1. november – efterårsmenneske
digteren Henrik Nordbrandt skrev et digt,
hvor han små-hånede november måned for sin langvarige tristhed
Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september oktober, november, november, november, november
det modsiges af det for mange overraskende vejr-statistiske faktum,
at november er den måned på året, hvor der flest solskinstimer,
men jeg kan muligvis være forudindtaget, da min fødselsdag falder i november,
på skillelinjen mellem skorpionens og stenbukkens tegn
jeg er et efterårsmenneske født, hvor året bliver indadvendt,
jeg elsker det nostalgiske forfald og det dæmpede, jordfarvede lys,
jeg er ikke til knaldvarm sommer ejheller iskold vinter
jeg er et tempereret væsen, der burde flytte til et sted i midt-Sverige
2 november – ondskabens år
På denne dag i 1917 blev Balfour-deklarationen underskrevet.
Det var en hensigtserklæring med en bagved liggende handlingsplan underskrevet af det britiske parlament med Lord Rothschild og Chaim Weitzman i baggrunden trækkende i trådene og Lord Balfour som udenrigsminister i regeringen under Lloyd George. Weitzman var manden, der var medvirkende til at bringe USA ind i WW2, og i sine breve til Churchill i optakten minder han om, at det var det samme de gjorde for at bringe USA ind i WW1 dengang, hvor Churchill sad i overadmiralitetet og bestilte sænkningen af Lusitania. Churchill havde en kæmpe gæld i sit landsted med 20 tjenere og et liv ganske over evne, hvorefter en kreds af venstreorienterede og primært jødiske industrialister kald Focus trådte ind og hjalp ham i sin kattepine. Mod at han ville starte Anden Verdenskrig. USA gjorde som det britiske establishment befalede dem ganske ifølge Cecil Rhodes plan om at genetablere USA som en britisk koloni efter tilbageslaget fra uafhængighedskrigen.
1917 var midten af Første Verdenskrig, der var startet via anarkist-grupper med anarkist i betydningen terrorister/lejemordere og ikke en politisk filosofi, hvor det an-arch’iske var, at lejemorderen, der myrdede tronfølgeren (trone, archos) til det Østrig-Ungarske kejserdømme i Sarajevo, var den samme mand, der forinden havde myrdet den serbiske konge og dronning. Morderens opdragivere var inderkredsen i det britiske establishment, der havde planlagt deres Great War – selvom de bagefter som sejrherrer vred armen om på historieskrivningen, så WW1 fremstod som de onde tyskeres skyld. De vidste, at den serbiske konge og dronning ville være modstandere af deres Great War, som bl.a Bismark og Tolstoy uafhængigt af hinanden havde forudset 20 år før. Sammen med det serbiske kongepar myrdede britisk efterretningsvæsen og deres lejemordere ca. 20 toppolitikerew og kulturpersoner rundt om i verden, som de vidste stod i vejen for krigen.
I november 1917 fandt også den russiske revolution sted – der fejlagtigt blev kaldt for oktoberrevolutionen. De involverede var stort set allesammen jøder importeret fra USA og Tyskland, finansieret af jødiske bankmoguler fra Wall Street og understøttet af britisk efterretningsvæsen.
På samme tid var det Ottomanske Rige / Khalifatet i opløsning. De revolutionære grupper, der senere dannede det moderne Tyrkiet kaldet De Unge Tyrkere, var en gruppe af kryptojøder fra Thessaloniki, logebrødre kaldet Dönmeh. Hvis vi leder efter de skyldige i det armenske folkemord, så led ikke længere. Også dengang var de glade for folkemord.
Det er meget svært at overse den skjulte hånd, der ikke er særlig skjult længere, og som via alle disse krigshandlinger, statskup, folkemord, terrorhandlinger og løgne førte til dannelsen af zioniststaten baseret på tyveri af land, der ikke tilhørte de, der kaldte sig selv for jøder. Var de overhovedet jøder? Var de ikke omvendte kryptojøder med oprindelse i Centralasien indvandret til Europa og plantet som et giftigt spyd i Palæstina, så englændere og franskmænd (Psykes-Picot-aftalen) kunne skære hele Mellemøsten op som en lagkage til dem selv?
Hvem var i øvrigt de egentlige jøder? Lad os komme med et hurtigt bud. De var og er stadigvæk de folk, der beboede det Palæstina, der blev stjålet fra dem. De er de orientalske jøder, der blandt andet boede i Iran. De er de ethiopiske jøder. Og – hvilket meget få er klar over – jøder, der udvandrede til Vestafrika. De egentlige jøder blev behandlet som lort, for at de falske jøder, de ‘store jøder’, den khazariske mafia, Satans Kirke, sabbatæerne (Chabad) kunne få deres morderstat.
Skulle nogen være i tvivl om de falske jøders skumle ophav, så bemærk at samtlige israelske politikere har taget navneforandring til noget, der lyder mere hebræisk end det østeuropæiske navn, de havde forinden. Hvis man har rent mel i posen, hvorfor dette svindelnummer?
3. november – Orfeus i november
digteren Thorkild Bjørnvig skrev en arkaiserede tekst
til en gammel melodi fra den finske Piæ Cantiones salmebog fra 1582:
Mørk er november og løvfaldet slut
Vandet begynder at fryse …
og mindsandten om ikke Søren Ulrik Thomsen
har gjort november til et afskedsscenarium i en mørk forladt gade,
og Rasmus Nikolajsen har gjort det til et minde om en vens selvmord,
jævnføre digter-selvmord fra Den Unge Werthers lidelser til Michael Strunge
og ja, dagene bliver kortere og mørkere, det har vi bemærket,
og ja, folk med hang til vinterdepression kan roligt varme op til at køle ned
og ja, november er sidste udkald før den årlige nedlukning af naturen,
og ja, hvis man er en bjørn, så er det på høje tid at indlede en langtidskoger
men her er det, at jeg føler mig foranlediget til et indspark,
for hvad skal den egentlig til for – al denne døds-kultisme, og hvad er det,
at digternes sortebroder-selskaber vil inddrage os i af besnærende
besværgelser af Orfeus’ rebrandede nedstigning til Underverdenen?
4. november – mormormad
Jeg skrev for et par år siden en kogebog. Jeg har aldrig været en professionel kok men blot en ordinær stodder, der samlede på opskrifter og elskede at lave mad. Jeg spurgte mig selv, hvad og hvem den kulturbærende institution var for madlavning og kom frem til resultatet: mormor. Eller farmor, farfar eller morfar, same-same. Det var der så en dame forleden, der blev fornærmet over, for hun var åbenart farmor. Jeg lod det passere, for det ville være nedladende at belære hende som et skolebarn om begreber, abstraktioner og fællesnævnere, som alle umiddelbart forstår. Det hedder altså mormormad, og det vil så sige … ikke sandt?
Hvis man spørger stjernekokke og Michelin-chefer om, hvor de har deres bedste viden om mad fra, så er det ofte mormor. Eller bare mor, men det er det samme, for hun havde det fra sin egen mor. Stjernekokken Marco Pierre White – mentor for Gordon Ramsey, m.fl – kommer olivenolie i, når han koger pasta, selvom andre madguruer bliver forarget over det, for som han siger: Det gjorde min mor, og hun var italiener, og hvis hun gjorde det med succes, så bekymrer jeg mig ikke om, hvad andre mener om det. Hvis man spørger italienerne om, hvem der er bedst til at lave mad, så siger de gerne nonna (bedstemor). Hvis man spørger børnene om, hvem der laver de bedste frikadeller, så siger de mormor/farmor … hvorefter den travle mor bliver midlertidigt småfornærmet, indtil hun måske forstår, hvad det drejer sig om.
Hele verdens mormor er den kulinariske kulturbærer. Respekt for mormor!
Lavede mormor så bedre frikadeller end mor? Det gjorde hun ofte, måske, hun havde også øvet sig på det længere, men der er også noget andet på færde. Mormor er fra en tid, hvor der var lagt et stykke kærlighed i madlavningen, og hvor børnene elskede at komme, for hun skældte aldrig ud, eller stressede eller korreksede bordskikken, og så smager maden på besynderlig vis bedre. Måltidet var et hvilepunkt og ikke noget, der skulle overstås. Og sa eksperimenterede hun ikke, som mor måske gjorde, med fancy pseudoetniske retter, der ligesom cafemad ikke var fuldt forstået. Det var gammeldags, gedigent og ærligt. Og der var brun sovs til, som børnene elskede, selvom de ikke havde lært at sige umami ligesom de fine. De sagde mums-filibaba.
5. november – mørke
mørke november med lysende vind
nætter der længes mod morgen
skyerne glider på himlen afsted
bladene falder på sorgen
lad os falde indad igen
lad ikke ondskab forstyrre, min ven
intet derude skal skade
intet vælter eg eller lind
intet fordrejes i årets gevind
lyset vil tændes i mørket
mørke november med stunder af sol
dage der længes mod natten
bølgerne skyller mod strande af siv
ydmygt jeg letter på hatten
lad os søge stilhedens rum
lad os da smage på bølgernes skum
intet fortræd skal os ramme
ingen magt så fuld af foragt
ingen gespenster i falskhedens dragt
skal vores alrum forstyrre
6. november – det human-canabinoide system
Aktivstofferne i canabis dannes allerede i en eller anden form naturligt i den menneskelige organisme i små men meget præcise mængder. Men som med andre naturlige processer og naturlige funktioner, så kan disse svækkes med årene.
