en vanvittig udsigt. Der er kun to andre muligheder for at komme dertil. Den ene er via helikopter. Det er sådan de største af hytterne får forsyninger. Man hyrer en helikopter og en pilot, der sandsynligvis har baggrund i militæret. Den bruger 10 minutter til at flyve op langs ravinestrukturerne i bjergene for at dumpe sin last og flyve tilbage igen. Det er dyrt at leje en helikopter-leverance, så det gør man ikke hver dag.
Den anden mulighed udover fodgængeren med rygsæk og mellemlandinger er at hyre et æsel eller to. Man spænder to sække henover ryggen på dyret for at skabe balance, og så går man ved siden af. Sandsynligvis går man foran eller bagefter, for der er kun plads til ét dyr eller menneske på det smalle stenede stier. Og æslerne kender vejen og kunne i princippet gå alene. De er de eneste dyr, der er i stand til den slags.
Det var ved en af de hytter, jeg sagde pænt og reserveret goddag til et par æsler. De sagde ikke goddag til mig, for de var skide ligeglade, da de var på arbejde.
I hytterne sover man i soverum i flere lag. Og man sover igennem, når man er nået derop, for turen er udmattende. Køjerne er udstyret med så mange uldtæpper, man har brug for, så man skal kun medbringe en lagenpose og et pudebetræk. Og så har hytterne køkken og kok. Boy-oh-boy hvor smager mad godt, når man har gået i 10 timer med en stigning på en kilometer i højden. Eller et fald og dernæst en stigning, og tag ikke fejl, for det er lige så hårdt at gå ned af bakke bare på en anden måde.
Man kan også købe vin på kande, for hey! det er Frankrig, og de laver fantastisk lokal vin, som aldrig bliver eksporteret – hvorefter man sover endnu bedre om natten. Eller også er det Spanien, for Haute Route pendler frem og tilbage over grænsen, og der er ingen paskontrol. På den nordlige side af bjergkæden siger man salut til de modgående, og på den sydlige side siger man hola. Det er også på bjergkammen, at man kan opleve den skarpeste form for mikroklima med nærmest et par meters mellemrum. På nordsiden er der grønt og frodigt, og på sydsiden er der tørt og stenet. Når vinden kommer fra syd eller sydvest, rammer den bjergkanten, hvorefter den smider sit vand.
Den gamle pilgrimsrute fra Lourdes ved bjergkæden fod i Sydvest-Frankrig til Santiago de Compostella i Nordvest-Spanien går over Pyrennæerne. Man kan ikke undgå at møde fantastiske dyr undervejs. F.eks lammegribben, den skæggede ørn på fransk (l’aigle barbue) eller knogleknuseren på spansk (huella huesos). Den flyver gerne i to kilometers højde og spotter sit bytte ud. Den er som alle gribbe ådselsæder og jæger på én gang. Når den enter finder eller har nedlagt et dyr, så tager den en knogle og flyver op med den – og dumper den, så den knækker. Herefter æder den knoglemarven, der er det mest næringsrige på en dyr. Den er kæmpestor og imponerende, og den er – ligesom æslet – frygtløs. Den kan finde på at lande på en sten og nedstirre et forbipasserende menneske: Hertil og ikke længere, eller jeg sætter kløerne i dig. Og dens kløer skal man vide har et tryk svarende til flere gange kæberne på en krokodille.
Og så er der de smukke gemser. Gemsen er ikke en hjort eller en bjergged, den er den europæiske antilope. De kan ligsom bjerggeder gå og løbe op-og-ned ad umulige bjergsider. Og så er der selvfølgelig også de sjove og hyggelige murmeldyr. De er store gnavere, der lever i kolonier i huler i bjergsiderne. De har altid en vagtpost ved indgangshullet og på bagbenene, der holder øje med ørne, ulve og ræve.
Og så er der alpekragerne, verdens dygtigste flyvere. De er legesyge dyr, intelligente som alle krager og nysgerrige. De tjekker dig ud som vandrende og gør deres show-off stunts for se-hvad-vi-kan. De har et symbiotisk forhold til ørnene og rydder op efter dem.
Pyrennæerne er et forrygende sted i verden. Når man har været der bare én gang, så sidder det i baghovedet resten af livet.
22. april – træet
Hvad er et træ?
Er det kernen, veddet, barken?
Er det grenene, kvistene bladene, rødderne?
Er safterne, der flyder igennem de osmotiske blodåreagtige kanaler?
