1. september – fredens have
jeg ved godt, hvad du tænker
eller rettere: jeg ved overhovedet ikke, hvad du tænker,
men jeg tænker, at du muligvis tænker,
at jeg sidder her og vanhelliger stedet
her tænker jeg så – for der er plads til at tænke på dette sted,
og der er først og fremmest FRED til at tænke i Fredens Have,
og du skal vide, at der hvor jeg kommer fra syd for den kunstige grænse,
så hedder det ikke kirkegård men Friedhof, Fredshave
jeg kommer gerne her i Fredens Have for enten at tænke
eller også for helt og holdent at slippe for at tænke
de af storbyen og staten påduttede tvangstanker
skabt i tanketorskenes tonstunge tænketanke
jeg hører en svag summen af trafik i baggrunden,
men den har intet med sagen at gøre
udover en påmindelse om det uvedkommende,
der allernådigst har fået lov til at være et fjernt bagtæppe for en stille pils
jeg tillader mig respektfuldt at hvile min mødige bagdel
på stenen, der kunne være der for min oldefar og -mor,
men som står der til minde om en anden fjern slægtning
til et andet menneske
og ligesom vore børn ikke tilhører os,
så tilhører de beslægtede døde os heller ej,
vi tilhører snarere dem og det, de skabte og tænkte
og fattede og følte dengang i levende live
tillad mig derfor i en hellig stund af fred i denne have
at lade ganske og aldeles hånt om ufredens verden – derude
skabt af tvangstænkende medlemmer af en dødskult,
for hvem menneskeliv er en fornærmelse og forstyrrelse af et forehavende
thi i Fredens Have er det ingen forehavender,
der er ingen velhavere men blot velsignelse og velgørenhed,
som er udelukkende påskud til velbefindende i fredens aflukke
udenfor butikstid, efter lukketid
jeg kender min besøgstid nårsomhelst, jeg har fået nok
af centrifugens hurlumhej og tvangstankernes tumult
fredshavens beboere stiller ingen krav om korrekte bagtanker
men har fuld tiltro til mit tankesæt, når jeg sidder her og stener en stund
2. september – klokken
der er kaldt til samling i det åbne skib,
der er højt til loftet i Guds egen kirke,
hvor de ni bedeslag lige har lagt sig
og givet plads til menigheden
bestående af 14 solsortepar, 11 bogfinke-ditto,
et par sorthvide husskader i kjole og hvidt,
et utælleligt antal gråspurve, diverse arter af duer
og en søvnig natugle i sit hule træ,
som ingen aner eksistensen af,
før den efter mørkets frembrud i tavst glid
lader sin ubarmhjertige klo plante i pelsen
på den intetanende mus i græsset
så da den hellige Antonius ankom til kirken,
var den tom, og i stedet for at gå hjem igen
gik han ud i haven og sang for fuglene
uden at forvente den dybere forståelse
af samtlige teologiske pointer,
men her tog han muligvis fejl,
for hele havens bevingede kor tav og måbede,
da han løftede sin sprukne røst til lovsang,
og han behøvede ikke at bede menigheden af træer
om at rejse sig til velsignelsen, for de stod op alligevel,
og ret beset behøvede de ingen velsignelse, for det var dem,
der velsignede alle tilstedeværende med deres kølige skygger
der er ikke brug for farvede kirkeruder i Guds egen kirke,
hvor begrebet ‘bygget af levende stene’
får en ny og konkret betydning
der er ikke brug for kirkebøsser,
for ingen lider nød, det hele er gratis,
og når det regner på præsten, er det træerne der drypper
der er ikke brug for bænkerækker og salmebøger,
for nu er dagen fuld af sang, og nu er viben kommet,
og i skumringen sørger flagermusen for, at myggen får sin bekomst
der er ikke brug for høje, himmelråbende tårne,
for byens største egetræer strækker deres fingre mod himleni lovprisning og uden at miste deres rodfæstede jordforbindelse
der er derimod brug for en klokke,
der ikke er klokken slår, tiden går
men netop evigheden forestår, som der dernæst står
for blot et enkelt slag bliver stående i resonansen
om så blot i sekunder til påmindelse
om det ikke-reproducerbare potentiale og det uomtvistelige faktum,
at bevidsthed er forudsætningen for materie – ikke omvendt, så fat det dog!
3. september – genopstandelse
hvordan det så end gik til,
så fandt livet sig ikke i døden på korset,
det valgte i et glædesudbrud at lade hånt om forhånelse,
det valgte uden at ryste på hånden at skabe lykke af lidelse,
en rose så jeg skyde op af den frosne jord
den krystalinske tid lå i dødens bånd
men da de kom til graven i fredens have,
var stenen fjernet og en ung mand, der muligvis var en engel,
sagde til dem, at genopstandelsen havde fundet sted
en jomfru var dens moder ren og skær
og Sarons rose, der muligvis var en lilje,
og cedertræet fra Libanon,
der muligvis var et nyt selvsået bøgeskud på stammen
i området mellem Nørrebrogade, Jagtvej og Kapelvej
i det brød Lyset frem midt i den mørke vinter
livet finder sig ikke i torturinstrumenter og dødstrusler,
uanset om det er Syrien, Libanon, Gaza,
om det er Sahel, Serbien, Ukraine,
for livet finder en vej og omdanner udgydt blod til livskraft
af syndens nød og pine, det nådigt hjalp os ud
omslynget af ukuelig vilje til vækst i både tro og trods
vend blot ryggen til livet en stund, og det er løbet med bolden
op ad banen, forbi forsvaret og ind i målfeltet,
hvor den stakkels keeper ikke aner, hvorfra skudet ankommer,
den rose fin og lille har dejlig duft og skær
lad dødens stativ blive til livets træ
lad skyld, skam og frygt fare-fare-krigsmand,
døden skal du ej lide, endskønt du kommer allersidst,
for den sorte grydes tid har nået sidste salgsdato,
og rosen – den lyse for os ville og sprede mørket her
4. september – guds fingre
edens have er ikke et sted ejheller en tid
det er en tilstand af uforstyrrethed
der hviler noget over stedet, siges der
man kan også sige, at stedet hviler i sig selv
tiden er gået i stå, siges der
man kan også sige, at tiden ikke nåede at ankomme
stedet uden stedsans har sin egen væren til stede
stedet uden tid emmer af tilstedeværelse
du kan ankomme med din egen hukommelse,
og du vil blive genkendt
dette er ikke glemsel og intethed
du vil blive husket for stedse
du er i selskab med et væsen, der kender, husker
og anerkender DIT væsen som sit eget
Det Ene ønsker at kende sig selv
det vælger dit selskab, når du inviterer,
og især når du mindst venter det
når du husker dig selv, er du kendt, ventet og husket
edens have er gennemlyst af Guds fingre
de stryger dig kærligt gennem træernes grene
der er intet hastværk her, kun tålmod
du får ikke lyst til at træde ud af stedet og tidens enhed
men at træde vande langt fra trædemøller og fortrædeligheder
livets lys er trådt ind blandt dødens stene og gitre
stedet er som bevidsthed, det er non-lokalt
det bor ikke et sted mellem diverse hovedfærdselsårer,
bevidstheden er ikke et sted mellem ørerne som en bivirkning
af neuroner og synapser, der siger bz-bzzt eller 01101101
det er skrevet af lyssprog, der ikke kan oversættes uden forstyrrelse
og de, der har øjne, vil se, og de, der har ører, vil høre
du er i godt selskab i det store bibliotek af hukommelse,
universet udvider sig for at skabe plads til voksende hukommelse
og står der ikke en håndfuld forglemmigej’er dernede?
i græsset langs det rustne jerngitter, der i sin skrøbelighed
er nødt til at læne sig op af træet
og sammen husker de generationernes nærvær i evighed
5. september – øjeblik
ikke så hurtigt min ven, sænk farten, vi når det altsammen
jeg har brug for dit langsomme blik,
der tillader mig at dvæle og suge ind
jeg kan ikke finde suget i forbifarten
jeg kan ikke nå at stille skarpt, når der er for mange fartstriber
jeg har brug for at grokke tilværelsen i fylde
der er alt for meget ufordøjelig tilværelse
det er med tiden blevet uoverskueligt, uigennemskueligt
alt for tilskueligt, de står bare og glor, ingen blander sig
din snoede logaritme på det mobile hjem har indbygget fibonaccis proportioner
den hjælper mig til at opdage den i alt
jeg finder den i trækronen, bladet, blomsten, mennesket
jeg har brug for at få et andet syn på sagen
også selvom det er enøjet, for jeg er stadig kongen over de blinde
den er vældig udbredt for tiden, blindheden
jeg holder af din langsomme optik
der er både makro og zoom, nærsyn og langsyn
jeg kan høre græsset gro, og nu kan jeg se, at det ikke engang er løgn
om natten ser jeg skikkelser i glidende bevægelse
de kommer og går, nogle sætter sig ned for en stund
nogle dvæler ved stenene, så forsvinder de i skyggerne
jeg lader blikke vandre i selvvalgt tempo
det efterlader sig et glinsende spor over mit ansigt
jeg ser de skelsættende begivenheder, når skællene falder fra øjet
jeg ser aldrig det samme i årstidernes kalajdoskop
og mens du er her, tænkte jeg at spørge dig,
hvad du egentlig foretager dig om vinteren?
