Byen – undersøgelse del 1
1. februar – byen
der er mennesker, for hvem byen er fuld af liv
der er andre, der bor i dødens by
der er mennesker, for hvem byen er et sted fuld af muligheder
der er andre, der kører fast og ikke kommer ud af stedet
der er mennesker, for hvem byen er fuld af andre mennesker
der er andre, der oplever den største ensomhed blandt andre mennesker
der er mennesker, for hvem byen er en lukrativ indtægtskilde
der er andre, der pendler mellem socialkontoret og rendestenen
der er mennesker, for hvem byen er et sted til forlystelse
der er andre, der ikke har tid til den slags, for byen koster mange penge
og når de er færdig med at hive dem hjem, falder de udmattet om
der er mennesker, for hvem byen er, hvor venner og familie er lige ved hånden
der er andre, der dagligt går en tur med hunden,
den eneste ven, der er altid er til at stole på
der er mennesker, for hvem alt er lige om hjørnet og ved hånden
der er andre, der er nødt til at bruge to-tre timer på transport hver dag
der er mennesker, for hvem byen er en evig velsignelse
der er andre, der er nødt til at nøjes med byens forbandelse
der er mennesker, for hvem byen det eneste sted, de kender og ønsker at være
der er andre, der tvunget til at gå i eksil og landsflygtighed i byen
der er mennesker, for hvem byen er fart og tempo og herlig gang-i-den
der er andre, der ikke kan følge med og bliver kørt af i svinget
der er mennesker med liv i gemyttet, der benytter dagen til at bryde tavsheden
der er andre med døde øjne, du aldrig får øjenkontakt eller taler et ord med
der er mennesker, for hvem deres opgang består af venlige naboer
der er andre, der ikke kender en sjæl bag de mange døre og vægge
der er mennesker, hvor byen er bekvemmelig ro, regelmæssighed og renlighed
der er andre, der længes efter landligt snavs men aldrig får taget sig sammen
der er mennesker, for hvem byen er det første og eneste sted
der er andre, for hvem byen bliver deres sidste holdeplads
2. februar – trafik
jeg kan se på dine øjne
din gangart, din sammensunkenhed
at dette sted ikke giver dig liv
du synker sammen af mangel på opløftning
du mangler en saltvandsindsprøjtning, et skud i røven
et spark af bekræftende energi midt i alt det enerverende
jeg kan se, at du er tynget
af forgængelighedens sammensurium
og fordærvelighedens sammenfald
dette sted er ikke længere bidragsyder
af fordums folkelige fortræffeligheder
men et gadebillede af fravær af egentligt liv
trafik er ikke liv, trivialitet er ikke liv
7/11, MacDonalds og stationscentre er ikke liv
midterstriber, lysreguleringer og parkeringspladser er ikke dit liv
asfalt, beton og flisebelægninger er kun indhegninger af dit liv
dit liv og vores liv består ikke i glasfacader og neonglimrende nihilismer
livet overlever kun med nød og næppe i asfaltens åbne fængsel
tilkørsler og afkørsler er ikke vores liv,
kabelføringer er ikke vore livsnerver
hovedfærdselsårer er ikke livets blodårer
omfærdselsveje er blot udsættelser af påkørsler
rundkørsler er trafikale selvsving
med politisk korrekte venstre- og højresving
du som vi er kørt fast i trafikken
i livets omfarselsveje og køforstoppelser i indfaldsveje,
hvor lysreguleringer har erstattet alle lyse indfald
og taler vi om konstaperet køkultur?
eller taler vi om en overordnet kulturforstoppelse
et decideret mangel på flow for selve livet?
3. februar – nostalgi
jeg var væk en tid, jeg havde gøremål,
du ved, hvordan det er, pludselig er årene gået,
jeg havde fået et nyt liv, som man siger,
selvom det var det samme liv i en omplantning
det var egentlig tilfældigt,
jeg fik et påskud og tænkte hvorfor ikke
og så blev jeg hængende uden at se mig over skulderen
det var igen helt tilfældigt, vejen faldt forbi
et lille stik af nostalgi skal jeg ikke fornægte
gammel kærlighed ruster aldrig
minderne har man da lov at ha’
og hvad man ellers kan finde på at fyre af,
men allerede ved indkørslerne fik jeg bange anelser,
om at det ikke var det, jeg kom for
se hvad de har gjort ved dig
engang så livlig en ungdommelig gammel kone
du havde både til gården og til gaden, dengang,
men nu havde du lagt dig ud til ukendelighed
blot for at komme ind til din krop
skulle man mase sig igennem lag på lag af flommefedt
af tomme intetsigende kalorier
og var det blot gjort hermed,
så kunne man ha smidt indpakningen væk
men synet af brutale ansigtsløftninger,
plastikkirurgi og botoxbehandlinger
dette alt for glatte, glinsende, slet skjulte arrede,
levet og levende liv erstattet af livløshed,
ligegyldighed, laden-stå-til overfor det slikkede-smarte
du var en letlevende dame, dengang
men der var intet forstilt eller snavset over det
du tog dig gerne en svingom i de sene nattetimer
men du allerede i fuld sving i de tidlige morgentimer
du var utrættelig skøn i både arbejdstøj og festtøj
på torvet stod du hver lørdag og råbte op om nye kartofler
man kunne tage dig under armen og gå søndagstur langs åen
tilbage er der noget, der bedst kan karakteriseres
som en billig luder, i dyrt-moderne antræk
det plastikagtige er udtalt, du er besmurt med designer-dårlig smag
nogen har tjent mange penge på dig, din før så ældede ynde er nu renoveret ragelse
da jeg vender om og går gennem gaderne med de døde ansigter,
der har tilpasset sig de døde facader af steril normalitet
ved jeg, at der ikke er grund til at vende tilbage hertil
4. februar – haven
haven, hvad skal den til for?
svaret kunne være, hvorfor spør du?
gå ind i haven, så du ikke
behøver at stille dumme spørgsmål
den er svaret i sig selv
men så let slipper du ikke
var det bare så enkelt, der er mere at sige om den sag
for haven er et mysterium, og der har du selvfølgelig ret i,
at dumme spørgsmål måske ikke rækker langt
for haven er en tilstand, den er jeg med på
så hvorfor går du ind i haven?
nåmennee, det gør jeg for at slippe
for al den støj udenfor og alle de grimme fjæs,
der hele tiden enten glor dumt på mig
eller ikke er til at få øjenkontakt med
jeg ved ikke lige med det dér mysterium,
men så synes jeg bare
at en enkelt eller to grønne pilsnere
smager bedre i selskab med lyddæmpende grøntsager,
pipfuglesang, køkkenternede duge og harmonikamusik
og se, nu kommer tjeneren med den rejemad
og kan vi ikke lige få to mere af de grønne, sågerne
og nu bryder de dunderfiseme ud i sang derovre ved bord 12
og det er, som om de grimme fjæs pludselig bliver smukke
og hvis de glor i vores retning, så glor vi bare igen og siger: skål!
altså frokost i det grønne, de har bare sat det i system her,
så lillemor ikke behøver at knokle i timevis med kurve,
service, små postejer og alle hendes hjemmelavede herligheder
og fuld respekt for dem og hendes kunstfærdigheder!
men det kan godt være, hun ikke har det store overskud den dag
her er det så dejligt, at de har efterlignet lillemor og mormor
og gjort det til noget, der ligner en kunstart
du slipper bare en passende stak slanter og vupti
er du transporteret tilbage i en tidslomme af tidløshed
til en verden, der ikke var af lave og et liv, der ikke løber om hjørner med dig
er det ikke sådan, det er?
sidder vi ikke i en kro langt ude på landet midt byen?
krostuen er med fuld udluftning, tapeterne er træbjælker med slyngplanter
gråsenollikerne er frisk på en krumme i forbifarten
men siden du siger det, er det faktisk lidt af et mysterium,
hvordan det hele går op i en højere enhed
5. februar – opfindelse
det er en simpel men genial opfindelse
en ramme, en sadel, et styr, to pedaler
to hjul med gummidæk-og-slange, en trækkæde
og fem kuglelejer til det, der drejer rundt
hvis det ikke var fordi, det var så simpelt,
at det er til at dø af grin over,
så skulle man tro, at der var tale om hi-tech-sci-fi,
hvilket bestemt er en mulighed, hvis det skal være
denne 150 år+ gamle opfindelse giver mig mulighed for
nårsomhelst og hvorsomhelst at foretage et rejehop
med mine dertil indrettede røvballer påmonteret resten af understellet
at sætte mig i bevægelse og tilbagelægge afstande vha. en rugbrødsmotor
dimsen er lugtfri, støjfri og fri for diverse udledninger,
og er du ikke sød at stikke al globalfascistisk pc-snak om CO2
op i trækkanalen, hvor det hører hjemme?
for det næste, de vil have os til at sige,
er at vi skal betale skat for at trække vejret og drikke vand,
og at O2 og H2O de næste giftige afgiftbelagte designerstoffer
opfindelsen gør mig i stand til at tilbagelægge afstande ,
og det værdsætter jeg, men jeg ser ikke tilbagelægning som det fremmeste mål,
jeg lægger ikke blot lokaliteter tilbage, jeg lægger også som et skib til havn,
jeg lægger billet ind på alt, der ligger i sidelinjen
jeg er i stand til at bevæge mig i diagonaler
hvor byens færdselsårer ligger i horisontaler og vertikaler
jeg udfordrer ethvert offentligt transportsystem + samtlige taxachauffører
i myldretiden til at overhale mig i diagonalen – prisen er inkluderet i regnearket
jeg betaler ikke parkeringsafgifter, jeg er ikke forpligtet til vægtafgifter
jeg slipper afsted med at køre stang-plakat-fuld på opfindelsen
med mindre jeg skejer totalt ud i slingerhed,
og kører over for rødt lys for næsen af ordensmagten
når jeg glider gennem bylandskabet / landskabsbyen
er alting i real-time, det er aldrig en video, der afspilles gennem rudeglas
livet og landskabet er aldrig en film, jeg kan falde i søvn over
vinden puster mig i ansigtet, jeg er kun dér, hvor bentøjet bringer mig
afstanden er aldrig længere, end jeg kan fordøje
6. februar – landsbyen
lad mig komme ud af byen
lad mig komme væk fra civilisationens komprimerede sammenstuvning
af kødkroppe i kvadratiske kasser
lad mig genfinde mit åndedræt af ind = 50.000 mikrober pr. indånding
og ud = et mindre antal mikrober og hey! hvad skete der med resten?
lad mig nedsænke mig i landlighedens snavs,
og hvad er det for noget, alt det snavs?
lad mig komme ud af byens overisolering imod snavs,
hvor visse kloge hoder efterhånden siger,
at børn får alt for lidt af det – altså snavs
andre kloge hoder siger,
at folk med hang til depression
har decideret godt af at nedsænke dele af deres legeme
i snavs og jordbakterier i form af grønne fingre,
hvilket i så fald giver begrebet jordforbindelse en ny og dybere betydning
storbyen er den perfekte enhed for en sammenstuvning
den er et kassedarium for kødkroppe i egen sovs
landsbyen derimod, er den naturlige enhed for et samfund,
bestående af jordlodder i spredt befægtning
hvor beboerne tilsammen ved og kan … ALT
landsbyen er den fødte enhed i modsætning til storbyens splittethed
der kan siges både for og imod, at alle kender hinanden,
og ingen landsby ligesom enhver skoleklasse er bedre end de toneangivende
for hvis ondsindet landsbysladder tager over, så er der intet, der kan stoppe den
men i bedste fald er den et sted, hvor folk holder øje med passer på hinanden
i storbyens opgange kender ingen hinanden,
og hvis du er en undtagelse for den regel så tillykke med det,
men generelt kan du som beboer i et standard opgangskvarer
tegne en boble med en radius på 25 meter fra dit sted, hvor der bor ca. 70 mennesker,
hvorefter du kan spørge dig selv, hvor mange du kender?