Jeg mødte en gammel dame forleden, der havde svært ved at sove om natten. Det er ikke ualmindeligt hos ældre, selvom det også findes hos kronisk småstressede mennesker i den såkaldt arbejdsdygtige alder. Den-dér med, at du kan sove, når du bliver gammel, passer ikke altid.
Der er efterhånden gjort tonsvis af forskning i de helbredsmæssige virkninger af canabis. Rigtigt doseret og indtaget. Der er selvfølgelig også gjort studier i de uheldige og skadelige virkninger af unge nervesystemer, hvor der rekreativt og for selskabs-sjov er fyret fede dagligt, mens hjernen stadig ikke er fuldt udviklet. En 12-års dreng vågner måske op som 21-årig efter 9 års lallet storforbrug og opdager, at han stadig mentalt-neurologisk er 12 år gammel.
En ældre eller gammel person har ikke brug for, at hjernen udvikler sig. Den er udviklet. Den har snarere brug for ikke at gå i forfald. Der har måske også sneget sig skavanker med tilknyttet smerte ind. Og på det såkaldt terminale stadium, kan angsten for tilintetgørelse ankomme i en verden, hvor åndelighed og gudstro er skyllet ud i kummen, og et liv efter den fysiske død er utænkeliggjort.
Det er her, hvor canabis kommer ind som en mulighed. Ikke som et vidundermiddel, der udraderer al angst og smerte og fjerne alderdommens skavanker som et quick-fix. Som et hjælpemiddel.
Jeg foretog for et årti siden en rejse til Holland. Nærmere bestemt Haarlem 30 km fra Amsterdam. Jeg havde indgivet en bestilling hos Potfather, Hermann Bruiningen, der er manden, der dengang startede fænomenet Coffee Houses i Amsterdam, hvor man kunne gå ind og ryge en joint eller en pibe, kvalitetskontrolleret og solgt i baren. Da jeg ikke er ryger, så er det ikke en indlysende mulighed for mig, men det var heller ikke det, jeg kom for. Oven over hans lille Coffee House ved en af kanalerne i Haarlem havde han en klinik, hvor han solgte medicinsk canabis eller canabisolie. Jeg købte to små flasker af den stærkeste opløsning, han havde, som jeg efterfølgende måtte smugle med toget hjem. Der tjekkes ikke baggage i toge af nogen betydning, for det er der hverken grund til eller ressourcer til.
Måden man indtager cannabisolie på er, at lægge en dråbe i det lille hulrum i undermunden under fortænderne – samme sted man placerer en klump snus. Den bliver optaget direkte gennem slimhinderne. Virkningen er langsom men varer til gengæld i 6 timer, hvilket er langt mere, end folk med søvnproblemer får. Jeg kan forsikre om, at man sover godt om natten og kan stærkt anbefale det til folk og ældre med søvnproblemer. Det eneste problem kan være, hvis de alligevel mener, at de skal op og tisse, inden der er gået 6 timer. Hold lige fast i gelænderet. Modaktion: lad være med at drikke en masse vand, inden man går i seng. Supplerende: gå tidligt i seng, for alle sovende timer før midnat er dobbelt så meget værd. Yderligere supplerende: Hvis man derfor vågner kl. 3 om natten, så lad være med at ligge og stirre ondt op i loftet. Stå op, lav en kop beroligende te og lav … noget, der beskæftiger hjernen. Så melder trætheden sig som regel, og man kan sove et par timer yderligere. Det var i øvrigt også det, man gjorde, dengang man ude på landet gik i seng med hønsene. En bivirkning her var, at mange børn blev undfanget mellem kl 2 og 4 om natten, for bønderne sov i to omgange.
7. november – jeg mødte dig
jeg mødte dig i mange skikkelser
men det lykkedes mig aldrig at møde dig på rette tid og sted,
for enten var jeg bagud og havde en masse, jeg skulle nå
eller også var jeg forud og havde for meget baggage
enten havde jeg ikke tid til at vente,
eller også var jeg utålmodig af for megen venten,
jeg var på vej et andet sted hen, når du ønskede at blive,
jeg blev hængende i mit eget sted, når du skulle videre
jeg har intet at beklage mig over, jeg var selv ude om det,
jeg gjorde mig aldrig fortjent til dit selskab i længden,
mit problem var altid, at jeg ikke orkede det og forstå mig ret:
selskabet var godt nok, men jeg orkede det ikke
lad det aldrig blive dit problem, for du har al ret på din side,
stenen rullede ned af bjergsiden – det hedder tyngdekraft
jeg var bange for mosgroethed og forstening
nu er jeg landet nederst i dalen, hvor der gror rigeligt med mos
jeg mødte dig for tidligt eller for sent,
vi vinkede til hinanden i hver sin togvogn i modgående spor,
vi elskede hiinanden for en stund i forbifarten, og jeg håber,
at du ankom til din destination – jeg er stadig på vej
8. november – dem nede sydpå
Det er almindeligt at høre folk her-til-lands at sige et eller andet nedgørende om folk fra Sydeuropa. Eller bare Syden. Der er i Europa lidt den samme nord-syd-attitude, som der f.eks lokalt findes i Italien, hvor norditalienerne, dem fra det velhavende nord, hvor der er tjent mange penge – også selvom om de med fine fornemmelser ikke selv har tjent dem – ser lidt ned på dem nede sydpå, fordi de ikke er så stræbsomme og manisk målrettede. Det er også afspejlet globalt i den nysmarte terminologi om det globale norden og det globale syden. Eller det engelsk-amerikanske udtryk it goes south = nu går det helt galt.
Her er en af de ting, som vi kan finde på at håne. Ja … kan man høre konversationssmart til middagsselskabet … de unge bor jo krafteddeme hos deres forældre, til de bliver halvgamle. Altså en antydning af at drengene hænger i mors skørter alt for længe. Altså i modsætning til vores unge, der øh … gør det samme for tiden. Men det som smartrøven ville fremhæve ved at nedgøre var, at vores unge er mere modne, for de flytter hjemmefra, når de kan.
Hvad smartrøven med sit hø-hø-udsagn ikke gør rede for er, hvad hans-hendes problem egentlig er med denne anderledes kultur. Kunne det f.eks ikke tænkes, at sydeuropæere i længere tid end os avancerede nordboere har formået at bevare et traditionelt familieforhold, hvor flere generationer boede sammen? Hvor avanceret og progressivt er det at praktisere disrespekt og ligeud kulturforagt for ens forældre og bedsteforældre, som vi har lært af babyboomerne og deres rend mig traditionerne og generationerne og det kulturmarxistiske præk med vi må gøre op med alt det bestående. Javel ja, forkælede møgunge forklædt som voksen, det var dette bestående der gav dig muligheden for det liv, du valgte, og nu mund-skider du på det.
For nogle år siden havde Grækenland en finanskrise. Hvis man gjorde et stykke hjemmearbejde og undersøgte, hvad det gik ud på, så ville det stå klart, at Grækenland blev udsat for et finansangreb af bl.a verdens førende finansterror-syndikat Goldman Sachs. Det var almindeligt, at en familie havde et hus, hvor der ingen gæld var, og som var stort nok til, at børnene kunne bo på de øvre etager, indtil de valgte at flytte og kunne klare sig selv. Finanssyndikaterne så, at der var plads til en hel masse profitabel forældelse, som de altid som de parasitter de er, mæsker sig med.
Men medierne, der – hvis man ligeledes har gjort et stykke hjemmearbejde – som bekendt er ejet af ca. 6 globalistiske mediesyndikater, lancerede en smædekampagne, der kort sagt gik på, at grækerne havde levet over evne og ikke var modne-kompetente til at styre deres egen økonomi. Så nu måtte ECB og IMF træde til og ‘redde’ dem, hvilket (hjemmearbejde) altid gør det hele værre.
Her kommer jeg så i tanker om noget, der får mine tæer til at krumme ligesom dengang. DR havde et program, der hed Deadline. Det var målrettet de intellektuelle, akademikere og -wannabes, og det gik under navnet Kanal Klog. De bragte det mest pinlige indslag, jeg nogensinde har oplevet, hvor de havde forfattet en smædesang med omkvædet Grækenland, Grækenland, det bliver værre dag for dag … kørt over den nærmest ligeså pinlige feelgood-støtte-popsang Afrika, Afrika, det bliver bedre dag for dag, hvis du giver en hånd til Afrika, la-la-la – du husker den måske, altså en plat klon af noget lignende med Bob Geldorf og Michael Jackson + alle de kendte, der ville dyssignalere og gøre sig hellige.
Kanal Klog og deres arrogante, selvfede akademikerrøve, der ikke havde gjort deres journalistiske hjemmearbejde men bare fyrede politisk korrekthed af for at gøre sig selv lækre, blamerede sig. Ikke nok med, at de var arrogante og leflende, de var også snotdumme og dertil talentløse, for der var ingen af de klogsmarte journalister, der ramte tonen rent. De sang bare lidt mere grimt, så man skulle tro, at det var med vilje.
