1. september – spøgelsesby
Allerede i transportrøret på vej ind i metropolen kan jeg ikke lade være med at bemærke det. Det er ikke, fordi der mangler bevægelse og tilsyneladende livlighed. Ved indstigningen på platformen er der puffen og skubben, der på sær vis undgår direkte fysisk kontakt. Alle skal finde den rigtige plads, hvor de kan forskanse sig fra de andre skubbere. Der bliver scannet, hvem der sidder der i forvejen, hvem har man lyst til at dele svedig benplads med. Sidder der nogen og er i gang med en stinkende cheeseburger? Er der fulde og brovtende ungdommer på vej til Roskildefestival med tunge rygsække? Er der en skoleklasse, som lærerne ikke har styr på. Her er det i hvert fald ikke livlighed, der mangler.
I andre områder er der bemærkelsesværdig ulivligt. Alle er forsænket i deres mobil-device, manglen på mental tilstedeværelse i kupeen er markant. Dette er zombietransport 2318 B. Robotagtigheden akkompagnes undervejs af Digitale Doris’s hakkende stemmeprogram, der ved endestationen minder om: Hvis du har baggage, så husk den, når du stiger af toget. Her skulle der måske tilføjes: Hvis du ikke har baggage, så lad den bare blive i toget.
Undervejs er der aktiveret flere digitale robot-programmer, så personalet kan aflæse den ulæselige QR-kode. Det hævdes, at digitaliseringen betyder større driftsikkerhed og pålidelighed. Ikke desto mindre er der alt for ofte fejl i Rejseplanen, og toge bliver konstant udsat eller aflyst to minutter før afgang. Eller også udebliver de bare uden aflysning – alt er oplevet. Kan det måske skyldes, at der er en aura omkring den højhellige maskinelle præcision, at man glemmer, at maskinen er skabt af mennesker, der laver fejl og betjent og vedligeholdt af mennesker, der laver fejl. Robot-Doris siger også: Vi håber, du har haft en behagelig rejse, når aftentoget er en halv time forsinket, og den sidste bus videre er gået.
Der synes at være en lovmæssighed i metropolen, der allerede starter i dens indfalds og affalds-strenge, at jo større tætheden af mennesker er, jo mere isolerede i-sig-selv-indkapslede er de, og jo mindre indbyrdes kommunikation udøver de. I en given lejlighed i et boligkvarter med etageejendomme, kan der indenfor en 3D-radius-boble af 25 meter befinde sig op til 100 mennesker, som du ikke kender og intet har at gøre med. Når du bevæger dig igennem gadebilleder, glider der tusinder af ansigter og kroppe forbi som på en fladskærm. Yderligere fladskærms-agtigt bliver det, hvis der også er mindst én bilrude imellem. Her kan man til gengæld gøre det, man ikke kan i en togkupe eller en bus: råve højt op om, hvor dumme svin de andre er for at få udløsning for sin aggression over graden af komprimering. Dette er ikke et samfund, for ingen her har fundet hinanden, dette er en sammenstuvning.
Fornemmelsen af at gå ind i et indkøbscenter er CGI, et computer-genereret imagery, og du er selv reduceret til en NPC, en non-playable character i et computerspil, der går ad præprogrammerede stier. Når den animerede mesh-character når enden af stien, roterer den og går tilbage af samme sti i modsat retning. Du kunne i princippet være den eneste levende i hele centret, det hele kunne være en simulation.
I Malaysia tæt på Singapore findes der en rigtig spøgelsesby. Den ligger på en ø og hedder Forest City. Den er kæmpestor, der kunne have boet 100.000 mennesker, men der bor ingen. Næsten ingen. Der er flere sikkerhedsvagter end beboere, og det er uvist, hvad de bevogter. Byen er fuldt udbygget, der er personale, der vedligeholder stedet. De få folk, der bor der, oplever mærkelige fænomener. De bor måske i stuen på en 41 etagers bygning, hvor alle etager ovenover er ubeboede. Ikke desto mindre hører de lyden af møbler, der bliver flyttet rundt ovenpå. En lokal taxachauffør fortæller, at folk bare vænner sig til det, for huslejen er helt i bund, da meget få mennesker ønsker at bo der. Da han bliver spurgt, hvem han tror, der flytter møbler, siger han i fuldt alvor: ånder. Det er svært at gennemskue, om steder skal betegnes som post-apokalyptisk eller måske snarere præ-apokalyptisk. Der er en fornemmelse af, at nogen venter på, at der skal ske et eller andet.
Jeg længes allerede tilbage til bøhlandet, hvor kragerne vender. Her bliver der hilst og vinket ad folk, der bor flere kilometer fra hinanden, for hey, jeg ved jo, hvem du er. Der er god plads, og jeg har ikke mødt zombier her for nylig.
2. september – blot disse tre
Her er tre primale øvelser, som alle burde gøre dagligt, men som folk over 40 ofte har svært ved. Nogle kan overhovedet ikke gøre dem. Det er imidlertid de tre øvelser, du har brug for at modvirke en ældende krop.
1 Sid på hug
Stå med let spredte ben og tæerne en anelse udad.
Gå i knæ, mens hælene bliver i jorden.
Ret overkroppen op så meget som muligt.
Hvis du kan sidde i 60 sekuner og hvile i positionen, er dine hæle, dine knæ og dit hofteparti intakt. Hvis ikke, så træn det op.
2 Kravl
Sid på knæ med armene og lårene lodret.
Løft knæene et par centimeter over jorden, så du bliver dyr på fire ben.
Kravl langsomt 4 skridt frem og 4 skridt baglæns – knæene skal ikke i jorden.
3 Hæng
Det kan være en rundstok i to snore, en gren, en ribbe eller en solid dørkarm.
Det skal være højt nok til, at du kan hænge frit udstrakt.
Start med 10 sekunder og byg op til 60.
Det strækker alle de vigtige led i rygstrukturen og styrker håndgrebet.
Håndgrebet alene er et mål for kroppens styrke.
Alle disse bevægelsesformer kunne du som barn gøre uden besvær.
Skru tiden langsom men sikkert tilbage og undgå at ende som en krumbøjet olding.
3. september – de fædreløse
det er den tohundred-seksogfyrre-tyvende dag i året
og for 54 år siden sang funky The Temptations
It was the 3rd of september, the day I’ll always remember,
because that was the day, that my Daddy died
og det var før, som sangeren synger, jeg nogensinde mødte ham,
ot da han spurgte sin mor, sagde hun:
Pappa was a rolling stone, whereever he laid his hat was his home
hvilket kan give stof til overvejelser, hvad fædreløse børn bliver til,
for det kan tænkes, at far var en rullesten,
der kørte Peter Pan og løb fra regningen,
hvilket han så senere fik svært ved, for så kom forældremyndighederne
– som om forældre ikke allerede var myndigheder –
og bestemte, at rullestenen skulle betale børnepenge de næste 18 år,
og det kan være fair nok, når man bare er stukket af
men det kan lige så vel tænkes, at mor var en feminisme-inficeret sjuft,
der blot spekulerede i understøttelse fra den mand, der fik sparket,
som hun aldrig havde tænkt sig at leve sammen med,
for hun havde ikke medtænkt hensyn til pigens behov for en far
ejheller forudset, at tøsen 15 år senere en skønne dag udråbte:
nu gider jeg ikke længere dit fucking hustyranni din lede sæk,
så nu flytter jeg over til far, hvor jeg har lov til at være mig selv
og det kan også tænkes, at mor var en dragon mother,
der kvalte pubertetsoprøret, og at drengen 15 år senere
stadig hang i mors skørter, før snoren knak 10-20 år for sent
med et underkuet macho-kvindehad, for der havde aldrig været en far,
der havde nosser til at sige hertil-og-ikke-længere sønneke,
og mor havde ikke uventet et par nosser, så hun gav bare efter-og-efter,
selvom sociopaten skreg på at få at vide, hvor grænsen gik
nu var forsangen for The Temptations en sort amerikaner,
og problemet med fædreløse drengebørn var et ghettoproblem,
for det udviklede generationer af opkomlinge,
der var lette ofre for medlemsskab af en bande,
og hvis man hører lidt efter, hvad der bliver udsagt i gangsta-rappen,
så vil man hurtigt forstå, at drugs, skydevåben og foragt for kvinder,
er en del af den sociopatiske cocktail
4. september – orientalisme
Der er to muligheder.
Enten er vi i vores del af verden omsider ved at lære om virkeligheden i resten af verden, selvom der går meeeeget trægt. Virkeligheden har svært ved at trænge igennem det virkelighedsfilter, som Vestens gigantiske og forgrenede propagandaapparat har installeret. Dette filter er ikke som i en bilmotor, en emhætte eller en kaffemaskine umiddelbart udskifteligt, når det først er nået til et vist punkt, for så beǵynder ‘snavset’ igennem.
Eller også er det sådan, at vores verdensbillede er uforbedreligt forstenet. I det tilfælde, er det ikke kun filtret, der bryder sammen, men hele maskinen. Vi kan håbe på det første og frygte det sidste. Og hvis vi skal ud i sammenbrudet, så må vi håbe, at det bliver så tilpas slow motion, at det ikke bliver ét stort kaos.
Der findes et kunsthistorisk begreb, der hedder orientalisme. Viden om Østen, som antikken kaldte for Orienten, da solen stod op (oriens: retningen hvorfra, oprindelsen), er ankommet i bølger. Der var en Marco Polo, der var en silkevej, der var kinesisk porcelæn i de fine stuer. Orientalisme er Orienten set gennem et filter og med en vesterlændings øjne. Det er derfor, vi kalder et område af Vestasien for Mellemøsten.
Det er for så vidt forståeligt nok, at en vesterlænding i mødet med andre kulturer ikke nødvendigvis trænger dybt ind i dem men stadig er fascineret af dem og påvirket af dem. Men det er stadigvæk, som når charterturister har været en tur syd for Alperne og tager souvenirs med hjem. I dag tager de kilometervis af ligegyldige selfies foran et-eller-andet turistegnet monument.
Der er skabt vældig fine kunstværker i stilarten orientalisme. Franske komponister i starten af forrige århundrede besøgte verdensudstillingen i Paris – den hvor Eiffeltårnet blev vartegnet – og hørt et mærkeligt Gamelan-orkester fra Bali/Indonesien. Så Claude Debussy skrev klaverstykker, hvor det kunne høres. Erik Satie skrev klaverstykker, der lød som noget-i-retning-af armensk-græsk. Det er vældig fin musik, der er særdeles høreværdig. Men med al respekt, det har kun overfladisk noget af gøre med musik fra Kina, Bali eller Armenien.
I 1980’erne blev World Music et fænomen. Der er helt bestemt noget tiltalende og sundt over, at musikere fra vidt forskellige dele af verden mødes og bringer DERES musik ind i et møde med hinanden – inklusive den vestlige. Men størstedelen af det, der f.eks på musikbiblioteket – er der overhovedet noget, der hedder det i dag? – figurerede under betegnelsen World Music, var blot vor tids orientalisme. Flabet sagt kan vi sige, at det er misforstået fremmedkultur ofte i et totalt sammenrodet miskmask.