og hvis du måske havde en ven eller slægtning,
der kunne overtales til at sætte sig i mit andet øje,
så kunne jeg for en stund få lidt stereoskopisk dybde på tilværelsen
6. september – ødelæggelse
det er næsten ubærligt
ved første blik bruger jeg alt for meget energi på at forstå,
hvad der er foregået i gravskændernes skrumpehoder,
hvordan kom det dertil, hvad er der sket med dem undervejs?
jeg nægter at tro, at de er født på denne måde,
ingen er født på denne måde, noget har afstumpet dem
hvad får folk til at ødelægge med fuldt overlæg?
de havde en hård barndom, javel
der var ingen kærlighed, der var ikke, hvad vi kalder for et hjem,
forældrene var allerede fucked-up, javel igen
så hvordan kunne det være anderledes?
herefter løb de ind i det dårlige selvbekræftende selskab
og selvforstærkende yngel af fucked-up-hoder
javel ja, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør
de oplever i bedste-værste fald et øjebliks semi-erotisk opstemthed
og med garanti i hinandens dårlige selskab af heppekor og pikspilleri,
for ingen hopper over en mur midt om natten for at gøre den slags – alene
brændstoffet bag handlingen er det samme, der driver de revolutionære
og om de svinger med fasces eller røde flag er underordnet
den eneste forskel er ikke en overfladisk betragtning om
hvorvidt skjorterne var sorte, brune eller røde,
men at nogen havde bestilt dem til det og sagt: ødelæggelse giver mening
dette er ikke et bestillingsarbejde som sådan
det er et meningsløst resultat af, at noget andet allerede er ødelagt
lad mig foreslå fornemmelsen af værdi, værdighed, væren og væsen
hvis jeg skal anlægge en forstående vinkel – NB! forståelse er ikke undskyldning,
så er der tale om en stak umodne, frustrerede barnenumser,
der i brovtende-fnisende flok skaffede sig et øjebliks indbyrdes opmærksomhed,
mens de i deres fordrukne, pubertære hoder udlevede noget,
der bedst kan karakteriseres som hævn over det samfund,
der ikke havde givet dem mulighed for udfoldelse af deres potentiale,
der aldrig havde givet dem seriøs opmærksomhed, mens tid var,
men som blot bød dem timer-uger-år med tavle-til-røv-undervisning
ja, det er samfundets skyld, men en klichee fra forrige årtusind
er langt fra tilstrækkelig til at forstå ødelæggelsens impuls
højttalerne spiller glemsesl-musik non-stop, ødelæggelsens impuls er systemisk,
den er den fraktale nedskalering af civilisationens selvdestruktion,
den er endestykket for modernistisk-brutalistisk arkitektur, der har tvunget folk
til at vokse op i grimhed – og grimhed afføder kedsomhed, vrede og had
den er brændingen og slipstrømmen på Imperiets endeløse ødelæggelser
af Verden med krige, plyndringer, folkemord og vanhelligelse af selve Livet
– og nu har en stak fordrukne drengerøve tunet ind til impulsen af nihilisme
7. september – arabesken og rosen
vi mødes på halvvejen henne om hjørnet nede i kælderen,
når naturen er kunstfærdig, og kunsten er naturlig
naturen er aldrig grim
den er måske grotesk, aparte, skræmmende, blodig og barsk,
den er i stand til at udsende de fæleste dunster af råddenskab,
men jeg har til gode at opleve et stykke grim natur
grimhed er noget, som mennesker har opfundet
opskriften er simpel: man sætter sig over og udenfor naturen
inklusive den menneskelige, man tilføjer dernæst
en passende portion foragt / selvhad,
og så kalder man et produkt baseret på denne attitude
for kunst – et voilá: grimhed
arabesken på støbejernsgitteret ejer ikke potentialet for grimhed
selv hårdt angrebet af rust og grøn mug
tiltrækker den beundrende opmærksomhed
selv i en tilstand af forfald er den ikke affældig
den er fra starten undfanget til at være modtagelig overfor patina
den er forventningsfuld forberedt på at blive hentet tilbage
af den natur, den er opstået af og undervejs berige omgivelserne
med metamorfosiske metastaser af nostalgisk forfald
af malm er den kommet, som malm skal den blive og henfalde
af jord skal den igen opstå som malm og arabesk
får arabesken i sin støbte inkarnation mon ikke selskab af den sorte rose?
ja minsandten, og ligeså skrøbelig forgængelig den hvide klatrerose kan være
for ikke at tale om den store knaldrøde og spræng-parfumerede kinesiske rose
ligeså solid og pålidelig er den sorte jernrose
der ikke giver sig ud for at være kommet af sig selv
ejheller at være finere end sit naturlige forlæg
den gør kun krav på den autencitet,
som består i beundrende efterligning af sit forlæg
den udsender ingen dufte, når aftenduggen begynder at falde
man kan trygt lade sin fingre glide undersøgende over dens fuldendte form
uden at risikere at stikke sig til blods eller ødelægge dens blade
den egner sig ikke til at gøre en tornekrone af
og den tager ikke det ringeste skade af
at nogen hænger sin taskerem over dens smukke hoved
med ingredienserne til en picknick i det grønne græs
iført køkkenternet dug, stråhatte, hip-hip-hurra og de små akelejer
skål!
8. september – poplernes søjlehal
de står så langt øjet rækker
på lange lige rækker som himmelvendte højgotiske søjler
i midterskibet af tågernes hypostele-hal
de er himmelspyd ikke jordspyd
de er tårne af bøjelighed for vinden
med et forsvindingspunkt i et mysterium
dette er ikke floden Styx, forsvindingspunktet er ikke Hades,
der er ingen færgemand Charon her i de dødes havefor se, hun bærer det nye liv, af liv er det kommet, til liv skal det blive
det er en barnevogn og ikke en ligvogn
kirketjeneren er ikke en duknakket hændervridende knark af en mandsling
men hr. Langhale festklædt i kjole og hvidt truttende i staccato-trompet
haven er ikke til de døde, for de er for længst over alle bjerge,
haven er for de levende, så de kan ihukomme de døde
alle sjæles og helgeners nat og hver eneste dag, de går ind af porten til alleen
navnet er som sådan ikke De Dødes Have men Assistensen
for se, navnet tilbyder sin omsorgsfulde assistance til ihukommelse,
rekreation: genskabelse, regeneration: lad generationerne gro i det nye liv
det kan godt være, at folk kommer her for at rekreere den indre ro
men jeg vil sige, at de kommer her af andre og dybere årsager,
selvom de ikke har gjort sig dette klart og ikke har sat ord på det
de kommer her for at blive talt til af stedets sjæl – er min påstand,
når de går ind af den store port, går de ind i en kirke,
for Fredens Have er udendørsudgaven af en helligdom
haven er viet og helliget til fordybelse = afvaskning af byens overfladiskhed
havens hukommelse rummer personligheder, kendte skikkelser,
ingen nævnt, ingen glemt, de vokser posthumt, hvor andre svinder ind
alle kender en af dem, de færreste kender dem alle
men alle fornemmer dem som en del af stedets sjæl
som diskrete stemmer formidlet i en tidløs resonnans i granit
følg mig ind i midtergangen af poplernes katedral,
eller forsvind ud i et af de mange sideskibe, kapeller,
sakristier – og husk at stille dit destruktive gear i våbenhuset
9. september – genkomst
hvad foregår der lige her?
