1. februar – elefanten
Michelangelo citeres for at skulle have sagt noget i stil med:
Hvis folk vidste på forhånd, hvor svær en opgave ville være at gennemføre,
så ville de sandsynligvis aldrig være startet på den.
Det er med kunstnerens udsagn set i bakspejlet. Og Michelangelo di Lodovico Buonarroti Simoni vidste, hvad han talte om, for han kunne i 1564 se tilbage på nogle præstationer, der kunne tage vejret fra de fleste – inklusive ham selv.
Set ud af frontruden kunne vi bruge dette udsagn:
Hvis man skal spise en elefant, skal man starte med spidsen af snablen
og glemme alt om resten af dyret.
Det er nok ikke en brugbar attitude til større anlægsprojekter som f.eks Fehmernforbindelsen. Men begge udsagn er mere beskrivende for, når tilfældige tumper som du og jeg – ingen fornærmelse her – går i gang med et-eller-andet ambitiøst, der måske er lidt for stor en mundfuld med hensyn til omfanget af opgaven, eller hvad der egentlig kræves af snilde for at gennemføre den.
Er det ikke betingelserne for i det hele taget at være ankommet til dette sted i Universet?. Vi ved ikke på forhånd, hvad vi bliver udsat for, eller hvad vi undervejs beslutter at udsætte os selv for. Der indtræffer et stykke afasi ved fødslen, der gør, at alle erfaringer fra tidligere liv – hvis vi ellers tror, at vi er mere end en tilfældig kødmaskine med genetisk programmering, hvis bevidsthed er et affaldsprodukt af neuroner i hjerne og nervesystemet, der siger bzzt-bzzt i et randomiseret kaos-univers, der har gået sin egen varmedød i møde, siden ingenting ved et urknald blev til alting – altså hvis vi mener, at vi bærer erfaring med os ved fødslen, så bliver disse nulstillet, så ethvert kræ er nødt til at lære kravle igen-igen, før det kan gå.
Der er spirituelle traditioner eller skoler, der lærer, at vi før dette liv indgik en kontrakt på baggrund af viden om vores hængepartier, og at vi som køberen af et hus vedstår alle synlige fejl og mangler, før vi skriver under. Hvorefter vi lader os påmontere et bind for øjnene og hopper ud i det med samlede ben i tiltro til, at det nok skal gå altsammen.
Det gør det så også som regel. Men hvad nu, hvis det ikke går så godt? Det er svært at se meningen med, at så mange mennesker oplever, at det går SÅ skidt. Har de så gjort sig specielt fortjente til det, og har de virkelig skrevet under på det forinden? De synes på ingen måde at have gjort sig fortjent til i dette liv at blive udsat for folkemord – for at tage et grelt eksempel. Hvis den universelle lov om handlingskonsekvens (karma lov) skal give mening, så er det de, der begår folkemordet, der efterfølgende bliver præsenteret for en regning.
For ikke at gå videre ud af den streng, så er vi her – ifølge de spirituelle skoler – for netop: at gå i skole. Vi kan jo ikke lære noget, hvis vi vidste det hele på forhånd. Som en efter egen opfattelse erfaren person kan jeg godt være tilbøjelig til at ønske, at jeg havde kendt til lidt mere, for så havde jeg måske ikke begået så mange brølere, hvoraf nogle af dem er gået ud over andre mennesker. På den anden side, ville det have været for stor en byrde at bære for det nyfødte kræ at kende til hele livsserier af erfaringer inklusive brølere, lidelser, absurditeter, rædselsscenarier, hvorefter staklen ville være vokset op med onde drømme hver nat og dag.
SÅ. Hvis vi forsigtigt skal konkludere noget i lommefilosofisk format, så må det være, at vi gør bedst i at leve i tillid til, at alt er godt eller bliver godt, at fejltagelser er vores lærestykker og ikke vores synder, at vi skal tilgive os selv og andre, for de har det på samme måde, og at der er en mening med, at vi er her lige nu – selv når den er svær at få øje på. Overbærenhed er nøgleordet. Vi har dog ikke brug for udstrakt overbærenhed med (u)mennesker, der helt bevidst og med sadistisk fryd begår … folkemord. Vi er her også for at lære at sige NEJ! Vi skal imidlertid have noget klar i baghånden, som vi siger JA! til.
Intet er tilfældigt, intet er forgæves.
På med vanten, spis elefanten.
Gå til stregen over kanten.
Los i røv til kommandanten,
vi har ikke brug for jante’n.
2. februar – shelter
Der er intet som at sidde under tag og bag beskyttende vægge og vinduer, når det høvler ned med regn og sne udenfor – sidelæns. Det må være en af de primale følelser, der bliver tilfredsstillet ved at have et shelter, et ly og læ. Og det er endog som om, at jo mere enkelt dette shelter er, jo stærkere er kontrasten til uvejret og elementerne rasen. Et overhæng fra en klippe og helst en mindre hule kommer tæt på. Et halvtag, en åben garageport, i nødstilfælde en døråbning.
Selv et stort træ kan bruges for en stund. Men det skal enten være virkeligt stort, eller også skal trækronen være så tæt, at vandet ikke trænger igennem, og jeg har ikke oplevet ret mange træer, der har de egenskaber i mere end 10 minutter, hvorefter der ankommer nogle vanddråber, der ti gange så store og tunge som regndråberne.
En teltdug helst med oversegl kan gøre det, men belært af erfaringen skal det være et knaldende godt telt, hvis vi taler om flerdags-heldagsregn, som jeg har oplevet i Skotland. Og hvis man, som jeg har oplevet, løber ind i en orkan på Hebriderne, så kan det være lige meget. Jeg husker lyder af telte, der simpelthen lagde sig ned udenfor telttdugen. Hvordan jeg slap ud af situationen står lidt uklart for mig, men jeg husker, at mine briller fløj 10 meter hen ad vejgrøften, og at jeg stred mig frem til det sidste ledige værelse på en B&B, uden hvilket jeg ikke aner, hvordan jeg skulle have klaret den. Som de siger på de Ydre Hebrider: Det sner ikke om vinteren, det regner sidelæns. Det gjorde det den dag. Næste dag cyklede jeg forbi skure og campingvogne, der var blevet lagt om på siden.
Shelteren er så gammel som kulturen. Den er faktisk ældre end kulturen, for væsener i naturen har allerede opfundet den. Selv insekter har et shelter, for det består i at sætte sig på undersiden af et blad og tålmodigt vente, til det er overstået. Fuglene gør noget tilsvarende, og de har der egen metrologiske vejrtjeneste, der er bedre opdateret end både dmi og yr, og hvad de nu hedder, for man kan altid høre, at regnvejret er overstået, når der bliver pippet.
Når man bor ude på landet med udsigt til det åbne landskab og har valgt ikke at have bil, gør man noget andet. Man læser himlen og horisonten. Sømænd og fiskere er endnu bedre til det, for det er de nødt til. Folk, der bor i en sandørken, er nødt til at kunne læse, når en sandstorm er på vej. Inuitter er nødt til at kunne læse alle de 30 former for sne og is, som de har et særligt navn for. Bjergfolk er nødt til at kunne læse bjergets lunefulde mikroklimaer. Junglefolk ved, hvor skoven tilbyder shelter, og hvod den forsyner dem med at materiale til at efterligne og forstærke den.
Bymennesker er nødt til at swipe i en app, der ikke er til at stole på, for deres læselige horisont er husfacader, plankeværk, ligusterhække, bilruder og vejskilte. De har heller ikke brug for at navigere efter stjernene, hvilket er heldigt, for de kan ikke se dem gennem byens lysforurening.
3. februar – robot-bot
Der må findes et museum for det. Eller en stor mindebog.
Hvilket ikke giver mening, vi prøver igen:
Der må findes en stor losseplads eller forbrændingsanstalt for det.
Vi taler om dårlig og latterlig lyrik til popmusik og papmuzak.
Vi taler ikke om elefanternes kirkegård her.
Vi taler om loppernes, kakkerlakernes og hudormenes kirkegård.
Hvilket heller ikke giver mening, for de er udstyret med gå-i-selv-opløsning.
Nu tror jeg, at jeg har det: Vi taler om glemmebogen.
Vi taler om kulturelle affaldsprodukter, der ingen aftryk sætter sig.
Hvilket heller ikke giver mening, for de er brændt ind i hjernen på de,
der er vokset op og har fået det pumpet ind i systemet,
og som tror, at det har noget med musik og poesi at gøre.
Der er SINDSYGT meget af det.
Det kører som en lind kloakstrøm 24/7/365.
Maskinen kan producere det hurtigere, end det kan konsumeres.
Den udspyr robottekster til robot-lydspor befolket af autotuner-robotstemmer.
Der er ikke længere brug for sangere, for AI kan simulere menneskestemmer.
Der er ikke engang brug for DAW’s (digital audio work stations), for det klarer AI.
På både scenegulvet og dansegulvet i stroboskopiske glimt
hopper robotskikkelser rundt med robotbevægelser.
I baglokalet knepper to robotter for at undgå utilsigtede spontane livsytninger.
Lige om lidt knepper de dig.
4. februar – mælkevej
Jeg fatter det ikke. Jeg ved ikke, om du fatter det.
Jeg mener, jeg fatter så meget i form af et abstrakt koncept,
at vi denne februarnat ser Mǽlkevejen som et diffust bånd over himlen
af bittesmå, tætte prikker, hvis bittesmå-hed jeg rent intellektuelt forstår
skyldes deres ufattelige fjernhed på grund af båndets ufattelige størrelse.