Hvis man hører den måde, hvorpå Hollywood lægger musik til film, hvor de skaber kulisser fra f.eks Orienten, så er det netop et sådant miskmask. Iranere med uddannelse i deres egen musiktradition – og klassisk <> folkelig er ikke så stor som i Vesten – tager sig til hovedet. Når Hans Zimmer, som alle forguder som vor tids store filmkomponist, skal lave en scene i Marokko og hiver en armensk dodouk (en slags klarinet) indover for at det skal lyde vældig marokkansk, så er det orientalistisk miskmask selvom det er vældig smart skruet sammen – manden er jo dygtig. Musikken i computerspillet Prince of Persia skal lyde persisk men har ikke noget med det at gøre. Og hvis man skal skyde en scene, der skal forestille at foregå i Iran, så SKAL der være ørken, selvom Nordiran er grønt og frodigt med sneklædte bjerge i baggrunden. Persiske krigere fra antikkens Perserrige skal udstyres med krumsabler og turban, selvom de aldrig brugte den slags.
OK, vi er muligvis i den harmløse ende af skalaen, når det drejer sig om kunst og underholdning. Eller er vi? Er det ikke snarere symptomatisk for dette filter af misforståelse? Vi møder aldrig de fremmede kulturer. Vi forbruger dem, vi transformerer dem til fordøjelighed. Men fordøjelighed bliver alt for let til forløjelighed. Det er åndelig dovenskab og mangel på nysgerrig interesse for mennesker i deres mangfoldighed. Vi er blevet udstyret med globalisthjerner, vi er blevet MacDonald’ficeret, Disney’ficeret, 7/11’ficeret. Vi slynger om os med buzzwords som diversitet, mens vi skaber flad ensartethed.
Det er et imperialistisk-kolonialistisk tankesæt. Vesten har muret sig selv inde i en boble af selvfedme og sig-selv-nok-hed. De støste og mest brutale kolonimagter England, Frankrig og USA har alle tromlet henover de kulturer, de mødte derude i deres sørøveriske togter. Og vi glemmer ikke i den forbindelse spanierne, portugiserne, belgierne og hollænderne – og danskerne prøvede minsandten også at være med på vognen. Vi har opført os som de mongoler, der overrendte os i Middelalderen. VI var barbarerne, ikke dem.
Angel-saksere – englændere og amerikanere – er det grelleste eksempel på dette. De har formået at banke igennem, at hele verden taler deres sprog. Og på mange måder er der fordele i det, for vi kan rent faktisk tale med andre. Men for angel-sakserne og deres efterkommere har det betydet, at de ikke fatter, hvad der foregår derude hos bananspiserne og risgnaskerne. De er ude af stand til at udtale ord, titler og navne på andre sprog, for det har aldrig ment, de havde brug for at lære andre sprog, da de var forkælede med, at de andre talte deres sprog. De tillod sig endog at gøre grin med, når de andre ikke beherskede den britiske aristokratis posh udtale. Gennemsnits-amerikanere i dag er ude af stand til at identificere lande uden for USA-staterne. De har aldrig været der, de har aldrig lært om det og hvad værre er: They couldn’t care less!
De prøver ikke engang.
Det er imidlertid i geopolitikken, at filtret eller civilisations-panseret for alvor bliver et problem. Et meget stort problem! Det er så stort, at det er sammenfaldende med … vores civilisations sammenfald = sammenbrud, hverken mere eller mindre. Vi ævler løs med politisk korrekte buzzwords som bæredygtig. Det gør vi paradoksalt nok, NETOP fordi vores civilisation ikke længere er bæredygtig. Vi kompenserer ved at ævle og lade-som-om.
Vores imperialistiske civilisation kan ikke længere bære sig selv, og når vores kolonier = hele Udkantsverden for alvor hiver stikket, så bryder civilisationen sammen. Hvis Afrika fuldfører den proces, der for alvor er startet i det tidligere Fransk Vestafrika, der er en del af Sahel-bæltet syd for Sahara (udgående fra Burkina Faso, Mali og Niger), så bryder HELE EU’s økonomi sammen med Frankrigs som den første, da deres og europæernes livsstil bygger på Afrika. Det var Afrika og dets umådelige ressourcer, der genopbyggede Europa efter Anden Verdenskrig, og vi har aldrig anerkendt det, værdsat det eller betalt noget tilbage. Vi har bare taget-og-taget uden at betale for det, og vi bliver ved med at tro, at det vil fortsætte.
Europa / USA / Vesten møder ikke andre civilisationer. De fører ikke samtaler med dem, de forhandler ikke med dem for alvor – de lader som om, javel … De fører kun samtaler med sig selv, for de evner ikke andet og de gider ikke andet. Vesten er – som de siger derude – ikke forhandlings-egnet (non-negotiable). Vores civilisations-politik er blevet onanistisk, vi masturberer, vi gør det med os selv.
Og ikke at vi skal tro på skrønen om, at man bliver blind, hvis man masturberer.
Men i denne overførte betydning bliver vi blinde.
Eller som man også siger: Vi er fanget i vores egne løgne.
Vi kan også blive kliniske og kalde det for Vestens narcissisme.
Vi er blevet til en civilisation regeret af narcissister = sociopater.
Det er ikke bæredygtigt. Lad falde, hvad ej kan bestå.
5. September – darwinisme
Der er mange problemer med Darwinismen.
Der gøres ikke rede for, hvordan mutationer, der er skadelige for kroppen og kreerer vanskabninger, er i stand til at være det stik modsatte. Naturlig udvælgelse og de stærkestes overleven er ikke nok til at forklare så tilsyneladende hensigtsmæssige udviklinger.
Der gøres ikke rede for, hvordan der kan ske disse spring i arternes udvikling, der ifølge teorien burde tage umådelig lang tid.
Der gøres ikke rede for, hvor the missing link mellem aber og mennesker blev af.
Der gøres ikke rede for, hvordan alle mennesker vandrede ud af Afrika og pludselig muterede fra små mere eller mindre abelignende protomennesker til den moderne afrikaner, den høje lyshårede og blåøjede kaukaser og asiaten med skrå øjne og fremhævede kindben.
Der gøres ikke rede for, hvordan det stærkt opreklamerede totalitære GENOM-projekt, der havde lovet guld og grønne skove og løsning på ALLE problemer, når baaaare liiiige de fik styr på alle generne – hvilket må betyde, at hele teorien og dens grundliggende antagelse om, at generne styrer ALT (næsten), er forkert.
Hvis vi overhovedet kan kalde darwinismen for en videnskab, så er det en stærkt gennemhullet videnskab, der har overskredet sidste holdbarhedsdato for bæredygtighed. Grunden til, at den stadig omgiver sig med en aura af uantastelighed = en præmis der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved, selvom spørgsmålene har hobet sig op, er, at den er blevet ophøjet til et religiøst dogme. Religiøse dogmer er udgået direkte fra paven, der er Guds Søns stedfortræder på jord og derfor ufejlbarlig. I skiftet i Oplysningstiden overtog videnskaben kirken og religionens rolle som sandhedsforsyner. Og med tiden stivnede videnskaben som institution på samme måde, som kirken som institution var stivnet. Læg dertil Akademias status quo- og autoritetsbevarende mekanisme og dens kraftige gruppepres på medlemmerne af denne stand og intellektuelle overklasse. Et forkert ord, og du er udstødt af det gode selskab med en ødelagt karriere og en studiegæld, du ikke kan betale.
Det var måske en lidt lang optakt til det, der var ærindet.
Måske er hovedproblemet med darwinismen det samme som kristendommen:
at dens tidslinje er lineær. Det starter med en amøbe og ender med mennesket.
Og alt derimellem er evolution, der bygger op og bygger op.
Darwin talte i øvrigt aldrig om generel evolution men om mikro-evolution, som han observerede på et par øer i stillehavet hos visse fugle, så darwinisterne løb altså med bolden, for de havde et andet ærinde.
Når man har sådan en lineær udvikling som en lang lige trappe, hvor det altid går opad, så er det en umulig og direkte kætters tanke, at den nuværende menneskelige civilisation ikke er den første avancerede af slagsen i Jordens historie.
Og ligesom hullerne i darwinismen hober sig op, så ophober sig også nærmest dagligt evidens for, at vi ikke var de første. Og at vi måske heller ikke var den mest avancerede af slagsen.
6. september – du har ringet
Du har ringet til krigsministeriet.
Hvis du ønsker oplysninger om løbende folkemord, tryk [1]
Hvis du ønsker oplysninger om planlagte folkemord, tryk [2]
Hvis du ønsker at få at vide, at alt går som planlagt, tryk [3]
Hvis du ønsker at høre krigsministeren sige en sjov lyd, tryk [4]
Hvis du vil høre nationalsangen med kanontorden i baggrunden, tryk [5]
Hvis du vil høre præsidenten sige som en orange frø, tryk [6]
Hvis du ønsker at donere hele din formue til flere missiler, tryk [7]
Hvis du ønsker at blive holdt yderligere for nar, tryk [8]
Hvis du ønsker at høre sandheden om løgnen,
tryk dig selv på næsen og sig som en grøntsag.
Hvis du ønsker personlig betjening, så vil du blive omstillet til vores chatbot,
der vil guide dig igennem en række spørgsmål, som den selv svarer på,
så du kan få en bedre forståelse af folkemordets velsignelser
7. september – ingen frygt
vær ikke bekymret mit barn
for Himlen har en plan for dig,
der ses ikke ned på dig, ovenfra,
du ses fra det udsigtspunkt, du fortjener
vær ikke bange min ven
for Forsynet vil se om hjørner for dig,
din fod skal ikke træde ved siden af,
og intet skal være dig nægtet
vær ikke søvnløs min elskede
du er i min favn og jeg i din – et sted,
hvor ondskab ikke kan nå os,
og hvor mørket er vor fælles ven
vær ikke nervøs du gamling
for Gud vil tage dig i favn
og glatte et helt livs ansigtsfurer ud
til et smil: for du har levet!
8. september – dyrevisdom
Hvad kan vi lære af dyrene?
De fleste tænker på dyrene som husdyr, der skal lære at være stuerene.
Katten skal lære at skide i bakken og ikke kradse i sofaen.
Hunden skal lære sidde og stå og ikke bide postbudet i benet.
Papegøjen skal lære at sige, at den skal ha en sukkerknald.
Der er æsler og kameler og okser, der skal lære at være træk- og lastdyr.
Og hesten skal lære at være en scooter på fire ben.
Eller også er de vilde dyr, der enten er skadedyr, fordi de gør, som de plejer, bortset fra at vi kom i vejen for dem. Eller også er de klar til at blive skudt, så de kan ryge i gryden – hvis bare de lige kan stå stille, så vi kan nakke dem. Eller også er de vilde og smukke, så vi kan sige: Se mor, der går en bjørn, må jeg klappe den? hvorefter mor hiver purken indenfor ved nakkehårene og forærer ham en tøjbamse.
Men kan mennesker lære noget af dyrene?
Hvis vi spurgte mennesker igennem historien, så ville de berette om de mange måder, hvorpå dyrene blev betragtet som sendebude fra den anden verden. Vi var klar over engang, at dyr besad en masse evner og havde et udvidet sanseapparat, som vi i dag er nødt til at skabe tegneserie-superhelte for at forestille os. Eller også er der nogle videnskabs-nørder, der entusiastisk skriver om, at NU har videnskaben fundet ud af, at dyr har super-egenskaber … øj ja, det vidste stenaldermanden allerede, men han brugte ikke elektroniske måleapparater og matematiske formler for at begribe det.