de blev ved med at overtale mig til den navnkundige genkomst,
som om jeg ikke allerede har præsteret genopstandelsen fra de døde,
på tredjedagen siddende ved Gud Faders højre hånd,
hvorfra det er meningen, at jeg skal komme og dømme levende og døde,
hvilket allerede dengang syntes en anelse belastende
altså al den domsafsigelse med afsendelse af sjæle op og især ned
og jeg kan muligvis huske forkert, for jeg kan ikke komme i tanker om,
at jeg skulle have noget i den stil, men jeg kan forstå,
at redaktionen til den senere bogudgivelse, som jeg heller ikke som sådan
har haft noget med at gøre, har tilladt sig visse friheder
så nu står jeg her og må konstatere,
at det står skidt til med modtageapparatet for den efterspurgte genkomst,
og alene det faktum, at forventningspresset er billedliggjort
ved det tortur- og henrettelsesinstrument, som romerne klyngede mig op på
altså sagt på en anden måde: de har skabt en kult
baseret på måden, de tog livet af mig på mere, end hvad jeg sagde og gjorde
når jeg beskæmmet stikker hovedet ud af buskadset her,
så ser jeg ikke andet end tortur- og henrettelses-instrumenter,
hvilket jeg håber du forstår, umiddelbart minder mig om … henrettelse,
og jeg funderer over, hvorvidt denne kult overhovedet har forstået,
at der er et livsaligt budskab gemt i instrumentariet?
jeg er fuld af bange anelser, selvom mit hovedbudskab dengang var: frygt ikke!
for jeg ser ikke andet end oceaner af skyld, skam og frygt i omløb,
jeg ser et styresystem baseret på netop: skyld, skam og frygt,
og når jeg nu har indvilliget i min genkomst, så har jeg en stak spørgsmål,
som jeg selvfølgelig i min betænkelighed ikke forventer besvaret,
da jeg ser, at styresystemet handler om just … skyld, skam og frygt
dernæst ser jeg det som lidt op ad bakke, om man så må sige,
som en af mine fjerne slægtninge til sin ærgelse konstaterede,
at man ikke skal vende ryggen til dem ret længe,
før de de har skiftet Universets Kilde ud med en guldkalv,
og jeg skal da lige love for, at der bliver danset igennem for tiden
jeg ved så godt, at der siges, at jeg skal se det som en udfordring
og ikke som en forhindring, og den er jeg helt med på,
men nu er flertallet af menneskeheden i den her del af verden
ikke engang uenige om bundlinjen: altså hvad man skal kalde Gud,
de tror, at de hele kører som en stor maskine, der langsomt går
sin egen varmedød i møde og som spytter formålsløse tilfældigheder ud
med andre ord, deres vantro er på et helt nyt og radikalt niveau,
for Gud er overhovedet ikke noget, der er til stede i deres ordforråd
deres forståelsesramme er Det Store Intet, som når tidens efter sigende
klogeste hoveder hævder, at skabelsen fandt sted ud af Intet,
som om universet i tidernes morgen var svanger med
en indædt trang til ud af sin ikke-beslutningsdygtige bevidstløse Intethed
at slå en kæmpestor fis, der oven i købet efter sigende stadigvæk
skulle hænge i rummet, siden alle render rundt
og holder sig for næsen og spørger hen i vejret:
var det dig? var det så dig? hvorefter en eller anden råver:
det var ham derovre i hjørnet, der står og lader som ingenting!
det virker umiddelbart som – og her kan jeg som sagt tage fejl af potentialet –
at de har smidt en masse velskabte børn inklusive Jesusbarnet ud med badevandet, og jeg har fuld forståelse for, at børn godt indimellem kan trænge til en vasker grundet tiders og endog æoners ophobning af diverse former for snavs, men var det monstro påkrævet at skabe en hel overordnet kultur, hvor brug-og-smid-væk blev selve hovedbudskabet?
det var nemmere dengang, for da kunne jeg bare gå op til templet,
hvor de hang ud med deres kræmmeri og pengeveksleri
og give dem en gang tæv med et vådt håndklæde,
hvilket som sidebemærkning antyder, at folk måske har fået galt i halsen,
hvad der menes med at vende den anden kind til,
for jeg har aldrig sagt noget om, at man skulle finde sig i hvadsomhelst,
dukke nakken og tillægge sig en rygrad som en regnorm,
blot fordi de rige, smarte uden medfølelse og samvittighed kom og forlangte det – du kan godt se det, ikke?
så jeg tror, jeg siger pænt nej tak til genopstandelse her og nu,
for selvom jeg er frisk på det meste, er jeg er ikke sikker på,
at jeg er den rette til opgaven denne gang, og jeg vil lige foreslå Den Gamle,
at vi udsætter det en stund og ser situationen an
i mellemtiden har jeg et skriftsted til at alle jer gode mennesker,
der holder gang i butikken på trods af … alt muligt, I ved,
for hvis jeg ikke tager meget fejl, står der [joh. 14:12]
den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør,
ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen
så tyg lige på den, for det kunne tænkes, at alt det gejl med genkomst
ikke skal forstås helt på den måde, og I kan mere, end I tror, I har bare ikke opdaget det, og det er ligesom alt det andet hejs med jomfrufødsel,
gå på vandet og kødets opstandelse,
som meget nemt bliver til noget fortænkt vrøvl på en prædikestol,
der forhindrer os i at tale om vigtige sager
hold gang i det gode arbejde
vi ses lige pludselig
10. september – uden at blinke
der er gange, hvor du er nødt til
at gøre noget uden at ryste på hånden
der er gange, hvor du er nødt til
at have is i maven for ikke at skide i bukserne
der er gange, hvor du er nødt til
i et splitsekund at glemme,
at du ikke ser dig selv som en helt
der er gange, hvor du er nødt til
at sige fra uden at blinke
der er gange, hvor du er nødt til
at sige til uden at blinke
der er gange, hvor du bare behøver
at blinke på den dér måde,
så du hverken skal sige til eller fra
der er gange,
hvor det er helt på sin plads at blinke
det er ganske naturligt at blinke
for nethinden udtørrer i ørkenvinden
det er unaturligt på en skræmmende måde
når psykopater er i stand til at nidstirre
i adskillige minutter uden at blinke
der er gange, hvor du er nødt til
at gnide dig, for du tror næppe din egne øjne
der er gange, hvor du er nødt til
at knibe dig selv i armen, for drømmer du, eller er du vågen?
der er gange, hvor du er nødt til
at losse dig selv i røven
for at komme ud af røret
men hvis du skal skyde et billede af en spyflue
der kun har tænkt sig at sidde model i ét sekund
skal det ske uden at blinke, for der er kun ét skud i bøssen
11. sepbember – sorgen
forstyr mig ikke, eller rettere: forstyr mig,
kun hvis jeg beder om det
og kalder på adspredelse fremfor indadskuen
forglem mig ej, således som jeg ej forglemmer
men forgrib dig ikke i en uden tvivl velmenende
men ikke desto mindre utidig indblanding
min sorg er min, din sorg er din,
vi kan sørge og være i hinandens selskab
men vi kan ikke fjerne eller overtage et menneskes sorg
du kan sige, at du forstår mig i min sorg,
du bilder dig selv ind, at du forstår,
men der er ingen andre end mig, der er mig
fri mig vel for sorgens skadedyrsbekæmpere,
der tilbyder et arsenal af ritalin, stesolid + diverse lykkepiller til overpris
fri mig fra kemisk omklamring og medicinale laveste genveje over gærdet
fri mig for at blive defineret via patologi
jeg sørger, jeg er ikke syg i hovedet
fri mig fra sorgens arbejdsløshed, for sorgen er et arbejde
jeg har mærket min sorg, jeg har mærket dens muligheder,
jeg stikker ikke af med halen mellem benene og hovedet i busken,ligesom jeg heller ikke burer mig inde i et sorgens gravkammer og smider nøglen væk
jeg har mærket, at i sorgens kerne findes et lyksalighedens fødested
jeg tror ikke på, at tiden læger alle sår, med mindre jeg gør noget ved det
glemsel er ikke lægekunst, symptombehandling er ikke heling
det kan gå grueligt galt, hvis jeg falder i en af de gravede grøfter
er smerten involveret, lad den komme, er lidelsen på spil, lad mig se den an
når jeg har båret mit sørgeslør i 3×28 dage, så tager jeg det af igen
livet har brug for, at jeg påtager mig sorgen
livet har brug for, at jeg slipper den igen, når tiden er inde
ville han have ønsket i det hinsides, at jeg tog livet af mig selv i levende live?