Jeg kan godt fatte, at der findes mennesker,
der ikke engang orker at prøve at fatte dette størrelsesforhold,
og dermed melder sig ind i en kult, der prædiker,
at Jorden for anden gang i verdenshistorien er blevet flad som en pandekage,
og at himmelhvælvet er en stor julekugle med stjernesne,
og hvis man ryster den et par gange, så sner det ekstra kraftigt.
Jeg fatter alligevel ikke dette størrelsesforhold,
selvom jeg godt kan bilde mig selv ind,
at jeg forstår det, og at Mælkevejen er den galaktiske omdrejningsskive,
hvor milliarder af sole i milliarder af solsystemer
påhæftet milliarder x 10 planeter i hvert system,
der hver som gennemsnit har 5 måner roterende rundt om sig
x milliarder x milliarder med en omdrejningsfrekvens på 225 millioner år,
hvilket enhver kan komme og sige,
for ingen kan alligevel gå det efter i sømmene.
Hvad jeg fatter er, at Mælkevejen på en skyfri himmel en nytårsaften kl. 24:00
på en havnemole i udkants-Danmark uden lysforurening
i selskab med en kvinde fra storbyen iført en flaske champagne og to glas
pludselig hører hende udbryde: Jamen det er jo lissom, at der er et helt nyt lag
ude på den anden side af stjernerne, som jeg aldrig har set før!
hvilket jeg må give hende ret i, selvom jeg mener at have set det før,
da jeg befinder indenfor række-synsvidde fra Møn Dark Sky,
siden fænomenet nu er blevet så sjældent, at det kræver UNESCO-prædikat.
5 februar – en kold tid
Hold hovedet koldt sagde de,
mens de advarede om at få kolde fødder,
hvilket vi burde være kolde i røven overfor.
Hun gav ham en kold skulder,
mens han var i gang med en kold tyrker.
Har vi en koldnål i en koldskål?
Har vi et koldt bål i klar suppe?
Er der klar tale i mudrede vande?
Han gav hende en varm velkomst,
mens hun i gang med en varm affære.
Har vi kolde vinde og varme retter,
for det er en kold tid, vi lever i,
alle går rundt i problemfyldte vande
Er du træt, er du tynget?
Så læg dig ned, jeg lægger mig ned.
Når mørket kommer, når aftenen ankommer på den hårde måde,
når aftenmørket allerede er ankommet fra morgenstunden af,
så læg dig ned igen, jeg lægger mig ned igen.
Sæt dine sejl du sølverne ungmø og gyldne ungersvend,
sejl ud i det store alt-eller-intet,
alle dine drømme er undervejs,
du vil lyse op på din færden,
din vej vil blive oplyst, og jeg følger dit lys, din vej og din færden.
Jeg bygger en bro over de problemfyldte vande,
jeg indgyder dig sindsro.
Den kulslåede vinter føder det velgørende forårs klarhed,
hvor jeg indgyder dig sindsro.
Citat slut.
I den nye skabelse ankommer ikke blot sindsro
men også forhåbning og sindets opstemthed.
Om lidt min ven, skal du opleve vinterens gave,
skal du opleve genfødsel fra de indefrosne dyrtidsportioner.
Lovpriset være DIG
Troldsplinten, der sad i dit øje, skal forsvinde,
og Isdronningen bag frostens bastioner
vil se sig modvilligt nødsaget til at slippe sit iskolde jerngreb
om Verdens vitale varme væv.
6. februar – blidemåned
Måneden er opkaldt efter den etruskiske gud med ansvar for underverdenen og for renselse, Februus. Det må siges at være en interessant kombination.
Det var som bekendt romerne der fordrev etruskerne fra Norditalien i området Toscana, der er en italienisering af Etruscana – Truscana – Toscana. De var en avanceret og forfinet kultur, og en af deres vigtige frembringelse var deres vandteknologi. Romerne overtog denne teknolog, ligeom de overtog / stjal al teknologi fra deres erobringer og provinser – og tog æren for det.
Den romerske gudinde Juno overtog renselses-aspektet og optrådte med tilnavnet Februa. Men hvad har underverdenen med renselse at gøre? Man kan jo sige, at have høj feber er som at stige ned i underverdenen. Når man er febril, er kroppen ved at rense sig for en infektion, og feberen er en vigtig del af helbredelsen. Man ligger i mørket og sveder infektionen ud. At slå feberen ned med medikamenter er en meget dårlig ide og ikke andet end misforstået symptombehandling.
Det er i februar, vi finder fastelavn, der er afslutning på fastetiden. Fasten er en renselse, som vi mere eller mindre har glemt. Midlertidig faste har dog i de seneste år fået en renaissance, da der er gjort mange studier, der påviser gavnligheden. Og da et stigende antal mennesker er blevet i stigende grad lorne ved, at medicinalindustrien ikke altid leverer anden vare end den, de kan tjene penge på, så søger folk mere naturlige metoder, der ikke kun symptombehandler.
Romerne skabte nye guder og transformerede gamle. De fleste romerske guder, hvilket vil sige før, kristendommen blev til statskult, er transformeringer af græske guder. En ny romersk gudinde kaldet Febris havde som hovedansvar bekæmpelse af feber, hvilket vil sige malaria. Et af hendes templer lå mellem Palatinerhøjen og sumpen Velabrum, der lå ned mod Tiberen, hvor faren for malaria var højest.
Februar i vor tids kalender, der også er en romersk opfindelse, har som bekendt enten 28 eller 29 dage. Det er resterne af en ældre månekalender, hvilket giver mere mening i forhold til begrebet måned. 28 x 13 er 364, og så mangler der kun en enkelt dag i et sol-år med 13 måne(de)r. Det forklarer også, hvorfor Febris måtte være en gudinde og ikke en gud, for den kvindelige cyklus er – eller burde være i sync med månefaserne.
2026 er ikke et skudår, for det er ikke deleligt med 4. Sprang de så skudåret over år 0? Det er et forkert spørgsmål, for eftertidens år nul var af indlysende årsager ikke datidens år nul, der var var Roms grundlæggelse år 753 f.Kr. I øvrigt fandtes år nul ikke i hverken den julianske kalender indført af Julius Cæsar år 45 f.Kr, men heller ikke i den gregorianske kalender indført i katolske lande fra år 1582 og frem, for det er kun astronomer, der bruger det til nulstilling. Det er mere relevant at spørge, om den 29. februar så er den indskudte dag? hvilket man skulle tro. Det er det så ikke, for det er d. 24. februar – forvirringen er efterhånden total. Månedernes længder i året med 13 måneder var ret forskellige, og den romerske februar var kun 23 dage lang, så skudåret tilføjede d. 24. dag. Og som om det ikke var nok, så er det mest besynderlige, at man ikke for længst har flyttet skuddagen til den 29 men stadig lader som om, at vi lever i oldtiden.
Nok om romerne og deres snotforvirrede kalendersystem, som vi bare er tvunget til at leve med. Nordboerne var ikke så komplicerede og kaldte det for blidemåned. Lyset bliver blidere og mere skinnende, for det er først i februar, vi for alvor mærker, at dagene bliver længere, og at foråret er på vej. De havde heller ikke en overordnet tidsregning med et år 1, for hvad skulle de med det, når de kunne sige et dusin og fire somre efter, at Einar landede sin båd og steg i land og stiftede bo.
Vi stopper her, for ellers roder vi os ud i mayakalenderen, den egyptiske kalender, den persiske kalender, det kinesiske år, islamisk tidsregning og en hulans bunke systemer, hvis eneste fællesnævner er, at mennesker kigger op i himlen og tæller nætter og dage.
7. februar – gaga
Det var ikke kærlighed, det var den perfekte illusion
Citat: Lady Gaga
Den 3. februar brokkede Salim al Manaq sig over stupide poptekster.
Man kan så sige, at form og indhold er i sync, for musikken er lige så stupid.
Begge dele er ren overflade.
Men nogle gange slipper der noget igennem overfladen.
De tilsyneladende overfladiske og stupide linjer kan indeholde glimt af noget andet. Det er, hvad der sker i omkvædet til den spektakulære dames sang.
Tag ikke fejl. Stefani Joanne Angelina Germanotta med kunstnernavnet Lady Gaga er ikke uden evner. Der er en formidabel bunke talent og kunstnerisk vilje bag popfænomenet.
Jeg må tilstå, at jeg har det lidt svært med hende i større doser, ligesom jeg har en vis afsky for visse af hendes okkult-sataniske videobilleder. Men når jeg ser, hvem hun har optrådt med, hvor bred hendes genrebeherskelse er, og hvor suveræn hendes stemmebeherskelse og sangteknik er, så er jeg nødt til at give credit for det. Hun har optrådt med jazz-crooner number one Tony Bennett! Der er ingen fake her, der er ingen autotuner-støttebandage, hun kan og tør sætte sig ned på slap line med et koncertflygel og en sangmikrofon og intet andet i et kæmpe stadion-forum og synge en klassisk pop-ballade som Carol King’s You’ve go a friend – og slippe totalt helskindet afsted med det.
Hun er en af de popkunstnere, der selv i plastik-indpakning er i stand til at fremstå som autentisk i en musik-industriel maskine af total u-autencitet. Vi forstår, at hun går til kanten i sit illusionsmageri, vi kan mene om det, hvad vi vil. Men hun siger åbent om sig selv, at hun er en tryllekunstner, en illusionist. Hun har distance til illusionen og giver sit publikum mulighed for at følge hende på distancen.
Vi behøver ikke at købe hele pakken. Vi behøver heller ikke at gå i fan-mode, og hva’ fa’en er det også for noget med blive fanatisk tilbeder af et pop-ikon, et plastik-gudebillede i masseprojektions tidsalder? Men en gang imellem er det på sin plads at give … plads til en passende respekt for et stykke talent, der er mere end plastik.