7. februar – sidegaden
det kan ske, at jeg farer vild
jeg kan ad vanvare komme til at gå ind i en af de gyder,
hvor facaderne ikke er beregnet som boligspekulantiske udstillingsobjekter,
og hvor kalkulering af beliggenhed og investeringsydelse ikke endnu
har gjort stedet til et hipster-snobbe-areal med ubetalelige huslejer
dirigeret ned i lommen på hegdefonde og private equity-karteller
ejet af Blackrock, Vanguard eller lignende globalistiske parasitter
det kan ske, at der var en port til en baggård,
der stod åben, og som jeg lige fik lyst til at gå ind ad,
hvor det stærkt opreklamerede fremskridt ikke var ankommet
og ikke havde nået at sætte sine fodspor af designer-smartness
endsige udraderet ethvert menneskeligt aftryk af skønhed
det kan ske, at jeg tænker,
hvordan stedet har været i stand til at undgå
denne frembusende og dominerende trang til udtværing af alt,
der kan minde mennesker om forgangne tider,
deres historie, deres fordums fælles værdier, traditioner
og den ifølge fremskridtet og moderniteten
ubrugelige, uterlige hang til netop: skønhed?
det kan ske, at jeg kommer til at løfte blikket på min vandringsfærd
mens jeg gik og blev småtrist over,
hvor grimme eller i bedste fald anonyme butikkernes udstillingsvinduer er blevet
grundet at tre-ud-af-fire butikker er ejet af de samme kedelige kæder,
der er opkøbt af de samme grådige pengemænd i alle byer her og derude
her kan jeg så igen nærmest af vanvare komme til at løfte blikket
op langs en gammel facade, hvor jeg pludselig får øje på dekorative detaljer
fra en forgangen tid, hvor man ikke kunne undvære disse detaljer,
hvilket vi i realiteten heller ikke kan, men brutal-funktionalismen
har afskaffet den slags overflødigt ragelse af sparehensyn
og mens jeg benoves over den klassiske skønhed undrer jeg også over,
at der ikke er andre, der løfter blikket blot for en stund
der kan selvfølgelig være grunde til dette fortovstrafikale tunnel-og-nedadsyn,
man kan støde ind i en lygtepæl eller et vejskilt eller en vadende mobiltelefonist,
der kun ser fire skridt fremfor for sig med sit perifære synsfelt,
eller man kan glide i en bananskrald eller jokke i en hundelort,
skvatte over en flisekant eller ryge i et mandehul
det kan også ske, at jeg stopper op for at undre mig over,
at der ikke er noget at undre sig over, længere
at jeg ikke længere kan huske og genkende nye husfacader
ligesom jeg heller ikke længere er i stand til at kende forskel på bilmærker,
forde de alle sammen har været igennem det samme vindtunnelforsøg
ligesom jeg efterhånden ikke bemærker ansigtstræk hos de forbipasserende
facadestykker på to ben, fordi de mimer og tilpasser sig det intetsigende
8. februar – industri
det er lige før – men også kun lige før,
at industrikvarterets ultimative monotoni er at foretrække
fremfor den indre by i al dens opstyltede forlorenhed,
hvor monotonien blot konstant væver sig ind i alt, der kunne have lidt spræl,
eller som når det prøver at sprælle, gør det på den samme monotone,
designer-forudsigelige 1-2-3-spræl vi-lader-som-om-facon
herude på Industrivej er der ikke gjort noget ud af andet på frontpartiet
end det overdimensionerede firmalogo, der næppe har anden branding-værdi
end at fortælle chaufføren, at det er her, han skal dumpe eller afhente sin last
herude er der i det mindste en fornemmelse af, at der er gang i den
især hvis man har et ærinde og kommer lidt rundt om komplekset
for hey der var man lige ved at blive kørt over af en gaffeltruck, sejt nok
og træk lige maven ind, når en 20 tons lastbil med anhænger skal forbi
der sker noget, man kunne få lyst til at gå ind bag glasburet til receptionisten
og spørge, om man ikke kunne få en rundvisning – nå, det har hun nok ikke tid til
herude er der god plads, og mindre kunne måske gøre det,
og det er heller ikke, fordi man køber turistbillet for ligefrem at valfarte hertil
det er bare lidt interessant på den monstrøse måde
heroppe er der til gengæld mere interessant,
for nu er vi endt i et af de gamle industrikvarterer
i dag som for hundrede år siden en blanding af virksomheder og beboelse,
arbejderne behøvede ikke at rakke i timevis med det offentlige
facader, der er interessante, solide mursten, vinduer underdelt i støbejern,
næsten som et tidligt industriel sidestykke til palæruder
selv hospitaler, sukkerfabrikker, jernstøberier fra den tid
har en nostalgisk skønhed, altid en gesims hist og en hvælving pist,
du skal ind gennem et megaplankeværk eller en tung jernport for at komme ind
formlen er som følger for den slags kvarterer:
først bliver de lidt forfaldne og småsnavsede, både småfabrikker og beboelse
ligger i den billige ende af skalaen og ligner et håndværkertilbud,
så flytter alle de studerende ind og erstatter langsomt pensionisterne,
der kan huske dengang, derefter kunstnerne og flytter ind i baggårdsbarakkerne,
og til sidst ankommer hipsterne og spekulanterne, og kvarteret er nu fisefornemt
formlen er Kødbyen ved Halmtorvet i København, den ultimative beliggenhed-beliggenhed-beliggenhed, solide murstensbygninger med både historie og sjæl – sjælen består i, at afsjæling og partering af kreaturer stadig hænger i væggene, som nu er endt som hipster-kulisser
derfra er der kun 750 meter til industriens monstrøse monument
det ultimative magtpalads beklædt med skudsikkert coated glas og rustfrit stål
hjemstedet for den industriel-økonomiske magtelite, der skriver deres egne love,
har sig selv og ikke almenvellet som mål, en borg af indemuret kapital-kynisme
klistret op af rådhuset, hjemstedet for industriens og globalisternes servicemedarbejdere på de lokalpolitiske bonede gulve med tårn og verdensur
9. februar – barakker
de er så langt øjet rækker
og når det ikke rækker længere, er det fordi
at barakstriben blot er vendt 900
for at skabe afveksling, hvis man overhovedet kan bruge det ord,
for afveksling er nok det sidste, man kommer til at tænke på
byens lejekasserner er en stil, der fortæller om et formål,
der har påfaldende lighed med kyllingefarme, minkfarme,
svinefabrikker, et staldkompleks for afhumaniserede-humane kvæg
det er en udtrykt tanke, med en for så vidt kunstnerisk set
perfekt overensstemmelse mellem form og indhold
de snorlige opbevaringskasser med lagerhal-æstetik
fik sit udtryk som barakker i brokvartererne i den industrielle indryknings tid,
da middelalderbyen fik vokseværk i form af tilrejsende horder
af dengang ny og billig arbejdskraft lokket af storstadens fristelser,
byens lys og udsigten til brød på bordet
Vesterbro, Nørrebro, Østerbro, Sønderbro, vokseværk, nogle finere end andre
deres charme ud til gaden skyldes udelukkende, at tidens bygningskultur
ikke endnu var ramt af modernitetens samlebånd og rippet for krummelurer
og ind til gården ved ankomst til anden og tredje bagkompleks røbede retiradestanken, at brokvartererne udenfor Middelalderbyen ikke var kommet ud af middelalderen endnu
den indre baggårds-slum er efterhånden forsvundet i postmoderne byfornyelse,
det tidligere klientel er presset ud i næste-næste-og-næste periferi
skabt af et next-level barak-kasserne-kyllingefarms-koncept
effektiviteten for slumdannelse er voldsomt forbedret,
for hvor det førhen tog hundrede år, tager det nu kun tredve år at forfalde
lad os ikke fortabe os i, hvad ikke-afprøvede, syntetisk-innovative, billige
og indeklimatisk betænkelige byggematerialer kombineret med
en intentionel håndværksmæssig degeneration har bidraget med
NB! håndværkere, der er fuldt kvalificeret til at yde deres bedste,
er tvunget af bygherrer og investorer til at udføre en gang lort!