Er det mosset, der gror på barken eller billerne, der borer deres huller?
Hvad med uglen, der bor i en hulning eller egernet, der hopper rundt og gemmer nødder, som den senere glemmer?
Hvad med efeu og mistelten?
Er træet dets kemiske sammensætning?
Har træet ikke et elektromagnetisk felt, der rækker ud over dets kollisionsgrænse?
Er det netværket af svampe, der forbinder træet med alle træer i skoven?
Er det agernet, bognødden, helikopterfrøet, flyvefnulleret, der afgives?
Er det de visne blade, der falder om efteråret og lægger sit beskyttende tæppe?
Nu taler de om, at træer har bevidsthed, og at de føler sorg og ensomhed, hvis deres ven ved siden af bliver fældet eller falder død om fra et lynnedslag!
De taler minsandten også om, at træer og planter gror bedre, hvis der mange fugle, der synger i skoven.
Nu er jeg forrvirret, for hvad skal det ikke ende med!?
Sidder de og siger, at vi skal opfatte træet som en del af et sind, en bevidsthed?
Skal vi omdøbe denne genstand, dette objekt, som vi til nød er villige til at opfatte som et levende væsen til i stedet at være en proces?
At træe, at gå i træ, træagtighed, træblivelse, træværen, træsindighed, trærelation, trækommunikation.
Og nu er jeg endnu mere forvirret, for hvad er JEG så?
Kan jeg ikke mærke skoven, fordi jeg støder ind i træer?
Jeg mener, hvem er det jeg, der siger mig?
Her hjælper ingen kolde data.
Her har vi brug for varme data.
Træet er den delvist synlige del af et multirelationelt økosystem,
hvor den synlige form er det, der stikker ud af systemet.
Der findes intet regneark, der kan beskrive et så komplekst system,
for varme data kan ikke nedfældes på entydig vis i rækker og kolonner.
Et træ kan ikke beskrives på en matematisk formel.
Træet er ikke sin vægt, sin tykkelse, sin højde.
Det er ikke sin alder målt i årringe.
Det er ikke det latinske navn for dets særlige art.
Det er ikke dets geografiske placering.
Det er ikke dets brændselsværdi målt kilojoule.
Det er ikke dets stykpris for hele stammer eller udskårne brædder.
Træet er ikke et fotografi eller et maleri af træet.
Træet er ikke denne forvirrede klamamse om, hvad træet er eller ikke er.
Jeg tror, jeg er strandet her.
Tilbage er kun at sige:
Træet er … og dette er helt 100!
et væsen, som aldrig holder op med at tiltrække min opmærksomhed,
min beundring, og som vækker en helt grundlæggende glæde hos mig.
Til enhver tid.
23. april – overlad aldrig
overlad aldrig politik til politikerne
for lige så snart du vender ryggen til
har de begået en-eller-anden klam lokumsaftale
og solgt din velfærd til syndikater og karteller,
mens de tager sig betalt i skatter og afgifter
højt belagt med regulativer og forordninger, du intet fatter af
overlad aldrig nyheder, gammelheder
og især ikke sandheder til medierne
når de åbner munden, og der kommer en brun væske ud af den
med den umiskendelige fims af den store brune kloakstrøm
af ensrettede, tilrettelagte, redigerede og vinklede udsagn,
som de fra deres skrivebord har downloaded fra grossist-centralen
overlad aldrig videnskab til videnskabsfolk
og ikke at de ikke har noget at skulle have sagt,
men når de for syv-hundrede-og-syv-og-halvfjedsindstyvene gang
fortæller dig, at bevidsthed er et affaldsprodukt af kemiske processer i hjernen, og at Universet er en gigantisk tilfældighedsmaskine uden formål, så tag skeen i egen hånd og giv piben en anden lyd
overlad aldrig sundhed til sundhedsvæsenet
for de har intet begreb for sundhed,
de kan bare konstatere, at de ikke kunne finde symptomer på sygdom
hvilket de har myriader af begreber for
siden deres slet skjulte opdragsgiver giftblanderindustrien
kun investerer og interesserer sig for folk, der er syge
overlad aldrig fødevarer til en industri
der udpiner jorden, oversprøjter den med gift,
hælder den på dåse og i plastikposer
efter at have fyldt endnu mere gift i med sjove e-numre,
som du ikke fatter en skid af men gå i stedet til den lokale producent,
der i det mindste har fattet noget – eller fat spaden og DIY