sorgen er smuk og rigtig, hvis jeg tillader det
sorgen er et livsinstrument, når døden er uafvendelig
sorgen er hukommelse i sameksistens med helbredelse
12. september – Kierkegaard
du fornemmer sikkert en vis filosofisk ironi
for her ligger jeg og bærer det samme navn, som det sted jeg ligger
hvis det havde stået til mig, havde det heddet Eksistenskirkegården,
for jeg har aldrig bøjet mig for kravet om objektiv sandhed,
men når den intuitive og eksisterende sandhed indfandt sig, var jeg aldrig i tvivl
jeg ligger her og er uafsluttet, jeg var på vej dengang,
jeg er på vej både i dag og i morgen
jeg har det godt her i Fredens Have i min uafsluttethed
jeg havde det mindre godt for at sige det mildt
blandt dogmer og kirkelige fuldkommenheder, der kræver afslutning
mit ærinde, min mission var den skabende samtale
når jeg gik ud på gaden, var alle en værdig samtalepartner
jeg blev altid småirriteret – igen for at sige det mildt –
når der nedkom fra biskop DittenDatten som en anden fra Herodes til Pilatus,
hvad det var meningen, at jeg skulle tro, tolke og tænke
jeg har fulgt fra mit familie-mausoleum,
hvordan bolden er spillet videre,
jeg har observeret spontane livsytringer
det er ikke bare en filosofisk tanke, der er selve livet, der ytrer sig
og javist, jeg gik rundt i Kjøbenhavns gader og filosoferede
men jeg stod også ved min skrivepult og skrev
og jeg så, hvordan livet ytrede sig og udspillede sig i menneskelig handling
jeg så, hvordan kærlighed brød igennem uden opfordring
jeg så, hvordan barmhjertighed manifesterede sig uden tvang
jeg så, hvordan visdom ankom uden akademisk godkendelse
men størst af alt er kærligheden
mit fornavn er av-for-Søren, mit efternavn er mit hvilested, jeg brændte broerne,
da jeg afviste Regine, der elskede mig ubetinget højt kun for at beskytte hende mod mig selv,
jeg splittede min personlighed i diverse pseudonymer for at tale med mig selv,
jeg talte med mig selv, for så var jeg altid i godt selskab,
jeg talte også med Gud og hvermand på de brostensbelagte gader med stank af hestemøg
jeg spurgte efterfølgende mig selv, om denne splittelse var det hele værd
valgte jeg mit behov eller mit begær? valgte jeg komedien eller tragedien?
kom jeg i land i min rejse? det synes uafsluttet, jeg hviler i uafsluttethed
det uafsluttede giver noget at rive i for eftertiden
jeg slutter her
13. september – moderskød
min moder, mit ophav
vi kalder det fædrelandet, du kaldes for modersmålet
så sødt velsignet du mit hjerte når
af fædrende jord er du kommet
de pløjed og de såed den sæd i sorten jord,
af jordens skød vældede din livsalighed
ved spinderokken lød din klare røst
for sproget er min moders bløde stemme
det som en sød musik mit hjerte når
luk op dit skød og lad dit livsvæld flyde
glem alt om grønne afgifter og designerpolitik
i grønne øer, mit hjertes hjem hernede
min moders gavmildhed er ikke skattepligtig
hvor reder sommeren vel blomsterengen
hvor reder hun vel barnets seng
hvor synger hun sin vuggesang – jeg sku’ hilse og sige,
at vi er mange, der er faldet i søvn til denne sang
min moder, mit ophav
dit skød er svangert med bladgrønt
kan vi med sikkerhed sige, om det gror opad eller nedad?
kan vi sige, om lynets elektricitet er en opladning eller en nedladning?
det kan synes det ene og forklares som det andet
du danske friske strand, plovjernet guldhorn finder
for muld og malm og modersmål er kæmperim
og mjød og mad og upasteuriseret, uhomogeniset mælk er kernesundt
og fermenteret rugbrød på surdej er folkesundt
du danske friske strand med vilde svaners rede
Gud give os frihed for pesticider og tungmetaller
lad himmel og jord blive fri for kemiske slæbespor
lad havene slippe for plastikskrot og aluminiumsdåser
du danske friske strand, hvor dannebrogen vajer
Gud fri os vel for krigsliderlige statsgimper
købt og betalt af overstatslige syndikater
bestående af bestaltede bestukketheder og korrupte befalinger
lad os genopstå mellem æblegård og humlehave
lad fuldmånen stå over kløverengen
i grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
mit fædreland, mit moderskød og modersmål
14. september – bøn
jeg gør mit hjerte stille
i denne stund i denne tid,
hvor alting larmer i verden,
og hvor aftrykket af larmen
forstyrrer den distrete stemme
der venligt og uden bebrejdelser taler
må jeg atter engang høre din stemme
jeg takker for det beskyttende
og dæmpende lag af hvid stilhed,
der som et skræddersyet kærligt klæde
vævet at det fineste luftigste linned
har lagt sig imellem aggressionernes akkustik
og resonansen i min indre kirke
gendan det beskyttende skjold mod verdens fortræd
lad skjoldets rene hvidhed udelukke baggrundsmusikken
af kanontorden i det fjerne
og lyden af skingre stemmer, der tiljublende råber
på mere kanontorden i det fjerne
for alle de fiktive fjender derude skal undertvinges!
og stemmerne råber os ind i ørerne, at vi skal råbe med i deres kor
stop deres råbende munde, så de for en stund kan høre ekkoet af had
må det galopperende vanvid omsider få en ende
i en verden, hvor der ihjelslås
for ussel mammons skyld,
hvor de ledere, der skulle lede os på rette vej,
forleder os og forråder os i fejhed
for at tjene deres falske gudebilleder og skumle præsteskaber
lad frygtens megafoni gå ned på en løs forbindelse
jeg gør min hjerte stille
i denne tid på dette sted
ikke kun som en tilflugt for larm og ondskab
men for endnu engang at forvisse mig om
at den livbringende stilhed vil give mig mod og styrke
til at gå ud og se det i øjnene uden frygt og forstyrrelse
må hjertets stilhed forblive bestandig
Amen
15. september – 1781
Immanuel Kant udgiver Kritik af den rene fornuft
de kalder det oplysningstid
de siger at mennesket skal lære at tænke rationelt
dette rationale skal senere vise sig at have en meget lidt oplyst bagside
for det komplet irrationelle kan nu sælges som sund fornuft
den første jernbro åbnes i Shropshire, England
Platon kaldte jernets tid i det store verdensår
for den mørkeste, ondeste og dummeste tid
de gamle indere kaldte det for Kali Yuga, den Sorte Moders Tid
industrialismen skaber et nyt slavesamfund inden feudalismen er afviklet
William Herschel opdager planeten Uranus
ikke at det får noget betydning for menneskeheden som sådan,
at nogen har identificeret en ny roterende sten derude,
men det er for intet at regne mod de astrofysiske absurditeter, der skal følge
Lord Cornwallis overgiver sig til George Washington
og de udmærkede amerikanske borgere er nu overbeviste om,
at der fremover er fred og frihed i farvandet dog lidet anende,
at den nye nation i 245 år kun skal opleve seks år ! hvor de IKKE er rodet ud
i en eller anden krig, som de selv (læs: deres lederskab) uprovokeret har startet
en 12 år gammel Napoleon Bonaparte bliver drillet i skolen,
hvorefter undermåleren udvikler et stort ego og lige så store ambitioner
og senere får lov til at sætte en imperial krigsmaskine i højeste omdrejninger
han allierer sig opportunistisk med de jacobinere, der snart skal vise verden,
hvad revolution er for en størrelse, og at ‘oplyste’ ideer, der ved første øjekast
kan synes tilforladelige og endog påkrævede, i anden omgang røber sig som
kynisk menneskeforagt med et idealistisk grundlag som syg undskyldning
i det lille land har den sindsforstyrrede konge ikke styr på noget som helst,
og ikke at de danske indavlede kongeslægter er kendt for at have styr på ret meget andet end at starte den ene krig efter den anden med naboerne – hvilket de så heller ikke har styr på – så står det helt galt til med Christian, hvilket betyder at geheimeråden, der også er dronningens elsker: Johann Friedrich Struensee, tager over og introducer nye ideer bestående i blandt andet at fratage den rige og mægtige nordtysk-danske lavadel og deres yngel deres automatiske privilegier, hvilket ikke falder i disses forfinede smag, så i deres forfinelse afliver de geheimeråden på bestialsk middelalderlig vis med hjul og stejle, så folket kan se og lære deraf