I shamanistiske kulturer – shamanisme er forløberen og dermed kernen i alt, der sidenhen blev til religiøse instutioner, og er er det så gået fremad eller tilbage? det kan diskuteres – men i disse kulturer, som stadig findes langt derude i Udkantsverden, og som det kræver universitetsuddannede etno- og antropologer at forstå – er dyr væsener, der kommunikerer med en højere verden og derfor har et budskab til denne verden. De er i bufferzonen, de er mediatorer/formidlere, og når vi møder dem, skal vi være klar til at forstå budskabet.
Dyr var skytsånder fra gudernes verden. Bjørnen var en kultisk figur i det gamle Finland. Den kunne ombringes, men det var forbudt at gøre det, når den sov vintersøvn, for så var dens sjæl på en rejse. Hos de nordamerikanske præriefolk blev byttedyret spurgt om lov før drabet, og efter drabet blev der sagt tak, så dyrets sjæl kunne gå videre. Flertallet af stjernebillederne er dyr, så vædderen var det kultiske tyren i tyrens tegn væsen i vædderens tegn og fisken i fiskens tegn. Sfinxen i Giza er en løve, der ser mod øst, så vi kan vide, at den er opført i løvens tegn – men hov! det var jo mellem 10.750 og 8.600 før tidsregningen, og det har ‘gyptologerne ikke givet lov til, selvom geologerne ikke er i tvivl. Sfinxen er hugget ud af klippen på plateauet, og siderne på forsænkningen har heftige erosioner, der kun kan stamme fra årtusinders regnskyl = 9.500 år gammelt regnvejr fra et landskab, der ikke var ørken. Vi er nu på vej ind i vandmandens tegn, så vi skal altså til at dyrke en geléklump med nervesystem … spøg til side, der var vandbæreren, der mentes. Odin havde to ravne som sit private efterretningsvæsen.
Det siges, at kinesiske kampteknikker er udviklet ved at studere dyr. Når katten gør sit spring, har dens energilegeme allerede gjort springet. Den har visualiseret afstand og vinkel, den har allerede virtuelt oplevet ballistikken, og dens muskulatur og nervesystem er allerede finstillet på springet. Den har allerede sprunget, før den har sprunget. Mennesker kan lære at gøre det samme.
Biologen Rupert Sheldrake har skrevet en bog med titlen: Hunde der ved, når deres ejer kommer hjem. Ved rigide videnskabeligt opstillede forsøg har han udelukket alle muligheder for, at det bare er tilvænning og skarpe sanser. Disse hunde er simpelthen clairvoyante.
Der er eksempler på, at mennesker spontant får overmenneskelige kræfter i nødssituationer. En mor er pludselig i stand til at løfte en bil, fordi hendes barn ligger under den. En anden mor farer lige i flæsket på en tiger, der har tænkt sig at æde hendes barn – og tigeren løber sin vej. Never mess with a mother! Tigerens egen mor gjorde det samme. Der er ikke væsentlige forskelle på muskelmassen hos en bodybuiler eller strongman og en gorilla eller orangutang, men bodybuilderen kan ikke bøje en jernstang. Det kan gorillaen, hvis den vil, fordi dens hjerne ikke bilder den ind, at den ikke kan.
Dyr kan minde os om, hvad det vil sige at være mennesker. Når der bruges udtryk som dyrisk adfærd, bestialsk, behandle folk som dyr, dit lede kryb! you bitch! (hunhund), dit møgsvin!, din so!, din ko!, burro! (spansk: æsel), torskedum, osv., så fortæller det intet om dyrene men alt om mennesket. Især fortæller det os om, hvordan vores kristne – sorry to say – kultur betragter dyr og natur. De er laverestående væsener, og mennesker skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden (Genesis v26). Er det ikke snarere menneskers behandling af både dyr og hinanden, der ofte går hen og bliver bestialsk?
Vi kan lære meget af vore husdyr. En hund kan lære os alt om ubetinget kærlighed og evig troskab. Dyr er tålmodige – bortset fra, når hundens ejer er på trapperne. Børn der vokser op med dyr bliver bedre mennesker. Her tænkes ikke på børn, der sidder og piller benene af en edderkop for sjov, for de ender snarere som sociopater og sadister. Der vil være en plads til dem som ledere i erhvervslivet eller i politik. En klog kat ved, når dens mennesker har det godt eller skidt, og den kan finde på at blande sig. Dyr er eksperter i følelser. Dyr kan lære os at være i nuet i stedet for konstant at ruge over fortiden og bekymre os om fremtiden.
9. september – troglodyt
Jeg er en del af en verdensomspændende sammensværgelse,
der gemmer sig i kældre og baglokaler og buskadser,
og som først flyver under radaren for dernæst at flyve direkte ind i den
jeg er en del af et globalt netværk af terror-bevidste tiltalte,
hvis bevidshed omfatter terror i al dens væsen men afstår fra den,
tiltaler og påtaler dens forbrydelse, forsager den og foragter den
jeg er en del af en undergrundsbevægelse af troglodytter,
der først i fåtal men senere i flertal befolker infrastrukturen
i den sammenstuvning, de kalder for et samfund
jeg er en del af en modstandsgruppe af nye normalitets-sabotører,
anti-kolloboratører, civil ulydigheds-ingeniører og udfalds-trillebøre,
klar til udrulning i en post-apoplektisk verden
jeg er en del af et undergravende begravelsesfirma,
der er klar til at bisætte den bosiddende besættelsesmagt,
efter dens selvskabte disko-kollaps
10. september – statskup
Europa er resultatet af det længste statskup i verdenshistorien.
Vi kan også kalde det for kolonialisering af kolonimagterne.
Vi kalde også kalde det intern imperialisme.
For at forstå Europa af i dag, må vi forstå denne hybrid, der er den politiske tilstand for dette subkontinent af Asien. Fra en bunke fyrstendømmer og kongeriger, der konstant lå i krig med hinanden til et ynkeligt halehæng på US-Imperiet i krig med omverdenen. EU var fra starten tænkt som et post-WW2 amerikansk projekt. EU og NATO er nu totalt smeltet sammen, hvilket altid var meningen, og alle med en hjerne ved, at NATO er et Pentagon-organ. Nu lægger USA i Trump-regimet så afstand til NATO, men det er ren overflade, for USA er så nationaløkonomisk på skideren, at det blot vil smøre regningen og konsekvenserne af på europæerne og få dem til for tredje gang i det 20l-21. århundrede at ødelægge Rusland og samtidigt ødelægge sig selv.
Det viser også, at det stadigvæk er den 150 år gamle britisk-imperiale strategi, der er grundlaget og tanken bag: At få den stærkeste og næststærkeste militærmagt i Europa til at smadre hinanden, mens den skjulte hånd sidder i splendid isolation på den anden side af et stykke vand og trækker i trådene. Og efter krigen vil den skjulte hånd træde frem i lyset og vade skamløst rundt i ruinerne og kapre krigsbytte.
Formålet med NATO er:
At holde russerne ude, at holde Tyskland nede og at holde USA inde.
Dernæst at sørge for, at Rusland og Tyskland aldrig får en fælles sag, hvilket ville være kulturelt-naturlig og helt oplagt, for så har vi den stærkest tænkelige forbindelse mellem Ruslands enorme ressource-potentiale. og Tysklands teknologisk-industrielle potentiale. Det var grunden til, at Polen både WW1 og WW2 blev udnyttet som ufredsskabende bufferzone, og hver gang og i særdeleshed i WW2 medvirkede til adskillelsen ved at hade både tyskerne og russerne. Had er vigtigt for krig.
Glem at om flommede, hykleriske udsagn om, at ‘EU er tænkt som garant for, at der aldrig kommer en ny storkrig i Europa’. Bull-fucking-shit! EU-NATO imperie-forlængeren er nu GARANTEN for, at der vil ankomme en ny storkrig, for stort set samtlige europæiske lande har nu indvilliget i at opruste med det erklærede formål, at gøre som USA har forlangt: At starte en storkrig med Rusland. Med ‘europæiske lande’ menes det korrupte, hjernedøde lederskab af Europa via EU-milliardærklubben i Bruxelles og deres indforskrevne statsledere og IKKE de europæiske befolkninger, der ikke bliver spurgt i den sag. Lederskab i dag spørger ikke deres befolkninger, de lever i deres eget elitære projekt, hvor befolkningerne blot står i vejen.
At det vil ødelægge Europa endnu engang behøver vi ikke at være i tvivl om, for det er allerede i fuld gang, og Europa er nu næsten lige så fælles-nationalt på skideren som USA. And you ain’t seen nothing yet, for en massiv oprustning skal finansieres, og det kommer til at ske på bekostning af hele tanken om velfærdsstaten, der er opbygget post-WW2. De sociale programmer ryger sig en tur, for andre steder kan pengene ikke komme fra. En del vil også blive taget fra infrastruktur. Den amerikanske infrastruktur og totalt forsømt og nedslidt, for alle pengene er gået til at føre krig for. Det samme vil nu ske i Europa.
Staterne vil også forsøge at opfinde nye måder til at konfiskere penge fra borgerne. I Danmark betaler vi i forvejen 83% i skat, hvis indkomstskat lægges sammen med de myriader af andre former for beskatning, moms, gebyrer og afgifter, brugerbetaling, overpriser for … ALTING, hvilket booster momsen (sammensmeltning af stat og virksomheder = fascisme). Det pengeløse samfund er til for, at folk ikke længere har pengene i hånden, så den dag Staten har brug for dem, så kan de trækkes direkte ud af folks konti. Og den har den lige om lidt, når den skal leve op til sit landsforrædderiske commitment. Begrundelsen vil blive af samme skuffe som under Operation Nedlukning:
Vi må gerne opføre os som nogle totalitære svin, for der er jo undtagelsestilstand … kan I jo nok forstå – ikke sandt? – nåee det var flinkt – så det er nu det nye normale.
Historiens længste statskup har bestået i, at de sidste rester af europæiske uafhængighed af US-Imperiet er ædt op indfra. Europa er en bunke vassal-stater under USA og de europæiske statsledere – der ikke leder en dyt men gør, som de får besked på – er nu en stak vicekonger i en provins af Imperiet med deres sidste rest af et statsapparat som et ekspeditionskonter for en milliardærklub.
11. september – 9/11
Er der stadig folk derude – bortset fra sæbehjernerne, der skøjter rundt i toppen af den politiske kransekage + medierne, der har en kugle for panden, hvis de skulle finde på at sige andet – altså er der nogen helt almindelig, fornuftig og blot nogenlunde velorienteret person med et par intakte hjerneceller, og som ikke har boet under en sten i 25 år, der længere kan finde på at påstå, at Taleban / al Qaeda og bin Laden sænkede Twin Towers + det løse 11. september 2001?
Behøver vi at repetere skrønen med 19 terrorister, der for 26 år siden lige havde erhvervet sig et certifikat til et etmotores Cesna-fly og nu bevæbnet med hobbyknive hijackede to Boeing 747’ere og fløj dem med en elitepilots sikkerhed ind i et par højhuse, der derefter med centimetertynd præcision i frit fald lagde sig ned i deres eget fodspor selvsamme dag, hvor hele det amerikanske luftvåben ganske tilfældigt var på øvelse et andet sted og overhovedet ikke så det komme?
Behøver vi at tilføje, at det samme var planen for Sears Tower i Chicago, hvor der helt lovligt! som under Twin Towers befandt sig en mini-nuke i kælderetagen, der skulle bruges i tilfælde af en nedrivning af disse superstærke stål-og-betonkonstruktioner?