8. februar – flaskepost
hvem ved ikke, hvornår og af hvem det bliver læst
hvem ved, om det overhovedet bliver læst
jeg sender en flaskepost ud på det uendelige og uforudsigelige ocean
og er der ikke en hval eller en haj, der sluger det hele i én mundfuld
og svømmer den ikke ad helvede til og skider det hele ud
i et Sargassohav af tang, alger og infiltrationer,
hvorfra intet kommer tilbage bortset fra glasål og ålekvabber
og synker det ikke til bunds og bliver ædt af bundkrabber
de havets skraldemænd og ådselsædere
og de altædende bundskrabere dernede på bundlinjen?
og selvom jeg helst så, at det bliver læst og forstået af du og dine,
så sender jeg en flaskepost til hvem, det skal være i en fjern fremtid
og måske endog i en fjern galakse i en fjern fortids-nutid
til enhver, der samler på drivtømmer og vraggods,
til alle ravsamlere, der finder forstenet harpiks fra sunkne landeområder,
til alle, der forstår værdien af fortidens aftryk
af indtryk og udtryk og andre former for tryksager
9. februar – livsgnisten
Lad os for alle gode gange tre’s skyld tale om Demiurgen,
en gud der var skinsyg, beordrede folkemord, mishandlede sit folk,
skjulte sit sande navn og lagde et slør over verden, der skjulte Lyset.
Som en anden Prins John i Robin Hood var den ikke andet
end en ussel tronraner, der i Livskildens fravær bag det kunstige slør
satte sig på en trone, den ikke havde ret til – og slap afsted med det.
I 1700 år har de, der har forstået dette kompleks måttet skjule sig
og redde sig selv fra forfølgelse og aflivning,
og alligevel er deres forbudte viden dukket op igen og igen.
Demiurgen røber sig allerede i tredje kapitel i Genesis, der er en af de ældste bibelske tekster, hvor Adam og Eva går rundt i Edens Have efter at have spist af træet, og Gud spørger som det første: Hvor er I?
De fleste læser forbi det som optakten til en konfrontation med de uartige børn.
Meget få spørger sig selv om, hvorvidt en alvidende almægtig Gud
ville råbe i skoven på den måde? Hallååå – hvor er I?
En ægte alvidende Fader ville allerede vide, hvor børnene gemte sig.
Gnostikerne, hvis tekster dukkede op i hulerne i Nag Hammadi i Egypten
i 1945-47, læste det som fingeraftrykket af et væsen med begrænset viden.
Da Demiurgen, der postulerer at være Gud, Livskilden, Den Ene, Monaden,
senere udtaler: Jeg er en skinsyg gud, og du må ikke have andre guder end mig,
røber væsenet dermed, at der findes en anden Gud, som det gerne vil udrydde.
Navnet demiurg er det græske ord for håndværker, bygningskonstruktør,
eller som de kalder væsenet i filmtrilogien The Matrix: Arkitekten
og dets skabelse for Maskinen. Mennesker lever i maskinverdenen.
Denne håndværker skabte det materielle univers fra det Pleroma,
det alting-der-findes forinden
for dernæst at udgive det for alting-der-findes.
Et væsen, der ikke ved, hvor mennesket gemmer sig,
ved heller ikke, hvad mennesket er, det kender ikke menneskets indre gnist,
ligesom det heller ikke kender selve Livskilden og Skaberen af gnisten.
Et skinsygt væsen er et usikkert væsen. Det er nødt til at gennemtvinge
sikkerhed, det er nødt til med et opdateret udtryk at føre sikkerhedspolitik,
for at reparere og afstive sin egen usikkerhed.
Et skinsygt usikkert væsen er nødt til at installere totalitær overvågning,
det er nødt til paranoidt at se sig selv over skulderen hele tiden,
det er henvist til mistænksomhed, for det kan ikke have tillid til … tillid.
10. februar – $
Den amerikanske dollar er et svindelnummer.
Forstå det ret. Dollaren er en amerikanske valuta, der virker i det amerikanske pengesystem, man kan betale med den. Det er ikke her, svindelnummeret befinder sig.
Efter Anden Verdenskrig blev dollaren en international valuta. Man betalte med dollars, for det var en sikker valuta, det var noget, der var respekt om, det var noget, man kunne stole på. Dollaren imponerede, den var stærk. Men det gik sådan med dollaren, som det gik med USA, dets troværdighed, rekspekten for USA og den sikkerhed, de kan sige, at de udgør for den såkalt frie verden. Bruger de overhovedet det volapyk-ord længere, var det ikke koldkrigs-lingo?
Et afgørende skridt skete i 70’erne, da petrodollaren under præsident Nixon blev etableret. Al oliehandel i verden blev nødt til at foregå i dollar. Betalingen for enhver tønde olie blev kanaliseret indenom Chase Manhattan Bank ejet af Rockefeller-syndikatet. Og USA kunne gøre det, fordi de havde en fast aftale med Saudiarabien, der var verdens største olieproducent og dominerede hele den Arabiske Halvø og alle de små kunstige, nyrige familieejede golfstater. Så resten af verden var nødt til at følge trop, og dollaren blev en verdensvaluta, ligesom det engelske sprog efter Det Britiske Imperium blev et verdenssprog. USA’s pression i denne aftale var, at de som militær muskelhund garanterede sikkerhed, for ingen turde gå imod et så militær-stærkt imperium, der via Anden Verdenskrig havde opbygget det mest omfattende militær-industrielle apparat, der var blevet så indflydelsrigt, at det førte USA’s udenrigspolitik.
Det er lykkedes for USA at få det internationale finanssystem til at skabe en kunstig efterspørgsel af dollaren. Og det er kunstigt og oppustet, når man ser på, hvad en dollar kunne købe i 1913, og hvad den kan købe i dag. Den er i realiteten værdiløs, og det er kun det finansielle kunstige åndedræt, der holder den i live. Den oppustede svindel-økonomi betaler for det oppustede militær, hvis hovedformål er at gå i krig for den oppustede økonomi. Det er et lukket kredsløb, der onanerer med sig selv. USA trykker 2.5 trilliarder $$ om året ud af den blå luft for at holde oppustningen i gang.
Privatøkonomien er en høstmark for dette system. Da præsident Clinton i 1999 gennemførte ophævelse af den såkaldte Glass-Steagall Act fra 1933, der var beregnet på at beskytte private bankkunder mod et grådigt og uansvarligt erfhvervs- og investerings-bankvæsen, hvilket havde ført til børskrakket og depressionen i årene forinden, åbnede han hermed for den gentagelse af historien, der ankom mindre end 10 år senere i Finanskrisen. Det er unødvendigt at nævne, at han havde de samme skumle rådgivere, der skabte børskrakket dengang og ønskede at gentage det. Dette er ikke gisninger, for tidligere direktør for The Federal Reserve, den amerikanske nationalbank, der er lige så lidt national som Danmarks Nationalbank, har offentligt indrømmet, at det var dem, centralbanksterne, der gjorde det dengang.
I dag midt i det tredje årti i det 21. århundrede har den amerikanske dollar mistet al troværdighed. Folk derude i Udkantsverden vil bare af med den, og det kan næsten ikke gå for stærkt. De toneangivende nationer i den multipolære verdensorden sælger nu olie i yuan og rubel, og inden længe vil det også være den iranske rial, da Iran nu efter 30 års sanktioner og økonomisk krig rettet mod dem er trådt i markant karakter. USA har krig kørende på alle mulige fronter, proxykrig mod Rusland, forsyningskrig mod Kina, bombetogtskrig mod Iran, krig-krig-og-atter-krig. Og de taber alle deres krige. Verden er vågnet til det endelige opgør med kolonialismen og imperialismen.
Sammenkædet med petrodollaren er det monetære transportsystem SWIFT, der også er amerikansk. Men i mellemtiden har de store lande i Udkantsverden, det såkaldte ‘globale syden’ stille og roligt i baggrunden fuldt etableret deres alternativer til SWIFT, og det er kun et spørgsmål om et enkelt koordinerende møde og et startskud til at iværksætte en fuld sammenkøring af disse alternativer, for de virker allerede hver for sig. Og 2/3 af verdens lande står i kø for at tilslutte sig.
11. februar – 11. time
jeg sad og savede på en gren,
da jeg opdagede, at det var den gren, jeg sad på
jeg gik og gravede på en grav,
da jeg opdagede, at det var min egen grav
jeg gik og tog røven på allesammen
da jeg opdagede, at jeg tog røven på mig selv
jeg indførte sanktioner mod alt og alle,
da jeg opdagede, at de ramte mig selv mere end nogen
jeg gik i krig mod alt og alle
da jeg opdagede, at jeg var nede med nakken
jeg gjorde grin med hele verden,
da jeg opdagede, at der var grin og fnisen i alle kroge
jeg ragede til mig med arme og ben,
da jeg opdagede, at jeg havde mistet alt
jeg befandt mig den 11. februar i 11. time,
da jeg opdagede, at der ingen vej var tilbage
12. februar – den smarte
En variation af det darwinistiske hovedaxiom den stærkes ret
er den smartes ret eller den snediges ret.
Ikke den kloges ret, for klogskab indeholder altid et element af moralitet,
der er i familie med visdom, og den kloge taler sjældent om sin ret,
for det ville være uklogt – den kloge taler om retfærdighed.
Darwin talte/skrev ikke om de bedst egnedes overlevelse, han talte
om de stærkes overlevelse, det andet er efterredigering, for det røbede,
at det var gjort til et britisk imperialt pseudovidenskabligt projekt
for at legitimere imperiets brug af magt til at udplyndre hele verden.
Imperiet hakker af begge punkter i tjeklisten, muskelmagt og snedighed.