som yderlige historisk note finder herlighederne sted på nuværende ydre Vesterbro i Kongens Kjøbenhavn nærmere bestemt Amerikavej, hvor galgebakken står, og det bliver betragtet som en folkelig forlystelse i stil med eftertidens reality-shows i flimmeren, hvor fucked-up selvoptagede, tomhjernede trendy-tatoverede fittness-typer får fem minutteres berømmelse på at behandle andre decideret dårligt, mens der savles og heppes hjemme i de små stuer, så ikke meget har forandret sig gennem århundrederne, for svinehunden er en sejlivet køter – med eller uden hjul og stejle
16. september – gravfred
løse pårørende, der ikke er i snor, er forment adgang
pensionister med fare for at falde døde om uden at betale for et gravsted,
vil blive ekskorteret til nærmeste udgang
af hensyn til gravfreden er det ikke tilladt unge nyforelskede at kysse for hårdt på hinanden
mindreårige, der spytter sutten ud på sti- og græsareal, pådrager forældre og værger et straffeansvar ifølge legetøjsloven § 218, stk. B, 1. sal th. samt deres afkom 18 års forvaring i institutioner – hvilket de under alle omstændigheder nok kommer til alligevel
bumser, banditter og børnelokkere henvises til modsatte fortov
al parkering forbudt for barnevogne og rollatorer med en samlet vægt på indtil 3.500 kg
det er strengt forbudt at pisse op ad havens træer ad hensyn til fare for overernæring
udskejelser i form af fodbold, frisbee og fuldebøtteri anses som brud på den offentlige orden og takseres til dagbøder eller fængsel med maksimal straframme på livstid
hvis der ønskes erhvervelse af herviste grund, skal der foretages henvendelse til pågældende myndighed for udførelse af jordfæstelse, hvorefter leje af hullet i jorden takseres efter princippet beliggenhed-beliggenhed-beliggenhed
skulle du som pårørende lide at den utidige vrangforestilling, at dit familiegravsted er tilgængeligt og vedblivende for tid og evighed, så henviser vi som jordslået myndighed til påhæftede skiltning
status som pårørende er ifølge statutter, dekreter, regulativer, betænkeligheder, beregninger, anmærkninger, befalinger, befamlinger, befippelser og benovelser at regne som sine qua non = uden hvilket intet kan finde sted
pårørende til de pårørende, der har overskredet sidste holdbarhedsdato kan ifølge klausuler og klamamser flyttes uden foregående varsel til vores fjernlager, hvor de herefter vil blive genbrugt som byggeaffald
af hensyn til fritgående, håndholdt biodiversitet er det kun tilladt at plante efeu
luftguitar, latterbrøl og lallende gangarter påregnes dagstaksen for uterlighed
bævere, murmeldyr, dværgæsler og kæmpeskildpadder samt alle ikke-stuerene dyr uden seletøj, mundkurv og øremærke henvises til Zoologisk Have, Roskildevej 32, 2000 Frb.
der vil af hensyn til dødsens stilhed blive skredet ind overfor overskridelse af latterrammen på 2.83 decibel, for der er overhodet ikke noget at grine af
17. september – edderkoppeblik
jeg må nok se i øjnene, at jeg ser dig i øjnene
vi kan se hinanden i øjnene uden at sænke blikket
der bliver blikstille et øjeblik
hvad vi begge ser ud af øjenkrogen
i øjeblikkets forståelse
er til at få øje på
vi har øjenkontakt uden nøjeregnenhed
vi øjner begge det øjensynlige
vi samtaler i øjenhøjde
der er ingen brug for
øje for øje, tand for tand
og andre tandløse øjenbetændelser
de der har øjne, de se,
de der har blik for situationen
de ser og forstår
forsyn og fremsyn
er ikke det samme som fjernsyn,
udsyn er ikke en optisk synsprøve
lad os få syn for sagn
lad os synliggøre og sandsynliggøre
lad os forlange gennemsigtighed
mit øje og blik kan skue
lad os skue ved selvsyn igennem det tilslørede
det obskure skal ikke længere forblive uset
lad os anskue det beskuelige
vel vidende at tilskuerpladsens perspektiv er bedragerisk
og aldrig giver os det fulde udsyn
sådan set er det forvrængede perspektiv til at overse
kan vi ikke blot kompensere og stille skarpt igen?
det er her, du kommer til syne igen min ven
du ser mig i øjnene med dit ottebenede blikfang
jeg ser dig i øjnene med mit øje for det væsentlige
lad os bare se det i øjnene
da så vi som i et spejl, i en gåde, nu ser vi med egne øjne
på snarligt gensyn
18. september – usynlig
der er ingen, der ser mig
jeg står her, for at ingen skal se mig,
gemt af vejen for ikke at komme i vejen
jeg står i min træ
jeg er blevet træets sjæl
træet er mit hus, det har set mig
han så mig ikke
hvorfor tænkte jeg, jeg stod jo lige der
jeg prøvede at fange hans blik
hans blik fik kun øje på farverige blomster
og jeg er en blomst af sart kulør
jeg spragler ikke gerne i vilden sky
jeg falder i ét med mig selv
i træets niche og grønne sidekapel
jeg er blevet til en engel
jeg er ikke lysets engel, der går med glans
jeg er ikke dødsenglen, der uddriver
fra haven med flammesværd
jeg er en undselig engel
men jeg er til at stole på
i morgen står jeg her også
jeg lægger øre til dig,
der er udstødt og forsmået
jeg ser din ensomhed, for jeg var selv uset
jeg lytter til jer,
der blev overset og ilde set
jeg hører alt, hvad der siges i jeres indre
når det er mørkt og alle sover
går jeg rundt i Fredens Have
og lytter til stenene
de taler til mig, de betror sig
de fortæller gerne, de beklager sig ikke
ved daggry indtager jeg igen min plads i undseligheden
19. september – rust
Jeg hedder Petrine Nikoline Olsen, født Petrova Nicolaeva Olinsky, men da det var for svært at udtale, så jeg tog navneforandring. Jeg kom hertil i 1918. De myrdede hele min familie, fordi de nægtede at aflevere deres penge og ejendele til revolutionen. Min far så det komme årtier forinden, og da den store krig startede i 1914, sagde han: Dette er kun starten. Nu begynder ødelæggelsen af verden. Jeg overlevede kun, fordi jeg var udenfor byen den dag og besøgte Andrei og Ivana, der altid havde syet vores tøj og oven i købet avlede det bedste fjerkræ, der kunne tænkes. Da jeg kom tilbage, var der ingen i huset, og der havde tydeligvis været nogen, der havde gennemrodet skabe og skuffer. En smuk ikon med Sankt Nicholas, som vi altid havde holdt meget af, var vandaliseret. Jeg vidste straks, hvem der havde gjort det og hvorfor. Jeg vidste også, at mit liv nu var i fare.
Min far var en af deres kritikere. Han havde gennemskuet dem, og de brød sig ikke om ham. Han vidste også, at alle de flotte og pompøse ord om revolutionen var et fælt teaterstykke, og at det hele handlede om at stjæle ALT fra alle, der havde penge. Han vidste også, at de herefter ville forsøge at udslette alle gamle traditioner i fremskridtets og revolutionens navn. Han vidste, at alle troende ville blive forfulgt, for folkets tro stod i vejen for deres sataniske forehavende. De sagde, at religion var opium for folket, for de havde det egentlige opium og deres falske designerreligion, som de kaldte for historisk-materialistisk videnskab. Min far vidste det hele, for han havde selv som chefredaktør af et kendt og læst dagblad været medlem af deres hemmelige loger og havde hørt, hvad de talte om. Han vidste, at horder af revolutionære bestilt af britisk establishment og deres efterretningsvæsen bestukket og besnæret af amerikanske og tyske bankfolk ville ankomme og begynde at kommandere rundt med folk. Socialismen var et socialt eksperiment beregnet på at skabe det perfekte industrielle slavesamfund. Da hans dagblad skrev noget andet end de revolutionæres propagandistiske løgne, tog de livet af ham, min mor, min søster og min lillebro. Selv hunden tog de livet af.
Vores naboer stak forskrækket hovedet ud af vinduet og fortalte om, at de alle var blevet ført bort. Det ville ikke nytte noget at gå op imod det nye apparat. Det lykkedes mig at redde tilstrækkeligt med penge fra et særligt sted i huset, som de ikke havde fundet, en anselig sum. For disse penge gik jeg under jorden, indtil jeg havde skaffet mig de rigtige forbindelser til at flygte ud af landet. Det foregik via et skib fra Skt. Petersborg. De revolutionære havde endnu ikke fuld kontrol over ud- og indrejse, så via falske papirer slap jeg igennem. Skibet ankom til København 4. maj 1918.