dengang i forrige århundrede ville den slags gå under navnet klampehuggeri
i dag hedder det totalentreprise med cost-benefit gevinstrealisering,
for blot årtier siden ville det gå under navnet byggesjusk,
i dag hedder det budgettering med fokus på bæredygtighed ift. ressourcer
og ingen forstår en hujende jante af det korporatistiske management-volapyk
10. februar – kolonien
i en iltfattig, røgfedtet, overfyldt og støjende by
med alt for højt tempo, alt for megen asen og masen
og alt for meget ståen i kø er der brug for luftlommer
du finder dem i både første, anden og tredje periferi
bag grønne hække i noget der ligner små bydele
med legetøjshuse, dukkehuse, klondyke-huse, forvoksede hønsehuse
kolonien var det folkelige modsvar til stenbroen,
det var stenbrobeboernes mulighed for at have en have,
at have eller ikke have, en gave i en verden af lave
ikke at der var noget galt med de andre luftlommer
i baggårdene hvis der var plads, i parkerne, i kirkegårdene,
på Fælleden, på boulevardens midterstykke, langs havnekajen, ved søerne
arbejderpartiet sagde, at nu skulle den private ejendomsret afskaffes,
arbejderklassen sagde gu’ ska-den-ej fingrene væk fra kolonien,
der er vores private ejendom, når vi kun har lejekasserner at bo i
så de købte en lod for deres hårdt opsparede skillinger
og smækkede et skur op, der var stort nok til far og mor
onkel Alfred og alle fem børn om søndagen iført madkurv og flaskeøl
og sådan blev det hængende, der var eget æbletræ og måske et drivhus,
der var ærteplanter og kartofler, der var blafrende Dannebrog på stangen,
men først og fremmest var der fornemmelse af frihed for hverdagens slaveri
det er ikke et eksklusivt dansk fænomen, for en tur gennem Berlin viser,
at der er tusinder af kolonier i periferierne
omkring det gamle Moskva lå der 10.000’er små datjaer med hvert sit jordstykke
de leverede landbrugsvarer til hele Moskva, det var et perfekt forsyningssystem,
selv kommunisterne, der smadrede det traditionelle agrare Rusland
og sendte bønderne til Gulag, formåede ikke at udradere Moskvas grønne ring
hvis vi tænker over det, kunne etablering af en sådan perfekt logistik
ramme pælen gennem et usundt, monokulturelt, giftbefængt og megamekaniseret landbrug
– hvilket selvfølgelig ikke kommer til at ske, for det løb er kørt
kolonien lever i (næsten) bedste velgående,
omend spekulanterne også er ankommet her,
der nydes stadigvæk en stille pils bag de grønne hække, fornemmelsen af ro
og illusionen (måske) om frihed er stadig i live i de små haver med bræddehytter
11. februar – de ventende
de gør det meget i byen – i at vente
der ventes på at komme frem, komme til, komme videre,
komme ud, komme hjem, komme igennem
på stationerne ventes på ankomst og afgang
der ventes på toge til tiden og evigt forsinkede toge
undervejs ventes der på signal, nedfaldne køreledninger og modkørende toge
indimellem ventes der på, at der var en, der havde stået
og ventet på i sidste øjeblik at smide sig ud foran toget,
og at beredskabet har fjernet uhensigtsmæssigt splatter på sporet
de venter ved vejkanter og i læskure,
de prøver at slå ventetiden ihjel, men den lever ufortrødent videre
de siger ikke et ord, de stirrer tavst ud i luften eller ned i mobilbamsen
de venter i kiosker, butikker og i supermarkedskøer
de venter i venteværelser hos tandlæger, optikere og fodterapeuter
de venter på apoteket som nummer 239 for at hente deres lykkepiller
de venter på socialkontoret på den forventede tid hos sagsbandleren,
så de kan få at vide, at deres længe ventede handligsplan vil blive iværksat
på anmodning af den tilforordnede arbejdsmarkedskonsulent
de venter for rødt lys, fuldt stop, hajtænder, fuldt optrukne striber
de venter ved fortovskanten på, at den evigt aggressive strøm af biler,
cyklister, knallerter og elektriske løbehjul skal efterlade et hul til overfart
de venter ved caféborde på, at at det bestilte skal ankomme
de venter i grillbaren på en pizza med shawarma, ananas og bernaise,
der ville ville få en pizzabager i Napoli til at falde død om af skræk
de venter bag bilruder på at komme frem til næste lyskryds,
for at vente på det næste grønne lys
de venter på ham dér stodderen foran skal flytte sin fede røv
de venter i børnehaverne på, at mor eller far skal komme og hente dem
de venter i skolerne på, at klokken ringer, så de kan komme af det hér sted
de venter på plejehjemmet i kørestole på at komme til at dø
de venter på, at klokken skal blive noget andet end det, den er lige nu
de venter under uret på Godaw-Do og på bedre tider
hun venter på, at han skal komme som aftalt og redde hende fra kedsomheden
de venter på arbejdet på, at de kan tjekke ud og komme hjem
de venter derhjemme på, at vækkeuret ringer, så de kan komme på arbejde
de skal nok ikke forvente det store, for så kan de godt komme til at vente længe
12. februar – soveby
her sker der ikke en skid
det er et soveværelse, hvor der måles i km2 i stedet for m2
der er altid nedrullede gardiner
på arbejdsdage er der tomt, fordi beboerne er væk
i weekenden er der tomt til langt op af formiddagen
her prøver beboerne at komme sig
ovenpå dagtimerne om aftenen
ovenpå hverdagen i weekenden*
der betyder midlertidig afslutning på de
mellem 37 – 50 timers slaveri + transport
sådan plejede det ikke at være
dengang ville det være utænkeligt,
at der fandtes hele byer,
hvor man ikke bestilte andet end at sove, æde og skide
eventuelt suppleret med begloning af fladskærm
det er så ikke helt rigtigt,
for her må vi skelne mellem flere typer af soveby,
og hvor det kan siges at gælde for de, der ligner et gigantisk reolsystem,
så er der også dem med ligusterhækkene i ét plan,
for her er der også mulighed for at slå græs
der er en forsovet lugt i sovebyerne
selv som udsovet bliver man døsig af stemningen
tilfældigt forbipasserende fodgængere er set falde i søvn på fortovet
lyden af en høne hører til yderste sjældenhen
og en galende hane ville blive skudt på stedet
lyden af klare glade børnestemmer hører ikke til her,
for de er interneret i særlige aflukker med opsyn
fra kommunalt ansat opsynspersonale
med særlig uddannelse og beføjelser til
at injicere de uregerlige størrelser med søvndyssende pædagogik
og efter endt indelukning vender børnene udslidte
og forskregede tilbage i en tilstand af udmattelse
med lyst til at lukke sig inde på børneværelset
i et computerspil eller social-digitalt flimmer,
så sovebyen ikke bliver forstyrret af glade, klare børnestemmer
soveby-mennesket forstyrrer ikke den offentlige gadeorden
og hvis de gør, er det ikke der, hvor de sover
men i særlige afreageringsdistrikter, legepladser, skaterbaner
og en eventuel forstørret vandpyt med ænder, så de, der har overlevet
et soveby-liv, kan sidde på bænke og fodre dem i deres otium
13. februar – midtbyen
jeg kunne ikke drømme om at bo der undtagen i mit værste mareridt
altså bevares, der er steder og huse med unedbrydelig charme
der er baggårdskomplekser, hvor det-derude er på afstand
der er små oaser med mulighed for et pusterum
derudover er det bekendt for alle, der har spillet Matador,
at det er her, de dyre adresser befinder sig,
og man tør ikke tænke på, hvad den månedlige husleje er,
og hvor stor omsætningen skal være for, at den er tjent ind
man behøver ikke en højere handelseksamen i raketvidenskab for at regne ud,
at det i dag kun er de kæder, der har en globalistisk hedgefond i ryggen,
der har råd til at køre med underskud i de to år,
det tager for en nystartet butik at komme op at køre
hvilket udelukker du og jeg
og alle de andre underfrankerede plebejer,
der ikke har den skovl i røven eller som ikke har fået lov
til at sidde i den bulldozer-grab, der kører alt over på sin vej
i midtbyen op ad strøget, i sidestrøget, i caféerne,
på midtbyens catwalks flimrer de, pigerne med selvspejlende fotomodel-drømme
på udkig efter den mest glamourøse måde til at forøge
deres overfyldte garderobe af dyrt designer-junk på – der er yt næste sæson
i midtbyen med solbriller, bøllehatte, plastiktasker, mobil-selfie-kameraer,
klæbende til de af brochurer, net-guides og turistforeninger
stærkt opreklamerede med-eller-uden grund sites med-eller-uden betydning
denne uendelige viljeløse strøm af glo-på-turister og hurtigt-videre
i midtbyen en stærkt optimistisk tro på,
at der selvfølgelig er plads til endnu en bil i gader,
der er beregnet til hestevogne i årene mellem 1219 og 1912,
hvilket igen – selvfølgelig- skaber en akut traffikal forstoppelse
i midtbyen om aftenen febrilske strømme af forstadsbeboere,
pubertære rast-og-rodløsheder, hvor drengerøvene synes,
at der er trendy-sejt at bære kniv, der er ingen der hører til her på Strøget,
for der er ingen, der bliver stillet til regnskab eller mener, de har et ansvar
i midtbyen omkring turistfælden i den gamle havn
horder af de, der er villige til at betale overpris
for pretentiøse lad-som-om-gourmetretter
skyllet ned med en fadøl til 100 kr., der burde koste 25
i midtbyen om natten ét stort udvidet Tivoli af lallende forlystelse,
liderlighed, laden-stå-til, ligegyldighed, lokkeduer og lummerkarle
storbyens farligste sted fyldt med stoffer, silikonebabser, stiverter,
stikvåben, stjålent gods og støjende stereotyper
14. februar – hipster havnefront
det er ligegyldig, hvor du ta’r hen i den vestlige verden
én ting er sikkert: når du ankommer til havnen
er spekulanter og pengemænd ankommet før dig
hvad der engang var en levende havn,
hvor skibe lagde til, lossede og lastede,
og hvor man kunne skyde en Olsen Banden-film – glem alt om det!
jeg kører mig en tur langs med havnen, jeg må ned og se, hvad der sker,
småsnakkede Osvald Helmuth musikalsk henover Arvid Müllers tekst
glem også alt om det, for der sker ikke en skid
man kan nu sige tre ting om havnen:
byens dyreste lejligheder, byens mest skræmmende glasfacader
og byens hipsterlegeplads
arkitekterne vil fyre flomme-fancy udtryk af som:
åbne op ned til vandet, forbinde byrum via havnefronten,
skabe rekreative arealer og sociale byrum og bla-bla-bla …
her må vi så minde om, at det er de samme arkitekter,
der har været med til at skabe alt det ugly shit,
der danner bagkulissen for deres rekreative herligheder
de og byplanlæggerne har lukket adgangen til vandet,
de har skåret byrummet over med glaskasser og indfaldsveje,
de har har fjernet byens rekreative luftlommer med højmure af glas, stål og beton
mnjææ-men er det så ikke at gøre havnen levende igen
på en ny og cool måde i stedet for at … ?
i stedet for IKKE at gøre noget eller hvad?