Behøver vi at gentage godnathistorien om et tredje fly, der aldrig er optaget på video – bortset fra et missil – som med stor præcision crashede ind i selvsamme fløj i Pentagon,hvor der befandt sig dokumentation for de 2.3 trilliarder dollar (! det er dog en slat) i Pentagons budget, som daværende forsvarsminister Rumsfeld dagen forinden havde meddelt var pist-fosvundet i den blå luft? hvilken man glemte alt om dagen efter.
Behøver vi at undre os endnu-endnu engang over, at et angreb på verdens sikreste luftrum kunne gennemtrænges under ledelse af en pjaltet mullah fra sin laptop et sted i en støvet hule i Afghanistan, hvorefter manden døde tre måneder senere på et hospital i Dubai af en nyresygdom og senere på mirakuløs vis døde 7-8 gange igen og senest ved en swat-team-operation i 2015 i Pakistans hovedstad – af alle steder – udført af et SEAL-team, der helt tilfældigvis alle omkom bagefter i en helikopter, hvorefter man efter islamisk skik (?) dumpede liget af mullahen i havet? Det giver god mening alt sammen?
Behøver vi at genfortælle historien om de manglende masseødelæggelsesvåben, der var årsagen til USA’s invasion af Irak og senere seks andre lande i Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien ifølge general Wesley Clark’s beretning om, hvad føromtalte Donald Rumsfeld havde fortalt ham – og hvordan den britiske og danske premierminister og statsminister som glade sangskoledrenge brummede med på sangen og sidstnævnte fik en fin NATO lakkasket som belønning for veludført dåd?
Behøver vi atter at lovprise den tårepersende humanitære indsats, som vi her i Lilleputland har være med til at yde i De Gyldne Bjerge i Afghanistan, så Opiumshøsten kunne finde sin sikre vej til Heroin-fabrikkerne og på velbevogtet vis kunne finde vej til Vesten, så det stakkeĺs underbetalte CIA-agentur kunne få finansieret alle deres sorte operationer?
Det gjorde vi så alligevel i elevatorversion. Hvad jeg mener er: Behøver at starte helt forfra og lade som om, at vi aldeles intet ved, når vi rent faktisk ved en hulens bunke?
Og behøver vi dernæst at tale til folk udenfor pædagogisk rækkevidde?
12. September – idyl
Er der noget mere dansk og sommerligt end at sidde under et stort lindetræ på den gamle kro Lollesgård på øen Nyord og stene over en frokost med traditionelle småretter. Dertil en fadøl fra Møn Bryghus og for at være pivfræk: en Fanefjord-snaps – det er ikke mig, der skal sejle den gamle postbåd Røret mellem Nyord By og Jungshoved Kirkehavn og dirigere dens fem tons isbryderskrog ind og ud gennem hullet i havnemolen.
Det er en af disse perfekte sommerdage med solskin og en let kølende brise, så man ikke sidder og koger i eget sved, og så myggene ikke kan finde ud af at sætte sig. De skal også tage sig i agt for svalerne, der kredser over træerne altid på jagt. Et let summen af de få gæster kører i baggrunden, lyden af en tornsanger øverst i hækkene, naboen bag hækken der diskuterer kvaliteten af den kalk, der skal bruges til den gamle gård. Nyord består stort set af fredede gårde + et en håndfuld småhuse. Der må ikke bygges nye huse på stedet, og uanset om, hvad man måtte mene om det lovgivningstunge bureaukrat-staten Danmark, så er der visse bestemmelser, der giver fuld mening.
Der er selvfølgelig en del turister på et så pittoresk sted. Men de lokale har fundet en fin balance mellem deltagelse i turistgesjæft og privatliv. Folk vader ikke igennem naturhegnet og indover deres grund. Turister i verden kan være ret hensynsløse og sine steder destruktive, men folk, der kommer her, opsøger stedet for dets fredfyldte idyl og har derfor en respekt for den. Tendensen er det lidt ældre publikum, for hvem idyllen afføder en nostalgi over et Danmark og et traditionelt bondesamfund, der ikke findes længere, og som er blevet kørt over at den EU-tilskuds-korrumperede Axelborg-mafia, de globalistiske GMO-pesticid-syndikater, det gennemforurenede grundvand, de gigantiske svinefarme, der dumper deres gylle-kvælstof i danske farvande – der altsammen og meget mere ikke har levnet mange lommer for oprindelig idyl i industri-landskabet.
Stedet er ligesom Folkehøjskolens Melodibog og dens besyngende hyldest til et land og en kultur, der blev aflivet af moderniteten, grådigheden og globalismen. Det kan kun diskuteres, om der var tale om overlagt mord, eller om det var et uoverlagt af slagsen. Vi kan også kalde det for et medløber-mord, tjae-bum-bum, det var den vej, vinden blæste, det er jo udviklingen og fremskridtet, vi må jo følge med tiden. Men et mord er et mord uanset hvad, og om det skal takseres til årelangt fængsel med mulighed for afkortelse pga. rimelig opførsel eller psykiatrisk forvaring uden mulighed for appel eller udgangstilladelse – forever! det er spørgsmålet. Tiltalefrafald kommer ikke på tale.
13. september – politisk psykiatri
Russofobi, et tilbagevendende emne.
Lige nu er russofobi det eneste, der kan begrunde EU-totalitær-superstaten.
Hvis ikke det kollektivt psykiatriske tilfælde, der udgør EU-kratiet, dets kommissærvælde + de indforskrevne statsledere og deres regeringer kan legitimere totalitære overgreb på befolkningerne, så falder hele apparatet sammen.
Alt for mange europæere har genneskuet løgnen – ergo falder det sammen.
Russofobi er symptomatisk for den terminale tilstand, som et illegitimt og ikke-bæredygtigt imperie-system er ankommet til. Det er dets dødskramper. Systemet har ingen berettigelse, hvis det ikke kan påberåbe sig en undtagelsestilstand. For at kunne gøre det, er det nødt til at arrangere et omfattende apparat af løgn.
CIA-direktørens udsagn om, at den dag, hvor alt hvad folk tror på, er løgn, så har vi vundet, er blevet til virkelighed. EU-systemet er nu taberen, løgnen er vinderen.
Intet er så ondt, at det ikke er godt for noget. Den politiske ledelse er nu så isoleret i deres selvoptagethed, at de ikke har overført nok af smitten til befolkningerne.
Russofobi er ikke den eneste diagnose, som skal stilles for Imperiet.
Sinofobi er en anden. Kineserne kommer, kineserne køber det hele, kineserne ekspanderer deres økonomi, kineserne falder ikke om i støvet og kysser støvler, kineserne er ikke længere til fals for kanonbåds-diplomati – dø skal de risgnaskere!
Hele Imperiets Iran-aggression handler om at få skovlen under Kina ved at ødelægge deres forsyningskanal for olie, og Iran er den primære, Rusland er den sekundære.
Russofobi er et elitært projekt med et kraftigt psykiatrisk element.
Men unge mennesker i dag vil ikke stille op til at dø i en krig, som EU-kratiet har beordret dem til. Paradokset er, at EU for at kunne opløse og opsluge nationalstaterne i en uberstat har dæmoniseret nationalisme. At føle kærlighed til sit fødeland blev odiøst. Nationalisme var roden til alt ondt. Men kun en kraftig nationalfølelse kan få folk til at gå i krig. Læg dertil, at EU ALDRIG bliver et fødeland men altid vil forblive – indtil projektet kradser af (og det kan kun gå for langsomt) – et elitært fascistisk projekt uden egentlig folkelig opbakning. Ursula og Kara og alle de andre psykiatriske tilfælde, go f… yourself!
14. september – skuespil
Der findes flere metoder som filmskuespiller.
En af dem er method acting. En anden er internalisering.
Om en skuespiller bruger den ene eller den anden er et spørgsmål om temperament og valg. Metoderne er også skoler. De kan læres.
Det er ikke et enten-eller, for elementer af den ene metode kan kombineres med den anden.
En metod actor vil forsøge at synke så langt ind i rollen, at han/hun bliver til karakteren. Han vil tilbringe lang tid sammen med folk fra det miljø, som karakteren kommer fra. Han vil udsætte sig selv for det, som karakteren bliver udsat for. Han vil forsøge at blive i rollen hele tiden også udenfor optagelserne. Hvis rollen er en hjemløs bums, så går skuespilleren ikke i bad i flere måneder og bliver smidt ud af de lokale butikker på settet, fordi de tror han er en hjemløs, der har tænkt sig at stjæle varerne.
Metoden er meget krævende og må nærmest beskrives som masochistisk. Den er opslidende. Method actors kan være meget svære at arbejde sammen med for andre, og hvis de spiller en ubehagelig rolle bliver de i værste fald ubehagelige at være i stue med og i bedste fald indesluttede og utilnærmelige.
Metoden opfordrer til en form for besættelse af rollekarakteren. Der er noget grænsepatologisk over den. Den er udviklet af Lee Strassberg og kan også sammenlignes med Stanislavskys metode for teaterskuespillere.
Berømte method acting-præstationer er:
James Dean: Øst for paradis
Marlon Brando: Apocalypse Now
Jack Nicholson: Chinatown
Dustin Hoffman: Tootsie
Edward Norton og Brad Pitt: Fight Club
Sean Penn: Mystic River
Robert de Niro: Cape Fear
Joaquin Phoenix: Walk the Line
Christian Bale: The Machinist
Daniel Day Lewis: There will be blood
Viggo Mortensen: The Road … der var her, han blev smidt ud af butikkerne, fordi han lignede en bums og lugtede fælt udenfor settet.
Det tyder stærkt på, at det næsten udelukkende er mænd, der dyrker denne stil. Det passer med den psyko-sociologiske beskrivelse af mandekønnet som det ekstreme køn. En ekstrem kvinde vil have meget svært ved at være en mor for sine børn.
Instruktøren Lars von Trier er kendt for at drive sine skuespillere ud i en tilstand, hvor de er nødt til at gå i method acting mode. Der er noget psykoterapeutisk over det, bortset fra at der er mere fokus på en traumatisering / gen-traumatisering af aktøren, så det må vel snarere kaldes anti-psykoterapeutisk. Von Trier selv er dybt hærget af sin egen psyke.
Internalisering handler om at agere ud fra en følelse, men uden at den udraderer og overtager skuespillerens personlighed. Følelsen kan findes frem til optagelsen, der kan tændes og slukkes for den. det er en strengt professionel teknik, der kræver meget selvkontrol.
Der er store skuespillere i begge metode-kategorier, men blandt de store ‘internalister’ (er det et ord?) er der mange med teaterbaggrund: Lawrence Olivier, Michael Caine, Richard Burton, Christopher Lee, John Gillgud, Willem Dafoe, Men også folk som Denzel Washington og Gary Oldman – selvom visse af hans roller er method act’ed (Dame, konge, es, spion). Sorry, der var en hel masse mænd igen … det er nok bare undertegnede, der bedst kan spotte dem ud.
De fleste danske skuespillere har en teaterbaggrund, for Danmark er lidt for lille til rendyrkede filmskuespillere.
15. september – popstjernens kattepine
Den rødhårede irske charmetrold, poppedrengen der elsker at være elsket, så han synger elskelige harmløse popsange om dig-og-mig-og-vi-to = Ed Sheeran er kommet i klemme.