At Darwin i det hele taget brugte ordet overlevelse hjalp det imperiale mindset,
der altid handlede om at bekrige og at overvinde og underkue andre,
som om underkuelse var et spørgsmål om overlevelse andet i det øjeblik
underkueren er ankommet til et sted i junglen, hvor beboerne har den uvane,
at æde deres fjender – og underkueren i øvrigt er ramt af junglefeber.
Høj intelligens er ikke et udtryk for menneskeligt format.
Psykopater er højt inteligente mennesker, der med dr. Hannibal Lechters ord
ikke har noget imod at æde sine fjenders lever med en portion favabønner.
Den menneskelige værdi af høj intelligens afhænger helt og holdent af,
hvordan den intelligente person vælger at anvende sin intelligens.
Høj intelligens kombineret med et stort ego er en giftig cocktail,
der slår igennem hos den britiske elite, der promoverede socialdarwinismen
som den praktiske applikation af den spæde videnskab, de kuppede til ideologi.
At lignende typer andetsteds sidenhen er blevet dygtige til at kuppe videnskab,
kan i vor tid opleves som forkvaklet klimaagenda og fake vacciner/pandemi.
Den snediges ret er kun legitmeret med går-den-så-går-den.
De snedige kalkulerer dygtigt med, at det med største sandsynlighed går.
hvilket deres adfærdsvidenskabelige (behavouristiske) tilgang til mennesker
og deres utal af social-eksperimentelle rotteforsøg på menneskeheden
har overbevist dem om. Det gik i går, det går nok også i dag, det går i morgen.
De snedige er uden andet moralsæt end deres eget interne og eksklusive.
Altså, Hells Angels har interne moralkodeks, ethvert mafiakartel har interne ditto.
Det snedige elitære sammenrendt er ikke forskelligt fra mafia, det ER mafia!
Disse kodeks med tilhørende friheder gælder kun internt, for alle andre
er tvunget til at gebærde sig ifølge strenge regler for ikke at blive nakket.
13. februar – konspirationsteori
For 25 år siden blev der implanteret et nyt designerbegreb i det offentlige rum.
Faktisk var det allerede dengang 45 år gammelt, men var gået i glemmebogen.
Nu blev det fisket op af CIA’s attaché-taske med blueprints efter JFK-mordet
som newspeak spindoktor-forstyrrelse af kritisk tænkning og åben debat.
Implantering eller indsprøjtning af ord, begreber, memes, fortællinger,
talemåder, fjendebilleder og i det hele taget billeder, masser af billeder
er en vigtig del af metodikken for CIA og lignende agenturer,
der som hovedopgave har at skabe det modsatte af viden = counter intelligence.
Viden er ikke bare ophobet information, det er indsigt i,
hvordan informationer hænger sammen, og hvordan de skal tydes.
Skumle agenturer og korrupte medier kan ikke forhindre informationer i at opstå, men de kan forurene, forvride og blokere formidlingen af disse.
Og det bliver værre endnu, for de kan terrorisere folk med skyld, skam og frygt,
så folk bliver skræmt fra at åbne munden og blot efterspørge reelle forklaringer,
hvis de ikke er tilfreds med de officielle konspirations-bortforklaringer,
eller måske ovenikøbet kan påvise, at der er løjet om virkeligheden.
Løgne er ikke bæredygtige, de er skrøbelige, de er som huse bygget på sand,
der synker, når løgnerne vender ryggen til og ikke konstant stiver dem af.
Løgne kræver et dagsaktuelt skjold mod, at nogen begynder at grave i sandet,
og dermed afslører, at der ikke er noget solidt fundament.
Designerbegrebet ‘konspirationsteori’, som det er meningen,
vi skal gå og smide i hovedet på hinanden som hold-kæft-boljser,
er et sådant skjold, der siger: Der findes ingen sammenhænge,
du kan ikke efterspørge eller fremføre sammenhænge, for så er du en k …
Det er ganske velegnet til at lukke munden på danskere,
for de praktiserer janteloven, der siger: Du skal ikke tro, du er noget,
du skal ikke tro, du kan lære os noget, osv. og så bare skifte det ude med
du skal ikke tro, du kan efterspørge sammenhænge.
Medierne og deres opdragsgivere formidler en sammenhængsløs virkelighed,
en 2D-fladskærms-virkelighed uden 3D-dybde = sammenhæng,
en plastikkirurgisk virkelighed, et simulakrum (Baudrillard), en fake-forlorenhed,
hvor det er FORBUDT at betvivle plastik-forlorenheden og efterspørge alt andet.
Konspirationsteori-ordet var en blød og snedig form for censur,
for det var dets bagved liggende intention at få folk til at censurere sig selv.
Censur var ucharmerende, det tilhørte tyrannier, det fremstod som totalitært,
men via denne sproglige terrorhandling kunne censorerne snige sig udenom.
Det er nærmest paradoksalt, at begrebet k-teori genopstod i forbindelse
med netop: en terrorhandling, som de egentlige terrorister
var fokuserede på at smøre af på nogle fiktive terrorister for at starte
Krigen mod Terror, der viste sig at være en terrorkrig – som al anden krig.
Men ligesom løgnen har en sidste salgs- og holdbarhedsdato,
således har også syntetisk spindoktor-lingo til understøttelse af løgn
sin begrænsning og sidste holdbarhedsdato, når alt for mange
‘konspirationsteorier’ efter en årrække viser sig at være alt for virkelige.
14. februar – projektion
Hvis man nærmere undersøger den store bølle, den store terrorist
og alle dens beskyldninger mod stort set resten af verden,
så er det ét gennemgående træk: projektion.
Den store bølle beskylder sine ofre for ALT det, som den selv er.
Ofrene gør – efter bøllens udsagn – alt det, som den selv gør.
Vi taler om Imperiet, der startede med det britiske, og som nu er USA.
Vi kan uden videre inkludere Israel, der er møghundens beskidte hale,
og vi orker ikke at diskutere, hvorvidt det er hunden, der logrer eller omvendt.
Vi vi endelig skal den vej, er det nok et tredje væsen, der logrer med dem begge.
Israel er nyttig til forståelse af projektionsfænomenet,
for zionismen har sat det i system.
Det er altid synd for Israel, når de bomber løs på deres naboer, myrder løs på kvinder, mænd og børn og gamle tanter, forgifter deres jord, jævner deres byer med jorden,
for det er de jo nødt til, kan vi nok forstå, for ‘at skabe sikkerhed’ …
bare sig ordet sikkerhed et par gange og sammenlign med det, de reelt har skabt.
Naboerne bliver dagligt udsat for terror, mens de bliver udråbt som terrorister.
Naboerne bliver udråbt som mordere, mens de bliver myrdet.
Naboerne bliver etnisk udrenset og fordrevet fra deres land,
mens zionisterne stadig klynker over, at jøder engang blev fordrevet,
hvilket er særligt grotesk, da yderst få israelske ‘jøder’ har nogen som helst baggrund i Palæstina men er indvandrere fra primært Østeuropa og sekundært Vesteuropa,
hvis fortid skal findes i et hedengangent rige ved navn Khazaria,
hvor hele befolkningen blev trangsomvendt til jødedom for at undgå invasion.
Hvilket bl.a betyder, at de rigtige jøder, hvis genetik kan påvises hjemmehørende
i Palæstina, Irak, Iran, Ethiopien, helt over til Vestafrika, de orientalske jøder
er blevet behandlet som det rene lort af de zionistiske indvandrere, der valgte at tage navneforandring, så de lød, som om de havde noget at gøre på stedet.
Som projektions-middel har zionisterne opfundet begrebet antisemitisme.
Israelske børn lærer lige fra børnehaven, at hele verden er ude efter dem.
Samtidigt lærer de også, at de er bedre end alle andre, de er et herrefolk,
hvilket er den zionistisk-ateistiske version af Guds udvalgte folk.
Resten af verden er trash, goyim som de kalder os.
Semitisme er noget konstrueret BS, for det er en forvanskning af semittisk,
der er en linquistisk betegnelse for en sprogstamme, der omfatter aramæisk, old-maltesisk, fønikisk, akkadisk, eblaittisk, amharisk, tigrinya, arabisk … og hebræisk, der er et præstesprog fra oldtiden, der blev rekonstrueret som en del af det neo-jødiske identitetsprojekt. Det er et kunstsprog.
Zionisterne bruger ordet semit afledt af semittisk som en betegnelse for en befolkning, hvis etnicitet stammer fra alle mulige steder, og som tidligere historieprofessor ved Tel Aviv-universitetet Schlomo Sands udtalte: Der findes ikke noget ‘jødisk folk’, det er en politisk-sociologisk konstruktion.
Men hvad værre er, når zionisterne slynger om sig med beskyldninger for antisemitisme i deres evindelige drama-queen-offerrolle, så begår de – udover noget ærke-vrøvl – en projektion. De hader samtlige arabere, der i dag taler det mest udbredte nulevende semittiske sprog – ERGO må zionisterne og dermed de israelske omvendte kryptojøder være selve definitionen på anti-semitisme. Hvorfor har deres arabiske naboer, der konstant bliver terroriseret af af de israelske ærke-antisemitter, ikke opdaget dette newspeak stykke verbal-gymnastik og vendt den om som neutralisering af ævlet?
Der findes et kabbalistisk koncept om håndspålæggelse. Når der var begået et grusomt folkemord, som den despotiske dæmon-gud Yahweh i vrede men med glæde beordrede sit udvalgte folk til at begå, så blev der begået en synd. En synd er mere end en simpel forbrydelse, det er en forbrydelse mod menneskeheden og de universelle vove. Der var blod på hænderne, og det klæbede fælt. Hvad gjorde man så? Man smurte det af på ofrene, og da de var døde, kunne de ikke så godt protestere. Ved en sort magisk-rituel handling blev al synd og skyld overført til ofrene, og bødlen kunne leve i syndsforladelse.