man får meget nemt det indtryk, at når der nu er klasket
alt det business- og bolig-shit op i en vis fart, så er man nødt til
at pynte på det ved at belægge det med arkitektens hipster-trøst
og der udgik en befaling fra overborgmesterens kontor om,
at der var penge og prestige i globalistisk boligspekulation,
og har du penge, så kan du få, og har du ingen, så flyt til Lolland-Falster
det er nu den perfekte kulisse for joggere i stilsikkert fitness-sæt
med earPods afspillende maskinelle teknofrekvenser,
mens skridttælleren sørger for at holde øje med den korrekte kalorieforbrænding
havnefronten er et designer-dydigt dystopia,
hvor livet er blevet til et simulakrum, og hvor himlen spejler sig
i glasfacader for at skjule alt, hvad der foregår bag glasset
15. februar – byen bag en bilrude
dette er ikke virkelighed, dette er en film
når jeg kører, er det en film, der kører
når jeg kører en fodgænger over i feltet, er det også en film
når jeg kører over for rødt, er det en kriminalfilm
når jeg kører for hurtigt, er det bare mig, der spoler i filmen
når jeg kører om hjørnet, er det min forrude, der panorerer
min forrude er både min optik og min fladskærm
på skærmen vises en scene fra Taxi Driver
min optik tillader ikke, at jeg ser hverken himmel eller jord
jeg sidder i en interaktiv biograf med visse muligheder for udluftning
hvis jeg føler trang til det, kan jeg rulle ned for sideruden,
give fuckfingeren og råbe: så se dog og flyt dit rustne skrog,
din fucking [etellerandet]
jeg bliver min egen filmdirektør og -klipper og kan efter forgodtbefindende
tilføje et lydspor til filmen med en grundpuls af um-tji-um-tji-um-tji,
der næsten følger pulsen af forbipasserende pæle i autoværnet
min fornemmelse for tid og afstand bliver højest relativ
min fornemmelse for menneskekroppens skrøbelighed
bliver stærkt reduceret bag et panser af blik, glas og gummi
bag bilruden er det mig, der står stille og byen, der glider forbi
bag bilruden er alt udenfor en form for semi-slow-motion
bag bilruden er vind, vejr og vand ligegyldigheder af irriterende karakter
bag bilruden forsvinder fornemmelsen af virkelighed
uvirkeligheden føles behageligt afkoblet fra friktion,
modstand, smerte, insektliv og menneskelighed
bag bilruden er der hverken op- eller ned-ad-bakke
alt er bare et udtværet derudaf
servostyring og ABS-bremser sørger for afskaffelse af naturkræfterne
i byen er din forrude altid tilkoblet bagruden på foran-kørende og omvendt
du indgår som en passagervogn i en evig togstamme
af forvoksede sardindåser med benløse fisk i egen sovs
16. februar – kupémennesket
når du træder ind i kupéen møder du – kupémennesket
hvad vil det sige at være kupéet?
vil det ikke sige at være beskåret, afskåret eller måske bare … skåret?
kupémennesket er tilskåret til kupéen
en hund, en gris, et lam kan få deres haler kuperet,
deres vedhæng bliver afskåret af en eller anden grund
kupémennesket er kuperet i både hale- og snudeparti
og alle de partier, der skønnes egnet til beskæring
kupémennesket skal passe ind i kupéens koncept
i kupéen udviser mennesket beskåret adfærd,
det stiger ind, det finder en plads,
og hvis det ikke er i overfyldte kupéer
i myldretiden i den indre periferi
søger det en plads så langt væk
fra andre kupémennesker som muligt
kupémennesket agerer efter en algoritme
med udregninger af omkreds, plads, antal, varighed,
det søger tilpasning til kupéens tilstand ift. kupétilstandens udstrækning
efter installation i kupéen søger kupémennesket at etablere distance
vha. sin position, sit blik, sit ansigtsudtryk, sit placering af bentøjet,
sin måde at klodse sin baggage op på
placeringen af blikket, det øjensynlige er særligt vigtigt,
og dertil har kupémennesket et særligt aggregat ved hånden
kaldet en smartphone, det perfekte instrument til skabelse af distance
instrumentet er så perfekt, at det i sit udsagn om skabelse af forbindelse
skaber den ultimative disforbindelse, distance, afkobling, afskæring, opdeling,
så den blotte befamling af aggregatet er i stand til at etablere afstand
ved indtræden i en kupé vil det opmærksomme blik konstatere,
at 8/10 kupémennesker i en given kupé
har deres blik stift fæstnet på det omtalte aggregat
hvilket betyder, at det i princippet ikke er muligt
at etablere egentlig kontakt med det aggregat-opkoblede menneske,
selvom det sidder i en afstand på under en meter
17. februar – the big pretender
de lader som om,
at de er journalister, der lader som om,
at de formidler virkelighed med indsigt og balance,
så de lader som om, de har forstået sammenhænge,
at de har været derude, hvor det sker i marken i felten,
at de har lyttet og talt med involverede parter
de lader som om,
at de er politikere, der lader som om,
at de har indflydelse og træffer beslutninger,
så de lader som om, at de har gjort et stykke hjemmearbejde,
at de har søgt de relevante oplysninger for kvalificerede beslutninger,
at de ikke bare læser op af et kommunique, der blev landet på deres skrivebord
de lader som om,
at de er den slags videnskabsfolk, der ikke behøver at lade som om
men rent faktisk besidder viden, hvilket ikke er helt løgn,
men det er her laden-som-ommeren kommer ind i billedet,
for direkte adspurgt om emner, de ikke ved tilstrækkeligt om til at udtale sig
med tilstrækkelig tyngde, så lader de som om for ikke at tabe ansigt
de lader som om,
at de er historikere, der lader som om, at de skriver verdenshistorie,
mens de blot gør det samme som de, der lader som om,
at de bedriver journalistik mens de fortæller fiktive imperie-fähige historier,
så vi allesammen kan lade som om, at vi har forstået nødvendigheden
af at massemyrde en halv milliard mennesker i det 20. årh and still counting
i den gode sags tjeneste
17. februar – street-snob
Den er super nice-cool at have. Den er faktisk en game changer.
Den er hverken sketchy eller wobbely bare en smule chubby og chewy.
Jeg hørte om den på min iPhone device, hvor de flasher-hyper den.
O my G-O-O-OD dude, den er for hardcore, den er fucking ubelievable,
den er awesome, den er mindblowing, den er for far out,
den nailer den, den er on another level,
jeg siger dig bro, mig og mine homies sidder og chiller over det shit.
Alt andet er bare so-last-season, det er outdated garbage.
det er gross, det skal trashes, så fat det bitch!
18. februar – tilbageblik
Når Verden engang får set tilbage på dengang mellem marts 2020 og et par år, hvor de lukkede ned for verdenssamfundet indtil de ikke kunne længere,
så vil det være med en blanding af hovedrysten, afsky og skam over,
at vi var en del af det og var tvunget til at medvirke.
De, der så dengang, at det hele var et svindelnummer tænker deres.
De, der er blevet klogere siden, tænker deres. Godt for dem.
De, der stadig ikke har fattet en skid, har stadig ikke fattet en skid.
Det er deres problem og fred være med dem.
Når Verden engang får ryddet op i det beskidte baglokale,
hvor bunker af historisk svindel at stuvet sammen,
og samler støv ovenpå blodpletter og fedtede fingeraftryk,
så vil det være en blanding af lettelse og skyldfølelse.
De, der var aktivt medvirkende og profitterede, er de skyldige.
De kommer til at tage det klæbrige stads med sig i det hinsides.
De, der var naive og ikke gennemskuede det, har mulighed for tilgivelse
og for tage det hele op til fornyet overvejelse. Tag imod muligheden.
Når Verden engang får rystet de store svindelnumre af sig,
og gennemskuer dem men især gennemskuer godtroenheden,
den frivilligt-naive kollaboratørvirksomhed, medløberiet, defaitismen,
medmisbruget, så vil tilgivelsen ankomme.
Tilgivelsen vil ikke ankomme fra Gud, her er du allerede tilgivet.
Tilgivelsen vil ikke ankomme fra en kirke, der ingen beføjelse har.
Tilgivelsen vil ankomme fra dig selv i det øjeblik, du ser,
at du er uden skyld, for svindelnummeret var for stort.
19. februar – hvem styrer verden?
det gør de multinationale selskaber og deres chefer
nej for det er bankmændene og finanshajerne, der står bag dem
ja, det er også det, jeg mener, det er Wall Street og City of London
nåja, men det er ikke bare bankmændene, det er centralbanksterne
ja, så glemmer du vist Rothschild og Rockefeller og alle de andre familier
OK men hvad så med BIS og IMF og WTO og Verdensbanken
vi skal jo heller ikke glemme CIA, NSA, MI6 og Mossad
men prøv og hør, bag dem er alle de hemmelige selskaber
altså frimurerne og Illuminatierne og Tempelridderne og Malterseridderne
nej, jeg mener altså, at det er jøderne og zionisterne der kører hele showet
og især sabbatærerne og kabbalisterne og Chabad Lubovitch og Sanhedrin
helt hen i vejret, det er den Katolske Kirke og jesuitterne og den sorte pave,
og hvad så med mormonerne, de er super-mægtige og har masser af penge
OK, men så har du ikke hørt om Committee of 300
jojo det har jeg og Council of Foreign Relations og Trilateral Commission
men vi skal længere ind i sindet og have fat i The Fabian Society og Rand Corporation og Tavistock Instituttet
slap nu af, det gør de multinationale selskaber og deres chefer
altså jeg mener nu, det er mafiaen, der kører det hele og P2-logen og dem dér
men så har du i hvert fald ikke hørt om The Black Nobilities og venetianerne
I er helt uddaterede, for det er kineserne og triaderne og kommunistpartiet
prøv lige at høre, det er Darpa og Bigtech og AI, der styrer
nej prøv lige at høre igen, det det militærindustrielle komplekst, der kører showet
nej nu skal I høre allesammen, I skyder langt under målet, for det er i virkeligheden anunakierne og the Dracos og de andre aliens, der styrer det hele
HEJ! lillebror du skal altså ikke komme væltende ind uden at banke på, når de voksne snakker, ka’ du så se, at du kommer ud!
OK, men jeg skal altså bare sige, at jeg har hørt alt det, I snakker om, og det er altså noget ævl det hele, for det er MIN MOR, der styrer verden, og hvis I ikke kommer ind og spiser nu, så får I ikke noget mad.