Han har ladet sig kujonere af den zionistiske milliardær Robert Kraft*, så han fyrede sin support actor, den amerikanske rapper Macklemore, fordi denne havde tilladt sig at bære det forkerte tørklæde på scenen og derudover supportere palæstinensernes ret til at forsvare sig imod det zionistiske folkemord. Han stod på scenen og råbte til 50.000 publikummer på et stadion: Free Palestine!
* Robert Kraft er belønnet af den israelske Genesis-pris (genocide-pris …) for veludført anti-palæstinensisk arbejde og bl.a sponsorering og stiftelse af Foundation to Combat Anti-Semitism. Han har doneret millioner til IDF, de israelske forsvarsstyrker, der er instrumentet for Israels folkemord både i Gaza, på Vestbredden, i Syrien og i krigen mod Iran.
Israel har mere eller mindre tabt deres overtag med at dominere opinionen i Vesten blandt især ungdommen. Eller de er i fuld færd med det men stritter imod med hele deres gigantiske netværk funderet af milliardærpenge. Vi har alle været vidner til et folkemord for åben skærm, hvor politikerne har været lammede, og mainstream-medierne forgæves har forsøgt at dække over det. Men folk søger i stigende grad deres oplysninger udenfor mainstream, og noget så hårrejsende sadistisk kan ikke skjules af de korrupte medier længere.
Deres eneste tilbageværende middel til at styre opinionen er via frygt. Det har altid været en af terrorstaten Israels, det forkælede sociopatiske barn af et misfoster af en illegal stats metoder, når de ikke kunne få deres vilje ved blot at lyve, spille offerrolle eller bestikke-sleske sig til indflydelse. Mange koncert-arrangører og ejere af event-stederne og de store scener er folk, der enten tilhører ‘klubben’ eller som selv har ladet sig intimidere af Israel-lobby-mafiaen. Det havde ejeren til det første eventsted på Sheerans turne. Der skulle statueres et eksempel via frygt, og repræssalier mod en stadion-event-kunstner med stor popularitet er noget, der rykker. Det var et signal til andre kunstnere, at de ikke skulle forsøge noget lignende.
Men det gik ikke som forventet for event-hajerne og deres bagmænd. Alle support-kunstnere i Ed Sheerans Sixths Tour trak sig ud i solidaritet med Macklemore, og Sheeran stod der med rødt hår og bar røv. Og røde ører, for det hele startede en shitstorm på nettet.
Skal man så have ondt af manden og typer som ham? Well, der er ingen tvivl om, at han har været under stort pres fra den vidt forgrenede Israel-lobby, der i årtier har formået at infiltrere så mange institutioner og medier og regeringsorganer. Både England og USA er dybt infiltreret af zionisterne. Donald Trump* er dybt indfedtet via det udspekulerede krybdyr af en svigersøn og via hans konstante support til folkemordet. Europæiske statslederes mund er lukket med syv segl, for de er kujonerede.
* Det seneste øgenavn for denne nærmest ufattelige præsident er the psycho todler in the White House. Altså psykopaten med en hjerne og et temperament som 3-årig, der lige har lært at gå og med en evne til udsættelse af behovstilfredsstillelse som et sprællebarn.
Sheeran klynkede på scenen efter udbrudet af den internationale medie-shitstorm over, at han aldrig havde ønsket at være politisk eller at tage parti for nogen. Han ville kun love-peace-and-harmony – hvilket enhver kan komme og sige uden regning – men han glemte lige én ting. Når man team’ede op med folk som Robert Kraft, så bliver man uundgåeligt partisk via association. Og folk så og forstod det. Vis mig dine sym- og antipartier, og jeg skal sige dig, hvem du hænger ud med – hvorefter jeg lige om lidt skal sige dig, hvem du er.
Herefter en nådesløs shitstorm, hvor folk nærmest holdt en fest, mens de svinede staklen til. Det kollektive svinedyr er et meget dumt dyr, for det kender kun til at svine. Dyret forstår ingen dybde og ingen nuancer, det forstår ikke sammenhænge og forstår derfor ikke, at alt dette hurlumhej handler om noget langt større og farligere end en naiv stakkel, der ikke havde guts til at sige fra.
En af sangerne i Sheeran’s backing band, der forlod tour’en i solidaritet: Aaron Rowe var meget klar i spyttet og sagde venligt men bestemt:
Jeg har taget beslutning at trække mig som deltager i Ed Sheeran’s ‘The Loop’ tour i Nordamerika.
Jeg tager ikke let på denne beslutning. Ed har være en ven for mig og har forandret mit liv. Jeg kan ikke takke ham nok for det.
Men som irlændere kender vi alt for godt til folkemord, forceret hungersnød * og voldelig besættelse.
Jeg kan ikke tillade milliardærer at bruge deres magtposition til at lukke munden på retfærdige stemmer, der udtaler sig om det israelske folkemord, og som gør opmærksom på det brutale massemord på børn. Jeg ville miste al respekt for mig selv ved at lade som ingenting.
Jeg er nødt til at være tro mod mig selv og mine forfædre, der modstod kolonisering og kæmpede for den frihed, jeg i dag nyder i Irland.
* Interessant at han bruger udtrykket forceret hungersnød. Man får lyst til at spørge ham, om han hentyder til Den Store Hungersnød, The Great Famine, der tog livet af halvdelen af den irske befolkning i 1800-tallet. Det var ikke, som britiske historikere har skrevet, blot en kartoffelpest. Det var en militær operation, der involverede omkr. 200.000 britiske soldater og en jernring af skibe omkring øen, hvor ALT blev stjålet fra irlænderne, der havde en rig og varieret landbrugskultur. Dette er en af det store historiske løgne – og gad vidst om Rowe er klar over det? Det er meget sandsynligt, for der sker meget blandt ungdommerne for tiden.
Popsangeren Sheeran, den flinke dreng, må have været meget naiv ved at tro, at det var konsekvensløst at invitere en aggressiv rapper med som supporter. Det har være noget med at helgardere sig, så målgruppen kunne være så bred som mulig. Hvordan så iditoten det ikke komme? Eller rettere: hvordan så hans management-team det ikke komme? for popfænomener som Sheeran er i høj grad management-fænomener.
Tingene er imidlertid ikke så sort-hvide. Macklemore er også en wokeness-rapper-figur, der kører løs med alle de neo-marxistiske floskler om white supremacy, Antifa, black-lives-matter, LGBTQ, cancel culture og alt det absurde garbage, som universitetsstuderende er blevet hjernevasket med i en generation. Som tidligere KGB-agent Juri Besminov har røbet fra sin insiderviden, så skulle KGB kun bruge netop én generation for at vride hovedet om på ungdommen og dermed på sigt for et helt land.
Venstrefløjen i USA hoppede på den i midten af 2010’erne, og det spredte sig til resten af Verden. Mange sad dog med en underlig klam smag i munden, for det meste af wokeness-præket var absurd og skingert, men de holdt det for sig selv. Venstrefløjen havde fået en narresut, som den kunne patte på, så dens kultmedlemmer ikke beskæftigede sig med de virkelige problemer. De har søgt efter en sag med mere kød på. Og halleluja, så ankom folkemordet og palæstinenser-emnet belejligt. Endelig var der noget at rive i. Det var næsten som i de gode gamle dage i 1970’er – hvilket ungdommerne selvfølgelig intet aner om – hvor vi gik rundt med palæstinensertørklæder og var solidariske med PFLP og PLO. Vi var med på offerrollen, fordi vi var solidariske. Og når vi var solidariske med ofrene, så havde vi altid ret. Følte vi.
SÅ, hvad jeg siger her er, at alt det feel-goodness-solidaritet ikke stikker ret dybt. Det kan samle et stadion med applaus i en festlig stund. Det kan levere brændstof til identitetspolitik. Men jeg vil samtidigt sige: hellere det end alle wokeness-absurditeterne, for der er i det mindste alvor i dette, selvom de udnytter sagen til at promovere sig selv og fremstå som hellige, hvilket er til at brække sig over. Andre og mere seriøse røster taler i stigende grad ud om deres dybe bekymring for det, der sker i Gaza og på Vestbredden. Ungdommernes øjeblikkelige trend er blot sodapop-skummet på overfladen, men under overfladen gemmer sig noget mere.
Vi skal imidlertid ikke undervurdere popkulturen. Det kan godt være, at der er meget overflade – der er næsten ikke andet. Men tag ikke fejl af, at magtsadisterne i Epstein-klassen frygter popkulturen, når den tager en drejning, som de ikke kontrollerer. Ed Sheeran var af Time Magazine udråbt til en af de mest indflydelsesrige popkunstnere i 2025. De talte selvfølgelig om pop-trend-musikalsk indflydelse og ikke politisk. Men når der pludselig står en anden poppedreng og rapper om betændte politiske emner, så er fanden løs.
16. september – bevaringsværdi
Industrielle bygninger fra slutningen af 1800-tallet og starten af forrige århundreder er ofte fredede og klassificeret som bevaringsværdige. Det er ikke uden grund.
I kategorien findes alt fra pakhuse, sukkerkogerier, støberier og mejerier, men også hospitaler og skoler fra den tid er smukke bygninger. Der er næppe industrielt byggeri 100 år yngre, der nogensinde vil havne i den skuffe. Der er en grund til, at Industriparken i Glostrup ikke er listet op i turistbrochurerne. Det samme gælder stationscentet og hospitalet eller i det hele taget byggerier i forstæder, sovebyer, industrikvarterer … der fandtes i øvrigt ikke industrikvarterer for 100 år siden.
Kan man forestille sig den høje bygning på Rigshospitalet eller en af dansk arkitekturs store rædsler Panuminstituttet blive udnævnt til bevaringsværdige? Det skulle da lige være som afskrækkende eksempel.
Ankomst-afgangs-hallen i Københavns Hovedbanegård er helt retfærdigt udnævnt til bevaringsværdig. Vil Københanvn Syd eller Flintholm nogensinde opnå den status? Aldrig.
Biler fra automobilernes klassiske tid bliver i dag luftet i sommervarmen som veteranbiler. Er der nogen af de biler, der kører på gaden i dag, og som allesammen ligner hinanden, fordi de er kommet ud at det samme vindtunnelforsøg, der vil kaldes for veteranbiler i fremtiden? Altså udover den rent matematiske definition af en bil, der er mere en 25 år gammel. Og batteribilerne når kun en brøkdel af den alder, for deres lithiumbatterier holder ikke mere end 6-7 år – max.
Her er det måske på tide at konkludere:
Modernismen overordnet set falder sandsynligvis udenfor kategorien bevaringsværdig. Lad falde hvad ej kan bestå. Det var en blindgyde, en død ende. Dens ærinde var aldrig livsfremmende, for indet projekt, der ser skønhed som sin fjende, er livsfremmende.
Er der er eksempel på noget, der er tidløst bevaringsværdigt? Well. Hvad med at foreslå cyklen? Og nej, for der er ingen grund til at bebyrde den med bevaringsværdighed, for det kan den selv finde ud af. Den genopfinder og fornyr sig selv hver eneste dag.