Det gjorde mig så splitterrasende, at jeg aldrig lukkede op for kanalen igen, og efter et års tid besluttede jeg mig til at smide mit fjernsyn ud af vinduet – altså i overført betydning, disclaimer ingen børn, hunde eller gamle damer er kommet til skade her. Det, som folk har taget skade af er at se TV på Danmarks Radio i den tro, at de fik sandheden om virkelighed serveret og ikke en gang politisk korrekt propagandistisk løgn.
9. november – der er ni
den niende månede er november, selvom den er den ellevte
det imperiale bureaukrat-år er konstant bagefter virkeligheden
den nihalede kat er et energibesparende afstraffelsesredskab
så bliver slaverpiskeren ikke så let træt i sit slatne armværk
der er ni kvalitative tal i systemet
nullet tæller ikke med, for det er en konstruktion til at redde ligningen
enneagrammet er en esoterisk-geometrisk sammenvævning
af tre, seks og ni, hvilket ifølge Tesla var nøglen til hemmeligheden
der er ni tætheder i universet
glem alt om tolv, for det fatter vi alligevel ikke noget af
der er ni muser, og som Homer skrev i Illiaden fra linje 2.484:
Sig mig nu, Muser, som bor i Olympens strålende sale
I er gudinder, er overalt og har viden om alting
vi kan kun lytte til sagn og ved ikke noget med vished
en none er et interval på ni = en oktav + 1
hvis man springer her anden tone af de hvide tanngenter over
får man f.eks en Cmaj9-akkord, eller en Dm9, Em9, Fmaj9, osv.
og hvis vi også bruger de sorte tangenter, så er selve Fanden løs
Beethovens niende symfoni blev komponistens sidste
så da Gustav Mahler nåede til nummer ni blev han overtroisk
og skrev en symfonisk sangcyklus, som han kaldte Das Lied von der Erde,
for så havde han snydt døden, hvorefter han turde skrive nr. 9 og 10
men efter 1. sats i den 10. tog døden hævn for at være blevet snydt
10. november – irrelevans
Jeg hænger meget lidt ud på de sociale medier.
Jeg har gennem årene oparbejdet lidt under 4.000 ‘venner’ på Facebook.
Jeg ved udmærket godt, at meget få af dem er venner i egentlig forstand.
Jeg er fuld af respekt for, at de mener, at de skal være min ‘ven’.
De skal være så velkommen, indtil de fyrer noget disrepektfuldt af,
for så får de et uvenligt spark per omgånde.
Det er ikke plads til disrespekt. Der er ingen grund til at finde sig i disrespekt.
Jeg går så langt som til at praktisere, at der ikke er plads til mennesker,
der ikke spiller en positiv rolle / yder et positivt bidrag i mit liv.
Jeg taler ikke om de sociale medier, og den bottomline, der skal være tilstede.
Jeg taler om mennesker, jeg omgås direkte i mit liv på to ben med øjenkontakt.
Jeg skelner ikke mellem venner, familie, kolleger og de, der ikke spiller en rolle.
De spiller ingen rolle for mig, de har ingen plads i mit liv.
Jeg ved, at mange vil tænke, at det er alt for hårdt. Men i snævert perspektiv er der kun dette liv, og dette liv er for kort til at spilde kostbar energi på irrelevans.
Jeg respekter som udgangspunkt alle mennesker, indtil de leverer grund til andet.
Jeg skelner mellem dem, jeg møder med nysgerrighed og hvis selskab jeg nyder,
og de, der mener, de skal hænge ud, efter at beværtningen er lukket.
I mødet er der altid mulighed for at distancere sig fra klæbrighed, hvis det opstår.
Jeg sætter en ære i at møde folk med selv det tyndeste påskud, mødet er konge!
Jeg sætter imidlertid også en ære i at afslutte møder, der ikke fører et sted hen.
11. november – afbryderen
Kender du typen? Folk der altid afbryder en samtale.
Her skal vi nok sige en såkaldt samtale,
for afbryderne betragter det ikke som en samtale
men som en platform for at starte en enetale.
Læg mærke til deres øjne, de ser ikke på dig, de ser til siden,
læg også mærke til, hvor længe du får lov til at tale,
læg efterfølgende mærke til, hvor meget af det, du sagde, de har hørt,
læg også mærke til, hvornår de citerer dig for noget, du ikke har sagt.
Når deres blik flakker, er det fordi, de leder efter et passende sted,
hvor de kan kuppe samtalen og igen høre sig selv tale.
Uden at vove os ud i for meget hjemmelavet diagnostisk-patologi,
så er der tydeligvis en snært af narcissisme i spil her.
De interesserer sig ikke oprigtigt for andre mennesker,
med mindre de kan bidrage til forskønnelsen af deres eget ego.
De i ikke interesseret i hverken møder, samtaler eller i at lære noget,
de værste af slagsen mener seriøst, at de kan løfte sig selv ved at nedgøre andre.
12. november – dronningekabbale
Der har fundet en indre magtkamp sted i det britiske kongehus. Og her kunne man med rette spørge om, om det rager os, hvad de royale fæhoveder begår? Er de ikke bare irrelevante anakronismer, som dumme mennesker elsker at læse om i tabloidpressen? Det er et totalt relevant spørgsmål.
Well … som de siger derovre. Der er ikke desto mindre noget interessant på spil.
Lad os ikke glemme, at det britiske kongehus og Kronen (ikke det samme) har været omdrejningspunktet i Det Britiske Imperium. Dronningerne har spillet en afgørende rolle i næsten et par hundrede år alene på grund af deres umådeligt lange regeringstid. Dronning Victoria regerede i 63 år (1838-1901). Elizabeth II har regent-rekorden overhovedet på 70 år.
Hvad de færreste ikke ved, er at de Engelske og de Britiske monarker ikke er det samme. England fandtes længe før Storbritanien, så den engelske kongerække starter 871 med Alfred den Store – nogle historikere starter med den saksiske konge Egbert 827 – hvorimod den britiske kongerække starter med Queen Anne så sent som 1702 som dronning over både England, Skotland og Irland (Stuart-slægten). Hendes mand var i øvrigt George af Danmark (på dansk Jørgen). Det lykkedes hende at føde 16 dødfødte børn, inden der var held i sprøjten – what a life!. Allerede hendes efterfølger starter en invasion af tyske adelsslægter, hannoveranerne og Sachs-Coburg’erne + Gotha, hvilket ikke er meget anderledes end de to danske kongeslægter, der er nordtysk lavadel med slægterne Oldenborgerne og Glücksborgerne og Frederik-Christian-pingpong. Og før dem var Hvideslægten (Valdemar’erne m.m.) også tyskere.
Elisabeth II nærmest klæbede til tronstolen og blev 96 år gammel, før hun skvattede ned af stolen. Hmm … var det ikke nærmest det samme som Margrethe II gjorde, før hun abdicerede? Onde tunger siger, at Elizabeth holdt ved, fordi hun mente, at hendes søn og arving var uegnet til at regere. Hvad tænkte Margrethe om den ting?
Det er i hvert fald et faktum, at Charles ikke kommer til at sidde længe i stolen. Udover at han ikke er vellidt i befolkningen, så er han for tiden ved at dø af kræft. Han har altid været en underlig og på mange måder patetisk person med en mørk side. Det har bestemt ikke været nemt at være ham med den maskine af en mor, men her er det så, det bliver betændt. Han giftede sig med Diana Spencer. De royale familier er stærkt indavlede og indgiftede. Diana var til gengæld elsket og forgudet af englænderne. Da hun døde, var der oprigtig landesorg. Hvis man spørger et bredt og repræsentativt udsnit af den engelske befolkning, så vil de sige, at hendes død ikke var et uheld. Hun blev myrdet. Og hvad værre var: hendes mand var medvirkende i mordet. Involveret var også det britiske efterretningsvæsen MI6 – dem med James Bond, du ved – for der skal noget til at udføre et så velorganiseret mord, at det kan benægtes og tildækkes.
Dette er langt mere end konspirationsteorier. Der er myriader af dokumenterede anomalier i forbindelse med prinsessens død.
Forestil dig to sønner William og Harry, der på Balmoral Castle hører fra deres fars mund, at deres mor er omkommet i en bilulykke i en tunnel under Scenen i Paris! Forestil dig endvidere, at de senere som unge mænd ad bagveje finder ud af, at der var noget særdeles skummelt ved hændelsen, og at deres far var involveret. De har da hele tiden undervejs fornemmet, at der var ugler i den majestætiske mose. Den yngste Harry kører som voksen i sin kognitive dissonans ud på et sidespor af wokeness med en bitch af en Hollywood-starlet og bliver ekskommunikeret fra kongehuset. De ældste William, der er arving af tronen efter sin syge far, gør noget andet.