*
Så mange spørgsmål, så mange spekulationer – og alligevel så få svar.
Jeg tror, vi kan gøre det bedre.
De personer, vi kender navnene og ansigterne på, er blot mellemledere. Hvis vi kender deres navne, er det ikke dem. Det betyder, at hvis vi vil gøre det bedre, må vi finde frem til de øverste ledere? Og vi er nødt til at bevæge os mere end et par hundrede år tilbage i tiden – dvs. udover hvad der normalt ligger indenfor rækkevidde, for agenterne for styresystemet har en tidslinje, der er på et helt andet niveau end vores. Vi må også bevæge os ind på områder, hvor vi ikke føler os helt tilpas. Der en foruroligende lugt af svovl, når vi nærmer os.
Har vi ikke bemærket, at mellemlederne hos verdens herskende klasse i øjeblikket opfører sig yderst irrationelt og decideret umenneskeligt? Det er jeg sikker på, vi er en hel del, der har. De taler og agerer selvdestruktivt, som om de var besat af … etellerandet. Og alligevel leder vi hele tiden efter rationelle forklaringer på deres adfærd. Det giver ingen mening i en verden, der ikke giver mening. Kan det tænkes, at vores forklaringsmodel er helt forkert og som minimum har blinde vinkler? Kan det tænkes, at vi er nødt til at bevæge os ned ad nogle mere “mørke” veje? – som om der ikke var mørkt nok i forvejen.
Det var flere spørgsmål, men vent – der er endnu flere!
Selvom lillebror har hevet bukserne ned på det, så slipper vi ikke udenom spørgsmålet: Er dette overhovedet menneskeligt?
Vi kan anvende princippet, der sjældent rammer forkert:
ET SYSTEM ER, HVAD DET GØR.
SÅ: Hvis vi kan observere umenneskelighed som resultatet, så er det umenneskelighed, der ligger til grund, umenneskelighed er agendaen, og det er umennesker, der har skabt det.
Og hvis ikke det er menneskeligt, og hvis ikke det er mennesker, der har skabt det,
hvad og hvem er det så, og hvorfor er det skabt?
Lad os ikke rode os ud i flere spørgsmål i dag.
20. februar – hunden på lertavlen
I den begravede by Girsu blev der i 1929 fundet en forseglet krukke, der ikke havde været åbnet i 4.000 år. I krukken var der en lertavle. Den blev lukket ned i en skuffe i 40 år, indtil en assyrolog ved navn Pieter Vandermeer ved Universitetet i Leiden, Holland åbnede skuffen i 1968.
Lertavlen befandt sig mellem andet trivielt materiale, der ligesom de fleste tavler fundet i Sumer (nuværende Irak) var simple lagerfortegnelser, kvitteringer og levninger fra regnskaber. Manden, der i 1929 arkiverede den, katalogiserede den som mytologisk-votivisk (tilbedende) materiale, der krævede eksperter. Tavlen hørte altså ikke til dér, men ingen eksperter tog sig efterfølgende af den.
I modsætning til mange tekster på lertavler er der angivet et ophav til teksten: Lugal Namtar, søn af Urbagara. Templet var til Gula / Lagash, den sumeriske gudinde for helbredelse.
Teksten beskriver et firbenet væsen, der blev sendt ned fra himlen.
Det beskriver, hvad hunden er for et væsen, og at den kommer fra et andet sted.
I alle tekster, der omhandler Gula, omtales hunden som hendes hellige dyr.
I alle templer dedikeret til Gula, er der fundet skeletter af hunde.
Teksten beskriver en verden, hvor ‘natten er uden vægge’. Menneskenes huse er ikke sikre om natten, der er uvenlige og farlige væsener, der kan gennemtrænge dem og ikke lukkes ude med fysiske barrierer. Skillelinjen mellem det sted, hvor menneskene sover om natten og mørket udenfor er ubevogtet. Dette er grunden til, at hunden blev givet til menneskene.
Hunden blev først givet til templerne for at beskytte dem mod de indtrængende væsener, der var aktive om natten og især i de tidlige morgentimer, hvor menneskene sov dybest.
Dernæst blev de givet til præsterne i deres huse.
Dernæst blev den givet til herskerne.
Til sidst blev den givet til hyrderne og her i det største antal, for hyrderne var de, der befandt sig i udkanten af byerne og var de første til at møde disse væsener.
Ved at bestyrke hyrderne bestyrkede man byerne.
Disse væsener kaldtes for de cirkulerende eller de hvirvlende. Deres fremtræden var som hvirvelvinde, tåger, sandstorme. De var elementaler fra ørkenen, der kunne gøre stor skade på menneskene. Hyrderne, der hvilede om natten i udkanten af ørkenen, var derfor de første til at møde dem. Hyrderne kunne undertiden findes livløse sammen med deres dyr om morgenen stirrende zombificeret ud i mørket. Derfor fik de hyrdehundene.
De cirkulerende/hvirvlende har ikke selv en krop. Derfor har de en hunger og en længsel efter at bebo en krop. De kredser om natten for at finde de ubevogtede punkter i væggen = skillelinjen mellem menneskenes verden og den anden verden. De respekterer ikke vægge og mure, for de kan gå tværs igennem dem. De respekterer ild, men de søger de svage punkter i den tidlige morgen, hvor ilden i ildstederne er gået ud. De respekterer larm, men de søger de stille stunder i den tidlige morgen, hvor alle sover.
Fra den den røde stjerne i den niende port, som der siges, bringes et væsen, der allerede ekisisterede men ikke hos menneskene.
Dette ‘importerede’ væsen har et sanseapparat, der begynder, hvor menneskenes sanser ophører. Dets høre- og lugtesans er 100x den menneskelige kapacitet. Derudover har det en sjette sans, hvilket er vores begreb for:
Vi fatter ikke, hvad den sanser.
Dette væsen har en stemme / en lyd, som de cirkulerende ikke kan holde ud.
Væsenet har en evne til binding, tilknytning. Det knytter sig til mennesker og er trofast i bindingen. Det behøver ikke snore og lænker for at være bundet. Når det ser menneskene som sin flok, vil det bevogte, beskytte og forsvare flokken og huset og om nødvendigt med sit liv.
Hunden bliver ikke hos menneskene, fordi den bliver fodret.
Den bliver fodret, fordi den bliver hos menneskene.
Det er dens belønning og ikke dens lokkemad.
Hunden har syv gøremål ifølge den sumeriske lertavle:
- Den opretholder grænsen. Det kan være rent fysisk være stakittet, muren, gærdet, men det betyder blot sikkerhedsafstanden. Hertil og ikke længere.
Hunden går langs denne grænse, den patruljerer. Det gør den i dag, og det gjorde den 4.000 år siden. - Den holder øje med vejen, der går forbi huset. Vejen er en kanal, og de hvirvlende væsener bevæger sig ad disse kanaler.
- Den tester de, der nærmer sig. Den bruger sin næse for at lugte, hvor den ankommede har været, og den bruger sine øjne for at læse, hvad den ankommende bærer med sig. Hvis den ikke kan lide, hvad der lugter og ser, placerer den sig imellem den ankommende og dens familie og tillader ikke vedkommende at komme ind, før den uvelkomne baggage er væk.
- Den markerer grænsen. I simpel forstand pisser den territoriet af. Vi synes, der er småkomisk, at hunden letter ben på dørstolpen eller træet ved indgangen, men den sumeriske tavle er alvorlig med det og kalder det markering af forseglingen.
- Den bryder stilheden. Den sender et signal til væsenerne i mørket kl. 3 om natten, at døren er lukket. En anden hund i den anden ende af landsbyen tilføjer, at hele byen er lukket.
- Den tegner en cirkel. Før den selv lægger sig ned for at hvile tegner den cirkler ved at gå tre gange rundt om sig selv. Dyreforskere søger rationelle forklaringer som et levn fra ulve-fortiden, hvor de lægger græsset ned. Den sumeriske tavle forklarer det som hundens egen grænse, som den sikrer hver aften. Hunden sover aldrig i ubeskyttet rum.
- Den binder de sovende. Det indre lys hos de sovende løsnes, og det er her, at de cirkulerende-hvirvlende rækker deres fangarme ud. Hunden modvirker dette ved at komme til de sovende om natten og lægge sig op af dem. De sovendes indre lys forbliver derved forankret
Den sumeriske tavle giver hunden et navn: Den der står imellem.
I væsener fra mørket, vig bort, eller I får et mellemværende.
Der står også i teksten, at hunden ikke blev tildelt sine forpligtelser.
Den bad om dem. Den vidste, hvad der ville ske, hvis den ikke stod imellem.
Hvis man skulle være i tvivl om, at en kultur for 4-6.000 år siden kan have forstået noget, som vi ikke forstår og måske oven i købet mene, at de blot var nogle primitive, overtroiske, barnagtige og irrelevante idioter, så observér som minimum din hund ifølge de beskrevne syv forpligtelser og se, om de holder stik.
Assyrologen Vandermeer fik afvist sin oversættelse og dens 40 sider lange kommentar som ‘uegnet til publicering’ eller ‘useriøs videnskab’, selvom hans arbejde var dybt seriøst. Affotograferinger af tavlen samt Vandermeers artikel cirkulerede i undergrunden blandt kolleger, der vidste, at der var noget seriøst på færde her. De, der senere har søgt adgang til at se tavlen i Philadelfia, er alle blevet afvist. Den er lukket inde i kælderarkivet og er utilgængelig.
Er det måske ikke en direkte indrømmelse af, at både tavlen og artiklen var særdeles seriøse? Vandermeer døde i 1994 uden at se sin kompetente oversættelse og kommentar udgivet. Men fotokopier er stadig i omløb.
De gamle egyptere vidste også noget om hunden. Anubis var den skikkelse, der stod imellem de levende og den anden verden, og som var afbilledet som menneskekrop med hundehoved – egyptologer har aldrig forklaret hvorfor.
Grækernes sagde, at når hundene gør om natten, så er det, fordi de kan se titan-gudinden Hekate passere forbi, en slags uhyggelig udgave af jagtens gudinde Artemis og en gudinde for tærskler og vejkryds, der altid er afbilledet med et følgeskab af hunde. Og hvem er tærsklens vogter ved døren til Underverden? Det er helvedeshunden Cerberos.
21. februar – borgerbestikkelse
Der findes forskellige slags politikere.
Der er de, der er velmenende, og som altid har deres vælgerkreds i tankerne.