Da jeg steg i land med min kuffert og så mig søgende omkring, var der en herre, der spurgte, om han kunne være behjælpelig. Han sagde, at hans familie havde værelser, som de udlejede. De var beskedne og til at betale. Forsynet smilede til mig, for Theodor Olsen blev senere min gode bekendte og dernæst min husbond.
Når jeg ser tilbage i mit liv – det er lidt svært at se fremad, når rusten har dækket mit ansigt – så fik min kære far ret i alle sine bange anelser og forudsigelser. De startede rent faktisk ødelæggelsen af verden dengang. Det hele var forudset og beregnet.
Tillad mig blot med min rustne sprukne stemme at tilføje:
Det sidste ord i den sag er ikke afsagt.
Det lange strå er trukket af en ukendt hånd.
20. september – grøntsag
det er muligt, at du spørger dig selv
om noget i den henretning:
hvad høvlan laver en koloni af søpindsvin
på en sten i en kirkegård?
dertil må vi må vi helt spontant svare:
det er et rigtig godt spørgsmål,
vi hører, hvad du siger,
du bringer et vigtigt emne på banen, hurtigt videre
godt-så, det forholder sig sådan,
at der var en restaurant,
der havde slået sig op på ny nordisk stenaldermad,
og som havde bestilt en ladning ooni, som det hedder på japansk
de var så ny-og-nordiske,
at de ikke kunne udtale ordet søpindsvin,
men det skulle ifølge rygtet være en delikatesse
at pelse de omtalte bepiggede blødyr og servere indholdet med citron og mayo
det var vi så nogle stykker, der ikke var friske på,
så inden det kom så vidt som til pelsning,
så stak vi simpelthen af og gemte os udenpå skroget af skibet,
hvor vi holdt vejret og var heeelt stiille
ved ankomsten til havnen hoppede vi i vandet
og galopperede henover mudderet på bunden
udenom cykellig, ølflasker, mobiltelefoner og en død svensker
og ved mørkets frembrud tog vi den indover staden
med mellemlanding i diverse springvand og vandpytter, forstås
indover søerne og op gennem Nørrebrogade
på vej mod Utterslev Mose, men pludselig råbte Steffen,
der havde lidt mere forstand på topografien: Ind til venstre gennem porten, NU!
nåmen-så gør vi det, og det var helt fint med vådt græs,
og undervejs mødte vi et par ægte landpindsvin, der gjorde store øjne,
og som råbte til os: Held og lykke med det der!
og efter et par hundrede meter besluttede vi os til at tage en slapper
det er så her, vi sidder endnu og ikke er kommet videre,
for i mellemtiden er vi på bedste darwinistisk vis muteret,
og da der følgende formiddag kom en parkbetjent forbi, sagde Steffen:
schyy – sid helt stille og sig som en grøntsag
21. september – benhuset
når der skæres ind til benet
når den forbenede substans er blottet
for benovelse og benådning
når kalken er tømt for blod
da er tilbage kun det dertil egnede til fossilet,
det sidste aftryk
vi kan få et indtryk af aftrykket
udtrykket af det nøgne er stærkt udtalt
der er ikke adgang for offentligheden
sæt nu at hunden skulle stikke af med et ben
i den tro, at der stadig var kød på den historie
og begynde at grave det ned et andet sted, end det er gravet op
når du sidder med det ene ben i graven
og det andet er kommet forkert ud af sengen
så lad den sprælske fantasi få ben at gå på
stat op spillemand og stryg din knoklede violin
så selv de benløse fugle er nødt til at hoppe
og det mosgroede dansegulv fyldes med benspjæt
to ben på jorden er bedre end ti skeletter på et varmt bliktag
det kræver benarbejde at fatte de benhårde facts
i en verden med benspænd for dybere indsigt
i beslutningsgrundlag og skjulte dagsordener
hos de, der har sat sig til rette på de lakerede stoleben
med begge ben oppe på bordet
giv mig blot det mindste påskud,
og det kan hurtigt få ben at gå på
giv os i dag vort daglige brød,
men fri os fra det, der er bagt på finmalet benmel
tilsat genmodificering og en skilteskov af e-stoffer
vi kan hugtigt tænkes at svare igen med en benmodififcering
i form at et los i den dertil indrettede
når jeg engang skal parkere mit luksuslegeme,
der venligst har været udlånt af hovedkonteret
vil jeg taknemligt hvile mine bene på højens bautastene
strøet omkring i landskabet
for langsomt at synke ned i mulden
og lade mig tilkoble svampenes mykorrhitza-netværk,
hvor jeg kan lytte til intelligente samtaler
mellem levende væsener, der giver fuld mening
22. september – vejen ad hvilken
det kan synes, som om jeg har været her før,
men når jeg endnu engang forvilder mig ind
i stiernes labyrint, opdager jeg ingen gentagelser,
alt er nyt og dragende, hvor går vejen hen i dag,
hvad er der om det næste sving?
forleden stod der en ræv, hvor kom den lige fra?
vejen kan umuligt være trukket efter en streg,
for ellers ville den – og vejfarende med den – brage ind
i den ene kæmpe efter den anden,
der i århundreder har stået stammefast på budskabet om,
at den snoede livsvej er vejen ad hvilken, vi er nødt til at færdes,
for at fatte landskabets beskaffenhed i vores sjæl
det er ikke kun vejens endestation, der er interessant,
det er alt undervejs og i forbifarten,
det er alt det, du standser op for at betragte,
det er alle, der kommer forbi på din og deres vej,
og var det nu tilfældigt, at du mødte nogen den dag,
der skulle samme vej, og som du stadig følges med årtier senere?
på min pilgrimsrute er alle vejfarende relevante
selv smalltalk og oneliners er på sin plads
et forbipasserende smil ud af øjenkrogen er tilstrækkeligt
på den betrådte livsarabesk i Fredens Have
vi er alle pilgrimme for en stund
vi bærer alle på historier på vejen gennem labyrinten
nogle gange er vi nødt til at gå ud på Caminoen
for at opdage historiernes universelle gangbarhed,
deres potentielle gensidige gavmildhed
alle har deres Canterbury Tale,
er du munken, ridderen eller købmanden?
er du kokken, skipperen eller plovmanden?
du kan risikere at glemme, hvad du kom her for,
men ved stiens afslutning husker du,
at det jo just var det, du kom for,
vendepunktet ved denne roadmovie
får dig til at vende næsen hjemad med gevinsten
døren til dit hus en smule forandret hver gang
23. september – hold fast
hold fast
i troen på at mennesket ikke er født til ondskab
der er intet ondt i et nyfødt barn
det var noget, der kom til senere
det var noget, de lærte os og tvang os til
det var noget, der skete med os undervejs
hold fast
i visheden om at mennesket er født til frihed
ingen er født til slaveri
det var en indhegning, vi blev lukket ind i
det var en pådutning og en påmontering
som et sæt lænker viklet om en pæl
hold fast
i håbet om, at intet er forgæves
grib om faklen og hæv den i stolthed
grib om stafetten og løb med den
grib om nældens rod og hiv den op
grib til sværdet hvis det ikke kan være anderledes
hold fast
i kærlighed til sandhed og retfærd
jeg griber dig, hvis din fod vakler,
du griber mig, hvis jeg ikke har kræfter
vi griber bolden og spiller den videre
dagen er begrebet, når den er fuldendt
hold fast
i dit livsværk, der var noget, du skulle – her
intet liv går til spilde i den store husholdning
alle sjæle kommer hjem, alle sjæle har et hjem
når aftenklokken ringer ved vi, at det er fuldbragt
når natten kommer, har vi et sted at sove
hold fast
i frøet når det falder fra grenen og synker ned
det dvæler i nattens, vinterens og æonernes mørke
et agern ved for længst, at det skal blive til et egetræ
det sover i jordens dyb med tålmod
når foråret kommer, bryder det sin skal og sætter sit skud
intet kan stoppe det
24. september – udfoldelse
på den lille kvist der sad et lille blad
aldrig så jeg så dejligt et blad
det foldede sig ud dér lige for næsen af mig
og som alle gode kunstnere
fik det mig til at føle i øjeblikket, at det talte kun til mig
bladet på stilken, stilken på kvisten
det havde gjort det
for at jeg skulle nyde dette øjeblik af fuldkommenhed
mens det i al ufuldkommenhed åbnede sig
for at fuldbyrde sit formål
hvordan kan nogen ved deres fulde fem
fabulere om, at denne udfoldelse er formålsløs?