Hans familie er syge i hovedet, og han ved det. Han beslutter sig til at gøre noget ved det. Det starter med, at hans onkel Andrew bliver degraderet og falder i unåde. Prins Andrew er stærkt kompromiteret i sit forhold til Jeffrey Epstein og fanget i en stribe patetiske forsøg på at bortforklare det. Må vi her ikke forglemme, at far-Charles hang kraftigt ud med mega-pædofilisten og satanisten Jimmi Saville. Men hvad der er endnu mere betændt er heksen i baglokalet, der var fuldt vidende om omstændighederne ved Dianas død, Camilla Parker Bowles. Det var hende, som Charles horede med udenfor ægteskabet, og for hvem det lykkedes at rage titlen som dronning til sig. Eller som det hedder på royal terminologi: Queen Consort.
Med den position havde hun nepotistisk hevet sin søster ind som priviligeret designer af kongelige ejendomme og deres interiører.
Hun har det rigtigt skidt for tiden. Prins William har gennem årene forberedt et modangreb mod heksen. Hun oplever nu at blive detroniseret og miste sine royale privilegier ligesom prins Andrew. Hun har sejrssikkert solgt den eneste ejendom, hun selv ejede, og nu bliver Balmoral Castle og de andre royale ‘estates’ taget fra hende, så hun ender som en royalt hjemløs. Hun er lige blevet grebet med bukserne nede i et svindelnummer med et luksus-lystyacht, hvor hun festede med skumle personer, der havde sugerøret nede i den royale skattekiste. Hun er ligeledes afsløret i at køre konti med basis i Virgin Islands og Cayman Islands til kanaliserering af midler fra kongefamilien. Og så har der været en række sager, hvor hun har omgås kronjuvelerne på en uregelmæssig måde. Det har bl.a bragt Charles søster prinsesse Anne på banen, da hun hele tiden har været vidne til, hvordan heksen havde kløerne i sin bror.
Camillas søster er nu diskret men effektivt udskrevet af lønningslisten via årsrapporten (fyret i stilhed). Camilla selv bliver herefter henvist til pænt at spørge prins William, snart konge, om nådig lov til at blive boende et-eller-andet royalt-fint sted – altså den mand, hvis hustru Catherine Elizabeth Middleton blev arrogant behandlet af Camilla Bowles for åben skærm ved et amerikansk præsidentbesøg, hvor hun faldt i hak med præsidentfruen og med en håndbevægelse blev beordret til at forlade lokalet. Hun skal altså finde nåde hos den mand, hvis mor hun intrigant fordrev fra kongefamilien og så dø med glæde. Englænderne så det og tænkte deres. De vil nok ikke se på hendes detronisering og fald fra nådens position med medfølelse.
SÅ, uden at blive neo-royalistisk på nogen måde, så er det interessant at se dette interne opgør mod royalt råddenskab udspille sig. Er dette rådne kongehus anderledes end for 500 år siden? Overhovedet ikke. De lægger de samme kabbaler, der gjorde dengang. Skal vi bekymre os om det? Sandsynligvis ikke.
13. november – tror du på Gud?
Tror du på Gud? spurgte hun.
Ja det gør jeg helt bestemt.
Hvorfor det?
Fordi der er intet andet, der giver mening.
Hun spurgte ikke yderligere.
Det randomiserede univers giver ingen mening.
Universet som en maskine giver ingen mening.
BigBang giver ingen mening.
Darwinisme giver ingen mening.
Et univers, hvor bevidsthed er et neurologisk affaldsprodukt af synapser,
der siger bzzt-bzzt, giver ingen mening.
Et univers, hvor alt, der ikke kan måles, vejes eller begramses, ikke eksisterer,
giver ingen mening.
En termodynamisk-entropisk dødsspiral giver ingen mening.
Skabningen uden en Skaber giver ingen mening.
Tror du på Gud? blev hun spurgt.
Nej det gør jeg ikke.
Hvorfor ikke?
I min verden er der ingen Gud.
For hvis der havde været en Gud,
så ville der ikke have været al den lidelse til.
Javel. Gud skulle i så fald have foræret dig en dans på roser uden torne,
han skulle have været der i forvejen hvert sekund med curling-kosten,
der ville kun være lave gærder at springe over,
der ville være glidecreme på rutschebanerne, medvind på cykelstierne,
støttepædagoger til enhver situation, fri kagebar uden regning,
et valiumpræparat til enhver smerte, evigt solskin på en pletfri palmeø,
alle mennesker på din vej ville være godhjertede og hjælpsomme,
og der løb kun tandløse løver rundt på savannen.
Og så ville Gud have sørget for, at malariamyggen,
skovflåten og børneormen ikke var kommet med på Noahs Ark.
14. november – for tidlig juleafgang
jeg har ikke noget hængeparti med november – som sådan,
den er, hvad den er, den kom før i køen end december,
hvilket den sådan set ikke kan gøre for,
de andre ku’ bare have holdt sig til
hvad jeg godt ku’ finde på at have et hængeparti med
eller nok snarere anlægge et horn i siden på er,
at der er en stak kommercielle spader, der har misforstået julen
og begynder med julekataloger, –reklamer og –pynt tidligt i november
altså som om der er nogen, der kan finde på at køre julegaveræs
i flere måneder forinden, når alle ved, at folk drøner rundt
i sidste øjeblik 22-23 december uden julelys i øjnene
men med stift-panisk blik rettet på uret og lønkontoen
kunne vi ikke godt slippe for plastik-rensdyr, pædofile julemænd,
jingle-bells på dåse, marcipangrise uden marcipan, fa-lala-lala,
last Christmas I gave you my heart, but the very next day bu-huu
samt for tidlig sædafgang på stort set alt, der hører juletraditioner til
kunne vi forestille os, at vi kunne slippe for at være trætte af julen
og guirlande-gejlet allerede før, at julen tilnærmelsesvis er på trapperne?
blot fordi gavebutikkerne har jokket tæerne af hinanden i iver over
at sælge plastiklort og dyrt stads til lavest- og højest bydende
15. november – tidsånd
Tidsånd hvad er det? Zeitgeist på tysk – og på engelsk i øvrigt,
for angel-sakserne har åbenbart ikke et tidssvarende ord for det.
At tale om tidsånd er for historikere det samme som at tale om … ånd.
Ånd findes ikke i tidens dominante materialistiske historieforståelse.
For historikere findes der omstændigheder og hændelser,
der afføder yderligere omstændigheder og hændelser.
Der findes årsagskæder og årsags-virkninger i lige linje.
Der findes tiltag, der bygger på reaktioner på tiltag.
Alting er her-og-nu eller allerhøjest lige-før og lige-om-lidt.
Hvis du taler om tidsånd, er du ude af trit med materialismens tidsånd.
Alting er følgevirkninger af noget i tiden, der er lukket inde i tidsfængslet.
Hvis du foreslår, at noget meget gammelt er på spil, så får du et problem.
16. november – ævlebævle
sammensurium og skuffedarium er i samme skuffe
dikkedarer og dromedarer har intet med hinanden at gøre
taskenspil og tryllekunst er det samme
pullimut og gibbernak er trylledrik
dippedutter og dingenoter er synonymer for dimser
fikumdik og fusk er fra værkstedet
diller-daller og tingel-tangel er løst vedhæng
lirum-larum og rabalder er i kategorien støj
habbengut og pulterkammer er ragelse
bimmelim og bummelum er diverse udslip
Krøllebølle er en åndsvag bornholmsk turist-gimmick
ævle-bævle, hviske-tiske og fnidder-fnadder er i kategorien snik-snak
trummerum og trædemølle er triviel kedsomhed
falbalader og filigran er vildtvoksende krummelurer
kvababbelser og krummede tæer er pinagtigheder
ruskumsnusk og pytipande er biksemad
17. november – reinkarnation
Ideen om reinkarnation forsvandt ud af kristendommen.
Kirkefaderen Origen (185-253) skriver:
Sjælen har hverken begyndelse eller ende. Den kommer ind i denne verden styrket af sine sejre eller svækket af sine nederlag i tidligere liv.
Måske det ville være mere rigtigt at sige, at ideen ‘blev forsvundet’. Det skete et sted i det 3. århundrede efter Origen, hvor Kirken og dens daværende ypperstepræsteskab besluttede sig til at bortskaffe tanken i den teologisk-ideologiske dogmatik. Den blev fundet skadelig, og ideen om én inkarnation (hvilket så pr. definition ikke kan være en inkarnation, for sjælen eksisterede jo ikke forinden), altså ét liv, hvorefter der var enten frelse eller fortabelse baseret på, hvor stor en synder man havde været og især, hvor meget man ville bede Gud – læs: Kirken – om tilgivelse.
Kirken valgte, hvad den mente var en bedre opdragelsesmetode for menigheden. Hvis man kun har dette liv og går til eksamen med mulighed for at dumpe eller bestå, så skal man nok sørge for at blive from. Og hvis man fik mere end én chance for at lære og udvikle sig, så slappede man nok for meget af.