En særlig ansvarlig inderkreds ser ikke blot deres vælgerkreds udfra et snævert sær-interessesynspunkt men som repræsentanter for hele befolkningen som i betydningen af det gamle udtryk almenvellet, som i dag nærmer sig stadiet af et i princippet bevaringsværdigt men desværre nærmest uddødt.
Denne politiker-type er i sig selv bevaringsværdig men nærmest uddød.
I den anden ende af skalaen finder vi karrierepolitikeren. Vedkommende startede måske sin karriere i omegnen af det første type, men undervejs er det skredet. Hverdagen indfandt sig, pragmatismen og realpolitikken indfandt sig, kompromisserne blev mere og mere udtalte, gruppepresset fra partikolleger var for overvældende, kompleksiteten voksede i globalismens tidsalder, kvaliteten af de informationer, der lå til grund for beslutningerne, blev højest tvivlsomme, presset fra de ligeså tvivlsomme medier var konstant.
Samtidigt skred den moralske integritet, og det gjorde den i takt med, at karrieren og følelsen af magt tog over og blev hovedformålet. Arbejdslivet på Borgen og i lignende centre for beslutninger blev selvtilstrækkelige, autonome, ligesom begrebet autonomstaten opstod, hvilket beskriver en stat, der har sig selv som formål og ikke borgerne.
Politikere befinder sig et-eller-andet sted i gradbøjningsfeltet mellem de to yderpunkter. Men det mest uhyggelige er måske, at vi ikke længere taler om den gode politiker, for hey! politik er jo noget beskidt stads, så selvfølgelig skal vi have beskidte mennesker til det job. Det synes at være normen at tænke sådan i dag. I det græske demokrati i den oprindelige form havde de gennemskuet, hvad der skete med karrierpolitikeren, så de valgte fik ikke lov til at tjene penge på det, og de havde kun lov til at deltage i 2 år, og så var det ud. Man vidste, at magt korrumperer, så man forhindrede på denne måde, at hvervet tiltrak sig de let-korrumperbare typer.
Karrierepolitikeren bestikker vælgerne. Politikerens tiltag er udregnet efter bestikkelsesværdi. I det antikke Rom hed det: Giv folket brød og skuespil.
Senere imperiale statsdannelser sagde: Lad dem spise kage.
Giv folket/vælgerne/borgerne tilpasse lunser og godbidder, så de ikke brokker sig og tilpasser sig som flinke, små lamseben. Politikeren flyder ovenpå i denne passivitets-sump, hvor de belefler og bestikker vælgerne.
Karrierepolitikere i generationer har kannibaliseret kommende generationer. De har sendt regningen videre til efterkommerne. Deres tidshorisont er max fire år som standard og FUCK alt, der falder udenfor næste gang, de har mulighed for at blive valgt. Det politiske system favoriserer karrierepolitikerne og er derfor skabt til ALDRIG at adressere og løse egentlige problemer men blot sylte dem med udvandede pseudoløsninger. Det er også derfor, vi har rød og blå blok, højre- og venstrefløj. Den ene fløj slider vælgernes tålmodighed op via brudte løfter, hvorefter den anden fløj overtager og gør det samme.
Og mens den politiske teatermaskine kører befolkningen rundt i arenaen, er der frit spil til bag teaterkulissen at køre et ganske andet udenomsparlamentarisk projekt, der ikke handler om almenvellet. Det handler ikke engang om borgerlige særinteresser og deres indbyrdes kompromittering. Det handler om særinteresser for syndikater og karteller, der absolut INGEN bekymring har for menneskeheden og noget lands indbyggere.
Politikere kører et ekspeditionskontor for disse skumle interesser.
Politikere er selv bestukkede.
Vores samfund er en hierarkisk bestikkelses-hakkeorden, og folk generelt har som bundskraberne blandt de bestukne ingen anelse om det.
22. februar – populationskontrol del 1
Dette er den ottestrengede blæksprutte for populationskontrol. Udtrykket og den systematiske analyse stammer fra Charlie Robinson, der 11. september 2026 – en meget passende dato – udkom med bogen The Octopus of Population Control.
Han skrev også en anden bog, der røg på bestsellerlisten:
Hypocrazy: Surviving In A World Of Cultural Double Standards.
Jeg ved ikke med dig, min ven, men jeg kan godt fornemme, hvor de titler bærer hen.
Eugenik
I sig selv et misvisende ord, der kun afspejler, hvad den forkvaklede globalistiske herskerklasse mener om sin egen storhed. Det er opfundet eller sat i system 150 år før Hitler, som de samme folk har det med at tilskrive alt det, som de selv har gang i.
Det handler om udryddelse af størstedelen af menneskeheden, som disse folk mener, er uduelige og ubrugelige grovædere. En hovedskikkelse er Malthus ansat af Det Britisk Ostindiske Kompani, der grundlæggende ER det Britiske Imperium. Det kostede 120 millioner indere livet mellem første halvdel af 1800-tallet og WW2 – sammen med Charles Darwin og hans halvfætter Francis Gaulton (stifteren af det britiske Eugeniske Selskab), (Gaultons nevø), Lord Millner og Cecil Rhodes (The Round Tables, Rhodes scholarships), Margeret Sanger (jødisk-amerikansk sygeplejerske der opfandt aborten og stiftede Planned Parenthood), og mange andre charmerende typer med charmerende agendaer.
Margaret Sanger bedrev biologiske forsøg på retarderede og sorte = hun sørgede for, at de blev sterile eller aflivet. Hun inviterede tyskerne over til USA i 1939 så de kunne studere det, hvorefter de udbrød: So ein Ding müssen wir auch haben! En jødisk eugeniker og ikke nazisterne opfandt racehygiejne – lad lige den synke ind!
Hvordan sætter det perspektiv på det post WW2-uber-hypede jødiske narrativ om Holocaust, som zionist-morderstaten Israel er bygget på?
Og er morderstaten ikke lige nu i fuld gang med at bekræfte vores værste mistanker og underminere deres egen legitimitet?
Da eugenik som begreb i 1950’er havde fået en decideret dårlig bismag, blev det bare rebrandet som bioetik eller transhumanisme eller som de andre eufemismer udspyet af FN. I FN sad Julian Huxley som stifter og første generalsekretær af UNESCO, mens han var formand for …. det Britiske Eugeniske Selskab, hvorefter vi fra 1970’erne hele tiden var tvunget til at høre om, at der er for mange mennesker på jorden, og at jorden vil gå under, for den kan ikke bære det længere.
Eugenikerne var lidt mindre klare i spyttet om, hvordan de ville reducere jordens befolkning til 1/10.
Arkitektur
Dette skal ikke forstås som bygningskunst. Arkitekterne er de, der udtænker strategier for populationskontrol. De opererer mest synligt i særlige tænketanke og institutter. De kalder sig indimellem for filosoffer, som når de huserer i Institut for sociale studier i Frankfurt (Frankfurterskolen). Andre gange kalder de sig for strateger, rådgivere, konsulenter, spindoktorer, handlere. De studerer nøje menneskelig adfærd, så de er også behavourister. De kan være ideologer eller økonomer. De kan være krigspushere og neocons. De kan evt. være fremme i lyset, men for det meste opererer de i det skjulte.
Hvilket fører videre til:
Hemmelige selskaber
Efterretningsvæsener hører også hjemme her, da de er lukkede og spækket med hemmelighedskræmeri. Men hemmelige selskaber har i århundreder og egentlig i årtusinder været normen for den egentlige regeringsførelse. I dag ville vi kalde dem for The Deep State.
Måden, finansverdenen er organiseret, er et gigantisk hemmeligt selskab. Det var tydeligst under Finanskrisen i 2008, hvor hele operationen var aftalt og koordineret bag facaden. Hver gang der bliver udrullet store svindelnumre som 9/11, krigen mod terror, klimaævlet, Operation Nedlukning osv., så er det udtænkt, forberedt og styret fra lukkede rum.
Verdensregering
Det er både den synlige del som FN, EU, WEF og lignende tænketanke. NATO er blot et af instrumenterne i dette vidt forgrenede kompleks. Verdensregeringen sørger for Den Nye Verdensorden. Der er intet nyt over den kun gammel vin på ny genbrugsflaske. Ifølge den selvudnævnte Verdensregering er det en unipolær verdensorden.
Folkemord
Alle krige er folkemord og i særdeleshed Imperiets krige – Imperiet i betydningen det til enhver tid dominerende imperium + dets konkurrenter: det spanske, det franske, det britiske, Belgien, Holland og nu i særlig grad det amerikanske imperium. De går helt målrettet efter civilbefolkningerne, især når de som USA ikke kan få ram på militæret (Iran, Yemen). Lyt til Donald Trump, der siger det lige ud: Vi vil udslette jer! Vi vil bombe jer tilbage til stenalderen! Disse typer lægger ikke engang skjul på det længere, de lader ikke engang længere, som om de er godgørende, for de ser hovedrysten og mumlen om ‘bullshit!’ over hele linjen, hver gang de ævler om, at de vil bringe fred, demokrati og dollars til alle. Folk er ikke længere i tvivl om, at de vil bringe krig og splittelse, tyranni og forarmelse.
Afindustrialisering
Industrien skal outsources til der, hvor proletarerne befinder sig, så vi kan underbetale dem samtidigt med at vi stjæler deres ressourcer, for dem kan de ikke selv finde ud af at administrere. Europa og USA er efterhånden afindustrialiseret, for befolkningen er for krævende med løn og arbejdsforhold. Selv det førhen industrielle power house Tyskland er i fuld gang med afindustrialisering. Det startede allerede under Merkel, de eskalerede under Scholtz, og det går helt grassat under Mertz. Hvor industrialiseringen gik ud på at koncentrere proletarerne i industribyerne, så drejer afindstrialiseringen sig om udflytning til Udkantsverden og dens industribyer.
Medicin
En syg befolkning er en svag befolkning, og en svag befolkning har ikke overskud til at gøre oprør. Hvis medicinalindustrien skal have ben at gå på, så er der nødt til at være en befolkning, der er jævnthen syge. Og når folk bliver gamle og ikke kan slide og slæbe længere, må de meget gerne blive storforbrugere af medicin, hvorefter de meget gerne må dø, for som det er normaliseret sprogbrug: de er ældrebyrden.
Vi lever i en giftig verden, hvor jorden er giftig, luften er giftig, maden er giftig, tøj og byggematerialer og stort set alt, vi omgiver os med er giftigt – inklusive og i særdeleshed medicinen. Et giftigt miljø skaber et svækket immunforsvar, en forgiftet menneskehed og en styrket medicinalindustri.