at ikke kun en biomaskine men skabelse et dets bagland,
når solens lys bestråler og oplader vandets hukommelse
i bladets sarte og dog ukuelige klarhed
stilken på kvisten, kvisten på grenen
bladet ser ingen forskel mellem kunstværk og klorofyl
dets guddommelige grønhed danner det lærred for projektion
og gennemlysning af eksistensen på Eksistenskirkegården
når det opsuger og omdanner det kosmiske modlys
kvisten på grenen, grenen på træet
træet ser ingen forskel mellem guddommelig grønhed og skønhed
dets ømhed og ødselhed vokser nedad, mens det vokser opad
livstræets rødder og grene er the missing link, som I har ledt efter,
søg ej længere fæhoder, det står dér i fuldt dagslys
grenen på træet, træet i haven
af jord er du kommet, til himlene rækker din miskundhed
og se, på det lille blad sidder der små fine fimrehår
som små antenner, der registrerer hvert eneste vindpust
og kanaliserer den usynlige æter til organismens nervesystem
træet i haven, haven i byen
byen har brug for sine grønne blade for at overleve
den har glemt et-og-andet om den gren,
den sidder og saver løs på og æder løs af
som en bladgnaskende parasit udhuler den sin livskanal
byen i staten, staten klemme
byen ligger langt ude i hampen
den udstykker sine luftlommer og iltforsyninger
den ignorerer udfoldelse op prioriterer
nedlukning, indhegning og statsgodkendt afvikling
staten i klemme, bladet fornemme
hermed elevatorversionen af,
hvorfor blot et enkelt bøgeblad
er klogere end end hele statsapparatet
og lad det være apparatet en huskekage til evig tid
25. september – rosens navn
i midten af vildnisset spirer du frem
midt i den mørke vinter såvel som i den lyse sensommernat
du står insisterende og stikker ikke af
men stikker igen som beskyttelse af uantastelig skønhed
din rødme er gjort af samme farvestof
som det blod, der vælder frem fra den hånd,
der uforsigtigt søger at plukke dig
i besiderisk trang til at beskue liv henvisne i en vase
sig mig dit navn, oh rose
giv dig tilkende ved navns nævnelse
at vi i benovet benævnelse kan beundre
din beåndede beskaffenhed
i dit galaktiske center af centripetale fugaer
og betyder petal ikke et blad? og er dine voksende rotationer
ikke bladenes eksplosion? og er dit lokale center for eksplosion ikke
universets skabelse i en nøddeskal af en rosenknop?
din blomst er et skød, der åbner sig
den analoge symbolik er svær at tage fejl af
din duft er beruselsens saft i undfangelsens øjeblik
hvor du siger dit navn, jeg hedder …
dit navn vil huskes i dets unævnelighed
for navnet er kun mit utilstrækkelige begreb
for dit væsen i øjeblikket i vendepunktet
mellem skabelse og tilintetgørelse
sig mig dit navn, oh rose
men sig det ikke højt
hvisk mig det i øret i den indre transformation
du har vist mig dit ansigt, før du blev født
25 – september – ældrebyrden
nu taler de om ældre mennesker,
for hvem det er lykkedes at overleve et langt liv,
hvor de har slidt bagen ud af bukserne,
som om de efterfølgende er en byrde for samfundet
vi taler om et samfund, hvis højstemte talerør det ene øjeblik
ikke holder sig tilbage med fedladne udtryk som
bærdedygtig og diversitet, der nu karaktermyrder deres egne bedsteforældre,
der har båret dette samfund på deres skuldre gennem diverse strabadser
kunne det tænke sig, jeg spør igen: kunne det muuuligvis tænke sig !?
at de forspiste, flommefedladne kustoder på de bonede korridorgulve
gennem x-antal årtier har haft lidt for travlt med på den ene side
at rave til sig og på den anden side har misligholdt og disforvaltet midlerne
kunne det tænke sig, at de, der beslutnings-udygtige
har haft deres magtbefedtede fingre lidt for langt nede i kagedåsen
og bukserne lidt for langt nede om haserne i deres foroverbøjede tjenstvillighed
overfor visse globalistiske kartel-giganter, der har malket nationerne for midler
hvorefter de selvsamme karteller, der mig bekendt ikke betaler en krone i skat,
nu fortæller deres lokale horekarle og -koner,
at nu må de finde flere måder at konfiskere midler på,
så de kan blive sendt i retning af diverse transnationaliteter – diversitet du ved
kunne det tænke sig, at indforskrevne i medicinaldemokratiet,
konservesdåsens folkeparti, Axelborg-mafiaens frontparti, de radiale-rodløse,
social-elastisk folkevognsparti, og hvad der er løbet til af irrelevante add-ons,
udhæng og knyster på teaterforestillingen … har snorksovet i timen?
kunne det tænke sig, at der var en slet skjult sammenhæng
mellem dette koncept om en ældrebyrde
og en vis global nedlukningsaktion, hvor disse ældre blev udsat
for en virus, der især gik på disse ældres svageste punkt?
hvorefter disse ældre blev isoleret fra deres pårørende,
de måtte ikke få besøg af hensyn til – som der blev sagt – smittefaren
så hvad var det lige oldemor omkom af?
en underlig kineser-laboratorievirus eller ensomhed i sin isolationscelle?
de ældre er altså en byrde
men samtidigt er de vældig friske og må klare sig selv, så fåååk dem!
der er ikke plads til de arbejdsdygtige ældre på arbejdsmarkedet – ud med dem,
men når de så er afskåret fra enhver mulighed for at yde en kvalificeret indsats,
får de at vide, at de det er fuld tid for fuld skrue eller screw-you!
kunne det tænke sig, at det er et samfund – hvad det så end vil sige,
for det synes ikke længere at være et udtryk for, at vi har fundet sammen,
men snarere at vi er blevet stuvet sammen i det ene-og-det-andet hjørne,
der har fået ondt i moralsættet og er tiltet over i doppel-tripel-kvadrupel-moral?
jeg spørger ikke bare, jeg konstaterer
26. september – sprukne fragmenter
ersomhed
en nutidig bøjning af varsomhed
i nærmest uafvendelig bevægelse mod glemsomhed
e-ømhed
et erotisk-kælent forhold til mobiltelefonen
en permanent og ufrugtbar tilstand af duknakkethed og navlebegloelse
er-sind
en slægtning til erfaring og erkendelse
varsind, blivsind og har-aldrig-været-sind
somhed
i stil med hvadhed, nårhed og dahed
kun et præfiks fra ensomhed og tosomhed
s av
der er ingen, der ved, hvad det betyder, hvilket gør det yderst relevant,
i en verden af akronymfikseret AI-kryptisering, buzzwords og newspeak
ømsom
et ikke-esisterende ord, der ikke desto mindre kvalificerer sig
til selskab med nænsom, følsom, tålsom og skønsom
erhed
måske det bedste bud på en dansk oversættelse
af filosoffen Heideggers ontologiske begreb Dasein
sindsom
muligvis i familie med det angelsaksiske begreb handsom
og dermed en mere feminin form for håndgribelig skønhed
ordsomhed
giver lige så meget mening som tavs-somhed og stilsomhed
men er langt at foretrække for kedsomhed
indso
der kan her være tale om det indre svin,
der som hepper på død og ødelæggelse i fredens navn
27. september – barnetro i græshøjde
kære Gud vil du ikke være sød
at sørge for godt vejr på min fødselsdag,
som er lige om lidt, for så siger min mor,
at vi skal sidde herude og spise sandwicher og sodavand,
og at min storesøster ikke har lov til at være
kommandusen hele dagen, for det er SÅ irriterende
og ved-du-hvad kære Gud,
så vil jeg også ønske, at jeg var stor nok til en rigtig cykel
hvor den kører rundt med fødderne,
og den skal have både ringeklokke og båthorn og seje lygter,
for så kan jeg køre hele otte kolometer i timen
uden at blive fanget af politiet
kære Gud vil du ikke også gøre,
så far og mor ikke skændes så meget hele tiden,
og råver derinde i stuen om aftenen, at nu skal de skilles,
og at min far kan få lov at se mig hver anden uge,
når jeg bare vil se ham hver dag og vil have
at de er min mor og far på én gang altid
og ved-du-hvad kære Gud
selvom du ikke er julemanden
så vil jeg godt be’ om, at de holder op med
at skyde på hinanden derinde i fjernsynet,
og du må godt lige skælde hende damen ud, der hele tiden snakker om
at sende flere våben, der koster mange penge
og ved-du-osse-hvad så tænkte jeg på,
og jeg ved godt de voksne siger, at jeg tænker for meget,
men selvom jeg ikke forstår, hvad de siger,
så synes jeg alle de dér mænd og damer indre i fjernsynet
lyver hele tiden, for det ved jeg bare, de gør, og jeg kan se det på deres øjne,
og du har jo selv sagt, at man ikke må lyve
nåh-jo og så ønsker jeg mig også en rigtig fodbold
og ikke sådan noget plastiklort, som onkel Frede kalder det,
og alt det med plastik fra Fætter BR synes jeg osse lugter mærkeligt
og kære Gud, ved-du-hvad, så vil jeg altså ikke har alt det spinat og broccoli,
for jeg vil meget hellere ha’ en leverpostejmad med mormors rødbeder
og hendes frikadeller smager bare bedre end vegansk bønnepostej
de smager … amen!