Det kan diskuteres, hvorvidt det er det psykologiske stunt projektion, der er standard for zionisterne, der har infiltreret den amerikanske herskerklasses generelle tankesæt. Det er ikke nogen hemmelighed, at stort set samtlige amerikanske senats- og kongres-politikere er bestukket af AIPAC, så Israel er teknisk set en stat i USA, der får mere statstilskud end de andre. Et faktum er, at bølle-terrorstaten USA konstant spiller offerrolle og hævder, at de er dem, de andre, de derude, terroristerne, whatever, der har angrebet dem. Som bøllen siger i skolegården, når gårdlæreren ankommer og konstaterer, at en af de mindre drenge lige har fået sit ansigt smadret: Jamen, det var ham, der begyndte, hŕ. lærer. USA gør det hele tiden:
det var mexikanerne, der begyndte (1898)
det var filippinerne, der begyndte (1899)
det var tyskerne, der begyndte (1914, 1945)
det var japanerne, der begyndte (1941)
det var russerne, der begyndte (1947)
det var koreanerne, der begyndte (1950)
det var vietnameserne, der begyndte (1955)
det var iranerne, der begyndte (1980)
det var irakerne, der begyndte (1991)
det var serberne, der begyndte (1998)
det var somalierne, der begyndte (2006)
det var Saddam, der begyndte (2003)
det var Assad, der begyndte (2011)
det var Gaddafi, der begyndte (2014)
det var Putin, der begyndte (2022)
det var iranerne igen, der begyndte (2026)
det var kineserne, der begyndte (?)
Er det ikke besynderligt, så de alle sammen hele tiden begynder spontant
at angribe verdens stærkeste militærmagt med udsigt til at blive smadret.
Måske er det mest besynderlige, at hele verden har købt det i så lang tid.
Eller man skulle måske spørge, om hele verden ikke holdt deres kæft, som alle de feje børn i skolegården, der så på, at en af de mindre drenge blev smadret. På samme måde som hele Vesten holder sin kæft, mens israelerne myrder løs på civilister i Gaza. Terror har virket alt for godt. Og hvis det ikke er direkte voldelige overfald, så er listen over arrangerede statskup, politiske mord, økonomisk manipulation, handelskrig, indblanding via ‘farvede revolutioner’, regimeforandring, støtte til opposition via NGO-agenter eller blot ved at true … denne liste er meget-meget lang.
Virkeligheden er anderledes end den, projektøren har klynket eller løjet sig til. Den skrevne historie og det, der har fundet sted er ikke det samme. I 15/17 ovennævnte tilfælde var det – rigtigt gættet – USA (med englænderne i bagkulissen), der startede. De to verdenskrige var briternes værk, hvor de trak USA ind i krigen vha. fixede events (Lusitania, Pearl Harbor) og smurte det hele af på tyskerne. I hele USA’s 250 års historie er der kun 6 år, hvor USA ikke har været i krig mod et eller flere lande i verden, og i stort set alle tilfælde er det USA, der har være aggressoren.
Og det er værre endnu. Når USA i deres krigshandlinger ikke har kunnet få ram på modstanderens militære installationer, så er de ALTID gået efter civile mål ligesom israelerne, der kalder det Dahiya-doktrinen for kollektiv afstraffelse. Det sker udfra den perverterede præmis, at hvis civilbefolkningen bliver ramt hårdt nok, så vil de nok bebrejde deres eget styre for det og føre til dets fald. Det er nøjagtigt, hvad der er antaget som udgangspunkt i den seneste storkrig mod Iran. Men ikke nok med, at doktrinen er bygget på forkerte og indbildske antagelser, det får den en stik modsat effekt. I tilfældet Iran har det fjernet stort set al indre opposition mod præstestyret og har fået hele befolkningen til at bakke op om det. Når det er et spørgsmål om liv eller død – og USA har åbent erklæret, at de vil bombe Iran tilbage til stenalderen – så er der ikke plads til internt fnidder.
Der er kun to muligheder: Stå sammen eller dø! Alt andet kan vente.
En æra rinder ud. Ikke for, at USA er aggressiv, for de kender ikke til andet men for, at aggressioner sker uden konsekvenser. Aggressionsmaskinen vil ikke længere kløve som økse i blødt smør. Der vil ikke fremover være frit tag-selv-bord og lagkage ved bøllens børnefødselsdag. Når der SÅ mange gange er hylet op om, at ulven kommer og de var selv ude om det, så sker der noget mere radikalt end en projektion. Så sker der en manifestation. Nu begynder de saftsuseme derude i Udkantsverden at slå igen. Denne gang kommer ulven. Med det resultat at bøllen begynder at pive højlydt om, at nu begynder de minsandten, og det var jo ikke meningen og bu-huu, og vi skal smadre dem totalt … allesammen på én gang! Selv de, som bøllen har kaldt sine venner, bliver nu truet med at blive smadret. Hvad kan dog gå galt her? Bøllen har været vant til at kunne tryne alle de mindre, der ikke kunne slå igen. Nu slår de igen, og bøllen er aldeles uforberedt. Bøllen opdager, at den ingen ‘venner’ har tilbage, og ‘vennerne’ erkender, at bøllen aldrig var deres ven, for lige så snart bøllen ikke har brug for dem længere, så bliver de smidt ud under bussen.
Det samme er sket med bøllens møghund Israel. De har hylet-og-hylet om, at hele verden var ude efter dem, der har lært deres børn det, det har pumpet det ind i hovedet på deres værnepligtige, der er nødt til at aftjene i hele to år, der har spammet det overalt i deres propaganda-netværk. Deres naboer ønskede aldrig at smide dem i havet, de ønskede bare at blive behandlet som rigtige mennesker, de hadede ikke israelere per definition. Det hele var en selviscenesættelse. Men efter folkemordet i Gaza, har møghundens iscenesættelse skiftet til manifestation. De har skamløst overspillet deres offerrolle, og NU hader hele verden dem med rette!
Sådan, godt gået tillykke med det!
Vil møghunden og dens ejer så tage ved lære af det?
Absolut ikke. Når man først er gået ned af den vej, så er der ingen vej tilbage.
Et Imperium er en maskine med et gearsystem uden bakgear.
Når der er sat kurs, er der kun én vej, selvom det er en blind vej.
Imperiet er samvittighedsløs, det er uforbedreligt,
og det er udenfor pædagogisk rækkevidde.
15. februar – kassehoved
hvad er det, der afholder så mange mennesker fra at tænke?
selv tænksomme mennesker uddannet til, hvad der kaldes tænkning,
afholder sig fra egentlig tænkning og udøver … noget andet
hvad skal vi i øvrigt kalde dette ‘andet’?
det synes at være repetitivt og forudsigeligt,
det betjener sig af formler og standardiseringer,
det virker ufærdigt, ufrugtbart, sterilt, der mangler noget,
det går hele tiden i stå og er tilfreds med sig selv,
det kommer ingen vegne, og måske ingen-vegne er formålet
det er en form for simulation af tænkning, en laden-som-om
det skal ikke hedde sig, at der ikke er for få brikker at flytte med,
så der bliver flyttet en allerhelvedes masse brikker frem-og-tilbage
måske er det lissom en jurist for nogle årtier siden kaldte bureaukratiet:
de er papirnussere, sagde han, de producerer intet, de nusser bare papir,
og i mellemtiden er de så gået væk fra papir, så nu nusser de digitale regneark
så måske vi skulle kalde dem for tankenussere eller verbalnussere
der er ikke rigtigt noget i det, de har nedfældet,
der er til gengæld meget af det
SÅ, hvad er det, der afholder folk fra tænkning i egentlig forstand?
det kunne have noget med, at deres hoveder er kasseformede,
og at der ikke er mulighed for indhold, der ikke er tilpas kasseformet
nogle gange er kasser på sin plads for at få ting … på plads
men ofte er kasser ikke det rigtige, især når tankerne ikke er kasseformede
– tanker vantrives og størkner i kassernes spændetrøjer
vi kunne også tale om kassetænkning
i betydningen: hvor mange penge er det i det for mig?
det er blot et andet og ligeså indskrumpet kassedarium
og igen: når der skal tjenes penge, er der ingen problemer i det
problemet opstår, når kassetænkeren ikke har andre strenge at spille på,
og pengenusseriet bliver det eneste perspektiv på menneskelig eksistens
16. februar – vinterrejse
Jeg vandrer ind i vinteren, mine blodårer fryser til is.
Mine landskaber er tilfrosne, jeg ankommer til stivnede scenarier.
De levende væsener er draget bort eller gået i hi.
Og hvad vil det i øvrigt sige: at gå i hi eller dvale?
Hvad vil det sige at gå stand-by på laveste blus?
Ville du og jeg overleve nedsænkning af kropstemperatur og hjertepuls?
Hvad tænker træet, busken og planten om vinteren?
Frøet falder og nedsænkes i jord.
Frøet venter tålmodigt livets genkomst.
Jeg vandrer langs floden til landsbyerne.
Stilheden afbrydes kun af hundens gøen bag hegnet.
Gæssene holder flyveøvelser med skræppende akkompagnement.
Min sjæl er tilfrosset beregnet til optøning.
Den længes efter varmere og venligere vinde.
Mit blod flyder igen i varme rør.
17. februar – churnalisme
Insidere i mediekorporationen New York Times har lækket informationer om, hvordan de såkaldte nyheder bliver skruet sammen. Det kommer ikke som den helt store overraskelse, for velinformerede folk har længe vidst, at mainstream-nyheder er et fupnummer. Nyhedsmedier world wide modtager alle deres nyhedsbreve fra de samme kilder styret af de samme nyhedsbureauer:
Reuters, Ritzaus og Associated Press (AP), der er ejet af de samme 6 karteller, der deler markede mellem sig og koordinerer det samme indhold. Dette indhold er skabt i baggrunden / undergrunden af særlige operatører i The Deep State.