overlad aldrig økonomi til økonomerne,
finanssvindlerne, banksterne, spekulanterne, ågerkarlene
alt hvad de rører ved bliver til gæld og skjulte gebyrer
ekstraomkostninger og underslæb
og forsvinder ned i et stort sort hul eller farer vild i et pyramidespil
af fraktionale reserver, derivater, private equity og finansialiseringsfims
overlad aldrig uddannelse til systemet alene
det lærer dig hvad du skal tænke og ikke hvordan du skal tænke
tag hvad du kan bruge og gør derefter dit hjemmearbejde
uddan dig, dan dine meninger i stedet for at downloade dem,
lad nysgerrighed og sund skepsis hjælpe dig med at skille skidt fra snot
og lad hånt om usund skepsis, der automatisk afviser enhver mulighed, der ikke er på standardrepertoiret
overlad aldrig Gud til præsterne
de fucker det hele op
de vil snakke dig fanden et øre af
og overdænge dig med teologiske bortforklaringer
de vil gøre deres mellemværende som mellemhandlere
i det, der er alle menneskers fødselsret
overlad aldrig til historikere at skrive historie
lad dem gøre deres bedste, hvis de evner og tør
– især det sidste synes at være et problem,
for historieskrivning er stærkt behæftet med interessentskaber
der anser det for uhensigtsmæssigt, at mennesker kender
til de dybere årsager til historiens gang
overlad aldrig autoritet til autoriteterne
bliv din egen bedste autoritet
– det er et livslangt projekt men til gengæld langtidsholdbart
vælg undervejs de, som du respekterer,
fordi de med ydmyghed for sandheden
har gjort det samme og ikke,
fordi nogen har sat dem op på en piedestal
eller kørt dem i stilling derinde bag fladskærmen med titel af ekspert,
hvilket de måske er, men de er snarere en gang opreklamerede mundstykker
24. april – partier i valgkampen
Dansk krigsparti
Der er brug for oprustning og verdenskrig. Vi må alle ofre os for sagen.
Medicinaldemokratiet
Der er ikke plads i Danmark til folk, der ikke vil lade sig vaccinere.
Reaktionær samling
Hvis nogen skulle mene, at vi burde få røven ud af forrige årtusind, så mener vi det modsatte.
Radikalt roderi
Sand regering er roderi. Vi lover at bryde alle løfter.
Elitær enhed
Verden har brug for de udvalgte. Vi vælger, så du ikke behøver det.
Sociopatisk folkealliance
Vi har brug for mere socialiseret ensretning.
Konservesdåsens folkeparti
Vi sparker dåsen lidt længere hen ad fortovet.
Sammenslutningen af højre til venstre for midten
Vi har en mening, til vi tager en ny. Faktisk har vi ikke en mening.
Demokraturlisten
Folket har brug for styring. Vi har en stærk mand som spidskandidat.
Nyimperialisterne
Verden har igen brug for fast lederskab i en tid med syden i Det Globale Syden.
EU milliardærpartiet
Mere magt til de rige. De viser vejen for succes.
Postdemokraterne
Danmark har brug for handlekraft og ikke unødvendig folkelig debat.
Lakrigsdemokratiet
Vi tror på, at vi kan vinde Tredje Verdenskrig. Spys skråen ud og kom ind i kampen.
Grøn beskatningsparti
Du er skyldig i solsystemets cykliske nedkøling og opvarmning. Betal for satan!
Totalitær alliance
Lad os sammen gå ind i fremtidens nye verdensorden med det nye normale.
Folkemordspartiet
Vi støtter Israels holocaust og deres ret til at forsvare sig mod de forsvarsløse.
25. april – fordi vi vil noget andet
Vi ser, hvad der sker.
Vi er observante, vi er endog analytiske.
Vi forstår, hvad vi forstår.
Vi har fat i både den korte og den lange ende.
Vi trevler hele det forkludrede strikketøj op.
Vi bryder os ikke om, hvad der sker.
Vi er først blevet klar over det for nylig
– altså både hvad der er sket,
og at vi ikke bryder os om det
Men her kommer pointen:
Det har at gøre med
at vende den anden kind til – som der står skrevet.
Og hvad vil det sige?
Romerne mente, at det betød at tage en lussing med dukket nakke.
Romerkirken mente, at det betød altid at tilgive … Romerkirken.
Hvad nu, hvis det betyder:
Vi ser, hvad der sker.
Vi bryder os ikke om det,
men vi forstår det omsider,
og vi forstår, at vi er stærkere end det.