28. september – alle helgen
væggen er tynd i disse tider mellem menneskenes verden
og den anden verden, mellem det synlige og det usynlige
det er vigtig at holde sig på god fod med den anden verden
at holde afstand til det, der ikke vil os det godt
og omgæres det, der ønsker at være os behjælpelig
selvom den anden verden officielt er afskaffet
og ånder og væsener er afskrevet og afsendt som overtro
for dernæst at havne som barnagtig underholdning,
så kunne man godt fristes til at spørge, hvor de egentlig er sendt hen?
et godt bud kunne være … den anden verden,
hvor de oprindelig kommer fra (lidt af en no-brainer)
hvorefter næste spørgsmål kunne være, om vi har gjort os selv
en egentig tjeneste ved at erklære dem ikke-eksisterende,
for hvordan kan vi så vide, om vi møder en af dem?
vi kunne endog gå videre i vores nu anfægtede spørgelyst,
og stille det spørgsmål, om der kunne være en vis – hvad skal vi sige –
investeret interesse i at få dele af den samlede verden til at forsvinde?
altså om verdenslig-gørelse, nedsynkning og indemuring i materien,
det målelige, det håndgribelige, det kategoriserbare reelt har bragt os ud
af den mørke middelalder og ikke bare ind i en ny og endnu mørkere tid?
alle sjæle
ikke nok med at her i det kolde nord har afskaffet helgener
vi har også afskaffet sjælen
vi kalder det sind og psyke, for det lyder mere klinisk
manifestationer fra den anden verden er røget over i patologien,
i klinikken er der behandlinger for den slags, det kan diagnostiseres,
der kan udskrives medikamenter, der kan startes på et behandlingsprogram,
alle sjæle kan anskues som symptomer på en begyndende mental sygdom
det er så her, der kunne være mentalt sundt at slå bremsen i
og slukke for diverse muligheder for økonomisk gevinst i forbindelse sjælens afskaffelse og den pågældende aften og gerne hele natten til den lyse morgen
tilbringe tiden ikke ikke kun vores eget selskab men også de, der kom før os,
ganske lade hånt om, at alle traditioner og respekt for de, der var, formelt er afskaffet og ganske at glemme den historiske glemsel og den tidsforbrugende tilstand udenfor murene og uden frygt for onde væsener fra den anden verden, der denne nat ikke er inviteret for at mindes og tilbringe en vigtig stund med de bortgåede og tænde et lys for hver sjæl
29. september – den sunkne katedral
der findes et gammel sagn
i havet udfor Bretagnes eller Normandiets kyst – ingen ved hvor
dukker den op om natten ved sjældne lejligheder i fuldmånelys
eventen er ikke annonceret på forhånd, der kan ikke købes billetter
katedralens klokke høres forinden, den er hørt og set af de få tilstedeværende
de uvist af hvilken grund udvalgte, ingen ved hvem, hvorfor og hvordan
stormesteren i Prioré de Zion: Claude Debussy
skrev et piano-præludium i det herrens år 1910 La cathédrale engloutie
i den sidste stund af La Belle Epoque, en kort lykkelig tid for håb og skønhed
før verden sank i havet i verdenskrige, revolutioner, finansiel manipulation,
teknologisk tyranni, kemisk terror, eksplosionsmotorer og olie-imperialisme
og var der ikke kystliggende landmasser,
der sank i havet, da vandene skyllede ind ved ismassernes nedsmeltning?
og var der ikke byer og civilisationer, der forsvandt i vandmasserne
nu nedsunket som katedraler under havbunden under havet
benægtelsen af deres eksistens har været så tyk som sedimenterne af mudder
der findes et gammelt sagn
og lad os være varsomme med ord som sagn, myte, legende, overtro, skrøne,
for vi rammer nemt muren af uvidenhed, der lukker os inde i en tidslomme,
i en vand-og-lufttæt boble af selvoptaget afskårethed fra alt,
der befinder sig udenfor den historisk-politisk-videnskabelige korrekthed
i et mentalt skrumpehoved af reduktionisme og tidsfortætning
hvad skal vi kalde nedsænkningen begravet i sedimenter, mudder,
jordskred, is, ørkensand og tæt jungle? er det det sunkne Atlantis?
det er svært for benægtere af fastholde benægtelsen af nedsænkning,
når deres egen teknologi kommer op med scanninger
af en by på størrelse med Manhattan i Det Indiske Ocean – på 80 meters dybde!
det er svært for et Imperium – verdsligt såvel som kirkeligt –
at hævde at et helt kontinent nærmest var mennesketomt,
når de samme scanninger viser en sydamerikansk jungle
fuld af byer og som en jesuittisk munk beskrev: store hvide byer
med millioner af mennesker døde til hobe af medbragte børnesygdomme
der findes mange gamle sagn
El Dorado / Paititi i Bolivias jungle, Kong Ipir og det skaldede bjerg i Paraguay,
Shangri La i Indusdalen, Agartha i Tibet, Shambala i Gobiørkenen,
Kong Salomons miner, hvor var de lige henne – var det derfor den vise konge
indgik en skummel pagt med dæmonerne om at bygge templet, så de fik krammet på ham til sidst, og så hans testamente ikke fik adgang af redaktionen til den nok så kendte bogsamling?
der er rigelig at tage af, og der er muligvis en hel del om snakken
30. september – agent 008-ben
jeg har ikke brug for en Walther PPK eller P99
jeg kører ikke rundt i en Aston Martin DB5
med indbyggede automat-guns fortil og en skudsikker stålplade i bagpartiet
ligesom det heller ikke er nødvendigt med et katapultsæde under førersædet
jeg lader mig ikke hyre af MI6,
jeg er ikke indrulleret i hendes majestæts tro og hemmelige tjeneste
jeg udsteder min egen licence to kill
men den bliver ikke stillet til rådighed for Imperiets verdensdominans
jeg har mit eget world wide web i nedskaleret form
jeg mærker, hvad der rører sig i alle tråde, og ved hvem der går i fælden
uden interesse i at lagre al tænkelig færden i gigantonorme databaser,
der kræver algoritmisk gennem-gnaskning af oceaner af stjålet materiale
jeg har fuld forståelse for kvantemekanisk strengteori
for mine strenge er trods af deres fleksibilitet strengt strukturerede
deres styrke er større end nylon, deres eftergivenhed er vildere end gummi
mit spind er hi-tech, der stadig er i udviklingsfasen hos de militære undermålere
i de tidlige morgentimer er mit spind behængt med
en perlerække af dugdråber og bed mig ikke om at gøre rede for,
hvordan dugdråber bærer sig ad med at hænge fast
i tråde af nærmest mangel på tykkelse
jeg stiller gerne op til traileren til en 007-film
jeg stiller min silhouet til rådighed for lyskeglen og sigtekornet
når lyden af dam-dadala-dam, da-dam-da, dam-dadala-dam
akkompagnerer mit udhæng i spindet
du tænker måske på mig som et skræmmende skadedyr,
men måske du kunne anskue min tilstedeværelse i retning af
at mit bytte er dem, som du ikke bryder dig om,
så dine fjenders fjende er muligvis … din ven
altså c’mon alt det her fortrinsvis kvindelige skrigeri
om adr-en-edderkop slå den ihjel! kunne måske afballanceres med
adr-en-spyflue med lort på fødderne eller en stak myg,
der har tænkt sig at suge dit blod, som JEG så tager mig af
ikke sandt, kunne vi ikke finde ud af noget i fællesskab?
for det er jo ikke, som om at du og din forskræmte familie
står på min menu – vel?
jeg har mit eget menukort, og I figurerer ikke på det
Skriv et svar