New York Times er ejet af Viacom, der er et af de seks sammenspiste karteller. Dette er altsammen mere eller mindre kendt stof, hvis man hører til dem, der ikke kan fordrage mainstream-nyheder og har spurgt sig selv om, hvorfor de er så afskyvækkende.
Der er dog et par detaljer her, der er værd at notere sig, og som insiderne fra NYT er kommet med. Det er nu blevet så stort et problem for dem, at den nyhedsstrøm, som medarbejderne får langet over disken, er ude af sync med virkeligheden, at de må bruge uforholdsmæssigt mange kræfter på at redigere dem, så de bliver spiselige. De må gøre det umiddelbart før udgivelsen, for alle nyheder ankommer 2 dage før, at større og afgørende hændelser har fundet sted. Læs lige det en gang til! Det må vist siges at være nyheder, der er på forkant. Når det står klart på dagen, at de ikke har fundet sted, er der et indlysende problem, og medarbejderne får travlt med at mindske skadevirkningen, for i sidste øjeblik at redde deres firma fra fuldstændigt at miste troværdighed.
Det har også betydet, at NYT har fundet det nødvendigt at skrive et sted på deres betalings-website – i et hjørne der ikke er nogen, der læser alligevel – i form af en disclaimer og for at sikre, at de ikke bliver sagsøgt: At de fralægger sig ethvert ansvar for rigtigheden af deres nyheder! De indrømmer altså direkte omend i en halvskjult sidebemærkning, at de ikke er et nyhedsmedie men en fiktionsfabrik.
SÅ, selvom om Donald Trump for så vidt havde ret i, at det er fake news, så er det nok ikke fra mr. Fake himself, man skal forvente andet end fake ovenpå fake.
New York Times er et internationalt bureau, der bliver solgt som et betalingssite i hele verden. De har nu været nødt til at erkende, at de har et problem. De indrømmer, at de er nødt til at publicere, hvad deres kilder har serveret for dem, for hvad skal de ellers gøre, når journalister ikke længere bevæger sig rundt i marken med sidder bag deres skrivebord.
Det er opstået et nyt begreb for det: churnalisme. Det udtales næsten som journalisme, men churn på engelsk er det, man gør med mælk, når man laver smør. Man kærner. Og som et biprodukt, efter at man har skilt the good stuff fra = fløde og smør, så får man kærnemælk. Vi kan også kalde det for et drikkeligt affaldsprodukt. Det var noget, man ude på landet serverede for køer og svin, så det ikke skulle gå til spilde. Det var dér, vi her til lands opfandt kærnemælks-koldskål med revet citronskal med sukker og kammerjunkere.
Nyheder er blevet et udkærnet, udvandet affaldsprodukt med tilsætningsstoffer, som nyhedsforbrugerne bliver fodret af med som svin. Der er kun et spørgsmål om tid, før sidebemærkningen hos NYT selv går mainstream, og selv deres mest trofast-naive kunder ikke længere kan tage dem alvorligt.
18. februar – spillet
vi lever i de sidste tider,
slutspillet er i spil, selvom spillet er slut,
de falske spillere er ikke længere på hjemmebane,
taskenspillere klimprer endnu for en stund
på det store fingerklaver i den globale spillehal
der spilles op til dance macabre
der spilles på de sorte tangenter på det forstemte klaver,
hvilket indebærer en særlig forstemthed,
en forstemmende stemning af stemmer i folkedybet,
der aldrig er hørt og anerkendt som stemmeberettigede
der er en hel masse, der ikke stemmer,
når der ikke længere tales men blot råbes,
når der ikke ikke længere samtales men skriges i samdrægtighed,
når tavshed ikke længere er guld, og tale ej længere er sølv,
og når mundkurven er det nye normale
hvad taler vi om, hvis vi overhovedet taler?
kommer tale overhovedet på tale i hold-kæft-bolsjernes æra?
hvad stiller mennesket op med sine talegaver i fortielsernes tidsalder,
hvad er telefoner og talerør værd, hvis man ikke kan sige et ord,
og hvis man ikke har noget at sige eller skulle have sagt?
at tale sandt kommer ikke længere på tale,
i løgnens fuldbyrdede tidsalder er sandhed en joke,
magtens talerør kender ikke længere til sandhed,
sandhed er erstattet af korrekthed, følgagtighed og tjenstvillighed,
sundhed er erstattet en syg logik i en sociopatisk hjerne
vi lever i de sidste tider,
hvor de sidste rester af sund fornuft skylles ned
i det samme rør, hvorfra den store brune kloakstrøm
af uniformeret propaganda ankommer på daglig basis
og overskyller talerrør, hørerør og rør til enøjet tunnelsyn
så meget desto mere grund til at gå imod kloakstrømmen
og nægte at æde lort til middag med de fæle
så meget desto mere brug er der for at sige farvel
til automatisk tillid til storskydende pikspillere
og deres duknakkede eftersnakkeres globale casinohal
spillemand spil lystigt op, nu begynder dansen
så meget desto mere grund til ikke at danse til dæmonernes piber,
der leder den usikre-sikre vej til kaos og massemord,
blot fordi The City og Wall Street har sat det på menuen,
og et par slyngelstater har kørt deres beskidte skrot i stilling
19. februar – jungle-civilisation
Amazonas bliver kaldt for et vildnis.
Dette enorme område, der fylder 1/3 af et kontinent,
er benævnt som vild jungle, der kun er beboet af vildsomme stammer,
og som civilisationen kun for nyligt har ædt sig ind på.
Conquistador-mytologien går på, at dette vildnis var ubeboet,
indtil beredne mænd i rustninger ankom for 500 år siden
og med vold og mord og Bibelen i hånden og sørgede for,
at de vilde folk i vildnisset lærte om den rigtige civilisation og dens Gud.
Glemsel går stærkt i junglen,
og det tager kun en menneskealder at blive overgroet.
Hvad 500 års overgroethed har gemt og glemt er kontinentalt-enormt.
Der skulle gå lige netop 500 år, før mytologien gik i stykker.
Det var et stykke laser-teknologi til dybde-scanning, der gjorde det.
Det hedder lidar, hvilket står for light detection and ranging.
Denne teknolog kan anvendes fra fly, der overflyver et område.
Amazonas er blevet overfløjet, og det viser noget ganske andet end ubeboet.
Scanningerne viser et netværk af arkitektur nedsunket i jungle-vegetationen.
De viser omfattende strukturer med strengt styrede geometriske grundplaner.
Imellem disse struturer i by-størrelse er der vejforbindelser.
Amazonas var ikke et vildnis, det var en velorganiseret, avanceret civilisation.
Denne kontinentale civilisation er ubeskrevet af historikere.
Jorden i junglen under strukturerne gemmer på sort jord dannet af trækul.
Junglejorden var altså ikke ufrugtbar ifølge conquistador-mytologien,
men frugtbar i en grad, der 500 år stadig kan aktives og er kaldt for Terra Preta.
De folk, der havde skabt dette avancerede netværk at byer og landbrug,
døde af simple børnesygdomme, som conquistadorerne medbragte,
og som disse folk intet immunforsvar havde overfor.
Amazonas er en gravplads for verdenshistoriens største folkemord.
Var der overlevende fra folkemordet?
Det var der, og de bor der stadigvæk.
De er vildnissets vildmænd og -kvinder + børn,
der blev bombet tilbage fra en højkultur til junglens samlere og jægere.
20. februar – moules frites
Så bliver det ikke mere klassisk fransk.
På den anden side kunne det lige så godt være dansk, for Danmark er stort set bygget ovenpå muslingebanker helt tilbage fra stenalderen. Altså hvis vi tager højde for, at de første indvandrere efter istiden, der var jægere og fiskere, stort set kun boede ved kysterne, da alt indre land var overgroet med skov. Og en af deres hovednæringskilder har uden tvivl været muslinger.
Det kan godt tænkes, at de indimellem fik lyst til noget andet og nakkede et vildsvin eller en hjort. Det er påvist, at de også gik efter uroksen, men den har ikke været nem eller ufarlig at nedlægge. Så i trange tider med ringe jagtheld har de måttet nøjes med kogt måge.
Der er masser af blåmuslinger i de danske farvande, de er billige, og danskerne spiser alt for lidt af dem. Det er det samme som med tang. De danske farvande flyder med tang lige til at samle op fra en båd, og det er sprængfyldt med vigtig næring.
Hvis det er en hovedret, så er et kilo passende pr person.
Hvis det er en forret til deling, så er det passende til to personer.
Man kan også gemme halvdelen uden skallen til en salat næste dag.
Til kogevand skal man bruge hakket skalotteløg, hvidløg, gulerødder og porre.
Man skal også bruge hakket bredbladet persille, lauerbærblade og timiankviste.
Til fritter køb kartofler, der har meget stivelse. Evt. bagekartofler.
Skræl dem og skær dem til fritter på ca. 1/2 cm’ tykkelse.
Der er en vis margin her. Nogle foretrækker større, andre mindre.
Det vigtigste er, at alle fritter er skåret ens.
Skyl dem flere gange i koldt vand.
Tør dem i et viskestykke og læg dem ud i ét lag.
Våde fritter i varm olie er et no-go!
Muslingerne skal skylles og tjekkes en-for-en.
Hvis nogen er åbne, så tryk på dem,
og hvis de ikke lukker sig, så er de døde og skal kasseres.
Hvis skallen er revnet, skal de også kasseres.
Hvis der stikker et lille ‘skæg’ ud mellem skallerne, skæres det væk.
Fritterne skal i første omgang have 6-7 minutter i 1400 varm olie.