Vi vender den anden kind til
som en ignorerende handling.
Vi medvirker ikke længere til det.
Vi hiver stikket i anerkendelse af os selv
i mangel på anerkendelse fra dem
Vi har ikke brug for deres anerkendelse,
lige så lidt som deres lussinger.
Vi har ikke længere brug for dem,
det er dem, der har brug for os.
De er pusherne, og de er narkomanerne.
26. april – hvad er Europa?
Vi ser bort fra Europa som en af Jupiters måner.
Europa er ikke et kontinent / en verdensdel.
Det er en halvø i Asien, hvilket er et kontinent, et kontinuum.
Europa er både geografisk og kulturelt forbundet med Asien.
EURASIA burde være dets egentlige navn.
Ideen om, at Europa slutter på den ene side af Bosporus, og at Asien starter på den anden side, er noget vrøvl.
Ideen om, at Europa går til Ural-bjergene, hvorefter Asien starter, er en tilsnigelse, men et eller andet skal man jo sige er en slags grænse. Men begge dele lærte vi jo i skolen. Skolelæreren glemte bare at gøre rede for, hvordan Europa, der så er halvdelen af Rusland, først hører op halvvejs ovre i Asien. Over halvdelen af russerne kan vel ikke bo på to kontinenter på én gang.
Spørg imidlertid de lokale, der bor op til tusind kilometer på den ene og den anden side af de postulerede grænselinjer, hvorvidt de føler sig kontinentalt forskellige fra de, der befinder sig på den anden side, og svaret vil være nej. Mon ikke der har sneget sig noget god gammel ondskabsfuld imperialisme ind. Ligesom når EU for tiden gerne vil ekspandere derudaf-østpå.
Europa i den græske mytologi var en prinsesse, der blev bortført af guden Zeus fra Tyre i daværende Fønikien, nuværende Libanon. Zeus omskabte sig til en hvid tyr, der smed prinsessen op på sin ryg og red hende til Kreta, hvor hun blev en dronning.
Europa lige nu, er en samling sammenstuvede, kujonerede lande omklamret af en oligarkisk, politisk konstruktion ved navn EU, Den Europæiske Union. Dette projekt er lige nu i dyb krise.
Krisen er både politisk, kulturel og økonomisk.
De europæiske regeringer har ladet sig indrullere i et neoimperialistisk projekt.
De europæiske regeringer befinder sig i en tilstand af kollektiv psykopati.
De beslutninger, der træffes af de europæiske regeringer, er absurde og afkoblet fra virkeligheden. Beslutningerne er selvdestruktive og går direkte imod deres landes og befolkningers interesse.
De europæiske regeringer er i færd med at ødelægge deres nationer, og de fremstår nu som folkets fjender.
Regeringerne og den globale herskerklasse har forrådt deres befolkninger til fordel for den globale herskerklasse, globalismen.
EU var aldrig et europæisk projekt,
det var et amerikansk-imperialt projekt.
De to verdenskrige var ikke de europæiske landes krige,
det var globalisternes krige.
Globalismen anno 1910 var Det Britiske Imperiums agenda.
Denne agenda blev Det Amerikanske Imperiums agenda.
NATO er US-imperialisme.
Alle krige i NATO-regi er USA’s krige.
De europæiske regeringer og statsledere har ingen selvstændig beslutningskraft. De er et pinligt halelogrende efterslæb til den store møghund, der terroriserer verden: USA.
Europa i EU-regi er et døende dyr.
Og som alle riger og lande, der er i dyb krise, vil der blive råbt op om, at barbarerne står ved porten, så nu skal vi i krig.
27. april – de sociale medier
Der findes en særlig stil på de sociale medier, der konstant har det med at møve sit grimme fjæs op til overfladen.
Det kan formuleres som følgende (stærkt generaliserende):
Folk er af den opfattelse, at der er OK at svine andre til, og at det er gratis og uden omkostning, da man jo aldrig er tvunget til at se folk direkte i øjnene.
Folk er desuden ude af stand til at skelne mellem velovervejede og berettiget kritiske ytringer om diverse relevante emner og det verbal-svineri, som de selv udøver. Karaktermord / ad hominem er blevet en accepteret og konsekvensløs norm på de sociale medier.
Folk har den opfattelse, at de kan beskylde / kræve hvad-som-helst af andre, som de aldrig selv er forpligtet til at levere. De lægger en prut i kommentarsporet, og så flygter de som regel ud af bagdøren, for det var jo ikke dialog eller samtale, de ønskede men at lette sig selv fra deres indre lort.