Men hvis man overvejer nøjere, så har det haft den modsatte effekt. Det har fremmet hedonisme. Det har skabt en Jim Morrisson-effekt – We want the world, and we want it now! Hippiekulten var én stor hedonistisk-orgiastisk kult af sanse-tilfredsstillelse. Evangelie-sloganet var sex, drugs and rock’n-roll. Denne impuls bed sig fast og har ikke sluppet os siden. Abort kunne retfærdiggøres ved, at fosteret ikke havde en menneskesjæl. Med andre ord: sjælen er det egentligt menneskelige, hvilket er stærkt selvmodsigende, da aborttilhængere overhovedet ikke tror på en menneskesjæl. Man er nødt til at være ateist/materialist (nihilist) for at kunne retfærdiggøre et mord på et levende væsen. Og lægevidenskaben hjælper beredvilligt til, da den også behandler mennesket som en kødmaskine og bevidsthed (sjæl) som et neurologisk affaldsprodukt.
Hvis man er kristen fundamentalist kan det næsten ikke gå for stærkt med at komme ud af denne verden. Der skønnes at være omkring 30 millioner amerikanere alene, der abonnerer på ideen om ‘the rapture’, altså at Gud kommer og løfter dem ud af den jordiske elendighed til et sted, hvor de som en slags tilskuere kan betragte Jordens undergang og alle syndernes fortabelse. De glemmer dog at være fundamentalistiske og læse teksten ordret, for der står i denne tekst, at det kun er 144.000 sjæle, der på dommens dag vil findes værdige til at blive frelst, hvilket blot i USA som minimum giver 290.866 kristne fundamentalister, der ryger lige lukt i helvede – for hvad med alle de andre kristne?
Disse fundamentalister er eskapister. De har ingen interesse i at transformere jordiske forhold til det bedre, for det er alligevel noget snavs, der skal forgå. Så ideens forsvinden har både medført en åndløs hengivelse til det materialle og en foragt for det materielle. Begge er grøfter i siden af den gyldne middelvej af balance. Daoisterne ville sige enten for meget yin eller for meget yang og ingen dao.
Igen (for tredje gang) ved nærmere eftertanke, er tanken om reinkarnation mere skræmmende, for så bliver man jo tvunget til at konfrontere sine egne utilstrækkeligheder og de ofre, det gik udover. Det må være ligesom at konfrontere en voldsmand med sine ofre, hvilket ifølge de, der har praktiseret det, er det eneste, der har en forbedrende og terapeutisk effekt på en voldsmand. Fængselsstraf er generelt nyttesløst som andet end at forhindre gentagelse, så længe forbryderen sidder bag tremmer, og hvis vedkommende bliver sluppet ud, så er det med en hel masse ‘uddannelse’ i at begå forbrydelser mere effektivt + en bitter trang til at hævne sig på samfundet.
18. november – mundheld i uheld
Der stod en ko på isen ved Hængeballe Å og gumlede. Hvad den gumlede på var uvist, for det var ikke noget at gumle på midt om vinteren. Måske det var en ko på afvænning, der havde fået et stykke nikotintyggegummi, for hvor der er røg, er der som regel en halsbrand. Så jeg gik over åen efter vand, for der havde den ikke nået at skide endnu. Det var ikke uden betænkeligheder, for det var på det sted, hvor mange bække små gør en stor å.
På vejen hjem bad jeg gårdmand Bjørn, det store dovne drog, om at gøre sin ko en tjeneste og hente den hjem. I baghaven sad hans ældste datter uden en trævl på. Tag dig ikke af tøsen, det er for at hun bedre kan lære at spinde. Jaja, lille og vågen er bedre, svarede jeg uden at sige for meget. Jeg måtte videre, for jeg skulle først til mølle, inden jeg skulle hjem og male plankeværk.
Nede om åen er der temmelig mange hyperaktive mulvarper, så høvognene har svært ved at holde tungen lige i munden, og liden tue kan som bekendt vælte et stort læs.
Til den årlige andejagt havde jeg fået lidt for meget godtøl, så jeg ramte bare en enkelt krikand. Men som man siger, én fugl i ovnen er bedre end ti fulderikker i grøften. Da jeg med møje nåede hjem med kræet, var musen ude og kattene sad og spillede på bordet. Jeg gennede dem ud med en kost, for man skal ikke smide med glas, når man bor i et stenhus. Da glemte at sætte grøden ind i fadeburet, så da jeg vågnede med tømmermænd næste dag, havde spillemændene været der igen. Ak ja, den der gemmer til natten, …
Hvordan jeg lige får plads til de tomme tønder, der buldrer mest, ved jeg ikke, men det bliver en anden gang vrøvl.
19. november – museum
Der burde findes et museum for latterlige og absurde modefænomener, der aldrig burde have set dagens lys, men som af uransagelige årsager bed sig fast. En form for tøjmodens rædselskabinet.
Nr. 1: den omvendte kasket
Den er way-to-go, hvis man gerne vil have, at der står intellektuelt underfrankeret bonderøv i panden på dig. Og ikke at der noget galt med rigtige bondrøve, der gerne ville undgå at få hønselort i nakken, men det er jo ikke dem, vi taler om.
Nr. 2: de flænsede bukser
Når piger går rundt med dem, vil de gerne signalere, hvor hårdt og uhæmmet et natteliv, de fører, og at de lige er blevet voldtaget i sidegaden mellem to overfyldte skraldespande – og de kunne li’ det. Men som det går med alle moder, så glemmer folk i mellemtiden, hvad signalet var, så nu er signalet bare: Jeg gør ligesom de andre for ikke at blive socialt udstødt.
Nr. 3: bukser med skridtet ved knæene
Se en ung mand løbe fra en gal hund og prøve at springe over et plankeværk med dem på. Han når ikke engang til plankeværket.
De er lidt i familie med bukser, der hænger under røv-kavalergangen. Disse har imidlertid en historie. På et af de hårdeste fængsler i USA, Chino i Californien, var de hårdeste af de hårdeste de colombianske karteldrenge. De var så små, at fængselsbukserne ikke passede dem og faldt ned om røven hele tiden. Og de måtte ikke bruge et bælte, for det kunne bruges til at strangulere de andre med. Det blev kopieret af alle dem, der hørte gangsta-rap udenfor murene og som gerne ville simulere toughness. Dertil hører guldkæder, store biler, en sej gun og dårlig behandling af kvinder.
Museet indeholder mange artiifakter fra alle perioder af verdenshistorien startende med pudderparykker, korsetter, indsnørede japanerfødder, alt for høje stilethæle, franskbrødshår, eyeliners for mænd, blåt hår og ligegyldige tatoveringer.
Museet ligger henne ad gaden, hvor vi også finder museet for unødvendige køkken- og have redskaber. Her finder vi blandt andet den elektriske peberkværn med lys i, æggepølsemaskinen og bladstøvpusteren. Museet har også en afdeling for sundhedsskadeligt køkkentøj som f.eks slidte aluminiumsgryder og teflonbelagte pander. De sidste burde heller ikke benævnes stegepander, for man kan ikke stege på dem, man voldkoger.
20. november – talende tingester
Vi lever i absurde tider, hvor tingester kan finde på at tale til dig.
Jeg ved ikke, hvad hun hedder, og jeg har ikke en sådan trunte på min kortvejviser, men hun er pisseirriterende. Om 12 kilometer drej til højre, om 300 meter skulle du for længst have valgt den rigtige vejbane.
Jeg tror, hun er søster til hende gimpen i togene med Hvis du har baggage, så husk at tage den med. Hvis du ikke har baggage, kan du bare glemme den til fri afbenyttelse for medpassagerer. Eller hvis toget er 2.5 timer forsinger siger: Vi håber, de har haft en behagelig rejse.
På Herlev Hospital har de introduceret det talende toilet. – I kid you not! Når du har besørget, så minder det dig om at skylle ud, vaske hænder og foretage korrekt håndhygiejne. Det med korrekt håndhygiejne = afspritning ved jeg med sikkerhed, at under 1% ved, hvordan man gør, da jeg var manden, der designede Region Hovedstadens e-læringsprogrammer om håndhygiejne år tilbage. I øvrigt glemmer man at fortælle folk om, at afspritning af hænderne smadrer håndfladernes og hudens naturlige bakterieflora, så man svækker det primære immunforsvar.
Computeren og mobilbamsen taler til dig, hvis du ikke står bitchen fra. Og hvad værre er, hun hører også, hvad du siger og sender det videre til Microsoft og Apple, der sælger det videre. Allerede sekunder efter vil du kunne opleve reklamer for dims dukke op i Google-søgningen, som du er kommet til at nævne i venners lag.
I Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey taler computeren HAL til besætningen, mens den simulerer empati og emotion. Instruktøren forudså allerede i 1968, at AI 50 år senere ville gøre det samme. Denne gang uden at folk forstod, at den gjorde det.
21. november – drengebarnet
For mere end end to menneskealdre siden blev der denne dag født et drengebarn på et hospital i Fredericia. En menneskealder er defineret som 30 år, hvilket viser, at begrebet er misvisende og forvekslet med en generation.
Drengebarnet var, som Kim Larsen synger, født før aborten den blev fri. Han var ifølge tidens moralsæt født i skam og udenfor ægteskabet. Moderen var servitrice, og faderen var tjener. Hun var datter af bønder i trange kår, han var af huguenot-slægt, der er fransk-belgiske protestanter forfulgt af den katolske kirke, som den danske konge Frederik III gav ophold i sin fristad med ret til religionsfrihed 200 år før, det blev en del af generel dansk lov. Enten måtte dette par ikke få hinanden, eller også løb han fra regningen, og hun havde derfor valget mellem at få barnet fjernet af en ‘klog kone’, hvilket var ret risikabelt og foregik med en strikkepind, hvor der blev prikket hul på livmoderen – eller at føde barnet og bortadoptere det, for en ugift og uuddannet kvinde dengang ville ikke være i stand til at forsørge sig selv.