NB! Tjek rygpunktet for den olie, du bruger.
Belgierne, der opfandt pommes frites, bruger oksetalg, der har et af de højeste rygepunkter, men det vil være svært at finde. Måske hos en indvandrer-slagter.
Lad gerne fritterne køle helt af inden færdig-tilberedning.
Kom olivenolie i en gryde + alle de hakkede grøntsager.
Tilføj 1 1/2 glas hvidvin og kog op.
Hæld muslingerne i og læg låg på.
Lad dem dampe i 5-6 minutter. Ryst evt. gryden et par gange undervejs.
Kom fritterne i olien ved 1800. De skal tage farve uden at blive for mørke.
Der er en vis margin her, nogle foretrækker lysere eller mørkere.
Når de lyder sprøde ved løft af sigten, så er de færdige
-under forudsætning af, at du har en friturekoger, men en jerngryde kan også bruges, og i så fald kan du teste med en hulske.
Kom dem over i en skål og salt med det samme.
Hvis det hele er timet rigtigt, er muslingerne også færdige.
Her skal der ske et tjek igen, men det kan man gøre på sin egen tallerken.
Reglen er, hvis de ikke er åbnet denne gang, så skal de kasseres.
Server med den samme hvidvin, du brugte til dampningen.
Hvis den ikke er god nok til at drikke, er den ikke god nok til at dampe med.
Hele rette spises med fingre og en gaffel + evt. en ske til det lækre kogevand.
Husk en ekstra skål til skallerne undervejs.
Bon appetit!
Efterbemærkning:
Stenalderfolkene lavede nok ikke moules frites 😉
Hvad de så gjorde, vides ikke. Vi kan gætte på, at de kogte dem med tilsætning af indsamlede urter. Salt havde de ikke, men hey – er havvand ikke salt?
De havde heller ikke jerngryder men vidste, hvordan man lavede potter af ler.
21. februar – Josquin
Josquin Desprez var høj-renaissancens ultimative komponist.
Han var sin tids Mozart, geniet før det romantiske begreb geni var introduceret.
Han kom som mange af datidens komponister fra Nederlandene, Flandern.
Han var flamlænder i den flamske-franske tradition.
Her fandtes de skoler, der tillod komponisterne at opstå,
men det var ikke her, berømmelsen eller pengene fandtes,
og de var nødt til at rejse til Italien og tage hyre, hvis de ville videre.
Vi kender i dag kun de, der ville videre, og mange er gået i glemmebogen.
De lod sig hyre af fyrstehoffer eller af kirken, der var lige så rig som fyrsterne.
Fyrsterne bestilte musik til underholdning og forskønnelse af fyrstelig prestige.
Kirken bestilte musik til liturgisk funktion – og til forskønnelse af kirkelig prestige.
Komponisterne indgik i begge former for forskønnelse på linje med arkitekter, malere, skulptører, ingeniører, forfattere – alle der var leveringsdygtige til prestige-objekter.
Josquin blev den første komponist, hvis berømmelse overlevede hans livsbane.
Det skyldtes bl.a, at hans musik havde en udgiver, Petrucci.
Kunst var blevet en business-case.
Josquin var som musikalsk udgangspunkt sanger, og hele renaissancens hovedkoncept var den menneskelige stemme. Al musik var bygget op omkring sangbarhed. Menneskestemmen er organisk. Den afhænger af åndedrættet, den ånder og lever. Der fandtes selvfølgelig instrumentalmuisk, men dens ideal var altid menneskestemmen.
Det er interessant, at reformatoren Martin Luther hyldede Josquin Desprez.
Han udtalte, at Djævelen var en dårlig musiker. Josquin var indbegrebet at en god musiker. Luther var ikke puritaner, han var ikke en Calvin, der forbød og undertrykte kunstnerisk overflod (her skal ingen glæde være) som hyldest til guddommelighed.
Det er først i 1600-tallet, at instrumentalmusikken vinder dominans og begynder at abstrahere sig fra den menneskelige stemme. Denne abstraktionsproces fortsætter frem til modernismen i det 20. århundrede, hvor kompositionsmusikken bliver i stand til at antage totalt uorganiske former og dermed fjerner sig fra organisk menneskelighed.
Det vokalmusikalske koncept i renaissancen bestod i fuld individualitet for alle stemmer i den flerstemmige musik. Det var en non-hieararkisk struktur. Alle stemmelinjer havde de samme grundmotiver / temaer. De indgik i en løbende samtale mellem ligebettigede udsagn og stemmer. De samtalende udsagn havde både karakter / funktion af solo og akkompagnement. De kunne både føre ordet og lytte-kommentere.
Denne musik kan karakteriseres som en midlertidig opretholdelse af en håbefuld vision om et menneskeligt samfund uden hierarki og dominans. Den er skabt i en tidslomme og et tilladt – måske overset frirum.
Hvis du ikke ved, hvad der menes, så lyt til Josquins musik.
22. februar – pianomand
Hvordan kan det finde sted, at en poppedreng som Kim Larsen,
hele Danmarks Gasolin-darling kan slippe afsted med det?
Hvordan kan man komme i land med en så dyb tekst, mens de står dernede i publikummet og jinger-og-svinger?
Stille blues i mol og maj
Pianomand, ka’ du høre mig?
Hvordan står det til i de dødes land?
Det ved du nu – pianomand
Det kan skyldes, at der i det tomme rum af NIHIL
i den popmusikalske suppedas findes et latent behov,
en sugende længsel efter noget, der giver fuld mening
et skrig efter: Så sig det dog, så syng det dog!
Er der koldt og mørkt i den sorte grav
Eller stråler himlen som det klareste rav?
Er der sang og musik i de dødes land
Og swinger det – pianomand?
Det kan skyldes, at der blandt det lyttende publikum
fandtes en overlevende folkesjæl,
der stille-nu anråbte skjalden, så han var nødt til at svare
i mol-og-maj om det eksistentielle emne over alle: døden.
Er der fuglesang og bægerklang?
Er der fest og farver hele natten lang?
Er der sol over Gudhjem i de dødes land
Eller dybt godnat – pianomand?
Er der sol over Gudhjem i de dødes land?
Det ved du nu – pianomand
23. februar – sov
sov mit barn, min elskede
intet ondt kan nå dig i søvnens helligdom
du er på hellig grund
heksekunster har intet at gøre her
manipulationer og benspænd er nødt til at vente
sov mit barn, min dyrebare
du er under søvnens beskyttelse
der er intet, der kan skade og hade,
vampyrer og parasitter har ikke ben at gå på
alt er godt, alt er, som det skal være
24. februar – subjekt
Sumererne kaldte det for me. Det civiliserede menneske i bystaten skulle opføre sig ordentligt. Det skulle underkaste sig det regerende hiearki. Det skulle acceptere den plads i samfundet, det var tildelt. Det skulle være et subjekt.
Vi forstår ikke ordet ordet subjekt længere. Vi ser det som noget individualistisk. Eller også ser vi det som noget tilfældigt i modsætning til objektivt. Sub-ject betyder underkastet. Englænderne bruger det stadig på den måde, og når de f.eks taler om subjects of the Crown, så er det alle de underdanige, lydige borgere.
Under Operation Nedlukning blev der skruet op for brugen af begrebet compliance. Det lød mere klinisk-neutralt end at adlyde. Patienterne skulle være samarbejdsvillige, når lægen anbefalede dem en eller anden behandling. Og da de havde fået besked på af regeringen, at de skulle afskaffe det informerede samtykke, for der var jo undtagelsestilstand, var det ikke længere en anbefaling men en befaling.
Børn lærer at adlyde. Ligesom hunden og hesten. Glem alt om katten, den gør, hvad der passer den. De bliver domestikerede, stuerene. Javel ja, de skal lære manerer, der gør, at man kan være i stue med dem, ikke skide i potteplanterne eller smadre porcelæn, ikke larme, så man ikke kan få ørenlyd. Et grænseløst barn er sociopatisk. Men én ting er at være velopdragen, noget andet er at være betingelsesløst lydig. En dag kan der være brug for ulydighed, måske civil ulydighed. Det kunne tænkes, at de siddende herskere ikke opførte sig ordentligt overfor deres subjekter.
Den sumeriske herskergud Enki opdagede, at der altid var en lille portion mennesker i befolkningen, der var uregerlige. De var ulydige. De var som katten, der gjorde hvad der passede dem. Ikke nødvendigvis destruktive, de adlød bare ikke ordre, hvis de følte, at det gik imod deres vilje. Deres vilje var ikke knækket. Det lydige subjekt var forudsigeligt, men disse mennesker var non-subjekter, de var uforudsigelige.
I det 20. århundrede udvikledes en gren af psykologien, der kaldtes behavourisme, adfærdspsykologi. Man ville forstå menneskets ‘mekanisme’ – mennesket var for dem et stykke mekanik. Magthavere så fra starten denne human-videnskab som et redskab til at skabe lydighed, for hvis man forstod adfærdsmekanikken, så var borgerne styrbare, lydige og forudsigelige.
Uregerlige mennesker, der agerer efter deres interne orientering i stedet eksterne ordrer, er magthaveres mareridt. Herskerguden Enki var forvirret, han forstod ikke, hvad han observerede, for han var vant til at kontrollere alt. Han var en kontrolsyg gud. Han ønskede en slaveplanet med lydige arbejdsdyr, der ikke tænkte selv. Han ønskede design-mennesker. Enki og hans bror Enlil blev via den babyloniske overlevering af mytologi til den gammeltestamentelige Yahweh, der siger om sig selv, at han er en skinsyg gud, og dikterer til Moses på bjerget, at det første bud skal være: Du må ikke have andre guder end mig.