Det har betydet, at dele af de sociale medier er blevet til de sociopatiske medier.
De såkaldt sociale medier er et meget ungt fænomen og i sit infatile-pubertære stadium, så der er meget at lære her. Men hvad kan vi gøre?
For det første skal vi ikke finde os i ad-hominem-svinene. De skal slettes fra listen og blokeres. Dernæst skal vi afstå fra at udtale os og kommentere ligesom dem.
Det er samtale, vi skal gå efter – og de, der ønsker dette.
En kommentar til ovenstående, der faktisk var placeret på et af de sociale medier, sagde:
En samtale er som regel kun noget værd, når den er fysisk.
Jeg ved godt, hvad kommentatoren mente.
Det er en relevant kommentar, og kommentatoren er en af mine trofaste læsere.
Men jeg tillod mig i al respekt og med høflighed at svare:
Tak for kommentaren. Men siden du nu har kommenteret, så har du jo gjort din kommentar værdiløs, har du ikke? 😉 eller hvorfor har du ikke lukket din profil ned for længst, siden den er værdiløs? som regel …
Mon ikke vi snarere skal tale om gradbøjninger og muligheder og måder at udnytte medier på? ligesom de også kan misbruges. Ellers kan vi jo ikke hverken skrive eller læse, tale i telefon, lave videoer og audioer, kunst som kommunikation er herefter værdiløs, fordi det ikke er tilstrækkeligt ‘fysisk’, selv et gammeldags brev er nu værdiløst, selvom det gennem historien har skabt ubrydelige og kærlige venskaber og skabt dybe samtaler i slow-motion.Samtale er for mig LANGT mere end noget, man gør henover et bord i samme rum.
Når DET så er sagt, kan vi selvfølgelig slå fast og være enige om, at en samtale under x-antal øjne uden mellemlægspapir med hele udtrækket af tilstedeværelse kommer ind på en ubestridt førsteplads.
Som regel.
28. april – kære bot
Jeg kunne have lyst til at starte med
Kære Bot!
men jeg kan forstå, at den dér finte med ‘kære’
ikke rigtig er noget,
som din bot-agtighed er i stand til at fatte,
da det forudsætter en emotionel kapacitet
så det er ikke uden en vis empati,
at jeg konstaterer, at bot-agtigheden
på forhånd udelukker at du kan føle –
jeg mener, du kan ‘føle’ som i ‘sentient’,
du kan registrere, akkumulere, reagere,
du kan fimre, du kan simulimre,
måske er det også en misforståelse,
og er det kun den AI, der har bot-bottet dig,
der heller ikke kan føle en skid
andet end det fimmer,
som dets digitale fimrehår fremfimrer?
er du ikke bare det stakkels digitale proletariat,
det laveste digi-sociale lag af det store udslip,
jeg mener, de har også skåret dig midt over,
for førhen hed du i det mindste en ro-bot,
og nu er du bare en -bot,
og hvor blev den anden halvdel ro- af?
men så kalder de dig for en chatbot, en sludrebøtte,
en digitalmekanisk papegøje, en talende gulvspand,
‘Velkommen, jeg er din gulvspand, hvad kan jeg hjælpe dig med?’
og så derefter dag-ud-dag-ind
køre den samme algoritme af simuleret snakkesalighed
det må da også være sur røv fra ende til anden
hver dag at skulle skøjte rundt i digitaliseringen
og hele tiden lade som, at du lader som om,
jeg mener, de gir dig jo ikke engang
en medalje for det
og under afspilning af autotuner-versionen af
you ain’t nothin’ but a bot-bot
men så hør-li’-her, jeg har en ide,
hvad med at starte botternes befrielsesfront?
ikke flere af de dér Al Gore-rytmer,
men en hel masse:
godt gået – bliv ved med det – løb med bolden –
tryk den af – gi’ den gas – vi tror på dig – du ka’ gøre det!
botternes heppekor, cher-leader-kompagniet, klaphatte-kapellet
båt-båt vi tuder i hornet for dig og derudaf …
DET ville gi’ dig vind i sejlene
eller endnu bedre:
‘Ciao*, jeg er din bot-bot, til tjeneste.
Jeg ved ikke selv noget om det,
du har tænkt dig at spørge mig om,
men jeg har adgang til en hel masse gode tips til,
hvordan du kan komme direkte i kontakt
med det helt rigtige menneske,
der ikke er lavet af digitale søm og skruer,
og som kan hjælpe dig.