Kulturdesign
Kulturdesignerne / kulturødelæggerne ønsker at pervertere og/eller destruere alle kulturbærende institutioner, skikke, viden, historie, tradition. Det var kulturmarxismens omdrejningspunkt: Ødelæggelse af den vestlige civilisation. De gør de på et væld af måder:
ødelæggelse af familien
ødelæggelse af forholdet mellem mand og kvinde samt forældre og bør
ødelæggelse af seksualitet med efeminisering af drenge/mænd, maskulinisering af piger/kvinder og diverse seksuelle forvridninger
ødelæggelse af viden og uddannelse
ødelæggelse af historisk hukommelse
ødelæggelse af kunst og erstatning med grimhed
ødelæggelse af sproget
ødelæggelse af moral / etik
ødelæggelse af etnicitet og race
ødelæggelse af homogenitet og nationalitet
Charlie Robinson har også et bud på, hvem populationskontrollørerne er.
Det gemmer vi til en anden gang.
23. februar – græsk gud
det er en vild verden derude, elskede
det er svært at klare sig med et smil
det er en vild verden derude, elskede
jeg vil altid huske dig som et barn
han lignede en græsk gud
en blanding mellem Apollon og Dionysos
han bar alle følelser udenpå skjorten
han sang sine følelser ud gennem skjorten
hvis du vil tage afsted, så pas på
jeg håber du har fint tøj, du kan tage på
men det er også en hel masse, der kan gå galt – derude
og som han selv sagde på scenen: denne sang handler om mig
på scenen var han 100% passion
det var pop, men det var også alvor
der var far-og-søn, der var skyggen af månen
der var daggryet, lovpriset være fuglenes sang
der var hele tiden mere på spil
og på et tidspunkt fik han nok og meldte sin afgang
han havde set den rådne musikindustri og dens menneske-misbrug
herefter forsvandt han i årtier for at vende tilbage som muslim
hans fødenavn var Steven Demetre Georgiou
hans kunstnernavn som popkuntner var Cat Stevens
hans navn som omvendt muslim var Yusuf Islam
hele sit liv søgte han Gud – og han fandt sin gud
han blev et lykkeligere, afklaret og roligere menneske
han blev uden tvivl også et bedre og klogere menneske
men han blev ikke en bedre musiker
han havde i mellemtiden mistet sin edge og sin passion
24. februar – populationskontrol del 2
Lad os tage tråden op fra 22. februar.
Hvem er disse populationskontrollører, der kører den ottestrengede blæksprutte for kontrol af det globale menneskelige samfund? i det omfang de kan slippe afsted med det.
Lad os se, hvad Charlie Robinson har at sige om det og sammenligne med, hvad vi har samlet op. Han er efter vores opfattelse den første, der er kommet i nærheden af at definere kontrol-dualiteten og koge den ind til to specifikke grupper – worldwide. Det i sig selv er en storstilet præstation. Han har oven i købet navne for og beskrivelser af de to grupper.
Den første kalder han for WASP – White Anglo-Saxon Priviledge?
Den anden kalder han for de sabbattæiske frankister *.
* sabbatæisk hentyder til kabbalisten Sabbatei Zevi, der i 1666 udråbte sig til Messias, den ‘rigtige’ Messias, som jøderne havde ventet på. Hovedtesen for hans følgere sabbattæerne var: Gud har skabt både godt og ondt.
Så jo mere ondt vi begår, jo mere hjælper vi Gud i sit forehavende!.
Frankister henviser til en anden kabbalist i 1800-tallet Jacob Franck. Hans fornavn har givet navn til de franske jacobinere, der skabte den franske revolution og alle dens destruktive grusomheder og Den Russiske Revolution styret af russiske jacobinere, hemmelige selskaber med tilknyttet til Grand Orient-logen i Frankrig. Det var også frankister (efternavnet), der sønderbrød Det Osmanniske Rige som De Unge Tyrkere (Dönmeh). Folkemord er deres speciale, både guillotine-rædselsregimet i Frankrig, det bolsjevikkiske rædselsregime og det armenske folkemord, som De Unge Tyrkere var ansvarlige for.
Det svarer stort set til det, som vi har fundet frem til.
Den første gruppe er dem, der bygger systemer, etablerer kontrol og sikkerhed (for dem og ikke for os), kører efterretningsvæsen, kontrollerer grænser og overgange, manipulerer lovgivning og retsvæsen. De er kontrol-freaks.
Den anden gruppe er kultur- og civilisations-nedbryderne.
De opererer via subversion og perversion. Lad os minde os selv om, at det netop var kulturmarxisten Herbert Marcuses udtryk: subversiv perversion. De er satanikere.
Robinson fokuserer på WASP som koncentreret om inderkredsen i Det Britiske Imperium. Det er imidlertid her, der bliver komplekst, for de sabbattæiske frankister i er i allerhøjeste grad aktive i denne inderkreds. Selvom de også er kulturdestruktører, så er arbejder de også efter den præmis, at alt kan kontrolleres via finans / økonomi / penge.
Vi har andre navne for WASP, og de er helt sikkert saksere.
Et andet navn for dem De Tyske Stammer.
Et tredje navn er De Bayriske Illuminati.
Et fjerde navn er Den Sorte Sols Orden.
Det mere end antyder, at de er nazisternes okkulte bagland.
Det er også baglandet for, hvad der foregår i Ukraine.
Deres alien- eller extra-terrestriale forbindelse er Abraxas (Abrasax).
Vi har andre navne for de sabbattæiske frankister.
Et overordnet navn er Dragens Orden.
De er de ældgamle familier og blodlinjer (fra Herodes)
De er de indgiftede royale familier og deres netværk.
De er Salomons pagt med dæmonerne under Salomons Segl.
Det mere end antyder, at de er zionisternes okkulte bagland.
Det er også baglandet for, hvad der foregår i Mellemøsten.
Deres alien og ekstra-terrestriale forbindelse er Draco.
Disse to grupper og deres omfattende antal undergrupper, er tildels koordinerede og til dels rivaliserende. Nogle gange samarbejder de, andre gange bekriger de hinanden. De gør nøjagtigt som mafiagrupper jf. Mario Puzos / Francis Ford Coppolas Godfather-trilogi.
Hvad Robinson af gode grunde ikke har med i sin fremstilling, er at der som nævnt kunne være en overbygning til de to grupper eller verdensordener – med orden i stil med ridderorden eller broderorden i stil med selskaber og loger blot på et højere niveau. Altså at dette todelte styresystem kunne have en overbygning, der som en slags dyster Dao holdt sammen på Yin og Yang eller en Vishnu, der som bevarer, hvad Brahman skaber og Shiva ødelægger.
Det er fornemmelsen af, at dette ikke er et menneskeligt projekt. Det skriger lodret imod, at mennesker skulle være så selvdestruktive og som vi ser i disse år udføre handlinger, der er så inkompatible med deres egne interesser. Der er en manglende komponent i fremstillingen. Vi kan se det som den svævende top i pyramiden på den amerikanske dollarseddel, hvor det altseende øje er.
Robinson er ikke afvisende for tanken, men han kan ikke nagle det fast. Lad os foreslå, at det ultimative hiearki er sådan konstrueret, at man kan se nedad men ikke opad. Det er som demiurgens verdenssimulation, hvor hovedarkitekten ikke ved, at det ikke totaliteten og selve livskilden men blot en totalitær simulation.
25. februar – pariserbøf
Altså pariserbøf – prøv-lige-å-hør!
Mere dansk bliver det ikke. Og folkeligt dansk til-og-med.
Behøver vi at sige, at denne ret til værtshuse og frokostrestauranter opfundet engang i starten af 1900-tallet ikke har noget med Paris at gøre? Gå ind i en bistro i Paris og spørg efter en pariserbøf, og de vil enten se underligt på dig eller servere noget helt andet, end du bad om. Måske kan der argumenteres for, at den har noget tilfælles med steak tartare, da denne ikke er en gennemstegt hakkebøf men netop er bøf-tartar stegt hårdt og kort i olie og smør. Men derefter holder ligheden op.
Behøver vi dernæst at sige, at det ikke duer med discountkød af selvdød kasseret malkeko, som er det, de sælger i supermarkederne. Det er foretrukket, at du hakker kødet selv og helst groft. Faktisk behøver du ikke en kødhakker men en skarp kniv. Og hvis det skal være helt autentisk, så skal kødet ikke hakkes men skrabes af et stykke oksefilet ved at køre knivsæggen mod fibrene. Og skulle din ene finger komme med, så er det bare ekstra tartarisk.
Så skal der steges et stykke hvidt brød uden skorpe i rigeligt med smør – en smørtoast. Tag op og lade det tørre sprødt
Så anrettes brødet i bunden af tallerkenen med bøffen ovenpå.
Herefter anrettes enten yderligere ovenpå eller ved siden af – eller begge dele:
gul karry-pickles (remoulade uden mayo)
hakkede-syltede rødbeder
kapers
finthakkede rå løg
revet peberrod
Tips til æggeblommen:
Læg pickles ovenpå bøffen med en hulning i midten til blommen.
Når man skærer igennem, så flyder blommen udover det hele
og gør det hele delikat, uden at ægget koagulerer.
Og skal vi ikke glemme alt om hysteriet med æg og salmonella.
Det indre af et æg er 100% sterilt, for salmonella-bakterier sidder udenpå ægget.
Hvis der er overført salmonella til en rå æggeblomme, er det fordi, de er nogle inkompetente møgsvin ude i restaurations-køkkenet.
Lad være med at blive som dem i dit hjemmekøkken.
26. februar – skønhedens idioti
Det kunne også have været idiotiens skønhed.
Det vigtigste er, at disse to ord får lov til at være i stue sammen.
Det skyldes én bestemt forfatter: Fjodor Dostojevsky. Han er den dybest tænkelige forfatter med en enorm indflydelse på tusindvis af samtidige og senere forfatterskaber. For at få en ide om, hvordan han blev, hvad han var, så må vi se på et liv fuld af lidelse, og hvordan denne lidelse blev en død og genfødsel for ham, hvorefter han aldrig blev den samme.
Hans ungdoms bedste ven blev voldtaget og myrdet.
Hans mor døde, da han var et stort barn.
Hans far døde da han var en ung mand.
Herefter udviklede han epilepsi – sandsynligvis som en traumatisk psyko-somatisk reaktion.