17. september – send klovnene ind
der burde være klovne, send klovnene ind,
der er opstået et moment af pinlig tavshed,
der påkalder sig distraktion og divertissement,
publikum holder vejret en stund og ser sig til siderne,
de søger en ledetråd, et signal, en vej ud af pinligheden,
de søger en bekræftelse på momentets midlertidighed
der burde være klovne, send klovnene ind,
manegen er ikke tilgængelig for mainstream management
menageriet er blevet for monotont middelmådigt,
bænkerækkerne i Colloseum er sønderbidt af bænkebidere,
brød og skuespil og Gladiatorernes Indtogsmarch er ikke længere nok,
der skal andet og mere til
der burde være klovne, send klovnene ind,
der er stærkt brug for bajadser iført rød tud, der falder på halen,
der er brug for en latterpause i al den latterlige poseren,
trompeter og kino-orgler bør signalere tæppefald
for yderlige globalist-cirkus og absurd fascist-teater
og folkemord for åbent tæppe
18. september – det sunde/usunde hus
Et gulv i et nyere hus er bygget på en bund af beton. Under betonlaget er der lagt et lag plastik, for at vandet fra jorden ikke skal trænge igennem. Vandet i jorden bliver på naturlig vis trukket op gennem jorden for at blive frigivet til luften. Vi forestiller os, at jorden bliver vandet ovenfra, når det regner, men den bliver i lige så høj grad vandet nedenfra. Og det ophører ikke på grund af et lag plastik, så vandet søger udenom og finder det sted, hvor det kan sive videre. Og det er gennem fundamentet og husets vægge. Derfor vil man som regel se, at der i kældre falder maling fra væggene, fordi de er fugtige indeni. Hvis der ikke er kælder, så vil det samme ske i stueetagen. Eller begge dele.
Det moderne hus er grundlæggende usundt. Med mindre det er et svensk træhus, der står på pæle, men det er jo heller ikke en moderne byggeteknik men en ældgammel og traditionel. Definition af tradition: eksperimenter der virker.
I middelalderen gjorde man noget helt andet. Man lagde et lag af ler, kalk og aske. Denne form for old-school beton var ikke vandtæt. Den åndede. Den tillod vandet at passere direkte igennem og ind i rummene i huset. Husene var heller ikke hyperisolerede, så væggene – hvor det samme problem findes – og alle mulige små mellemrum mellem strukturerne tillod fugten at blive udluftet. Indeklimaet i de gamle huse var sundt. Læg dertil, at byggematerialerne var naturlige, for det 20. århundrede = kemiens århundrede og de syntetiske materialers århundrede var ikke ankommet med dets myriader af materialer, som det aldrig har været meningen, at den menneskelige eller for den sags skyld den animalske organisme skulle være i daglig nærkontakt med.
Den middelalderlige gulvblanding starter som en slags cementblanding – ikke at forveksle med Portland-cement – der dernæst med årene arbejder sig tilbage til sandsten eller kalksten, som man finder i naturen. Undervejs har alle revner, der uvægerligt opstår undervejs og i nyere huse giver sig udslag i sætningsskader, repareret sig selv, fordi det er et organisk-dynamisk materiale. Det består af lige dele kalk, aske og ler smurt ud på et lag af sammenflettede pilegrene el. lign. Det skabte også en masse små lommer af stillestående luft, der er notorisk kendt for at være den bedste isolation, der findes. Et moderne betongulv giver kolde fødder. Et gammeldags gulv giver varme fødder.
Dette fænomen skyldes ikke gulvets temperatur som sådan. Her kommer et teknisk udtryk til forklaring: termo-effusivitet. Det er et mål for, hvor hurtigt et materiale tiltrækker sig varme – i tilfældet fødder fra kroppen, der kommer i kontakt med det. Nervesystemet opfatter denne effusivitet som kulde. Jo lavere termo-effusivitet, jo varmere føles gulvet. I moderne huse gør man alle mulige ting for at kompensere for de uhensigtsmæssige byggematerialer og alle deres bivirkninger. I gulvet er man nødt til at indlægge gulvvarme. Med årene bliver de kobberrør, der er nødt til at sno sig i betonen, tæret, og det hele skal brydes op og lægges igen. Et gulv i en 800 år gammel middelalderbygning har indbygget passiv gulvvarme – eller man kunne sige mangel på gulvkulde. Dampspærre i gulv, vægge og lofter er en sådan kompensation. Tykke lag af rockwool er en sådan kompensation. Udluftningssystemer i vådrum og i termoruder er en sådan kompensation.
Hvis man vil have formlen for dynamikken i kalk-komponenten, så er det Ca(OH)2 + CO2 –> CaCO3 + H2O. Kalken ligger som små sovende celler inde i gulvet eller murværket, og den dag, der opstår revner, små eller større, så vågner kalken op og går i forbindelse med det vand, der er trængt ind i revnerne og fylder dem ud med et væv. Et sådan gulv eller sådan en væg bliver stærkere og stærkere med årene – UDEN at blive vandtæt, for det ånder stadigvæk. De middelalderlige husbyggere kendte ikke den kemiske formel for kalciumkarbonat. Han vidste bare, at hans far og farfar og oldefar havde gjort det samme, og byggeriet havde holdt sig intakte og sunde gennem generationer.
Læg dertil, hvad det teknisk set foregår en interaktion med den jord, hvis temperatur er konstant både sommer og vinter. Det vil sige køligere om sommeren og varmere om vinteren end temperaturen ovenfor. Man har kaldt denne effekt for det termale svinghjul.
Og hvad kan vi så lære af det andet, end at det er gået galt undervejs? Vi kunne have lært det hele igen, men det sker ikke på grund af andre mekanismer.
Byggeregulativer har låst os fast i dårlige men billige materialer. Portland-cement er billigt og cementindustrien er en global trilliard business case, hvor lobbyvirksomhed har kunne skrive de regulativer, der fremmede denne business case, og som blev blåstemplet af generationer af lovgivende politikere, der ikke anede, hvad de blåstemplede. Det er her, hvor vi står. Industrien er ikke ond, det er ikke en konspiration på den entydige måde, selvom der helt sikkert finder karteldannelse sted, der reelt set er en konspiration. De har fremmet deres egen sag og beskyttet deres interesser og tjent de penge, de kunne på kort sigt.
Vi er bare nødt til at spørge, i hvor høj grad vores interesser er sammenfaldende med deres, og om det i det lange løb er en win-win-situation? Vi er nødt til at genopdage de gamle teknikker og videreudvikle dem. Der er en forsigtig trend med at gøre det. Når man køber et gammelt hus, hvor der er brugt cement til at fuge mursten med, så kan den fjernes og erstattes af kalkmørtel. Hvis der er malet udenpå mursten, så kan det fjernes, så stenene kan ånde igen. Men det er svært at bygge et nyt fundament under et hus, der står ovenpå.
Denne trend kunne godt tænkes at vokse, så nye huse kunne bygges med de rigtige naturmaterialer og med de gamle byggeteknikker. Det er ikke at bombe os selv tilbage til den mørke middelalder men at bakke ud af den blindgyde, vi er kørt ind i. Det behøver heller ikke at være dyrere, tværtimod. Danmark befinder sig ovenpå ler, sand og kalk. Og så er der asken, der kan skaffes som et affaldsprodukt.
Ellers er Etna lige gået i udbrud igen, så der skulle være en del at hente der, når den er færdig med at udspy.
Og ligesom en sidebemærkning. Hvad fru Etna lukker ud af CO2 i luften er det samme, som fru Hekla gjorde for år tilbage. Det svarer til et helt års udledning fra samtlige europæiske byer og fabrikker ET HELT ÅR! Hvor vover naturen ikke at være politisk korrekt! Men man kan jo ikke idømme en vulkan at betale grønne afgifter til globalfascisterne i Bruxelles …
19. september – wiener
Hvis man kke ligefrem er veganer, så er en wienerschnitzel en klassiker.
Denne østrigske nationalret blandt andre – intet land har én nationalret, så glem alt om, at stegt flæsk med persillesovs skulle være national-retten – er en klassiker.
Den er simpel, den er ikke gastronomisk raketvidenskab, men den skal bare laves rigtigt. I øvrigt burde smørrebrød var den danske nationalret.
Man kan til nød bruge skinke og endog kylling, men kalv er det rigtige.
Man kan stege i olie, men svinefedt er det rigtige. Animalsk fedt er i øvrigt det sundeste i modsætning til, hvad mange er blevet fortalt og bilder sig selv ind, for plonteolier varmet op til den temperatur, der kræves, udvikler plastik, som er skadeligt for kroppen. Det får vi til gengæld ALDRIG noget at vide om.. Klaret smør har de samme egenskaber som animalsk fedt, hvilket vil sige et meget højt rygepunkt. Rapsolie, som mange tror er åh-så sundt, har et af de laveste rygepunkter.
Skær eller køb en 6-8 mm (max 1 cm) tyk skive af kalven.
Brug den flade side af en kødhammer til at gøre den ca. 3 mm tyk. Bank følsomt.
Nogle foretrækker at banke den ud mellem to stykker plastfolie, så der ikke kommer sprøjt ud i rummet. Strø fint stensalt udover schnitzlerne. Et trick er at strø fra øjenhøjde og ned over kødet, så bliver saltet jævnt fordelt. Derover et drys friskkværnet peber.
Forbered 3 skåle eller tallerkener med mel, let piskede æg og rasp.
Selve stegningen foregår på et par minutter, og forinden vender man schnitzlerne i mel, æg og rasp. Vend flere gange, så det hele fordeles jævnt. Der er nogle, der foretrækker en dobbeltpanering, hvor processen med mel-æg-rasp gentages.
Fedtet skal være varmt men ikke friture-varmt. Et par minutter på hver side bør være nok, men hold øje med farven. Man kan sagtens vende flere gange, hvis man ikke er tilfreds. Der er også de, der foretrækker en lidt tykkere schnitzel, og så skal den selvfølgelig have længere tid i fedtet.
Roter panden forsigtigt men hurtigt i cirkler, så der kommer luft underneden, og så schnitzlerne ikke hænger fast men bliver badet fra alle sider. Der sker hermed en form for soufflering, hvor luften kommer ind mellem kød og panering, hvilket får paneringen til at boble op. Det giver en meget sprød og lækker tekstur.
Når schnitzlerne er færdige, lægges de til afdrypning på et viskestykke eller noget køkkenpapir.
Inden stegningen har man forberedt noget tilbehør.
Her er der et par muligheder.
Kartofler er et must.
Men skal det være brasede kartofler eller lun kartoffelsalat er et spørgsmål?
Brasede kartofler behøver vi ikke at forklare.
Lun kartoffelsalat er halvt afkølede pillede kartofler skåret i ikke alt for tynde skiver tilføjet salt, peber, sukker (wienerstil), en sjat bouillon og en spsk eddike + lidt planteolie. Her er planteolie på sin plads og ufarlig, så vælg noget, der smager godt. Solsikke- smager bedre end raps (der ikke smager af noget) iblandet finthakket rødløg. Der er de, der også tilføjer lidt sennep. Lige før servering blandes frisk-snittede purløg eller forårsløg i. Og skulle kartoffelsalaten i mellemtiden være ophørt med at være lun, så smager den stadigvæk fantastisk.
I den tyske version kan der være sauerkraut til, eller en servering med tyttebærmarmelade til, men det kommer også fra Nordtyskland.
Et wiener-must er dog en tyk citronskive, så det fede kan afballanceres med det friske-syrlige.