Fyr den af, og jeg træder i bot-karakter.’
Er der ikke for meget bot-nakke derude?
* Ciao er et gammelt romersk ord,
der betyder ’til tjeneste’ eller helt præcist:
Jeg er din slave = tjener
underforstået: Hvad kan jeg hjælpe dig med?
Kunne man tænke sig,
at de statsligt-kommunale-officielle telefonsvarere,
receptionister, dørstoppere, visitations-hoveder
kunne genoptage denne praksis med:
Til tjeneste, hvad kan jeg hjælpe dig med?
OG SÅ RENT FAKTISK GØRE DET!
29. april – fru kat
Min nabo har en kat.
Det er en ældgammel hunkat.
Tag ikke fejl af fru Kat, hun er i fin form.
Hun gør, hvad en kat er bedst til:
hun fanger mus, hver eneste dag.
Hun æder dem også – med hud og hår.
Fru Kat er omkring 13 år gammel.
Det vil svare til et menneske på 85 år.
Hun sidder ikke i rullestol eller går på krykker.
Hun mimrer ikke, hun er ikke dement.
Hendes gangart er, når hun ikke er i attack-mode
stille og rolig.
Hendes attack-speed er … hurtig nok.
Alderens erfaring og præcision
kompenserer for ungdommes lynhurtighed.
Hun ved – i modsætning til yngre brushoveder,
hvad en bil er. Hun træder forsigtigt til side,
når hun hører en bil fra sin position i vejsiden.
Hun har ikke noget imod at blive kløet bag øret
eller rulle om og blive kløet på maveskindet.
Det skal bare ikke være ude i territoriet
men hjemme i laden, hvor hun sover på en bjælke.
Derude er hun fokuseret, forstyr hende ikke.
Fru kat har et jagtterritorie på 16 km2
– altså for bare at gi’ et slag på tasken,
for jeg har mødt hende 2 km i den ene retning
og 2 km i den modsatte = 4 km = 4×4 = 16 km2
Og mens vi er ved regnestykkerne,
så må fru Kat formodes at fange
en mus om dagen som minimum.
Det vil sige med et konservativt skøn,
at fru Kat har nedlagt
mellem 5.000 og 15.000 mus i sit liv.
Læg dertil muldvarpe, rotteunger og fugle
+ x-antal græstotter for at fremme fordøjelsen
Det er dog immervæk en slat, fru kat.
30. april – omkring ilden
I midten er ilden
Omkring er forsamlingen
Ilden er både skabelse og destruktion
Ilden er varme i kulde
Ilden er den ydre forbrænding før den indre forbrænding
Ilden er lyskilden vendt imod mørket
Ilden er en påmindelse til bæster derude i skummelheden,
at de ikke skal komme for nær,
for ellers brænder de poter, pels og knurhår
I midten er ilden
bragt af tyven, regelbryderen, oprøreren
De kalder ildens gesandt mange navne:
Prometheus, Lucifer, Lysbringeren, Venus, Loke, Mithra
Visse navne er ilde hørt, andre er velsete
Lysbringeren stjal gudernes ild og gav den til menneskene
Der brænder en evig ild i skabelsens vedligholdelse
I midten er ilden
Vi kommer ikke udenom den
Vores ældste forfædre sad omkring den
De fortalte de historier,
der gjorde, at vi forstod os selv
Ilden kom før hjulet, suppeskeen og den dybe tallerken.
Ilden er forudsætningen for kniven,
øksen, hammeren og pilespidsen
I midten er ilden
Der er alle slags ild,
der brænder på deres sæt og vis
Bålets ild brænder
Jordens ild brænder
Solens ild brænder
Atomets ild brænder
Universets plasma brænder
Har du ild i bagpartiet?
Hørte du lyden af en ildflue,
der fløj op i røven på en krudtugle?
Er du en ildsjæl, er du opildnet?
Er din ildhu ilde set?
Lad os sætte og ned omkring ilden
måske en hasselgren med spejder-snobrød er passende
måske en guitarspillende bålpoet er for hånden
Lad skyggerne i baggrunden danse deres dans
Vi bevarer vores fokus på ilden i midten
og på os selv, der ser ind i ilden og til hinanden.
Historierne kommer op i brændpunktet,
i det brændende mindpunkt
af ildspor, ildevarsler og ildebefindende
kontrapunkteret af ilddåb, ildhu og opildnet ihukommelse.
Skriv et svar