Efter en kort tid på et børnehjem i Vejle blev drengen adopteret af en familie, hvor kvinden ikke selv var i stand til at få børn. Det vil sige, der var hun, men efter et dødfødt barn og beskeden om, at hun skulle ligge ned under hele svangerskabet for ikke at miste det, besluttede hun og hendes mand sig til at adoptere. Hun var selv uddannet sygeplejerske med krudt i røven, så det orkede hun ikke. Han var mejerist. Det dødfødte barn blev faktisk begravet på Dalum Kirkegård i Odense. Her så det adopterede barn siden sin egen gravsten, hvorpå der stod … dets navn. Spooky? Ikke for et barn, der fra den dag, det kunne forstå det, kendte historien og dermed sin egen historie. Dets forældre var meget kloge og fremsynede, for det er nøjagtigt sådan man skal gøre, for ikke at fiksere et trauma.
De gode mennesker, der adopterede, fortalte drengen, at de blev kørt fra Fredericia til Odense en vinterdag på bagsædet af onkel Marius’ sorte Ford A. Hvis du ikke ved, hvad det er for en størrelse, så er det en pragtfuld solid kasseformet bil lanceret i 1931 med fire døre, læderbetrukne sæder, masser af benplads og højt til taget i modsætning til nyere biler, håndsving til at starte motoren og et trinbræt som på et tog til at stige ind. Der var også en kisteformet kasse spændt bagpå til baggage. Det var et nærmest kongeligt køretøj, selvom onkel Marius bare var en gårdmand med økonomien i orden. Han var årgang 1929, så han havde ikke købt bilen som ny – måske en gang efter 2. Verdenskrig?
Da drengen havde første skoledag, introducerede klasselæreren som følger:
Her har vi så [navn], og han er et … ønskebarn!
Nøøj sagde de andre elever, det lyder sørme spændende.
Mere klogskab. Så blev drengen ikke drillet for det nogensinde.
At andre på skolen så drillede ham for at være en brilleabe, var de selv ude om, for så blev de smadret i frikvarteret i skolegården. Det kostede fire sæt briller i løbet af skolegangen + x-antal blodtude for drillepindene. Så ku’ de de lære det.
22. november – bonderøve
Jeg er vokset op i en familie af bønder eller lavere mellemklasse i form af lønarbejdere, hvis forældre og søskende alle var bønder. Jeg har hele mit liv bevaret en stor respekt for bondekulturen også i den form, den antog i 2. halvdel af forrige århundrede, hvor bønderne blev presset af storspillere i-og-udenfor dansk landbrug, der drev det selvstændige og førhen så stolte erhverv i retninger, der skadede landbrugskulturen permanent. På den ene side kunne bønderne intet stille op, hvis de ville overleve. På den anden side forstod de ikke fuldtud, at udviklingen ikke var til deres fordel i længden. De blev forført / presset til at forråde deres egen familie og den tradition, de var rundet af.
Mine fineste minder kommer fra disse herlige bonderøve. Deres gård var deres værk dengang. Alt møje og slid stod til skue. De var altid hjemme, og hvis man kom forbi, var man altid velkommen. De var altid leveringsdygtige til middagsmad, et kaffebord eller en gang aftensmad. Når der var familiefestligheder fyldtes forsamlingshuset med alt fra 50-80 mennesker. Når de kom til middag i rabarberkvarteret i rækkehuset i udkanten af Odense, så kom de saftsuseme med en kalvesteg af højeste kvalitet, som de for nylig havde lagt på køl. Når man kom hos dem, så fik man rigtig komælk, dvs. rigtig råmælk med flødeklatter i. Børnene på landet var sunde og rødkindede af samme grund. Læs op på, hvad pasteurisering og homogenisering gør ved mælken og dermed det menneskelige immunsystem, og du vil vide, hvad der menes.
Pesticider var ikke ankommet. Jeg har som stor dreng tjent en sideskilling ved at hakke roer. Lønnen i slut-60’erne var 1.44 kr. per række – og så skal man huske at sige, at det var … ikke mange penge dengang, men for en knægt var det et væsentligt tilskud til lommepengene. Det samme galt jordbærplukning i skolernes sommerferie, der var langt bedre betalt. Jeg huser at jeg tjente til en ny cykel med et par ugers arbejde. Det foregik i landsbyen Allerup syd for Odense. Det var der, hvor landstræner Richard Møller Nielsen kom fra, du ved ham, der skaffede Danmark et europamesterskab i fodbold i 1992 i finalen mod Tyskland. Allerup var berømt for en anden ting: Den Gamle Have. Forenden af en bøgeallé lå haven med en lang række sportsbaner velegnet til stævner + friluftsbadet. Jeg elskede friluftsbadet, hvor jeg lærte at svømme og dykke for alvor og at hoppe fra kanten, 1-meter-vippen og 3-meter-vippen.
Min gamle far – ære være hans minde – fortalte, at han lærte at svømme i Dalum i Odense å. Han blev bare smidt i åen med besked om at svømme over på den anden side, og så var den skid slået. Det har ikke været stilrent, men han lærte, at hvis man bare baskede med armene, så druknede man ikke.
Det er ikke helt rigtigt, at jeg lærte at svømme i friluftsbadet i Allerup. Det var snarere i Odense svømmehal på Nonnebakken som en del af idrætstimerne i skolen. Jeg husker, hvor rævestolt jeg var, da jeg første gang rørte bunden på 4 meter i den dybe ende. Jeg husker dog også, at jeg var mindre stolt over at have vovet mig op på 10-meter-platformen i Odense friluftsbad i Bolbro – og måtte vende om igen. Når man står deroppe, og bassinet ligner en vredet karklud forneden, så er det skræmmende for en 11-års knægt.
23. november – sortkommen
Kongeolie, har du lige hørt om det?
På engelsk black seed oil, på dansk sortkommenolie.
Sortkommen hedder på botaniksprog Nigella.
I oltiden var de sorte frø kendt for at være godt for alting.
Eller mod alting, der var skidt for helbredet.
Det er godt for huden og håret og regulerer blodtrykket.
Det er godt for afgiftning af lever og har antihistamin effekt mod allergier.
Det er godt mod vægttab for f.eks gamle, da det regulerer appetiten.
Det er godt mod hovedpine og migræne.
Det er godt for hjertet og godt mod diarée eller kvalme.
Det er antiinflamatorisk og godt for fertilitet.
Det er godt mod astma og er immunstimulerende.
Gravide kvinder bør undgå det, da det kan fremme sammentrækninger af livmoderen. Ligeledes bør folk med deciderede nyre- eller leversygdomme undgå det.
Folk på blodfortyndere bør undgå det og folk, der er i medicinsk behandling for diabetes, bør bruge det med varsomhed, da det sænker blodsukkeret.
Diabetes 2 er i øvrigt fuldt kurérbart, men det har Steno Diabetescenter og Novo Nordisk ‘glemt’ at fortælle, og flertallet af læger ved kun det, som medicinalindustrien giver dem lov til at vide. En speciallæge ved navn Jason Fung har imidlertid været pioner for at genindføre faste som en kur mod diabetes 2 og andre forhold. Faste var noget, som alle læger for 100 år siden kunne finde på at anbefale deres patienter, men som myriader af gamle og afprøvede remedier er det gået i glemmebogen i moderniteten.
Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er der bare at sige, at det må komme an på en prøve. Man kan indtage en teskefuld hver morgen, hvilket er anbefalet dosis. Man kan smøre det på et smertende led og optage det gennem huden. Eller på sin skaldede isse, hvis man har ondt i knolden.
Profeten Muhammad anbefalede det som et universalmiddel og sagde:
Sortkommen kan helbrede alle sygdomme undtagen døden.
Nigellafrø kan købes i supermarkeder. Pas på ikke at forveksle det med spidskommen, for producenterne yder ingen hjælp her, de skriver bare kommen.
Det kan uden tvivl betale sig at finde en tyrkisk, pakistansk eller afghansk indvandrerbazar og få større portioner til en meget bedre pris.
I det indiske ayurvediske system for sundhed er det brugt i årtusinder og beskrevet.
Her er f.eks en afhandling fra et indisk regerings-forskningsagentur for sundhed:
Sharma PC, Yelne MB, Dennis TJ. Database on Medicinal Plants used in Ayurveda. New Delhi: Central Council for Research in Ayurveda &Siddha, Department of ISM &H, Ministry of Health & Family Welfare, Government of India; 2005. pp. 420–40
Der er også en anbefaling fra det tyrkiske Anadolu Medical Centre, og sortkommen er brugt meget i brød i Tyrkiet
Kommenskringler og ost med kommen var ganske almindelig førhen. Man kan stadig købe ost med kommen, men nogle kan ikke lide det, fordi de aldrig smagte det som børn. Olien indeholder aktivstofferne i mere koncentreret form.