Det engelske Tavistock Institute var et behavouristisk, social-psykologisk laboratorium til udvikling af sindelagskontrol. De fandt ud af, at ofre for granatchok fra Første Verdenskrig, altså folk der var traumatiserede, var meget tilbøjelige til at være lydige og forudsigelige. De havde fået så voldsom en lussing, at så-ku-de-lære-det. Det måtte kunne bruges til noget, tænkte disse skumle forskere, så de udviklede traumabaseret sindelagskontrol. Systematiseret mishandling af mennesker skaber lydighed.
Allerede oldtidens guder Enki, Yahweh, Zeus kendte til mishandlingens magt over mennesker. Hvis de gik imod guddommens dekreter, så fik de syndflod og syv plager, eller en tordenkile ramte dem.
Charmerende. Den dårlige nyhed er, at det ikke er spekulativt.
Det er sådan, herskerklassen gør, og det er det, vi bliver udsat for.
En adfærdspsykologisk undersøgelse af disse folk vil vise, at de er modne til forvaring på ubestemt tid på en øde ø, hvor de for første gang i deres liv er nødt til at udføre et reelt arbejde for at overleve. Desværre er det dem, der kører forvaringsanstalterne.
25. februar – satanisk
Der kører en trend i Vesten i disse tider. Den kan kun betegnes som satanisk.
Den er satanisk i betydningen: ALT er vendt på hovedet.
Tony Greenstein er britisk jøde. Han har udtrykt sig i meget skarpe vendinger om både den britiske regering og Israels folkemord i Gaza. Man skulle måske mene, at netop jøder har en særlig ret og pligt til at udtale sig om folkemordet. Netop jøder i deres konstante anråbelse af Holocaust burde være selvskrevne til udtalelser imod folkemord. Det er desværre ikke tilfældet, nødvendigvis. 80% af den israelske befolkning bakker op om, ja hylder dette folkemord. Og via den enorme indflydelse, som zionistiske netværk og organisationer og deres velfinansierede propaganda-apparat har, er der en lignende opbakning blandt ledere i Vesten, de kontrollerede medier og udløberne af dette propaganda-apparat.
Mange normale mennesker, der er medieforbrugere, er faldet i den grøft. Hvad medierne ikke er villige til at give talerum er, at der er temmelig mange mennesker, der har anskaffet sig indsigt udenfor de korrupte propagandamedier, er dybt foruroligede og forargede over, hvad der sker. Både i Gaza men også f.eks i England, hvor regeringen har det gjort kriminelt at tale imod folkemordet! Man tror, det er løgn, men sådan er det.
Tony Greenstein blev hevet for en domstol for sine udtalelser, hvor han sammenlignede zionisternes folkemord med nazisternes. Sammenligningen ligger lige for, skulle man mene, men fordi den britiske stat og dens regering – ligesom den amerikanske – er dybt inficereret af zionisterne, så ligger en sådan sammenligning ikke længere til højrebenet, for den er nu gjort kriminel og benævnes som terrorisme. Hvis det havde stået til dommeren i sagen, så var Tony Greenstein blevet sendt i fængsel i en årrække, men da sagen havde en jury bestående af helt almindelige borgere med helt almindelig sund fornuft og dømmekraft, blev anklagen afvist. Det var ikke kriminelt ifølge juryen at tale imod folkemord, og det var ikke terrorisme at tale imod terrorisme.
En sådan venden sund menneskelig moralitet, det burde ligge som et fast fundament i ethvert retssamfund, totalt på hovedet, er satanisk. Greenstein udtaler, at zionismen refererer direkte til den nazistiske form for racistisk nationalisme. Den zionistisk-israelske statsideologi er rendyrket racistisk nationalisme. Dens folkemord, der ikke startede 7. november 2023 men har stået på lige siden terrorstatens oprettelse i 1948, er et holocaust. I Israel er det forbudt for jøder at gifte sig med ikke-jøder, ligesom det i Nazityskland var forbudt for tyskere at gifte sig med jøder, og hvor det blev kaldt for landsforrædderi. Greenstein kalder zionist-staten for The Hebrew Reich.
Tony Greenstein er ikke den eneste jøde, der er dybt foruroliget over, at folk, der kalder sig for jøder, begår disse ugerninger. Der er 7.2 milloner israelere, og da 60% støtter folkemordet, giver det 4.3 millioner supporterende folkemordere i Israel. Der er 15.7 millioner i hele Verden, og der skal nok være et par millioner supporterende folkemordere blandt dem. Men hvad med resten? De er ikke opvokset i israelske børnehaver og skoler, og de er ikke blevet hjernevasket i to års tvangsudskrevet militærtjeneste, hvor de er uddannet i folkemord.
Læg dertil de fundamentalistisk kristne i bibelbæltet i USA, der er funktionelle zionister. Zionismens rødder er i fundamentalistk-evangeliske kristne med rod i engelsk puritanistisk protestantisme. Her kan vi tilføje omkring 20 millioner amerikanere til supportører til folkemordet. Der er 8.3 milliarder mennesker på jordkloden, hvoraf 8.3 milliarder minus slag-på-tasken 28 millioner = 8.272 milliarder ikke falder ind i kategorien folkemords-supportører. Hvis vi optimistisk siger, at der nok er 272 millioner hjernedøde medieforbrugere worldwide, der ukritisk efterplaprer zionistpropagandaen og giver støtte til folkemordet – uden at vide, hvad de giver støtte til – så er der stadigvæk 8 milliarder i verden, der ikke synes, det er OK.
26. februar – prisen
Spørgsmålet: Er det prisen værd er mere relevant end nogensinde.
Hvad bestemmer prisen på en vare?
Først og fremmest udbud og efterspørgsel.
Hvis udbudet er lille og efterspørgslen stor, så er varen dyr.
Hvis udbudet er stort og efterspørgslen mindre stor, så er varen mindre dyr.
Siger det noget som helst om kvaliteten af den udbudte og købte vare?
Overhovedet ikke.
Det er muligvis gået op for dig, kære læser,
at prisen for stort set ALTING er steget i det forløbne årti.
Pris-sætterne på varerne med de galloperende priser
har diverse syge undskyldninger og forklaringer på deres prissætning.
Ingen af dem har noget med virkeligheden at gøre, men da du har begrænset mulighed for at tjekke den virkelige virkelighed ud og er henvist til en boble af information, et beskyttet værksted af bortfiltreret viden om virkeligheden, så er du tilbøjelig til at købe de syge bortforklaringer.
En tomat i 2026 koster det samme at producere som en tomat i 1926.
Men et tomat i 2026 koster 10x så meget i butikken. De kalder det for inflation.
De beskriver denne inflation som en form for økonomisk naturlov.
Det skete bare, det er naturlovene i form af markedsmekanismerne,
ingen kan gøre for det, der er ingen intention og dermed ingen skyld bagved.
Markedsmekanikerne taler for deres syge moster.
En tønde olie = 156 liter koster 1 $ = 7 kr. at producere.
Prisen for det samme antal liter benzin på en benzintank er 2.340 kr.
Det er en 33.328 % pristigning / avance. Det er dog en slat. Er det prisen værd?
Mnjææ, høres der i baggrunden, det koster penge at raffinere og distribuere råolie.
Det er rigtigt, men koster det så meget?
Overhovedet ikke, prissætningen er hyperbolisk kunstig.
Den bygger på, hvad det er muligt at indbilde, og hvor meget blår man kan stikke i øjnene på aftagerne af en vare.
Eksemplet med olie kan direkte overføres til alle overpris-satte varer, der er på markedet fra tomat til elregning. Lad os kalde det for parasitisk prissætning.
Der er indskudt en hel række parasitiske lag mellem producent og køber.
Og allerede producenten er et offer for parasitterne,
for også præ-produktet er befængt med parasitisk over-prissætning.
Hvad koster din bolig?
Hvis du bor i Danmarks hovedstad København, så er prisen med garanti
lige netop 10x så høj, som den burde være.
Hvorfor? Fordi sælgere og udlejere kan, og fordi fluer flokkes om en lort.
Et hummer af en 35 m2 kælderlejlighed i en skummel baggård i Kbh.
koster det samme som mit sted med 2000 m2 + havudsigt fra altanen
+ 7 bygninger på grunden fra hovedbygning, atelier, drivhus, skure, carport.
I en fremtidig verden, hvor den kunstige prissætning skal nulstilles,
er det tvingende nødvendigt at eliminere unødvendige mellemled.
Vi er nødt til at insistere på, at prisen for en tomat = produktionsprisen
+ en rimelig fortjeneste for producenten
+ hvad det koster at bringe tomaten til et sted, hvor den kan købes.
27. februar – stilhed
der er stille
er det stille før eller efter stormen ?
er stilheden ovehovedet stille ?
eller er stilheden en undertone, der kun kan høres,
når det er stille ?
der er stille
hvad er lyden af stilhed ?
for hvis hvis der er en stilhedens lyd,
så er stilheden jo ikke stille
når der er stille
28. februar – idioten
Myshkin er er skikkelse i Dostojevskijs roman Idioten.
Denne skikkelse er uden beregning, uden hensigter, uden agenda,
han møder enhver på sin vej uden formål, uden ondskab,
for han ved ikke, hvad ondskab er.
Ingen, som Myshkin møder på sin vej, har mødt en sådan skikkelse.
Ingen, der har mødt Myshkin, er det samme menneske bagefter.
Hvad betyder ‘en idiot’? Det betyder ‘en der er sig selv’.
Ingen har åbenbart mødt en, der er sig selv.
Mennesker møder skikkelser, der identificerer sig.
At identificere sig vil sige, at være noget andet end sig selv.
Identitet er at være identisk med med noget andet.
Myshkin forvirrede folk ved at afbryde deres identifikation.
Skriv et svar