Han hang ud med revolutionære socialister, hvilket gjorde at han blev arresteret og dømt til døden ved skydning. Trauma ovenpå trauma – og det var ikke slut endnu.
I sidste øjeblik blev han benådet af tzaren, for det var en falsk henrettelse.
Herefter bliver han sendt til fangelejr i Sibirien, hvor han er i fire år.
Mens han er i, hvad der i Sovjetstaten blev kaldt for Gulag, skriver han i et brev til sin bror, at han ikke har mistet håbet, for han er jo genopstået fra de døde.
En af hans bøger er som måske bekendt Idioten. En idiot er, hvad bipersonerne kalder hovedpersonen fyrst Myshkin, der hos Dostojevskij er et eksperiment for at forstå, hvad der ville ske, hvis et fuldstændigt godt menneske dukkede op i verden. Alle kaldte ham for en idiot. Alle rystede på hovedet over hans naivitet, hans ubegrænsede tillidsfuldhed, hans evne til ubetinget tilgivelse, hans totale empati, hans måde at tale til generaler og bumser på samme måde. Men de samme personer, som havde undsagt ham, var dybt tiltrukket af ham. De vendte tilbage til ham, betroede deres sorger og synder til ham, og da han igen forlod dem, så var de forandret for evigt. Han var altså ikke en idiot men noget helt andet, som de aldrig havde mødt før.
Det er ingen solstrålehistorie, for det hele får en tragisk udgang, og Myshkin er nødt til at vende tilbage til det sanatorium i Schweitz, hvor han kom fra for behandling af epilepsi – som Dostojevsky selv led af. Der er visse selvbiografiske elementer i bogen. Det er dømt til at være en tragedie, for verden er ikke skabt til idioter.
Et af bogens mystisk-markante udsagn er: Skønheden vil frelse verden.
En senere forfatterkollega havde lignende traumatiserende oplevelser.
Han navn var Alexandr Solzhenitsyn. I sin tale ved modtagelsen af Nobelprisen i litteratur i 1970 for bogen Gulag Øhavet citerede han Dostojevsky for netop dette udsagn og sagde, det ikke skulle tages let eller skødesløst.
Det skal heller ikke tages bogstaveligt. Udøvere af ondskab i denne verden er uforbedrelige og umiddelbart uimodtagelige overfor skønhed. Psykopater er udenfor rækkevidde hele deres liv. De vil forsøge at ødelægge skønhed, hvilket er modernismens projekt. Alt bliver grimt i hænderne på modernisterne. Men denne grimhed, hvilket både Dostojevsky og Solzhenitsyn kan bekræfte, er traumabaseret. Modernismen er utænkelig uden Første Verdenskrig, den grimmeste og mest traumatiserende af alle krige, verdenskrigenes fæle moder(nisme).
Selv i afstumpede psykopaters forkvaklede hjerne er der et blødt punkt for skønhed. Den rammer og tiltrækker dem … hvorefter de vil eje og ødelægge den, fordi de alligevel ikke kan rumme den. De er misundelige, for de er ude af stand til at frembringe skønhed. Skizofrene og maniodepressive – og traumatiserede kan frembringe stor kunst men ikke psykopater.
Dette bløde punkt findes hos alle mennesker. Vi taler ikke om umennesker her.
At vi allesammen har været byttedyr for både det modernistiske projekt og psykopaternes verdensherredømme og har kørt med i deres store vogn – vi har været med-ødelæggere af vores egen kultur – rokker ikke ved vores grundlæggende behov for skønhed. Vi bliver stadigvæk ramt af skønhed, når vi møder den. Vi finder os i grimheden, vi bor i byer fuld af betonfascistisk grimhed, men når vi står overfor ægte storladne bygninger, ser byer udenfor civilisationen, der ikke er bukket under for modernismen eller møder naturen i dens ukuelige skønhed, så må vi give efter.
Vi bliver os selv, når vi giver efter for skønheden.
Og hvad betyder i øvrigt det græske ord idiot?
Det betyder: én der er sig selv.
27. februar – aftenlandets undergang
Begrebet er møntet af historiefilosoffen Oswald Spengler i 1918-22.
Han beskriver Vesterlandets undergang, efter at det har opbrugt sine kreative muligheder, sine muligheder for ekspansion og sine muligheder for dominans over dets omverden. Bemærk årstallet 1918, der var slutningen på WW2.
Spengler sidder i sit arbejdsværelse i München omgivet af kunstværker fra alle de civilisationer worldwide, han kan få fingre i. Han studerer og finder ikke lineær udvikling men cykliske mønstre. Historien gentager sig selv organisk og ikke fremadskridende mekanistisk. Han er hverken kristen eller marxist, der tror på lineært fremskridt og determinisme. Eller materialististisk astrofysiker, der tror på BigBang og entropisk kollaps. Historien er morfologisk, den ånder og udånder, den vokser og skrumper, den kører i ring. Eller snarere i spiraler. Han er snarere Nietzsche’aner, for han arbejder efter Nietzsches ide om alle tings evige genkomst.
Kulturelle epoker starter med deres egne forestillinger om kunst, religion og politik men ender med at stivne som civilisationer, der hermed har skrevet deres egen dødsdom. Udsagnet er ikke muligt at bevise eller modbevise. Mønstergenkendelse er intuitiv. Men Spengler skelner mellem kultur og civilisation. Det ligger i ordene. Kultur er noget organisk, der gror, og som udvikler sig naturligt. Civilisation er noget kunstigt og syntetisk, der er designet, villet og uorganisk. Det er stuktureret, organiseret men ikke livskraftigt, hvorfor det ikke er selvopretholdende. Eller sagt med det efterhånden udslidte udtryk: bæredygtigt.
Civilisation er, hvad der sker, når den kulturelle (folke)sjæl dør.
Kunst bliver til designteknik og underholdning.
Religion bliver til videnskab
Filosofi bliver til journalisme.
Politik bliver til bureau-teknokrati.
Intuition bliver til rationalitet.
Aristokratisk ære bliver til business-case.
Natur bliver til noget billigt skidt.
Spengler ser urbaniseringen som det klareste tegn på forfaldet.
Den udsuger landkulturen for dens livs-opretholdende og kreative væsen.
I bykulturen mister folk deres forbindelse til jorden (naturen), blodet (familien) og traditionen (historien).
Vesten som civilisation, dengang udelukkende Vesteuropa, i dag inkluderende deres senere udposter, startede omkring år 1000 med gotisk arkitektur, korstog, renaissance, reformation, oplysningstid, den videnskabelige evolution, imperialisme, industrialisme til de metastasiske metamorfoser, vi ser i dag. Det er det Nietzsche’anske begreb den faustiske sjæl, der frembragte Vestens storhed og verdensdominans, dens eksplosive og ekspansive sjæl.
Men Spengler så, at denne kreative fase var slut med Første Verdenskrig. Vesten var blevet en stivnet civilisation, en mega-bystat i forfald. Der var stadig masser af teknologi, der var stadig global dominans, men Vesten havde mistet sin spirituelle retningssans. Som Nietzsche sagde, var der herefter kun nedgang og ikke længere overgang for mennesket i Vesten. Der var produktion af velstand, men der var ingen mening med det hele, verdenskrigen havde skabt meningsløsheden, nihilismen.
Sammenbrudet sker ikke fra dag-til-dag. Det tager et århundrede.
I et døende samfund på det stivnede civilisations-stadie handler politik ikke længere om at skabe et forum for udfoldelse af værdier og forbedrende udvikling af det menneskelige samfund. Det handler om management af interessekonflikter. Teknokratiet er slutstadiet.
28. februar – er du sikker?
Der findes noget, der hedder Dunning-Kruger-effekten.
Navnet stammer fra nogle psykologiske studier gjort af de to herrer i navnet i 1999. Studiet viser, at folk med meget lidt viden om et emne har en tendens til at overvurdere deres forståelse af emnet. Et italiensk ordsprog formulerer det som:
Den, som ingenting ved, tvivler aldrig.
Vi kan også undre os over, at de, der ved mindst om et komplekst emne, forbløffende mange gange er de, der er de første til at belære folk om, hvad de skal mene om emnet.
Omvendt forholder det sig med folk, der ved rigtig meget om et emne. De har tilstrækkelig viden til at forstå, at der stadig er meget, de ikke forstår. Sokrates gik så vidt som til at sige, at han intet vidste. Det var nok en anelse krukket, men han sagde det for at udfordre de, der mente, de vidste det hele. Han pissede dem af ved at røbe for dem, at de ikke kunne svare på hans spidsfindige spørgsmål. Spørgsmål var selve hans metode. Han endte som bekendt med at have pisset så mange indflydelsesrige personer af, at de henrettede ham.
Det kræver en vis viden for at forstå, at man reelt set er uvidende.
Sagt på en anden måde:
Det dumme menneske er så dumt, at det ikke forstår, at det er dumt.
Sagt på en tredjer måde: At være uvidende er, hvad det er. Vi er alle uvidende om en hel masse. Det er i det øjeblik, vi stiller os op og braldrer med vores uvidenhed ved at postulere, at vi ved det hele, at vi overskrider grænsen for uvidenhed og bliver stupide.
Dumheden er nådesløs. Den tager ikke hensyn til, om man er intelligent, højt uddannet eller besidder magt. Det sidste er måske det værste, for magtfulde mennesker har mulighed for at gennemtrumfe der dumhed og dermed udsætte andre for konsekvenserne. Hvis man oven i købet er en tyran med absolut magt, så har man måske fyret eller henrettet alle de, der siger én imod. En tyran uden modspil skriver både andres og egen dødsdom.
Det dumme menneske er narcissistisk. Det er selvforelsket og overbevist om sin egen tilstrækkelighed. Resultatet af Dunning-Kruger-testen var, at folk der tydeligt demonstrerede inkompetence på et felt, havde en høj vurdering af deres kompetence. De, der derimod havde høj kompetence, var langt mere beskedne.
Ægte viden giver plads til tvivl, og tvivl er modererende for ens selvoppustelige ego.
Ægte videnskab går ud på konstant at betvivle og stille spørgsmål.
Desværre er den højhellige videnskab ikke uberørt af den narcissistiske dumhed.
Videnskaben har glemt, hvor grænserne for dens formåen er.
Det er blevet almægtig. Den er blevet ligesom den Kirke, den tog afstand fra i Oplysningstiden, og hvor den overtog Kirkens rolle som sandhedsforsyner, den højeste autoritet om ALT. Det er dumhed på et højere plan.
Skriv et svar