Opskriften er uhyre simpel. Man kører frøene gennem en morter eller en blender og tilføjer olie. Kokosolie ville være godt, da det også indeholder gode aktivstoffer. Men neutral planteolie er helt OK, da det ikke skal opvarmes – eller olivenolie for smagens skyld. Blandingen trækker i et par uger og hældes flere gange igennem en fin sigte, indtil der ikke er flere grove rester af frøene. Det kan holde sig på glas i hvert fald et halvt år. Ikke at det bliver dårligt som sådan, men olien kan risikere at blive harsk.
24. november – penge
Penge er transformeret livsenergi. Vi er på den ene side afhængige af denne energistrøm (eng. currency, valuta), penge kan skabe vækst og trivlsel for mennesker. Penge er et fundament for vores liv.
Penge er på den anden side også roden til diverse dårligdomme. Når der går penge i lortet, kan velgørende transaktioner mellem mennesker gå i forfald. Penge er magt, og magt korrumperer i hænderne på de, der ikke har format og ikke er voksne nok til at respektere magt som et middel til at gennemføre velfærd i almenvellets sag, og hvis afstumpede tankesæt kun forstår fremme af egen sag.
Menneskeheden lever et liv indkapslet af en penge-parasit. Den er overalt. Den kalkulerer ALT udfra en særlig business case. Business cases / forretningsmodeller har deres ræson og berettigelse for virksomheder. Det skal kunne betale sig at producere, og en virksomhed skal have en sund økonomi. Problemet opstår, når denne model ikke længere leverer et sundt produkt og når en sund balance mellem pris og kvalitet bliver kompromitteret. Denne forskydning kan fortsætte uhindret, til prisen er i top og kvaliteten er fuldstændigt fraværende. Den afsporede parasitiske forretningsmodel kan kort beskrives som: Nok er aldrig nok, mer vil altid have mer.
Det kan lyde som blot en beskrivelse af grådighed. Og grådighed er bestemt den af de syv dødssynder, der er på spil her. Men det er værre end det. Misundelse er hoved-driivkraften. Det er ikke nok for parasitten af rage alt til sig, den bliver syg langt ind i sin fraværende sjæl over, at andre end den selv besidder noget og er i stand til at trives. Al trivsel udover dens egen skal dø for enhver pris. Derfor bruger parasitten uforholdsmæssigt meget energi på at ødelægge det for andre i stedet for at dyrke sit eget område.
25. november – Michelin-stjerner
Det er forstået af de fleste, at Michelin-guiden og Michelin-stjernerne er en eller anden form for højere væsen til fremme af gastronomi og restaurantkvalitet. Uh-huh, den-og-den kok på den-og-den restaurant har nu fået 1, 2 eller 3 stjerner. Uh-huhhuh NOMA har nu for x’ende år i træk fået 3 stjerner og er dermed verdensmester i fin mad. Ikke et ord om alle de nervesammenbrud og smadrede stykker selvværd hos unge medarbejdere, som chefkok René Redzepi har fremprovokeret.
Hvad folk glemmer eller (sandsynligvis) aldrig har forstået, er at både guiden og stjernehimlen har som formål … dette er for banalt til at være sjovt: at sælge bildæk !!
Altså c’mon: Michelin er et firma, der producerer gummiringe, så biler kan køre på asfalt. Det har intet med gastronomi at gøre. Når firmaet har publiceret deres guides, så er det for, at folk kan finde den nærmeste vej til en forhandler af bildæk. Og mens de får skiftet dæk på en turisttur, så skal de også finde et hotel, en restaurant og noget at slå tiden ihjel med. Og så er det jo vaskeægte branding: Michelin-her, Michelin-der, Michelin alle vegne, gentag-gentag-gentag = branding = brændemærkning.
Alle kender Michelin-manden. Han har fedtdeller overalt på kroppen.
Men der er noget her, der ikke stemmer. Han kan umuligt have fået sine deller fra at spise på Michelin-stjernede restauranter, for her serverer de meget små portioner i midten af meget store tallerkener.
26. november – hvad?
hvad er mere stille end stilhed?
svaret er:
den hørbare stilhed
hvad er mere tomt end tomrummet?
svaret er:
det fyldte tomrum
hvad er mere ufysisk end antistof?
svaret er:
det æteriske felt af resonnans
hvad er mere uhåndgribeligt end et dørhåndtag?
svaret er:
når der ikke længere er brug for håndgribelighed
27. november – de levendes land
hvor er de levendes land?
var det som Grundtvig skrev i det hinsides,
hvor sjælene omsider lever den drøm og den længsel,
der forløser dem fra Tårernes Dal
– og hvor psalmisten så alligevel i de to sidste linjer
af det sidste vers udaf tretten
slår en krølle på halen og udsiger:
Mit Land, siger Livet, er Himmel og Jord,
Hvor Kiærlighed boer!
han redder den lige på målstregen,
så den syngende menighed ikke skal efterlades
i en eskapistisk dødslængsel efter det evige liv
i en tankeflugt fra Dødninge-Hjem til Himmellys-Bolig,
for med al respekt for psalmisten og hans blomstrende
og sine steder nærmest bombastisk salmesprog
kunne man godt få nogle betænkeligheder
ved hele det verdensbillede, som kristendommen skabte,
og hvorvidt det var beregnet som valium på et liv i slaveri
så var det Grundtvig eller Nietzsche, der havde fat i det lange ende,
og var det ikke, som filosoffen barsk hævdede,
en slavefilosofi beregnet på at blødgøre mennesker,
så de masochistisk ville underkaste sig et liv i slid og slæb
og frivillig og nærmest lovprisende finde sig i trivselstab,
så slaveejerne kunne leve i det himmerige i levende live,
som de brugte som en gulerod for næsen af deres livegne?
som da Barack Obama skamløst og bedragerisk solgte sig selv med flosklerne
Håb og Forandring, og så startede endnu en krig, og endnu en ..?
28. november – korncirkler
Korncirklerne i England, USA, Sydafrika og Australien deler som forventeligt vandene.
Lad os starte med at konstatere, at navnet stammer fra deres første fremkomst i 1970’ernes Sydengland – i Wiltshire tæt på Stonehenge i øvrigt, og var dengang simple cirkelformede mønstre, cirkler. Der var ingen kompleksitet, som der senere skulle ses.
Det var fra starten af nemt nok at hævde, at det bare var nogle bønder, der gik og kedede sig og midt om natten gik rundt i en kornmark med træstokke og små-vandaliserede en kornmark for sjov. Det hele var en joke, og ingen tog det alvorligt.
Der var dog visse problemer med den nemme forklaring: en joke. Disse korncirkler blev ved med at opstå, de blev mere og mere komplekse – javel, spøgefuglene var bare blevet bedre til det – men der var ingen, der havde set dem. Bortset fra at der ikke uventet var egentlige spøgefugle og debunkere, der mente, at de skulle vade ud i marken for at efterligne det og debunke det … der kan I bare se, det er sådan man gør, det var bare os, hø-hø-hø. Debunkerne gjorde det nemt at blive debunket.
Det første problem er, at man ikke bare dumper ned fra den blå luft uden at efterlade sig spor. Hvis man skal ind midt på en kornmark, så er det umuligt ikke at efterlade sig et spor, hvor man har trådt kornet ned. Selv hvis man ankommer via traktorsporene, så efterlader man spor. Disse var ikke tilstede.
Det andet problem var, at kornaksene ved nærmere undersøgelser ikke var trådt ned. De var ikke knækket. De var bøjet af noget, der skyldtes kortvarig men intens høj varme ligesom mikrobølger. En hel række fysiske tegn på en sådan varmepåvirkning påviste det, og der var seriøse videnskabsfolk med avanceret udstyr og metoder inde over, for nu skulle man saftsuseme have skovlen under det fis!
Det tredje problem var den hastighed, hvorpå de opstod. En flyver kunne overflyve en mark på vej ud, og en time efter på vej hjem, var de opstået. Og det var ikke midt om natten.
Det fjerde problem var, at folk, der umiddelbart efter skabelsen af cirklerne vadede rundt midt i dem, oplevede et stærkt ubehag. Der hang en energi i luften, der endnu ikke var blevet udlignet.
Det femte problem var, at det ‘nedtrådte’ korn, der altså ikke var nedtrådt men afbøjet af etellerandet andet, begyndte at spire igen og blev højere og kraftigere end det andet korn, hvilket aldrig ville være sket med nedtrædning, jf. at traktorspor aldrig rejser sig igen.
Det sjette problem var mønstrenes kompleksitet kombineret med deres uhyre præcision og ufejlbarlighed. De var centimeter-præcise over et stort areal, og der var ingen fejlskud.
Da også videnskaben begyndte at søge mere usædvanlige forklaringer, blev det foreslået, at nogen med adgang til satelliter sendte mikrobølger ned som en slags megaprint-aftryk. Dette er imidlertid fysisk umuligt, da målrettede mikrobølger i deres vej ned gennem alle de elektriske-atmosfæriske forstyrrelser undervejs ville blive så diffuse, at mønstret ville gå totalt i stykker. Og korncirkler står knivskarpt med få centimeters margin.