Her kommer så en kontrovers. Skal denne citron være i form af en ‘dreng’. Altså citron + ansjoser + kapers. Ikke ifølge wienertraditionen. Hvor den så kommer fra er et godt spørgsmål. Er det en dansk tilkføjelse? Er det som en pariserbøf, som ingen pariser har hørt om? Eller som det, vi kalder for wienerbrød, og som de dumme, kulturforvirrede amerikanere kalder for Danish pastry. Er det som en indianer, der ikke kommer fra Indien.
Altså OK, der er ikke noget illegitimt over disse variationer, men måske man skulle omdøbe dem til Berlinerschnitzel eller Amagerschnitzel, og hvorfor ikke en schnitzelburger? Så kan vi altid gå over gaden bagefter og få en wiener.
20. september – blå
hvorfor er septembers himmel så blå?
er det for at minde os om sommeres blålighed
ved at gi’ den ekstra gas?
eller er det, fordi den altid var ekstra blå
havde det ikke været for sommerens varmedis,
der gjorde den let gråblå?
eller er det for vores blå øjnes skyld,
selvom de er grønnne, brune og alt derimellem
for at minde os om vores indbyggede godtroenhed
og autoritetstro og tro på babysitter-staten og nyheder-for-børn,
der for ni dage og 25 år siden fortalte os en løgn
om et terrorangreb men ‘glemte’ at fortælle, hvem terroristerne var
eller er det blåhed, som når gamle damer prøver at skjule,
at de er blevet gamle, og i stedet for at være stolte over deres visdom
prøver at skjule deres grå hår med blånelse og lade som om,
at de stadig er et sted i 20’erne – og så fik de lige for en stund hjælp
af Generation Woke og dens udgave af pc skrigblåt eller skrigrødt hår,
der bare skulle signalere syntetisk-ideologisk at-være-på-tværs uden at vide hvorfor
21. september – blæsevejr
blæs Søndenvind, ih du milde
med luft fra endeløse stepper
let himmelvendt af de vestlige Karpatere
fra Krakow til Gdansk
inden du rammer os forneden
med et tørt pust af heden fra Pustaen
blæs Østenvind fra andre endeløse stepper,
der fordum bar rytterfolk med skræk og hærgen,
men også handelsfolk med kameler og kanel
septembers vind er varm og fugtig
efter mellemlanding i Østersøen
februars vind er Kong Vinters isnende håndtryk
blæs Nordenvind, du sjældne gæst,
for hvem har lige hørt om et højtryk fra Svalbard,
der på mirakuløs vis sneg sig udenom Jotunheimen,
for at ramme lyset på Skagen midt en rejemad med stråhat,
og hip-hip hurra for nu skal far skyndsomst flytte læskærmen,
så glassene med små akelejer ikke blæser om til ingen nytte
blæs Vestenvind, vi vidste, at du kom igen,
så samtlige træer atter kan læne sig mod øst,
og vindmøllerne atter kan falde i hak,
og vi atter kan regne med milde vindre og kølige somre,
bortset fra at koprutterne har forpurret skemaet, så dø skal de,
så vi kan begynder at leve af insekter ifølge Bill Gates
22. september – den kolde krig
Set i lyset af bølgen af russofobisk racisme, der kører for fuldt tryk, og i erkendelse af, at der blev startet en ny kold krig med CIA’s og US Neocons fascistiske statskup af Kiev-regeringen, er det på sin plads at spørge:
Hvad handlede Den Kolde Krig 1.0 egentlig om?
Vi plejer at beskrive Berlinmuren og Jerntæppet som en mur mod Sovjetstatens fremtrængen. Og igen: husk at Den Russiske Revolution var en opfindelse af Vesten. Det var verdenshistoriens største statskup. Marxisme / kommunisme er udklækket i hjertet af Det Britiske Imperium, Marx var finansieret af Rothschild, Lenin og Trotsky var finansieret af Rothschild’s underhund Rockefellerne, revolutionen var planlagt af britiske efterretningsvæsen og finansieret af Wall Street bankmænd.
Så ligesom med Den Kinesiske Mur, hvor der er blevet stillet spørgsmål ved, hvad vej den egentlig vender, så kan man spørge, hvad vej Jerntæppet vendte? Det havde et dobbelt formål, der egentlig er det samme: At forhindre østeuropæerne i at kende os, men så sandelig også og måske især at forhindre, at vesteuropæerne lærte østeuropæerne at kende og dermed forstå, hvor fremragende og fine mennesker de er, hvor fin og gammel en kultur de har. OG at de på ingen måde er onde mennesker, der elsker tyranni.
Det var det, vi ikke måtte vide. Har vi forstået det, kan vi også forstå, hvad det er, der karakteriserer den nye racistiske russofobi / slavofobi i Den Kolde Krig 2.0.
23. september – cafémad
Cafémad er en blandet fornøjelse – som regel mere blandet end fornøjelse.
Her blandes alting sammen til et miskmask af postulater om etnisk autencitet, der fuldstændig mangler autencitet. Hvis man serverede café-versionen for en mormor i Thailand, Mexico eller Indien, så ville hun se underlig ud i hovedet og derefter ryste på sit garvede-erfarne hoved.
Cafémad er misforstået verdenskøkken. Det kan godt være, at kokkene i asiatiske restauranter i Vesten går på kompromis med visse ting. F.eks kan de ikke altid få de ingredienser, der skal til. Og dernæst er det ikke sikkert, at de spisende gæster kan klare styrken af hot spices. Det er, hvad det er. Men caféerne eller pseudorestauranterne, der serverer såkaldte ‘etniske’ retter, tager kompromis til et helt andet og lav-bizart niveau og bliver … kompromitterede.
Det er ikke rigtig mexikansk, blot fordi man hælder noget TexMex-pulver over.
Det er ikke rigtig thai, blot fordi man bruger en skefuld rød curry paste og noget kokosmælk.
Det er ikke rigtig indisk curry, blot fordi man hælder noget Madras Curry Powder i gryden.
Det er ikke en rigtig italiensk pizza, fordi man hælder en gang væltet lokum over et stykke udrullet dej.
Det er ikke rigtig shawarma, fordi man propper en gang industri-döner i et pitabrød og tilføjer chillipulver rørt ud i ketchup.
Det er ikke rigtig hummus, når det har ligget præfab i køleren i en uges tid, for hummus skal laves her-og-nu og spises samme dag eller allerhøjest næste dag.
Det er ikke rigtig sushi, blot fordi man smider et stykke rå laks på en klump ris.
Det er svært at vide, hvad der er, de lærer de unge i branchen, når de går på restaurationsskole i den Hvide Kødby, eller hvor det nu foregår rundt om i landet. Er det virkelig fake-it till you’ll never make it?
Hermed er ikke sagt, at autencitet hverken er mulig eller et absolut must. Man kan helt legitimt være inspireret af de fremmede køkkener og lade sig påvirke. Det er sådan, at al kultur opstår: via interaktion. Kulturer er hybrider. Men disse hybrider opstår kulturelt-organisk i mødet mellem kulturer og deres kreative kontakt med hinanden. De opstår i grænselandet og blandingsfeltet mellem nabokulturer.
Dér, hvor det går galt, er når grænselandet bliver abstrakt, og når dette kreative møde aldrig finder sted. Nogen har hørt om, men disse nogen har aldrig mødt.
Det hele bliver fake, fladt og misforstået. Og det smager derefter.
Så hellere en klassiker som mormors boller i karry, der intet har med curry at gøre, men som bare smager godt, og som mormor kan stå fuldt inde for.
24. september – eneboeren
hvis du strandede på en øde ø, hvad ville du tænke på,
udover hvordan du skulle overleve, hvis du når så langt
som til at tænke udover dagen og vejen og overlevelsen?
hvordan ville Robinson Crusoes filosofiske eksistentialisme udspille sig?
hvad ville være nulstillingen af civilisationen bestå i
udover det bortkomne fårs ensomme og brægende ulykkelighed?
vi kunne f.eks konsultere den rigtige Robinson Crusoe,
der var den skotske styrmand Alexander Selkirk, der blev dumpet
på øen Más a Tierra i Stillehavs-øgruppen Juan Fernándes, hvor han var i fire år
at Daniel Defoe kunne skrive sin klassiske eventyr-roman skyldes,
at han netop havde konsulteret Selkirk, og der, hvor han slipper sin hovedperson,
er efter hans tilbagevenden til den civilisation, der havde dumpet ham
et skib fandt ham omsider på øen og bragte ham tilbage til England,
hvor han blev udstillet som en eksotisk vildmand strandet i de finere saloner,
hvilket gav ham knald i låget, så han tog livet af sig selv for 10 dage siden i 1721
den eventyrlige historie fortæller intet om dette terminale stadie,
hvor den reddede eneboer længtes tilbage til sin isolerede ensomhed
på en fjern ø med fisk, vilde geder og kokosnødder
25. september – et spørgsmål om tid
det er kun et spørgsmål om tid nu,
før de forførte og bedragede befolkninger i Vestens lande
ikke længere kan leve i en bedragerisk boble af forloren virkelighed
af falsk opfattelse af andre mennesker andre steder i andre lande
med andre kulturer, andre meninger om livet, i andre traditioner,
med andre præferencer til regering og andre opfattelser af Gud og mennesket
det er kun et spørgsmål om tid nu,
før en verdensorden med et overherredømme og ret til at fordømme
vil synke i grus som kolossen på lerfødder, som der skrevet står,
for en skønne dag kommer der en stor sten rullende ned fra bjerget,
der får kolossen til at skælve og dens hoved af guld,
dens overkrop af sølv og dens ben af kobber til at revne og splittes
det er kun et spørgsmål om tid nu,
før de ydmyge skal arve verden, som der skrevet står,
og hvad vil det overhovedet sige?
andet end at det kun er et spøgsmål om tid nu,
hvilket til gengæld ikke er svært at svare på,
for det udspiller sig i dette selvsamme øjeblik i spørgsmålets tid
26. september – cassoule
Jeg fandt en smuk glaceret og fejlfri terracotta-skål i Røde Kors-butikken til 25 kr.
Jeg vidste godt, at terracotta er ildfast, men jeg var ikke helt klar over, hvad det var for en tingest – indtil det gik op for mig, at det var en fransk cassoule.
En cassoule er just en skål brugt til den traditionelle madret fra Sydfrankrig, der hedder cassoulet. Skålen som kogegrej er selvfølgelig langt ældre. Husk at støbejern først blev almindeligt til potter og pander i Europa med jernstøberierne i 1800-tallet, men terracotta kendt tilbage i oldtiden har de samme egenskaber. De første terracottafigurer er fundet i udgravningen af Mohenjo-daro, der var en kultur mellem 3.000-1.500 før f.Kr. Og så er der jo den berømte terracotta-hær fra Xian, Kina.
Cassoulet er en bondsk ret med rødder tilbage til middelalderen. De hvide bønner skulle først lige ankomme med Columbus sammen med en masse andre vegetabiler, som vi tager for givet i dag: kartofler, tomater, peberfrugt, chilli, squash, auberginer, majs, kakao, bananer, sukkerrør, hvede, peanuts, tobak, osv… Men bønner blev dyrket i Thailand og Europa 2.000 år f.Kr.
Det siges, at casoulet som madret optræder første gang i byen Castelnaudary, der var under britisk belejring under Hundredårskrigen (1337-1453), hvor bønnerne supplerede proteinet for de belejrede. Det har så ikke været de hvide bønner, for det er før Columbus og 1492.