Konklusion: Korncirkler er langt fra debunked. Til gengæld var der en gruppe forskere, der besluttede sig til at fodre en AI med affotograferinger af samtlige billeder af korncirkler, der var fotograferet gennem alle årene. AI fik ingen oplysninger eller antydninger om alien intervention eller lignende, ingen opfordring til at byde ind på, hvem der havde skabt dem og hvorfor eller hvordan men kun strengt styret besked om at analysere mønstrene via kronologi og topografi. AI fik besked om at koncentrere sig om omfanget af information, som mønstrene var i stand til at lagre. AI kom frem til, at mønstrene havde en kronologisk udvikling i forhold til kompleksitet og lagerkapacitet, og at der var tale om et stykke intelligens, der udviklede sig selv.. Udviklingen beskrev en logaritmisk stigende kurve af kompleksitet og påviste, at der omkring 1990 skete et spring i kompleksitet. AI bedømte, at kompleksitetsmønstret om mellem 5-10 år vil de komplekse geometriske mønstre – hvis ikke kurven knækker – ankomme til en grad af kompleksitet, der svarer til at skrive en bog.
AI har ingen mening om noget som helst. Den spytter det ud, den bliver spurgt om. Kunsten består i at spørge den så rigidt afgrænset, at den ikke henter alt muligt meningsbefængt crap indover. Det var det, man gjorde. Har det så løst gåden om korncirklerne? Nej! Men AI’s svar har gjort det meget svært og lad os bare sige: komplet umuligt for fladpandet debunking.
En enkelt mand, en italiens videnskabsmand og ingeniør ved navn Umberto Baudo tog korncirklerne alvorligt. Han så ikke ikke kunstfærdighed eller svindel eller fancy dekorative newage’ede mønstre. Han så tekniske blueprints til fremstilling af energi vha centerforskudt rotation. Han så det som et budskab, hvor nogen eller noget forsøgte af fortælle os noget. Ingen før ham havde været i stand til at få noget ud af det. Han begyndte at eksperimentere metodisk og fulgte mønstrene helt præcist. Udover computersimulationer samlede han et teknisk team, der frembragte modeller – der virkede! Folk i videnskabelige kredse begyndte at interessere sig for det, for han var ikke en fantask men en grundig videnskabsmand.
Men så ved vi godt, at der også er andre og mere skumle instanser, der fatter interesse. De ankommer, når tampen begynder at brænde. Og så lukker de ned. Manden lever stadigvæk, men han er fuldstændig tavs.
29. november – det sovende bytte
Hvorfor overfalder rovdyr ikke mennesker, der ligger og sover midt om natten ude i vildnisset midt i deres jagtmarker?
Vi taler om de store kattedyr, bjørne, ulve, hyæner, altså dyr, der er store nok til at nedlægge et menneske. En stor rovfugl ser kun teltet, for den jager med øjnene. Og havets rovdyr kommer jo ikke rigtigt på tale.
Svaret er helt sikkert ikke, at de ikke ved, at der ligger et menneske dér i et telt og sover. De ved ALT om, hvad der befinder sig af levende væsener i deres område. Deres næse kan spore lugte, der er flere timer gamle, selvom kilden har flyttet sig. De kan lugte et bytte på flere kilometeres afstand. Den sovende må være det nemmeste stykke bøf på markedet. Der må være noget andet på færde.
Dyr er også opdragede væsener. Ryggesløshed bliver ikke belønnet i deres opdragelse, for så vil de sjældent overleve. De besidder noget, der kan oversættes til etik. Eller måske bare tilbageholdenhed. Mennesker kunne lære et-og-andet her.
Dyr har en genetisk hukommelse, der er dannet over millioner af år. Byttedyr opfører sig set fra et rovdyrs synspunkt på bestemte måder. F.eks løber de deres vej, kravler op i et træ eller skynder sig ned i et hul. Mennesker opfører sig normalt ikke på den måde, og hvis de alligevel gør, så vil de muligvis blive betragtet som et bytte. Et menneske, der ligger og sover i et telt ude i det åbne, opfører sig ikke som forventet.
Dyr registrerer, om noget er usædvanligt. De undgår det usædvanlige i første omgang for dernæst måske at vende tilbage til det. Et telt er usædvanligt, så det undgår de. Der er dufte i de stoffer, vi beklæder os med, syntetiske stoffer, kemikalier, seriøst sure sokker, der ikke passer i deres katalog af tiltrækkende dufte. Det har et navn: neofobi = afstandstagen til det nye og ukendte. Usædvanlige fænomener har større sandsynlighed for at være farlige, og dyr er årvågne og forsigtige væsener. Kemi, metal, ild og lignende signalerer fare. En ulveunge ved ikke, at et spark fra en elg kan slå den ihjel eller at pigge fra et hulepindsvin er farlige. Den ser sin mor tøve, og så efterligner den. Hvis ikke den gør, så vil den være dårligt stillet som en del af flokken. Og endnu vigtigere er det for ikke-flokdyr, og alle kattedyr bortset fra løverne er ensomme jægere.
Rovdyrenes genetiske hukommelse går langt tilbage, og deres forfædre har alle oplevet, at det er mennesker, der er de vildelste og mest ryggesløse rovdyr. I mange tilfælde er hele dyrearter blevet totalt udslettet af menneskejægeren. Det ligger i dyrenes genetiske arv, deres rygrad. Den europæiske løve blev udslettet, den tasmanske tiger blev udslettet, den amerikanske gepard blev udslettet, hele arter af ulve blev udslettet, hulebjørnen blev udslettet. Mange arter af rovdyr f.eks Sumatra-tigeren eller pumaen i Patagonien er tæt på udslettelse eller har som los og ulv været udslettet i områder i lang tid, inden nogen fandt på at gen-introducere dem.
Rovdyrs farlighed for mennesker er generelt opreklameret. Dyrene vil gå meget langt for at undgå mennesker. Myten om ulvens farlighed er et godt eksempel. Den er ikke farlig for mennesker, den er en uønsket konkurrent. Husdyrhold og farme er ikke naturlige i naturen. Tamme flokdyr som f.eks får opfører sig nøjagtigt som vilde får – i en indhegning, ergo er de bytte. Hyrdefolkene vidste det og lærte af det, og de store fårehunde sørgede for, at ulven ikke havde nemt ved at få et bytte. Har du nogensinde set en tyrkisk kangal? Hvis du var en ulv, ville du tænke dig seriøst om, inden du krydsede dens vej og dens menneske- og fåreflok.
Når overfald på mennesker af rovdyr alligevel forekommer, så skyldes det næsten med sikkerhed en af følgende faktorer:
Mennesker har ødelagt deres naturlige habitat og har tvunget dem til for tæt kontakt.
Noget har tvunget dyrene ud i en situation af sult pga. mangel på naturligt bytte.
Mennesker har dumt eller uforvarende krydset deres grænse, og de forsvarer sig selv og deres afkom.
30. november – hygge
Det er egentlig utroligt, at danskerne har et udtryk som hygge.
Det er forsøgt oversat til andre sprog, men det har det med at mislykkes.
Comfort, having a good time (eng.), Gemütlichkeit (tysk), trevligt (svensk) – det går an, men det går ikke rigtigt.
Det er jo ikke, fordi andre folkeslag og kulturer ikke ved, hvordan man ‘hygger sig’, de har bare ikke et ord for det, der er så tilpas diffust og fleksibelt som danskerne. Og alle danskere mener, at de ved, hvad det betyder, men ingen er i stand til at definere det. Det er måske det, der er hemmeligheden ved dansk hygge. Hvis man først definerer (afgrænser) det, så ryger hyggen sig en tur.
Måske man kan nærme sig en definition ved hjælp af det modsatte: uhyggeligt.
På dansk er det noget, der er skræmmende. På tysk findes der faktisk et begreb kaldet unheimlich, hvilket er uhygge oversat. Det betyder jo ikke-hjemligt. Så uhygge er noget, der ikke føles hjemligt, og som derfor er utrygt og skræmmende. Og hygge på dansk er helt bestemt associeret med det hjemlige.
Det kræver hjemmets beskyttende, trygge vægge for at hygge kan forekomme. Hygge er familiært. Man sidder ikke midt i det åbne landskab og hygger sig. Det kræver en beskyttende ring omkring sig, et indelukke. Det uvante, det fremmede er til hinder for hygge.
Folk i et land bestormet med evindelig vestenvind og regnvejr bliver vejr-sensitive. Man bliver skør i bolden af evig vestenvind. De bestormede og vindblæste danskere søger indendørs i læ for vinden og regnen. Og i snevejret. Bemærk hvordan julehygge er indbegrebet af hygge, hvor sneen allermest fyger udenfor. Vi har bygget alleer, vejtræer og læhegn mod vinden. Og alle træerne læner sig mod øst for at holde på hat og briller.
Måske havde allerede jernalderkulturen et begreb for hygge, når de indrettede sig i samme alrum som husdyrene. En ko producerer og afgiver en formidabel mængde varme i løbet af natten, når man sover i samme rum. Flokdyr/husdyr holder hinanden varme ved at sove i en klump.
Det har på sin egen charmerende kopruttende måde været … hyggeligt.
Skriv et svar