Her kommer opskriften på cassoulet. Det er en Carcasonne-version med lam. Denne unikke middelalderby er den bedst bevarede befæstede by i Frankrig og derfor passende for en belejrings- og overlevelses-ret:
brug:
hvide bønner – skal være opblødt natten over, hvis de er tørrede
gulerødder – groft snittet
hvidløg – groft hakkede
porrer – fint snittet
løg – fint snittet
bladselleri – fint snittet
lam – i grove tern, marinér med olivenolie + salt + peber
gør:
brun lammet i smør – tag op
brun grøntsagerne på samme måde
tilføj maizena
kom kødet tilbage
tilføj rødvin
tilføj oksebouillon – kog i 10 min
hæld over i en cassoule el. lign ovnfast form
tilføj bønnerne
drys med rasp
bag i ovnen i 1 1/2 time
Bønnerne kan evt. suppleres med grønne hestebønner – grønt er godt for øjnene.
Lammet kan erstattes af kogeflæsk eller røget bacon.
Rødvinen kan udelades og erstattes med mere bouillon.
Der kan evt. tilføjes lidt tomatkoncentrat før deglacering med rødvin.
Retten kunne også være helt vegetarisk, men det ville franskmændene og -konerne nok ikke finde sig i.
27. september – 5 spørgsmål til ‘fessor
og ‘fessor er ikke bleg for at lade som om, han har forstand på Universet.
Hvad er den kosmiske geometri?
Der er flere. Hvilket felt af Det Store Hele taler vi om? Det kan være æblet, der er et hvirvlende rotationsfelt med indgående energi og udgående energi og et forsvindingspunkt midt imellem.
Der er de, der siger, at æblet er en dobbelt donut, hvor også rotationen flipper rundt og kører baglæns. Det kan også beskrives som en dynamisk balance mellem eksplosion og implosion.
Måske daoisternes tegn for yin-yang-dao er mest beskrivende, men det er mere et princip end en geometri.
En fjerde mulighed er enneagrammet, men det er meget svært at forklare. Det er en balance mellem to komplementære principper, der bygger på tallene 3-6-9 – pyramiden, uendelighedstegnet og den 9-delte cirkel.
Hvad er det største problem i Verden?
Det er igen en kombination af flere problemer i et låst kompleks.
Det ene store problem er korruption. Men som grundlag for korruptioner er der menneskets ulyksalige tendens til at ville korrumpere andre og til at lade sig korrumpere.
Det har en sammenhæng med menneskets anden ulyksalig trang: autoritetstro, hvilket er hangen til blind tro uden at stille de relevante spørgsmål.
Det tredje store problem er stupidited. Det er, når mennesker er så dumme, at de ikke ved, at de er dumme og postulerer det modsatte.
Hvem styrer denne Verden?
Spørgsmålet kan ikke besvares uden historik. Det må som minimum deles op i:
1. Hvem har styret Verden?
2. Hvem mener, at de har ret til at styre Verden?
3. Hvem kan med sikkerhed sige, at de rent faktisk styrer Verden i dag?
Det er kun spørgsmål 2, der bonner ud med det globalistiske oligarki.
Har Skabelsens Kilde ladt menneskeheden i stikken?
Ved overfladisk betragtning er det muligt at komme frem til den konklusion.
Men en dybere betragtning er nødt til at medregne menneskets fri vilje,
uden hvilken det ikke er muligt at lære noget under opholdet på dette sted.
En anden del af en dybere betragtning er det omvendte af guddommelig intervention,
hvilket er anti-guddommelig eller luciferisk intervention, der har indskudt et lag,
mellem Skabelsens Kilde og mennesket, der har medført laden-i-stikken.
Uden menneskets mulighed for at tage imod, kan Gud ikke give.
Har vi som mennesker mulighed for at påvirke vores egen skæbne?
Det kræver en definition af skæbne.
Hvis der med skæbne menes noget deterministisk-forudbestemt og uafvendeligt,
så er svaret helt bestemt NEJ. Men hvis der med skæbne menes opfyldelse og fuldbyrdelse af formålet med menneskets tilstedeværelse på dette sted i form af en erkendelse af det menneskelige potentiale, og at menneskelig elendighed i virkeligheden er unødvendig, så bliver svaret så afgjort JA !
28. september – træthed
Yemenitterne er trætte af Saudiarabien, Israel og USA.
Irakerne er trætte af Kuwait.
Iranerne er trætte af USA, Israel og de korrupte golfstater.
Russerne er trætte af USA og korrupte EU.
Kineserne er trætte af USA.
Pakistanerne er trætte af USA.
HELE VERDEN udenfor Korruptistan er trætte af USA!
At have fået nok vil sige, at her stopper festen.
De har fået nok, og de skrider til handling.
Og skriden til handling er stærkt motiveret af, at den store papirtiger har brølet én gang for meget uden at verden skælvede af skræk. Den store terrorist har begået en terrorhandling for meget. Den Store Satan har fået klippet hornene, og Verden har nu forstået, at det ikke bliver rå hensynsløs magt, der bliver afgørende i en Ny Verdensorden, som ikke bliver den New World Order, som Imperiet har fablet om, hvor hele Verden rullede paralyseret om på ryggen og kapitulere overfor globaltyranniet.
Det forlorne memorandum om forståelse er skudt i sænk af de hyklere, for hvem det kun var et stunt for at vinde tid før en ny bølge af aggression. Samtlige aftalepunkter blev allerede voldtaget af USA og køterstaten Israel samme dag, MOU blev underskrevet. Til gengæld har der dannet sig en helt anden ægte forståelse mellem alle lag i en række lande i Vest-, Syd- og Østasien. Alle fra den politiske top til folk på gaden har fuldtud forstået, hvad USA er for en betændt størrelse, og at der ALDRIG NOGENSINDE kan indgås forståelsesaftaler med et land, hvis politiske ledelse er så syg i hovedet.
Imperiet er rystet i sin grundvold. Hvad der sker i Vestasien lige nu, kommer med garanti til at forplante sig til Afrika og Sydamerika. Når folk ser, hvad der kan lade sig gøre, hvor stor styrke beslutsomme folk og deres lande har, og hvor sårbar papirtigeren er, når den møder beslutsomhed, så er der ingen vej tilbage. Dette er Imperiets væste mareridt.
Imperiet er en maskine. Det er en primitiv deterministisk maskine i al dens forgrenede udspekulerethed. For de ingeniører, der skabte den rullede den ud, havde glemt at montere bremser og bakgear.
29. september – en tak skal der lyde
Der er en hel del folk derude i Udkantsverden,
der har grund til at sige tak til amerikanerne.
Her vil du måske straks som velinformeret person, der har fulgt med i verdenssituationen og måske som vi ikke har den store sympati for, hvad det amerikanske regime har gjort hverken på det seneste eller langt ned i forrige århundrede, undre dig over udsagnet.
I en virkelighed og en verden, hvor nærmest alting moralsk set er vendt på hovedet og på vrangen, er der også tale om en særlig form for taknemlighed, der i sig selv er temmelig bagvendt.
Et eksempel er den alliance af fem store lande i Udkantsverden, som det arrogante Vesten kalder for ‘det globale syden’, og som bærer forkortelsen BRICS efter Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. De har haft det lidt svært ved at komme udover rampen, og mange observatører havde mere eller mindre afskrevet projektet som en stor død sild af en snakkeklub uden egentlig handlekraft. Et topmøde i Brazilien var et eksempel på det bl.a takket den korrupte brazilianske præsident Lula, der er totalt i lommen på globalisterne i Vesten. Ved mødet i Indien i september 2026 var der derfor ikke de store forventninger. Indien selv havde ikke vist de fineste takter i verdenspolitikken, hvilket bl.a skyldes dets nære forhold til Israel. Så der var interne konflikter, som fik Vesten til at gøre grin med projektet.
Men det skulle vise sig at være en forkert bedømmelse. For ved dette møde var der pludselig fodslag og handlekraft. Og det er her, hvor den omvendte taknemlighed kommer ind i billedet, for alle disse lande inklusive BRICS+, der er en hel række lande med et løsere medlemsskab, har nu set, hvordan USA har trådt entydigt i karakter som verdens ultimative slyngelstat, og at man aldrig vil kunne stole på dem længere. USA personificeret ved Trump-regeringen har strøet om sig med tariffer, sanktioner, trusler, falske løfter, brudte aftaler og aggressive krigshandlinger. De har udspyet løgne og foragtsytringer overfor selv de, som de kaldte for deres ‘venner’.
Men undskyld mig: En slyngel har ingen venner, kun folk der er bange for ham.
Deres tak bør lyde til, at i stedet for, som det er Imperiets faste strategi: at sprede og splitte landene eller som det ofte kaldes: del-og-hersk, så har Imperiet / USA formået at samle udkantslandene til fælles fodslag. På mødet var der enighed om fordømmelse af alle ulovlige krigshandlinger både i form af sanktionspolitik – som ER krigsførelse – og ulovlige aggressionskrige. Der var også enighed om den nye interne økonomiske politik, der omfatter en koordination af de overførsels- og betalingssystemer, som landene hver for sig har udviklet som alternativer til det misbrugeriske SWIFT, der ligesom petro-dollaren kanaliserer betalinger indenom USA til udsugning. Der var simpelthen enighed om, at det var den eneste vej frem.
BRICS er ikke det eneste tiltag, der har samlet Imperiets fjender. I forvejen fandtes Shanghai Corporation Organisation med Kina, Rusland og Indien, og det inkluderer også militært samarbejde. Dernæst er der nu en aftale mellem Pakistan, Tyrkiet og Saudiarabien underskrevet i Mekka som en forsvarspagt. Den er tydeligvis omend underforstået beregnet som et værn mod Israel, der er meget aggressiv mod sine naboer og direkte truer Tyrkiet med krig. Men Pakistan og Tyrkiet nægter at støtte op om Saudiarabiens krig mod Yemen, som de selv har startet. Også i Afrika er der et anti-imperialistisk samarbejde mellem lande under kraftig udvikling især i Sahel, der er det franske koloniområde, som Frankrig aldrig har sluppet. Her er det især Burkina Faso, der har vist vejen.
Der er både boblen og syden – i det Globale Syden.
De globale storslyngler, USA, Israel og Frankrig – og lad os bare inkludere England – har tabt deres masker og vist deres grimme fjæs. De kan ikke længere gemme sig men er nu kommet helt ud af busken.
En tak skal der lyde for, at Verden ikke længere kan være i tvivl.
30. september – diplomati
september var den måned i det Herrens herreløse år 2026,
hvor Verden genskabte respekten for og opfattelsen
at det ældgamle og storladne Perserrige også kaldet Iran,
der stærkt provokeret trådte i karakter
og rystede det århundredgamle åg af deres hårdt prøvede skuldre
og selvom Verden derude i udkanten, det globale syden,
er fuld af syden og boblen af erkendelse og beslutsomhed,
så har blot et mindstemål af erkendelsen ikke ramt
de tilstoppede lokumsrør, de lortefyldte faldstammer, der sidder og feder sig
i toppen af Vestens regeringer og uber-regeringer
kan det komme som en overraskelse for erkendende hoveder,
der gennem årtier har studeret den store brune kloakstrøm
af falskhed og medieskabt forlorenhed, at skraldespande-hoderne i toppen
har så meget bæ mellem ørerne, at ingen alarmer, megafoner eller sirener
er i stand til at trænge igennem den brune grød?
Skriv et svar